Et blodtørstig møde...

Det var en kold aften i oktober, mørket havde langt sig over brooklyn som den jo gjord hver nat. Kun lygterne på gaderne lyste en smule op, så man kunne se hvor man gik ellers bare mørkt. Vinduernes lys var slukket forlængst hos de fleste mundaner, dog var der nogen få steder hvor et lille lys var tændt sikker fordi at computernørdende stadig var oppe og sikkert ikke gik i seng før klokken 08:00 om morgen. Ellers var alt som det plejede at være for mundanerne, eller retter for næsten alle mundaner for ned på gaden gik en pige. En pige som kendte til smerte. død. og kendte til at blive svigtet og værre hun kendte til underverden alle dens hemmeligheder ... eller næsten hun kendte ihverfald til warlocken. og varulven rimelig godt ... Og hun havde mødt en vampyrer i meget få sekunder før den blev slået væk af den såkaldte warlock. der tog hende til sig og på anden dagen prøvede at slå hende ihjel fordi hun kom til at være lidt for rapkæftet omkring hans tro på gud. Dog gjord han det da også godt bagefter men ... grunden til hun nu gik på gaden med sine ting. og så ud som om at hele hende liv var faldet sammen var dsv også pågrund af ham. Han havde slået hendes veninde ihjel, kaldt hende ord som hun ikke havde drømt om at han ville nævne og slet ikke til hende. Efter alt det han havde reddet hende fra. og hun havde hjulpet ham med SVIGTER HAN HENDE ! Ordene slog hende hårdt. og for hver gang hun tænkte på det kom hun tætter og tætter på at græde. *hvorfor sagde han dette ... hvorfor gjord han dette imod hende ! * tænkte hun, og stod stille en øjeblik og så ned i jorden. * han viste godt hvilket baggrund hun havde, hvordan hendes familie behandlede hende .. og alligevel vil han sende hende hjem til dem der slår hende til blod hverdag!?* hun bed sig i læben for at holde holde tårerne tilbage, men en tårer undslap og trillede forsigtig ned af hendes kind "hvorfor ... " sagde hun vredt af sorg, og smid sine ting ind i en gyde som hun stod foran og så slet ikke efter om der var nogen derinde før hun kastede. " hvorfor er du så dum" råbte hun ind i gyden så det gav genlyde i gyden, hun så sukkede * er der ingen der kan tage livet af mig ... * tænkte hun og sukkede * dette pinefulde liv *

This evening's too quiet oh we need a real riot ~

Det havde været en helt almindelig aften. Solen var gået ned for længst, baren havde været fyldt, og der havde været en god fangst. Den kække hvinen og de uudholdelige grin af en ung kvinde fangede ens øre hurtigt. Armen lå sikkert om skuldrene på hende, lå der om et krav på tillid og tryghed. Kvinden slappede af. Endnu et højt hvin.
"Vi burde gå denne vej, miss.." Han tog let fat i hatten, som ville den unge herre pege sin retning med den. Stemmen havde været en dyb, blød stemme, der havde fået adskillige kvinder med på krogen. Der lå andele af nydelse og direkte flirteri, skønt det ikke var i denne retning, det skulle ende. Lyster skulle gennemføres, ganske vist, men det var lyster af overnaturlig herkomst. Callum, som den unge herre hed, blinkede charmerende til den unge kvinde, inden han var ved at vælte over fortovskanten. En masse bandeord nåede at undslippe hans læber, inden blikket nåede den unge kvinde og han dermed indså, han måtte holde på manererne. En legende bandede ikke.
"Herind!" Det var en intens, lokkende og flirtende hvisken, da den unge herre hviskede i kvindens øre. Callum slikkede sig let om mund, drejede en hurtig omgang om egen akse, før han brutalt skubbede kvinden ind i det altopslugende mørke. Det var måske en overdrivelse, men for Callum var dramaet det bedste ved at jage. Et imponerende tandsæt blev blottet mod kvinden, hvis skrig blev afværget ved en let hånd over munden. De sylespidse hjørnetænder gled ubesværet igennem den dejligt tynde hud, mennesker havde på halsen. Han kunne næsten høre blodets rytme, der blev slået rundt i kroppen på hende af hjertets hastige slag. En ualmindeligt sød smag eksploderede i munden på ham. Hvert et smagsløg var vendt på den anden ende, da sødmens magt lagde sin kontrollerende hånd om ham. Under sin indtagelse af den søde, livsvigtige væske opfangede han ikke den nytilkomne. Han burde have set hende, hørt hendes beklagende ord for sig selv. Det ville have ændret en hel del. I stedet i blot morskab tog Callum en 'svingom' med den krop, der kun blev svagere og svagere i armene på ham.

