Et møde med skaberen - Katherine

Han kunne ikke tænke på andet, det var simpelthen for svært. Desuden var der ingen grund til at tænke på andet, hun havde i mange år været centrum i hans liv, så hvorfor skulle dette pludselig ændre sig? Ja fordi han havde valgt at lytte og stole på en person der var skredet så snart han havde taget det svære skridt. Det havde ikke været let at vende ryggen og smutte, at svigte hende som hun selv ville kalde det. Flere gange de første uger, ja de første måneder havde han overvejede at vende tilbage, lede efter hende, undskylde endda. Men det havde han ikke gjort, han havde ikke kunnet få sig selv til det, og den såkaldte ven af en vampyr's ord havde rungede i hans hoved hver gang han havde overvejede at vende tilbage. År var gået, og han havde troede at han havde fortrængt tanker og følelser om denne kvinde men nu hvor han stod der var han fuldkommen i tvivl. Var det hendes blod eller hende? Hendes blod havde udløst det, men var det nu kun hendes blod? Han anede det ikke følte sig splittet, i tvivl! Han havde nærmere stivnede om hendes beslutning, den beslutning hun havde truffet. At give noget af sit blod var jo ikke just hvad vampyrer brød sig mest om, jo han havde da givet hende noget af sit dengang for mange år siden, før og efter han var blevet vampyr, men aldrig havde det været den anden vej rundt. Dræne hende ville han ikke, det kunne han ikke! Og hendes blod ønskede han heller ikke, det var.. forkert! De gange han havde givet hende sit tidligere havde været for at vise hende at han stolede på hende, elskede hende nok til at lade nære sig på ham. Han havde gjort det fordi det gav ham følelsen af at de var tættere på hinanden, den slags skulle ikke bare gøres af lyst, det skulle - efter hans mening - gøres for at udtrykke hvor meget modparten betød for en og han ville ikke tage imod hendes tilbud og tage hendes blod når han var så splittet og så meget i tvivl. Deraf kyssede han hende blot på halsen, bemærkede overraskelsen i hendes blik og gengældte roligt hendes blik. Hendes ord fik ham til at rynke på brynene, sukke svagt og ryste på hovedet. Han kyssede hende efterfølgende over halsen, indåndede hendes dejlig duft inden hans arme gled rundt om hende og han med vampyrfart bevægede dem hen mod sofaen. Forsigtigt satte han hende fra sig på sofaen, så ned på hende hvor han lod sine læber strejfe hendes ganske blidt for derefter at vende blikket mod hende "Tilbød mig aldrig dit blod igen... aldrig!" de skarpe hjørnetænder kunne ses i få sekunder inden han trak dem ind. Han rettede sig op og strøg hånden gennem håret, lod fingrene løbe kort hen over læberne inden han satte sig på sofabordet foran hende med blikket rettet mod hende.

Selv havde han jo troede han ville kunne klare at møde hende, forstået på den måde at det ikke ville volde ham store problemer at modstå hende, og han sagtens kunne ignorer hende når han havde kunnet leve uden hende og uden at tænke på hende de sidste mange år. Han havde ikke regnet med at genforeningen ville blive sådan, og ligeledes så det ud til at hun ikke havde. Om dette var godt eller skidt anede han virkelig ikke, han var virkelig i tvivl omkring sine egne følelser for han havde virkelig forsøgt at undertrykke dem. Hans blik forlod ikke hendes som hun svarede ham med den kølig tone som fik ham til at hæve det ene bryn. Det var nemlig det han frygtede, at alt det der var sket mellem dem de sidste få minutter havde været skuespil. Når man levede så længe som de gjorde blev man en god skuespiller, og det gjaldt om at vide og kunne aflæse hvornår man ikke var en løgner, hvornår man var ærlig. Hans blik forlod hende ikke, bemærkede da hun ligeledes hævede brynet og så længe fokuseret og tavst på hende. I hans tanker forsøgte han at finde ud af hvad de nu skulle gøre, hvad der nu skulle ske for han anede det ikke. Han kunne bare skride, men... det havde han ikke lyst til. Og fortsat kunne han ikke vide om hun mente det ærligt eller ej. Han trak vejret dybt ind, sukkede og besluttede ved sig selv at han måtte finde Calypso, hun kunne nok hjælpe ham. Ikke at han havde i sinde at fortælle hende hvad problemet var, for det havde han ikke. Hans blik blev atter vendt mod hende, hendes blik sagde ham intet, intet af det han havde håbede på at se, derimod så hun ret tom ud i blikket, som om intet af det der lige var sket betød noget. Måske var den side han så nu den rigtige, hvem vidste. Han endte med at rejse sig op "Næste gang foretrækker jeg at du ringer, jeg bryder mig ikke om dine lakajer..." sagde han ganske roligt. Når hun kunne finde hans hjem, kunne hun sikkert også finde hans nummer, var der noget kunne hun ringe, så var spørgsmålet bare om han ville tage den. Han sendte hende et spørgende blik, var der mere eller kunne han gå?

