Et møde med skaberen - Katherine

Mørket var faldet på for nogle få timer. Jason havde gjort sig klar til at tage sig af sine forretninger, noget han ikke kunne gøre på andet tidspunkt end natten. Han havde gået stille og roligt derhjemme, med tanke på sit arbejde og planerne for natten da der pludselig lød en sagte banken fra døren. Det ene perfekte bryn blev hævede, det var langt fra tit han fik besøg, og han ventede ingen. Han knappede den sidst knap i den sorte skjorte inden han vendte sig mod døren til værelset, snart stod han ude i entren og kunne allerede der fortælle at det var vampyrer der stod bag den lukkede dør. Hvad ville de ham? Det fandt han kun ud af ved at åbne, at lade være ville ikke være en god ide idet de sikkert havde fangede færten af ham. Han lod døren gå op, kastede et blik på de to ret store mænd der stod derude og hævede spørgende det ene bryn. ”Klanlederen vil møde dig” lød den enes dybe stemme. Han knep øjnene sammen og lod hovedet glide en anelse på sned ”Og hvis jeg nægter?” han kendte svaret, der ville ikke være plads til at nægte, han havde ikke noget valg, men nu havde de jo ikke spurgt om han vil med, men sagt at deres leder ville møde ham. Og hvorfor ville vedkommende det overhoved? Han anede ikke hvem lederen var, og formodede heller ikke at denne vidste hvem han var… medmindre! Det var en han kendte. ”Du kan ikke nægte…” lød svarede fra den samme fyr. Jason snerpede læberne tænksomt sammen ”Hvem er jeres leder?” spurgte han med en fast tone. ”Katherine Pierce” endelig behøvede han ikke at høre hele navnet, for han vidste hvem det var og alene tanken gjorde ham stram i minen. Han pressede læberne hårdt sammen til en smal streg men nåede ikke rigtigt at sige mere idet den ene greb fat om hans skulder. Han skubbede hans hånd væk ”Jeg kan gå selv, ellers tak!” sagde han spidst og greb nøglerne til sin lejlighed samt telefon. Døren smækkede bag ham idet han forlod lejligheden.

Undervejes forsøgte han at finde en måde hvorpå han kunne slippe uden om dette møde, han burde have tjekket hvem klanlederen i denne by var men han var kommet for kort tid siden så han havde ikke rigtigt nåede at tjekke noget overhoved. Hans blik flakkede mellem de to mænd som flere gange greb hans skulder, nærmest som om de kunne læse hans tanker. Hver gang skubbede han deres hænder væk. Inden længe var de ankommet til hotellet hvor han blev vist ind til hendes gemakker. Begge greb om hans skuldre da de trådte ind og var ret så flittig til at give ham et hårdt skub hvor han næsten mistede balancen, hurtigt gevandt han det hvor han rettede sig op for at kaste et blik over skulderen. Døren blev lukket idet de to mænd forlod dem, og han vendte blikket rundt.

De to store fyre havde virkelig forsøgt at nedgøre ham. Desværre skete den slags sjældent skønt han nær var faldet på næsen da de havde skubbede ham, til hans held var det ikke sket hvor han hurtigt genvandt balancen. Han regnede med at Katherine vidste hvem hun havde sendt sine gorillaer efter, og det gjorde hun helt sikkert, for hun havde nok savnet. Han tvivlede på at hun ville være glad for at se ham, ikke efter hans afsked som havde været alt andet end venlig eller varm. Han havde haft sine grunde, og grunde han ikke fortrød. Bare fordi hun havde elskede ham gav det hende ingen ret til at tømme ham for blod, lade ham få noget af sit eget og brække halsen om på ham. Men hun havde ønskede at være med ham til evig tid, desværre havde han ikke brudt sig om hendes ide. Nu så det ud til at han ville mærke for hendes vrede, eller måske ikke, man kunne aldrig vide med Katherine om end han vidste at det ikke ville blive et kedeligt møde. Hans blik faldt roligt på kvinden som ikke havde ændrede sig det mindste over de sidste mange år, men det var jo heller ikke muligt for en vampyr fysisk at ændre udseende, man var fastfrosset i den alder man blev forvandlet i. En ting havde hun da gjort rigtigt, forvandlet ham i hans bedste alder. Hendes ordre hævede han ganske enkelt brynet til, skulle han sætte sig? Hun havde næppe tvunget ham dertil så de kunne hygge snakke, men dum var han ikke så trodse hende i noget så simpelt ville han ikke. Roligt og med elegante lette skridt hen mod sofaen blev det til inden han gled ned at sidde tavst og uden at sige noget, men det havde hun jo ikke givet ham en grund til endnu.

