Et pudssigt møde - Clary

De sagde de nye våben var kommet, men da Mayelle havde været nede og tjekke, havde der ikke været skyggen af et eneste nyt våben. Skuffelsen såvel som irritationen sad som en knugende fornemmelse i maven, et opildnet temperament, man ikke skulle puste for meget til! Fra rummet havde hun dog medbragt sig en seraph-dolk, da hun havde mistet sin anden på den sidste mission, hun havde været på.
Så vidt hun vidste, var de andre ude af huset. Alec, Isabelle og Jace.. Dem alle sammen. Hun havde ikke nogen synderlig lyst til at være udenfor. Egentlig en omvæltning, når hun normalt foretrak udendørsarealer og den friske luft. I stedet for at befinde sig i parken, fandt hun sig selv gå ned gennem gangene. Efter en lang dag allerede med træning og afslapning, havde hun ikke været nede i køkkenet efter mad. Mayelles mave knurrede aggressivt af hende, skreg på en bid mad. Kulden fra køleskabet ramte hende hurtigt og skabte gåsehud over kroppen på hende. Efter at have taget sig en hurtig bid mad, gik hun mod gangen.
Det ildrøde hår dansede om skuldrene på hende, da hun hastede ned gennem gangene. Church meldte med et lille "Miav!" i forbifarten, at der var en andens tilstedeværelse i instituttet. Den sorte kjole sad tæt om livet på hende, strakte sig til knæene og sad med små stroppe over skuldrene på hende. Dog var stropperne ikke synlige for det tykke, røde og bølgede hår. Hvem kunne være på instituttet på denne tid, når de andre var ude. Det gik hun da ud fra de var, for ellers var hendes opmærksomhed faldet en del af på den. De blå øjne synes at være mere opmærksomme end før, søgte frem for sig.

Church var væk ligeså hurtigt, den dumme kat var kommet. Mayelle havde aldrig rigtig kunnet lide den lille pelsklump, men selvom Mayelle mistænkte katten for at kende til hendes mindre glæde over katten, syntes den stadig at delvist kunne lide hende. Gang på gang fandt hun sig selv nødsaget til at ignorere den, prøve at være de steder, den ikke ville søge hen. Atter havde den fundet hende, men denne gang grundet noget nyttigt.
Et virvar af rødt hår var det første Mayelle så. Rødt hår der i sin enkelhed mindede så uhyggeligt meget om hendes eget. Og dog. Hun agtede altid at se sig selv som mere speciel end andre, så da hun stod og forestillede sit eget røde hår mere som ild, rødere end den anden piges, var det ikke helt utænkeligt af hende. Mayelle var arrogant. Den anden piges tøj virkede langt mere afslappet end Mayelles eget, og selv den anden piges kropsholdning var en modsætning til hende selv. Den anden pige måtte være Clarissa Fray, turtelduen. Et arrogant smil krusede sig om hendes rosa læber, et der skreg af morskab.
"Well, well. Er det ikke dig, der er Jace's turteldue Clary?" smiskede Mayelle, idet det arrogante smil blot tog en mere fast form. Hun trådte nærmere på den anden, rødhårede pige, lod hende ikke engang svare, idet hun rakte hånden frem. Ryggen rank, øjnene sang af arrogance. "Jeg er Mayelle. Du har sikkert hørt om mig som Jace's tidligere store kærlighed" Præsenterede hun sig dramatisk. Selvfølgelig smurte hun ekstra tykt på, men hun behøvede noget morskab. Det var da mest rimeligt, ikke? Hun var jo trods alt blevet efterladt på instituttet alene. Tog hun ikke meget fejl, ville denne Clary ikke tage hendes morskab som sjov, men dette var mere et gæt end noget andet. Et øjenbryn skød hun udfordrende i vejret.