Selvfølgelig ville det være skuespil hele vejen igennem men det var svært for ham at tro andet i disse øjeblikke, ganske enkelt fordi han ikke ønskede at tro at hun virkelig havde disse følelser for ham om end han var ved at indse det efterhånden, andet ville jo være dumt og barnligt men faktisk havde han endnu sin tvivl. Måske ikke særlig stor men stadig noget tvivl. Akkurat som hun eller hendes krop var drevet af ham var hans drevet af hendes og det kunne han tydeligt mærke eftersom han jo havde mistede kontrollen bare ved at stå så tæt på hende og dufte hendes blod. Som hun nu så på ham virkede hun bare så utrolig kold og ligeglad, det var slet ikke den passioneret kvinde som han havde oplevet for ret kort tid siden da han havde kysset hende, for hun havde reagerede så voldsomt over hans berøringer at han i mange sekunder ikke havde været i tvivl om at hun havde savnede ham, eller hans berøringer og krop. Tit - mens han havde været væk og adskilt fra hende - havde han overvejede at vende tilbage. Om hun så bare ville tage imod ham som elsker eller slave, det havde været ham underordnede blot hun tog ham tilbage. Han havde tit og ofte gået og troede eller håbede på at hun ville tilgive ham og tage imod ham, hvis hun ikke kunne så hans krop. Nok lød det lavt, klamt, forkert osv. Men han havde elskede hende, hun havde ændrede hans liv - om det var til noget bedre vidste han endnu ikke - men hun havde været der, været med til forandringerne, havde gjort noget ved ham som han aldrig ville glemme. Hun havde været hans første kvinde, den første han nogensinde rørte på den måde, så intimt, så forsigtigt om end hun havde været den overlegende af de to, i lang tid, og altid. Han forsøgte at lade som ingenting da hun fnyste af ham, hendes ord ramte ham dog hårdt hvor man kunne se at han virkelig ikke brød sig om hendes ord da han bed tænderne hårdt sammen så kæbepartiet trådte tydeligere frem og hans hænder også kort blev knyttet. Han vendte blikket fra hende, vidste at han havde fortjent disse ord men behøvede hun virkelig være så kold? I stedet for at give sig til at vrisse hende anlagde han et nedladende mine som han de sidste mange år havde brugt for at lukke af for sine følelser "Jaså... jeg tvivler... en ting skal du dog vide Katherine, jeg er ikke den samme som før.." som hun fortsatte og gav udtryk for at han kunne smutte tøvede han heller ikke med at marchere hen imod døren mens hun stillede sig henne ved vinduet, han trykkede håndtaget ned, lod døren gå op og kastede et blik tilbage mod hende, knyttede næverne og forlod værelset hvor han lod døren glide i bag sig inden han få sekunder efter forlod bygningen, med en vred og irriterede mine, velvidende at hvis hun endnu stod ved vinduet ville hun kunne følge ham med blikket.

//Out..