Bekymrede hun sig virkelig? Næppe, hendes stemme sagde jo det hele. Han tvivlede et sted ikke på at hun havde forandret sig, der var jo gået mange år siden sidst og hun hadede ham vel? Det gik han i hvert fald ude fra, det var også den eneste grund til at han var så forsigtig og.. afventende. Hans blik forlod hende ikke, ikke før hun gik om bag sofaen, lod hånden stryge hen over ryglænede, noget hans skarpe hørelse opfangede let idet hendes hånd nærmede sig ham. Hendes hånd nåede snart helt tæt på ham, og han forventede en berøring, dog ikke så blid en som et strejf over skulderen. Han flyttede sig ikke, mærkede berøringen men fortrak ikke en mine. Minder vældede ind over ham, billeder så han for sit indre blik. Han huskede det alt sammen så tydeligt, hendes blidhed, forsigtighed, og hendes læber der blev pressede mod hans hals idet hun lod tænderne sænke sig ned i hans hud. Han havde selv været ret naiv dengang, en mundan, typisk mundaner. Men det var ikke kun det minde som vældede op i ham, som han så for sit indre blik ved denne korte berøring, han så deres første rigtige berøringer, deres læbers strejf, deres intime øjeblikke, det hele løb forbi hans sind som var den en film der blev spolede fremad i en hurtig fart. Hendes hånd flyttede sig dog hurtigt væk igen, og han blinkede en enkelt gang inden hendes ord nåede ham. Sarkasmen sagde det hele, alligevel valgte han at lade som om han ikke havde opfattede denne tone, eller hendes ord for den sags skyld hvor han gik direkte til sagen, hans læber skilte for at lade enkelte ord forlade hans læber ”Jeg har længe set frem til dette møde” hans melodiske stemme havde ikke ændrede sig over de år han havde været væk, og det gjorde den næppe nogensinde. Men som hende var der sket visse forandringer, nogen som nok skulle komme til udtryk. Hans forandringer var nok ret meget som hendes, men alligevel ikke helt. At hun havde forandrede sig til en koldblodig morder vidste han ikke, men selv havde han gennemgået store forandringer, at dræbe var en fornøjelse… men en man skulle gøre med stil. Hans blik blev vendt bagud mod hende, de krystalklare blå øjne forsøgte at fange hendes.

Selvfølgelig tænkte han på det samme, de havde været igennem det samme, de havde oplevet en masse sammen og de havde faktisk været.. forelsket? I sin første tid efter sin forvandling havde han ikke set hvilke forbandelse han var endt i, det havde været let at acceptere ganske enkelt fordi hun var blevet hos ham. Han havde ikke ment at han havde behov for andre blot de var sammen, at hans familie ikke betød det store, at han kunne klare sig så længe hun var der. Drømmen havde varede således længe, ret længe endda og de havde været sammen hvor det virkelig havde været ægte følelser imellem dem. Han havde dog indset – nok for sent – at det var en forbandelse, at han var blevet hendes legetøj og var lidt for… underdanig og desuden havde han over de år ikke tænkt på sin familie, forældre, søskende og forældrene var døde af alderdom, mens hans søskende var blevet ældre, havde fået børn og han selv sad fast i samme alder, i samme krop. Der var det hele begyndt at vakle, og tingene havde forandret sig, han hadede sig selv for at have åbnede øjnene for sent og havde dengang givet hende skylden for det. Nu vidste han dog at hun ikke havde forheksede ham, ikke på overnaturlig vis, i hvert fald ikke hvad han vidste af, og skulle det være tilfældet havde hun nok fået hjælp af andre, for den slags evner havde deres slags ikke. Han havde forladt hende, ikke på nogen pæn måde, og forventede derfor hendes reaktion. Hvad hun havde i sinde at gøre anede han dog ikke, uanset hvad ville det kun være noget hun gjorde fordi han havde knust hendes hjerte, af hævn, noget deres race var kendt for. Deres blikke mødtes hvor hendes blik forsøgte at holde sig kold skønt han uden besvær fangede det sårede udtryk. Hendes store smil fik han til at hæve det ene bryn om end han ikke kommenteret det, lyttede i stedet til hendes ord hvor han hørte og opfattede hendes beskyldninger, noget han havde forventede. Typisk kvinder. Et svar nåede ikke at komme over hans læber før hun stod foran ham og hånden ramte hans kind for at skubbe hans ansigt til den ene side så hårdt havde slaget ramt. Havde han været levende ville dette slag nok have efterladt et rødt mærke, eller spredt en varme i hans ansigt, men dette skete ikke. I stedet vendte han blikket mod hende som han rejste sig op og hun selv bakkede nogle skridt. ”Det.. fortjente jeg vist…” lød hans konkluderende rolige stemme som ikke havde forandret sig, hans blik hvilede på hende hvor han kunne se hvor overraskede hun var over sine egne handlinger, selv virkede han lettere upåvirket som om intet var sket, i stedet gav han sig til at besvar hendes tidligere spørgsmål ”Katherine…” navnet blev udtalt med en blid tone, og næsten kærlig undertone ”Vi levede sammen ja, men faldt det dig et øjeblik ind at det var ikke et liv jeg selv havde valgt? At det var et påtvunget liv? Du var så blændede at du ikke så hvad jeg så, min familie forsvandt, mit liv forandrede sig og jeg kunne knap stå på mine egne ben uden din støtte… jeg måtte væk og jeg måtte starte forfra i det liv du tvang mig ind i” han tav, så roligt afventende på hende.