Adia var i sorg. *Hvorfor kunne hun ikke bare dø? hvorfor var hun overhovedet blev skabt, når hun nu kun var til besvær og folk alligevel aldrig vil have noget med hende at gør... hvorfor!?* tankerne fyldte hendes hoved, og det gjord ondt og det bragte en par tårer frem. Hun så op, og kiggede ind i gyden da hun kunne hører noget bevæge sig der inde. " hallo? er der nogen?" spurgte hun, og tørrede hurtigt sine tårer væk da hun ikke vil ses sådan. " hallo?" spurgte hun igen, og lagde hovedet undrene en smule på skrå. *hvem kunne finde på at være sådan et sted på dette tidspunkt?* tænkte hun, og rejste sig roligt op. Mørkede skræmte hende en smule, alt kunne være der inde måske en ond mundaner der ville gøre hende ondt? hun kig forsigtigt hen til de ene mur, og støttede sig op af den som om det var et slags skjold. " hallo?" sagde hun en blid tone, hendes hjerte bankede en smule hurtigere ind før. Hun kiggede sig over skulderen, for at se om der kom nogen løbene i mod hende ud på gaden. Hun overvejede kort om hun skulle gå ind i mørket. men der var stor chance for at det kunne være noget farligt, men der var lige så stor chance for at det bare var en rotte der rode rundt i skraldet. hun kunne mærke at hendes mave fornemmelse sagde nej. men hovedet ja .. hun tog chancen. og gik ind i mørket væk fra den smule lys der var ude på gaden. Hun støttede sig op af væggen så hun nogenlunde viste hvor hun var " er der nogen?" spurgte hun blidt, og nervøst igen. hun stoppede op da hun var halvt ind i gyden, og kiggede sig tilbage *måske burde jeg gå tilbage?* tænkte hun men lod så blikket søge ind mørket, hendes øjne havde vendet sig en smule til mørket. Hun kunne skimte en høj skikkelse, men det kunne self også være hendes skygge. Men hun havde ikke en hat på? hun lavede en vinke bevægelse *niks det ikke min skygge* tænkte hun og så hen på personen, hvis det altså var en person " hey ! øhm er du okay?" spurgte hun, og bed sig i læben af usikkerhed og nervøsitet ... det var måske lidt et dumt spørgsmål, men ingen personer ved sit fulde fem ville gå herind så der måtte jo være noget galt tænkte hun.

"Adia" sagde Deartháir lavt men klart til hende og trak hende lidt væk fra vampyren imens han holdt hende for munden, "shhh vær stille nu, så slipper jeg, vi må ud af skyggen her" sagde han og så over imod vampyren for at se om den skulle have hørt dem, "man skal ikke ønske sig at forstyre en vampyr imens den nære sig ved en kvindes hals, det kan meget nemt gå galt" han holdt om hende med den venstre arm sådan at hun stod med ryggen til man, og han holdt med roligt tag den højre for hendes mund

Adias hjerte dunkkede hurtigere og hurtigere. Et eller andet var på vej mod hende hun kunne mærke det, men hun viste bare ikke hvad. Måske var det hendes hjerne der spillede hende et pus? lige pluselig greb en fat i hende, og holdte hende for munden. Hun satte i et skrig, og da hun blev vendt om så hun med store forskrækket øjne på personen. * Deartháir?!* tænkte hun, og hendes blik ændret sig hurtigt fra skræmt til vredt " mmm mmm mmm mmmm " prøvede hun at skælde ham ud, og tænkte overhovedet ikke over det han sagde. Hun prøvede at fjerne hans hånd fra sin mund, da hun ikke ville have han skulle rører hende efter det han havde gjort. "mmm mmm mmm MM!" mumlede hun i en højlydt toneleje, og prøvede brug alle sin krafter på at fjerne hans hånd -

"hvis du slapper lidt af og er mere stille skal jeg nok give slip" hviskede han til hende, heletiden med øjnene hvilende på vampyren som udsugede den stakkels dame længere inde i gyden, "jeg slipper nu, men hvis du ikke er stille må jeg atter ligge hånden på dig" sagde han stille imens han langsomt lod sin hånd forlade hendes mund