Dette var i sandhed den Clary, Mayelle havde hørt så meget om. Det hele fra det røde hår, fregnerne og højden til selve personligheden. Var det ikke hende, der kunne noget med runer? Skabe nye og gøre andre langt mere kraftfulde? Selvom Mayelle ikke spurgte, syntes hendes gråblå øjne at indeholde en smule af dette spørgsmål. Da den anden piges hånd gled ind i Mayelles, valgte hun selv at klemme, da Clary syntes at stivne. Gå i stå.
”Clary. Jeg har hørt utrolig meget om dig! Jace’s lovebird. Pigen med runerne, ikke sandt?” Øjnene sang af arrogance og en bedreviden følelse selv inden svaret på spørgsmålet kom. Det var som at stille et spørgsmål, for blot at kende svaret lige med det samme. Forskellen var blot, at Mayelle ikke kendte dette svar endnu, men havde blot en knugende anelse.
”Har Jace ikke fortalt dig om mig?” Udbrød Mayelle forfærdet. Dette var delvist skuespil, men hvis hun kunne skubbe lidt gang i noget morskab, gjorde hun det hellere end gerne. ”Jeg har da boet her længe og mange gange! Tænk der ikke engang har været en eneste lille sætning om mig. Tror du han vil skjule mig” fastslog Mayelle med en hvis form for ærgrelse og udfordring i stemmen. Spørgende. Det var ikke fordi, Mayelle løj. - Hun fortalte bare ikke hele sandheden. Hun boede ofte ved sin bror i Idris, men følte sig af og til bare bedre tilpas på instituttet. Lige for tiden var hendes bror ikke engang hjemme, da han var ude på en større mission for Klanen. Hun rankede ryggen en smule, håbede på noget virkelig reaktion denne gang. Man skulle ikke efterlade Mayelle i et sådant humør. Med sin stædighed ville hun ikke give op. Især ikke nu!
”Jace? Nej. Han forlod instituttet for længe siden sammen med de andre. Han var egentlig oppe at sige farvel. Han er nok ikke tilbage før om... Lang tid” Lød det oprigtigt fra Mayelle. De gråblå øjne blev seriøse og alvorlige. Arrigheden morede hende, selvom hun ikke viste det synligt. Var det muligt at grine uden egentlig at grine? Mayelle smilte til Clary. Roligt.

Irritationen i den anden rødhårede piges øjne var tydelig. Da hun begyndte at dulme sin vrede og irritation, kunne Mayelle ikke dy sig og smilte sukkersødt til hende. Dette var et af de smil, man kun ville forvente af den 3-årige datter, som havde væltet vasen på stuebordet ned. - Og som nu prøvede at snige sig udenom balladen. Skønt Mayelle ikke ville snige sig uden om nogen form for ballade, ikke engang prøve, havde smilet stadig fundet vej til hendes rosa læber.
Hun skænkede ikke sine forældre én eneste tanke. Det ville ikke gavne hende at tænke på dem. De var væk. Borte. Forsvundet for altid. Mayelle lagde hovedet let på skrå, så håret dansede over den venstre skulder, som var det ild, der slikkede sig vej frem til ødelæggelse.
”Og du kan skabe nye runer også?” Denne gang var der noget skeptisk i tonen, noget der ikke helt troede på rygterne længere. Det virkede uvirkeligt at denne Clary, hvor meget mere engleblod hun end måtte have, at hun kunne skabe andre runer end dem fra den Grå Bog. Med en næserynken blev dette blot en smule mere synligt, og dog. Da hun åbnede munden igen, var dette væk. Det var som skyllet væk af en kæmpe bølge.
”Eller også var der bare noget, han ikke kunne glemme ved mig, som han ikke ønskede du skulle dvæle ved?” Foreslog Mayelle spottende med hænderne højmodigt placeret på hofterne. Vægten var kun på det ene ben. Mayelle så helt afslappet ud, rolig, som var dette en afslappet og normal samtale. Det eneste der røbede noget andet var det spottende blik og hele det morskabsfulde smil, der spillede om hendes læber.
”Hvis det er det, du har lyst til. Din stædighed er en del af rygterne, så jeg tvivler på, jeg ville kunne sende dig væk uden din modstand..” Erklærede Mayelle en smule opgivende, som nægtede hun overhovedet at prøve. Måske var det af morskaben, hun undlod?