Rigtigt eller ej, han læste ikke hendes tanker, anede ikke hvad hun havde haft i sinde og derfor forsvandt den følelse ikke bare af sig selv. Han havde taget flugten, hvis man kunne sige det på den måde, men det havde han, og det var uden at snakke om det. Hun troede vel at han hadede hende, at han aldrig havde elsket hende, men det passede ikke. Han havde elskede hende, ja inden han var blevet forvandlet hvor han blot havde været en simpel mundan havde han overvejede at frie til hende, for hun havde da virkelig været en skøn kvinde som enhver fyr havde kigget efter. Han havde følt sig heldig over at hun havde kiggede i hans retning, og beæret over at hun havde brugt tid med ham. Konsekvensen for dette havde han dog først indset mange år efter, og da han havde indset dem havde han ikke sagt noget, men bare forsvundet. Han havde ikke tænkt to gange over det, frygtede for hvad hun ville gøre hvis hun havde fundet ud af det, hvis han havde sagt noget. Han havde frygtede for at hun ville tale ham fra det hvis han havde sagt det, eller være blevet vred. Hun skulede imod ham hvor han hævede det ene bryn, hans blik forlod hende ikke, og han undlod at svare på hendes bekræftelse af hans ord. I stedet fortsatte han, udtalte hendes navn hvor han tydeligt bemærkede hendes reaktion, noget som fik ham til at rynke brynene.. havde han stadig den effekt på hende? Det så sådan ud, han kunne næsten ikke tro sine egne øjne. Pludselig hvæste hun af ham hvor han opfattede hendes ord uden besvær ganske enkelt fordi hun ikke gav ham chance for andet ”Hvilke måde?” svarede han med et hævet bryn. Han fnyste ved hendes fortsættelse ”Nej du tvang mig nok ikke, men du udnyttede mig, og jeg.. dum og naiv som jeg var lod mig udnytte i den tro at du gjorde det af ægte kærlighed… du gav mig aldrig et valg kvinde!” svarede han spidst og med en anelse hårdhed i stemmen. Han sukkede, trak vejret dybt og den hårde stemme forsvandt idet han skilte læberne igen ”Jeg indrømmer at jeg ikke burde være skredet uden et ord… men, jeg havde mine grunde” han stak hænderne i lommen, lod hovedet glide en anelse på skrå.

Havde han ikke bare elsket hende en smule ville han sandsynligvis være smuttet lang tid før, men det var han ikke, derimod havde han blevet der indtil alting blev vendt på hovedet. De havde også rejst rundt en del sammen, at forblive i England var jo ikke en mulighed når han ikke kunne færdes om dagen så de forsvandt. De mødte undervejes flere vampyrer, og andre fra underverdenen. Det var endelig først da hans kendskab til flere forskellige personer voksede at han var flygtet, og ikke fordi han udnyttede dem – for det gjorde han også – men han havde snakket med en bitter vampyr vis skaber havde bedraget ham og udnyttet ham, og deraf var Jason’s egne tanker opstået. Måske var han blevet narret, måske ikke, for han mente virkelig at hun havde udnyttede ham. Den effekt han havde på hende var han ikke selv herre over, desuden kunne han bare skride hvis hun ikke gad se ham, for det var jo hende der havde tvunget ham dertil. Han havde nok ikke indset hvor meget hun havde holdt af ham, eller at hun faktisk havde elskede ham. Under den tid hvor de ikke havde været sammen havde han kun tænkt på hende som bedrager og løgner, og skubbede der ved alle følelser for hende ud af sin krop og sind. Derudover havde han forsøgt at tænke på hende så lidt som overhoved muligt. At hun skulle elske ham endnu ville lyde latterligt i hans øre hvis hun sagde det højt eller nogen fortalte ham det. alligevel kunne han se at følelser løb gennem hendes krop, følelser han kunne genkende og som næsten fik et forvirret udtryk frem i hans øjne. Tog hun pis på ham!? En grov stemme i hans hoved svarede at hun nok bedragede ham som hun tidligere havde gjort, at hun ville lade ham falde i fælden igen, det engelske ordsprog ”Fool me once shame on you fool me twice shame on me” løb gennem hans sind hvor han atter blev hård i blikket, det skulle ikke ske for ham! han anede ikke hvad der foregik i hendes sind, og var endelig også ligeglad, han gad ikke flere af hendes løgne og da hun skilte læberne for at svar havde han lyst til at bede hende holde kæft. I stedet for lyttede han – dumt men det var ikke første gang han dummede sig – lyttede roligt og opmærksomt. ”Jeg holdt af dig Katherine! Jeg sværmede om dig som var du den eneste kvinde i verden” svarede han med en kølig tone dog uden at hæve stemmen som hun ellers selv gjorde. ”Du forvandlede mig for helvede, uden at spørge, uden at fortælle mig konsekvenserne! Du tænkte ikke et øjeblik på at dit forsøg på at forvandle mig kan gå galt.. jeg kunne være død, eller slet ikke have været i stand til at grave mig ud… men ja, det viste jo hvor meget du elskede mig” svarede han sarkastisk. Da hun nævnte de gange han havde givet hende lov til at bide ham var det hans tur til at skule irriteret, han var ikke stolt af det, slet ikke. ”Du forheksede mig sikkert… der er ingen anden forklaring” svarede han i en lettere mumlen, hendes skarpe hørelse ville nok alligevel opfange hans ord. Hans blik forlod hende, og han satte sig atter igen på sofaen, lænede sig frem og placeret albuerne mod lårene og skjulte kort ansigtet med hænderne. Imens hørte han hende bevæge sig væk, løftede blikket og bemærkede at hun havde vendt sig ryggen og stillede sig ved vinduet. Han sukkede, hvad fanden skulle han gøre… hvad ville hun have at han skulle gøre!?