Hvis hendes øjne kunne slå ihjel, så var han død på stedet det var hun sten sikker på " DU WOW AT LIGGE HÅND PÅ MIG IGEN .. " råbte hun vredt, og gik langsomt væk fra Deartháir dog med fronten mod ham. " SKRID MED DIG!" råbte hun og vendte ryggen til ham og kiggede hen på vampyren som Deartháir havde kaldt ham og gik nærmer han mod ham " undskyld." sagde hun blidt og smilede

Deartháir nærmest kastede sig over hende for at få hende til at tie stille, "tror du virkelig at jeg har gået efter dig i skyggerne hver evig eneste dag bare for at se dig blive taget af en vampyr?" spurgte han lavt på nippet til at blive vandvittig, "hvis jeg bare fulgte efter dig for at se dig død ville det være sket en snes gange efterhånden af varulve eller andre fra underverdenen, du har allerede fået et næsten lige så skidt ry som jeg selv" han trak hende atter længere væk fra vampyren efter at have fået fat i hende, "tror du ikke selv at jeg er ked af det jeg sagde sidst, det var ikke sådan jeg selv ønskede det, men varulven gav mig ikke noget valg"

" slip mig så!" sagde hun vredt og prøvede at komme fri hun ville ikke hører på hans dumme forklaringer en gang løgner altid " skrid ud af mit liv! " sagde vredt og prøvede komme fri " JEG GIDER IKKE HØRER PÅ DINE DUMME LØGNE! OG HVIS DU VIL VÆRE SÅ VENLIG SÅ LAGDE MIG GØRE EN ENDE PÅ MIT LIV :: TAK!" sagde hun vredt og vendte sig mod vampyren

"Adia vil du nu ikke godt høre efter, jeg lover dig ved min guds navn at jeg taler sandt, jeg taler ikke med to tunger" sagde han og så på hende hvor efter han lod en daggert glide ud af hans hånd hvor han greb den så snart den gav slip, og han rakte den ud imod hende, "hvis du ikke tror på at jeg taler sandt kan du bare gøre en ende på mig, her er hvad du skal bruge," han holdt den rettet imod sit bryst, "alt hvad du skal gøre er bare at stikke til, jeg lover dig at den vil gå igennem, selv hvis jeg skulle være af metal" han gik ned på det ene knæ, "jeg har fulgt efter dig hver dag siden det skete, det der blev sagt blev ikke ment, jeg har gjort alt hvad jeg kunne for at holde dig i live til du ville forstå"

Adia så på ham med et vredt blik, og tog imod daggerten hun så på den og kiggede på ham hun hævede den. " du svigtede mig det er hvad du gjord ! lige som alle andre mundaner !" sagde hun vredt, og så væk fra ham hun rakte sin arm frem " og hvis der nogen der skal dø ... så det mig ..." sagde hun smilede en smule " jeg vil ikke leve med den pinefulde tanke om ikke at være en del af samfundet.." sagde hun " men jeg kan dsv ikke gøre det alene ..." sagde hun og lukkede øjne før hun lavede et langt snit langs hendes venstre arm .

"er du tosset?!" spurgte Deartháir, og ved en enkelt bevægelse smeltede kniven sammen, "du kan ikke bare gøre sådan, du følger ikke spillets regler, selvmord er snyd" sagde han og pressede på begge sider af såret på hendes arm for at få det lukket, "det kan godt være at du ikke vil have det, men du er ikke som mennesker eller nogle andre Mundaner jeg nogle sinde har mødt, dette er end ikke nok til at kunne få dig ned" fra hver af de steder han pressede sine tommelfingre ind imod hendes sår begyndte nu at komme små metal spåner frem, som langsomt ville lukke hendes sår igen, men de ville efterlade et evigt mærke, langs der hvor hun havde skåret sig ville der altid ligge en rille metal