Selvfølgelig troede han ikke på hende, det var svært bare at skifte mening og tanker om noget som man havde brugt over hundrede år på at lærer og forstå. Han havde ikke haft det let, men han var kommet over det, troede han. Han vidste ikke hvilke liv han ville have haft hvis han var blevet, endelig burde hun også være glad. Være glad for at han var gået i stedet for at være blevet i en løgn, noget han ikke selv troede på. Deres følelser havde virkede så ægte engang, nu virkede det som skuespil, og endda et meget dårlig et af slagsen. Han turde ikke tro på hende, turde ikke tillade sig at tvivle på sin egen forståelse og opfattelse af tingene for hvad hvis hun manipulerede ham? Hvad hvis det hele var endnu en stor løgn? Han ville ikke græde over hende, det havde han ikke gjort før men fundet trøst ved tanken om at han havde indset at hun legede med ham, at han så tog fejl ville han slet ikke overveje. For tænk hvis han havde taget fejl af det hele, hvis hun ikke havde manipulerede ham og legede med ham men derimod havde været oprigtig fra start af, så havde han virkelig dummede sig, ret meget endda. Han havde sårede hende, holdt sig selv hen og fra tanken om at opsøge hende for intet, for absolut intet. Han ville slet ikke kunne se på hende hvis hun talte sandt, og noget i ham sagde at hun gjorde om end han skyndte sig at undertrykke denne indre stemme. Han havde ændrede sig, han var mere selvstændig, stod på egne ben, var en anelse køligere og roligere nu, samt mere flirtende og charmerende hvis han ønskede kvindeligt selskab. Hun ville nok blive overraskede over de forandringer han havde gennemgået, for de var ikke få overhoved. Hun havde også ændrede sig, det vidste han for alene det at han blev hentede af hendes to store gorillaer sagde hvilke magt hun havde fået. Alligevel syntes hun at virke som den gamle Katherine han kendte, slet ikke som om hun havde forandret sig det mindste. Frustrerende! Han vidste ikke hvad han skulle tænke, og det drev ham til vanvid. Hun svarede på hans ord hvor han næsten fnyste, men holdt det i sig, tavs forblev han hvor han valgte ikke at svar hende, for hun havde ret, han troede hende ikke, eller rettere, ønskede ikke at tro hende. Hun havde bidt sig i underlæben, det havde han bemærkede for han lugtede blod, nok var det kun lidt, men fordi det var hendes var han straks mere vågen og opmærksom. Han bed tænderne hårdt sammen, heldigt at hun stod med ryggen til ham for så så hun ikke hans reaktion over lugten af hendes blod. Hendes svar kom med en lav stemme som han tydeligt fangede, den var dog næsten svag hvilket han også opfattede. Da hun begyndte at undskylde så han tavst på hendes ryg, hun lød nærmest oprigtig ked af de ting hun havde gjort. At hun havde hjulpet ham da han gravede sig ud vidste han jo godt, for han ville ikke have klaret det helt selv. Hun græd nu også, det kunne han også dufte, duften af hendes tårer var ham så klar at han næsten rejste sig op. Ved hendes sidste ord måtte han se overraskede på hendes ryg, han kunne gå? Var det her en test eller mente hun det alvorligt? Han så roligt på hende, tankerne for gennem hans sind men efter enkelte sekunder rejste han sig op. Han kastede et blik hen imod døren, vidste at hans frihed lå bag den dør, men… ville hun virkelig lade ham slippe igennem. Der kom liv i ham, og han bevægede sig hen imod hende. Han standsede bag hende, stod i enkelte sekunder stille inden han trådte endnu et skridt nærmere så hun ville være i stand til at fornemme hans bryst mod hendes ryg, hans arme gled rundt om hendes liv, eller den ene gjorde mens den anden flyttede nåede af hendes hår væk fra hendes nakke inden den også blev placeret ved hendes liv. Hans læber berørte svagt hendes hals ”Der er nogle ting jeg må få styr på Katherine… inden da… ville jeg ikke kunne træffe et valg” hviskede han mod hendes øre, udtalte hendes navn som han engang forlænge siden havde gjort, ja faktisk. Som dengang han havde gravede sig ud af den grav, og havde set hende som den første. Han havde været lykkelig over at det havde været hende han havde set, og han havde udtalt hendes navn med så megen ømhed og kærlighed som aldrig før.

Han troede hende ikke fordi han ikke ønskede at tro hende. Hvis hun talte sandt betød det at han havde dummede sig, sårede hende og holdt sig fra hende uden nogen grund! så ville han være den skyldige, og han ville være nødsaget til at undskylde. Hun vidste hvor meget han hadede at undskylde, at fortryde gjorde han i sind stille sind men undskylde højt? Det kunne han ikke, det var en svaghed, en brist i hans person og derfor ville det være svært hvis han to fejl. Hans blik veg ikke fra hende, han end ikke blinkede, men det havde han nu heller ikke behov for, hvorfor blinke når han var død. Han kunne som hende heller ikke forstå at hun var påvirkede af ham, han ville have troede at hun ville være ligeglad, kold, hård, ondskabsfuld, volde ham smerte eller endda dræbe ham for hvad han havde gjort. Ja han ønskede faktisk en af disse reaktioner, han ønskede at hun skulle være kold og hård, for det beviste jo bare at han havde haft ret, men i stedet for stod hun der og beviste at han tog fejl. Fandens også! Han lod sig dog ikke slå ud, han ønskede et klart bevis på at hun ikke løj, at hun var ærlig, at det virkelig var sande følelser hun stadig nærrede for ham. Hun kunne jo sagtens hævne sig ved at være blid nu, blot for at gøre ham tryg hvorefter hun ville dolke ham i ryggen. Det var jo en typisk handling blandt vampyrer, at snyde og bedrage hinanden. Hvorfor han bed tænderne sammen? Han havde for pokker smagt hendes blot, og det var også det hendes blod der havde skabt ham. Godt nok var det mange år siden efterhånden, men ikke desto mindre var det sandt, det første blod der havde rørt hans læber. Han huskede det tydeligt, og alene tanken gjorde ham tørstig. Han skubbede dog disse tanker fra sig, han gad ikke dvæle ved hendes blod, det betød jo næppe noget. i stedet for fokuseret han på hende, havde rejst sig op og bevægede sig hen imod hende. Tydeligt bemærkede han hende skælve under hans berøringer, men ej skubbede hun ham væk eller gjorde mine til at ville gøre det hvilket syntes at bringe ham i mere tvivl. Han kunne dog ikke dy sig for at plante et kys på hendes hals, ganske enkelt fordi han ville se hendes reaktion, ja så nysgerrig var han. Hun gispede, og han holdt et smil tilbage som hun vendte sig om mod ham. Hans blik fandt straks hendes, hvor hans hænder forlod hendes læn og han hævede det ene bryn. Slå hende ihjel? Det havde han ikke et øjeblik overvejede, men ville hun virkelig lade ham slå hendes ihjel? Ville hun virkelig dø fordi hun ikke kunne leve med de følelser hun havde for ham hvis hun ikke havde ham? Han kunne næsten ikke tro sine egne ører. Han strøg nogle af hendes tårer væk, forsigtigt greb han om hendes hage ”Kære, uanset hvad du måtte finde på at gøre ved mig vil jeg aldrig slå dig ihjel… ” svarede han med en lav tone ”Og… det ser ud som om du har glemt hvor meget jeg hader at se dig græde…” konstateret han hvorefter han slap hende og trådte et skridt tilbage.