" JEG GLAD MED OM DET SNYD!" sagde hun vredt, bed tænderne sammen af smerte da han pressede ned på hendes flænge. " STOP! " knurrede hun imens tårerne trillede ned af hendes kinder " HVORFOR LADE DU MIG IKKE BARE DØ ! JEG JO BARE EN MØGUNGE ! DU VIL ALLIGEVEL IKKE HAVE NOGET SOM HELST MED MIG AT GØRE !! DU HAR IKKE EN SKID FØLELSER FOR MIG !! DU VIL BARE SENDE MIG TILBAGE TIL ET HELVED HJEMME HOS MIN STEDFAR!" knurrede hun, og prøvede at trække armen til sig hun kæmpede for at holde sine skrig og gråd tilbage * HVORFOR STOPPER HAN IKKE!* tænkte hun og og lukkede øjne imens hun begyndte at pive

Deartháir slap hende så snart at såret igen var forbundet, *satans det kostede meget* tænkte han os stønnede svagt, "hør nu her, selv den stedfar er utrolig bekymret" sagde han og måtte støtte sig til noget for ikke at skvatte om, "jeg har selv været hjemme hos dem, uden at sige hvad i alverden du har rendt rundt og lavet, og så tog jeg en ordentlig snak med ham da jeg bad ham følge mig ud, han har ikke behandlet din mor godt, men hun ænser det næsten ikke selv, jeg ved ikke om han er en form for en anden race eller noget, men han har lovet aldrig igen at røre din mor, eller nogle andre som han har gjort før, for jeg holder øje med ham, og det ved han" han hostede et par gange og så over mod vampyren *det er da underligt han ikke reagere* "jeg gav ham en lille hilsen han nok skal kæmpe med i et halvt års tid"

" SKRID !"sagde hun vredt, hendes øjne blev mørke af vrede hvilket faktisk var første gang var sket for hende men ingen havde aldrig været så forfærdelig som ham" JEG VIL IKKE HJEM ! OG DET HAR JEG SAGT EN GANG!" sagde hun vredt, hun sukkede og hev armen til sig og ømmede sig. "jeg troede du følte mere for mig efter du ville holde så meget øje med mig som du fortæller ... " hun følte sig dum "MEN NEJ! HVIS DEN VAMPYR VIL SÅ MÅ DEN MED GLÆDE SUGE MIT BLOD ... JEG VIL HELLER DET IND AT LEVE ET DUMT LIV PÅGRUND AF DIG ! OG MIN STEDFAR! " sagde hun vredt og vendte sig mod vampyren " GÅ DIN VEJ .... FALD DØD OM .. BRÆND I HELVEDT JEG LIGE GLAD !" sagde hun vredt og gik hen mod vampyren

"jeg brænder allerede af helvede her på jord" sagde han og så på hende, "jeg mener ikke du skal tilbage til dem, det ville jeg end ikke tilbyde min værste fjende, ingen fortjener et liv i undertrykkelse som det jeg så han forsørgede dem med, men ikke om du skal tages af en vampyr, der sætter jeg grænsen, så må du hellere opsøge en dæmon som måske vil være dig nådig, se levet og verdenen igennem dens øjne, tænk på det" sagde han og tog sig lidt til hovedet, "jeg kender en dæmon, jeg har fundet ham der er min fader, og han er villig til at hjælpe hvis det er" sagde han og rakte en hånd frem imod hende, "lad være med at lade det falde til jorden, tag med mig, endnu længere væk fra din stedfar og den verden du kender, endnu længere væk en hvad en forbandet nattens engel formår"

hun så ned i jorden, hun knyttede sin næver men måtte løsne den venstre hånd da det gjord for ondt i armen hun så sig over skuldren. " hvad skulle han kunne gøre " sagde hun og så væk fra ham " en dæmon der har skabt et frygeligt liv for dig .. der intet han kan gøre ... han er kun dæmon " hviskede hun imens tårerne trillede ned af hendes kinder, hun så hen på ham igen vendte sig mod ham og gik langsomt hen i mod ham " jeg tror ikke han kan gøre noget men jeg tager med " sagde hun og lagde sin hånd blidt i hans uden at se op på ham

Deartháir rakte hånden hen imod hende, "så kom, lad os komme ud af denne gyde" sahde han og så blidt på hende, "du og jeg skal ud på en lille rejse"

Adia så sig over skuldren før hun fulgte med ham " undskyld ... måske en anden dag" sagde hun stille til vampyren da hun var usikker på at en dæmon vil kunne hjælpe hende
//out//

Deartháir så sig over skulderen, "han ville måske end ikke være interesseret i dig når han er så lang tid om sit nuværende måltid den vampyr der" sagde han og gik derpå ud af gyden, for at følge Adia hjem til sig selv atter engang

//Out//