Ja hun vidste hvor meget han hadede at undskylde eller indrømme at han tog fejl. Men han tog ikke fejl, det nægtede han at tro på, han havde været så sikker på al den viden han havde fået og af den grund havde han truffet beslutningen der dengang havde været ret hård at træffe. Hvis hun troede at han ikke havde elsket hende, hvis hun troede at han ikke havde haft det hårdt var hun mere naiv end han troede, for det havde været hårdt, både fysisk og psykisk. Han havde godt nok ikke bukket under for den længsel og savn han havde haft til hende, for hun havde i mange år fyldt hans liv og været den eneste han kunne og ville være sammen med. som tiden var gået var dette blevet lettere og han havde affundet sig med at hun havde været en hykler, en løgner, og en simpel morder, noget hun havde gjort ham til. Alene havde han været længe, for han i noget tid overvejede at gå ud i solen og derved tage sit liv, men han var kommet til fornuft. Havde taget sig sammen, truffet et valg og kommet over hende. Eller det havde han da sagt sig selv. Hun havde været hans livskærlighed, og at komme over hende ville nok ikke ske, aldrig nogensinde! De ønskede begge at de ikke havde det sådan, hun måske mere end ham fordi hun mente hun var blevet såret. Havde de ikke haft det som de havde det nu ville alting have været lettere, og så ville hun nok have taget hævn ved at dræbe ham. Han tvivlede ikke et sekund på at hun kunne myrde folk kun mente var ’syndige’ eller gik hende på nerverne uden så meget som at blinke eller få dårlig samvittighed, men det var hendes følelser for ham som holdt hende for at gøre det, akkurat som de resterende følelser i ham holdt ham fra at gøre det samme selvom hun nærmest opfordrede ham til det. Ved hendes ord fnyste han svagt og rystede på hovedet ”Sådan som du har det.. er det her vel straf nok” svarede han ganske roligt, og dog ærligt. Han straffede hende vel rimelig meget når han ikke dræbte hende, når han lod hende lide som hun åbenbart gjorde. Han fattede dog endnu ikke at hun havde disse følelser for ham de følelser han indtil for kort tid havde troede var løgne, men han tvivlede hun. Hun kunne da umuligt have det så skidt hvis hun ikke mente det alvorligt. ”Desuden… jeg hader dig ikke, det har jeg aldrig gjort… og jeg glemmer ikke at du engang var mit livskærlighed…” han havde sænkede stemmen så selv vampyrer der kunne stå og lurer ved hjørnerne ikke ville kunne høre ham. At hun pludselig fik en ide vidste han ikke, ikke før hun pludselig gav sig til at skælde ud på ham for at slutte af med at smide ham ud. Hans blik hvilede i hendes, hvorfor virkede det her så bekendt? det var som om han havde gennemlevet det engang før. Snart kom minderne til ham hvor han skød det ene bryn i vejret ”Sig ikke at det her er endnu et dårligt forsøg på at afvise mig… det minder nemlig meget om dengang” han rystede svagt på hovedet.

Fornærmet, nej det ville han næppe blive der skulle nok mere til end det der. At hun håbede på et nej vidste han ikke, han vidste slet ikke hvad der foregik i hendes hoved, slet ikke faktisk. I modsætning til hvad han troede at hun var, var han ærlig, han ville ikke lyve for hende og ville derfor ikke skjule hvis han havde det på det ene eller anden måde, eller… jo han ville skjule det, men ikke lyve om det. Kunne hun ikke klare at have ham tæt på hende, hvorfor havde hun så tilkaldt ham? for at hyggesnakke, bede ham dræbe hende, eller vande høns? Ingen af grundende var gode, og han følte sig irriteret over frustreret over at hun græd og virkede så ulykkelig når han ikke selv anede hvad han skulle føle eller tænke. I sin stille sind holdt han stædigt fast ved at han ingen følelser for hende havde, hvad der forlod hans læber bragte dog tvivl. Glemme hinanden ville næppe ske, de havde fyldt for meget i hinandens liv og sind, så uanset hvilke kærlige forhold de måtte ende med at have til hinanden så ville dette ikke ændre på det faktum at de havde været igennem hårde såvel som fredelig tider sammen. I medgang og modgang. Han kunne se at hun tænkte på deres fortid sammen, men noget rev hende pludselig ud af sine minder, og han vidste hvad det var. Han vidste det men lod som om han ikke gjorde, lod som om det ikke rørte ham, lod som om det intet betød for det burde det ikke! Han var dog begyndt at tvivle, tvivle på hende og sig selv, på sine handlinger og sine beslutninger. Det her var slet ikke til at udholde, og jo længere han blev der jo mere kom han i tvivl. Hendes eneste måde at håndtere det her på eller vise at hun havde bare en smule kontrol var åbenbart ved at hvæse af ham, snerre og vise tænder. Han himlede med øjnene over hendes hvæssen og rystede på hovedet, kvinderne brugte virkelig ikke hovedet, døde eller ej. Han lod sit svar komme og bemærkede hendes overraskelse, hun blinkede tydeligvis overrasket med øjnene hvor han blot så på hende mens hun dannede sit en sætning og omsider sagde noget ”Ikke et eneste sekund, jeg var vred, og hadede nok nærmere mig selv” svarede han ærligt, måske lidt for ærligt. Han ville formentlige komme til at fortryde det her, og det irriteret ham at han stod der, han kastede et blik forbi hende og ud af det mørke vindue. Selvfølgelig havde han bidt sig mærke i den desperate tone hvilket frustreret ham blot endnu mere, atter bed han tænderne samme og trak unødvendigt vejret dybt ind. Han behøvede ikke vende blikket mod hende for at vide at hun bed sig i underlæben, for lugten af blod var der igen og af spændte en anelse i kroppen. Hendes indrømmelse opfattede han, men han kæmpede faktisk med sin selv for ikke at miste besindelsen. Det primær han havde i sit sind var hendes blod, og det var svært at fokusere på andet. hun vendte ham ryggen, det gjorde det ikke bedre men heller ikke værre hvor han kort så på hendes ryg. Havde hun det virkelig som hun havde sagt, havde hun virkelig elskede ham ubegrænsede? De var svært at tro eller fatte. Han forsøgte at arbejde med et svar men det syntes ham at være umuligt at sige noget, hun vendte sig om mod ham igen og forsøgte at skælde ham ud, hendes ord fik den sidste smule fornuft til at forlade hans sind hvor han skubbede op ad den nærmeste væg med et vildt og næsten begærligt blik i øjnene ”Nej det kan jeg ikke” hviskede han intenst hvor han uden videre omsvøb pressede sine læber mod hendes i et krævende kys. den korte berøring af deres læber, om den ville vare ved eller om hun ville skubbe ham væk anede han ikke, men denne korte berøring sendte næsten stød igennem hans krop og hans begær blusede pludselig op.

Hvis hun ikke anede hvad hun ønskede ham, eller ikke kunne beslutte sig eller tage sig sammen hvorfor så risikere at vise sig svag? Hun havde sandsynligvis handlede uden spor megen omtanke fordi hun var blevet overraskede over at høre at han var i byen. Denne grund ville han finde forståelig til dels, men det var ingen undskyldning overhoved! Hendes mænd havde forsøgt at ydmyge ham, og det var sket med nød og næppe, men hun havde sikkert heller ikke regnet med at synet af ham ville vække den slags følelser i hende, og dog var det sket, til hendes ærgrelse, og hans frustration. Han ville ikke glemme hende, og han kunne ikke, de havde haft en god tid sammen og det var slet ikke noget han kunne udviske fra sin sind overhoved. Han havde godt nok ønskede det, især efter at han havde forladt hende for det havde virkelig været hårdt at være på egen hånd, men han havde klarede det, og han havde fået succes! Han havde ikke været svag, men havde derimod fået erfaring, og styrke havde nydt det styrke og den magt han havde fået og den ville han ikke give fra sig. Den bedste og sundeste løsning for dem begge ville være hvis han flyttede, så ville der være afstand mellem dem, og en god grund til at undgå dette område nu hvor han vidste hvor hun var. En god grund, men let? Det var ikke helt til at sige, han troede ikke det ville være let, nej, det ville være som han havde forladt hende første gang, hårdt og smertefuldt. Han var lige så overraskede som hende da han mistede kontrollen, for i al den tid hvor de havde været væk fra hinanden havde intet blod påvirket ham sådan, intet! Og nu, han havde kun været der i nogle minutter, knap en halv time og så kunne et dråbe af hendes blod tænde så meget i ham. Alt det han havde skjult, gemt bort og undertrykt var dukkede op så pludseligt, hårdt og med så megen kræft at han havde mistede kontrollen. Hun syntes dog ikke at have noget imod det, eller også bemærkede han det ikke. Men nej, havde hun haft noget imod det havde hun nok stoppede ham, tvunget ham til det endda! Nu havde hun i stedet slyngede benene rundt om ham og han pressede sin krop mod hendes hvor hans egen skreg på hendes så inderligt. Hans læber blev hårdt presset mod hendes, hårdt, krævende og med en tydelig ivrighed. Han nød hendes duft, hendes krop, hendes smag... hun var... hende... hans skaber... hans elskede... hans livskærlighed. En rystelse løb gennem hans krop og tvang ham næsten til at bryde kysset for at lade et suk forlade hans læber. Men det varede kun kort, hvor det splitsekund det tog ham at lade det komme over, lod han deres blikke mødes men det var også det, så blev deres læber pressede mod hinandens igen.

Som hende havde han heller ikke regnet med at det ville ende sådan. Absolut ikke, han havde forventede mere smerte. Og dog, hellere den smerte end hvad der foregik nu, for torturen ville i hvert fald vise ham hvor de stod, hvad deres forhold var blevet til. Det her gjorde ham blot mere forvirrede, og bragte ham endnu mere i tvivl end han i forvejen var. Hvad hvis han havde taget fejl? Tanken begyndte næsten at pine ham hvor han frygtede for at det ville ende med at vise sig at han havde levede i en løgn de sidste mange år. Han sukkede, sukkede svagt hvor han virkelig ikke vidste hvad han skulle sige eller gøre. Men det behøvede han åbenbart heller ikke, for hans handlinger ville snart tale for ham. Kontrol var pludselig ikke et ord han længere kendte, og hvad der hændte kom voldsomt bag på ham. Selv da han havde været ret ung vampyr havde han ikke mistede kontrollen som han gjorde nu. Han ønskede at fornemme hende, hendes hud og hendes krop mod sin, som i gamle dage. Hun gengældte det da kysset, og han fornemmede hendes ivrighed i det hvor hun havde ladet hånden stryge igennem hans kulsorte hår og trække i det. Det gjorde på ingen måde ondt, tværtimod nød han det hvilket han måske ikke burde. Han havde altid været blid ved hende, ikke fordi hun var skrøbelig for hun havde været den stærkeste af de to inden han var blevet forvandlet, men selv efter forvandlingen havde han været blid og forsigtig hvor deres styrke var nåede op på næsten samme niveau. Blidhed var dog ikke hvad han tænkte på i disse øjeblikke, for han ønskede at tage hende med storm, ikke være blid, han ønskede at mærke hende og føle hende uden at skulle være forsigtig. I disse øjeblikke indså han hvor meget han havde savnet hende, savnet at være hos hende og røre ved hende. Og tænk, det eneste der skulle til var at lugte til noget af hendes blod. Men lugte var nu heller ikke det hele, for som han pressede læberne mod hendes lod han tungen slikke blodet af hendes læber, straks føltes det som tusind bomber der sprang i hans mund hvor hans greb om hendes lår og liv blev strammere. Hun ønskede vidst lige så let at standse det her som ham, og han havde virkelig ikke lyst til at gøre en ende på det hvor han heller ikke gjorde mine til at ville gøre det. Hans ene hånd forlod hendes liv, strøg op langs hendes side og mod hendes bryst, den anden brugte han til at holde hende oppe selvom hun klæbede ret godt til ham. ”Katherine..” hviskede han ind imellem kyssende ”Stop mig…” han kunne ikke stoppe, så hvis hun ville have ham til det måtte hun selv sige det eller gøre det. Han havde sagt det, for at sige det, og slet ikke fordi han ønskede det. et sted håbede han hun ville standse ham, et andet slet ikke.

Nej det havde han absolut ikke, han havde ikke drømt om at udfaldet af mødet ville være dette. Han havde tænkt det værste, og han havde forventet noget helt andet. Et sted frygtede han for at hun endnu legede med ham, at det var skuespil, men… han tvivlede. Minderne trak i ham, og det var svært at ignorer de følelser han engang havde næret og som han havde gjort en brat ende på ved at skride fra hende. For pokker hvor havde han da såret hende hvis det passet at hun havde elskede ham, hvor havde han dog dummede sig og hvor var der meget at fortryde! Godt nok vidste han at deres slags ikke var magiske, men nu var denne verden ikke kun overfyldt af vampyrer, der fandtes andre racer og dem kunne hun jo have haft venner iblandt. Det her ville ikke være let at glemme, at sætte det bag dem og sige at der intet skete var næsten umuligt. Han havde nok dummet sig, og det var ikke bare lidt men ret meget! Om han overhoved kunne gøre det godt igen anede han ikke, og det betød måske intet for så snart hun genvandt fornuften og sad alene ville hun nok hade ham, og fortryde at hun havde ladet ham røre ved hende som han gjorde nu. Hvad værre var at hun i stedet for at følge hans råd og bad ham smutte eller slippe, hviskede hans navn ganske svagt mens hun brød kysset og skubbede hans hoved ned mod hendes hals. Han næsten stivnede ved denne bevægelse hvor hun opfordrede ham til at tage af hendes blod, skulle han sætte tænderne i hende!? Det havde han aldrig gjort, ikke engang dengang de havde været sammen! Hun burde ikke tilbyde sit blod sådan, hvorfor gjorde hun det dog? Han var næsten helt splittet, anede ikke hvad han skulle gøre, hans sind var i tvivl, hans krop vidste dog hvad den ønskede den ønskede hende. Læberne trykkede han mod hendes hals, mens hun udtrykte at hun ikke kunne stoppe ham. Hvad mente hun dog! Hun var da fysisk stærkere end ham, så hun kunne tvinge ham hvis hun ønskede ”Du kan godt Kath…” hviskede han mod hendes hals, kyssede hende blid op ad halsen og lod sin kind svagt strejfe hendes. Han havde virkelig ikke spor meget kontrol, og han ønskede hende virkelig! De skarpe hjørnetænder havde gjort deres entre, men han sørgede for ikke at lade dem komme i berøring med hendes hud.