So what's now? ~ Katherine

Hey folkens! Der kommer lige til at stå nogle små huskeregler for siden herinde ;-)

…

Tid: 22.40
Sted: Hotel Dumort
Omgivelser: New York, mundanere og andre væsner
Vejr: Tåget, køligt
Påklædning: Sort lædderjakke, lille bluse indenunder, sorte bukser og sorte stiletter, løst hår

Nattetågen lå over New York som et luftigt tæppe, det var umligt at se en hånd for sig medmindre den var meget tæt på.
Dette faktum at hun ikke kunne se noget irreterede hende grænseløst da hun bevægede lydløst ned af gaden, mod et ganske særligt hotel.
Et så særligt hotel at det var overfyldt med væsner Isabelle ikke kunne fordrage: Vampyrer.
Isabelle gik over et lyskryds, mens hun med nød og næppe undgik en personbil der for fuld drøn nær havde kørt hende ned.
Hun stirrede ondt efter bilen og fortsatte mod sin destination, underligt sted at komme for en Skyggejæger, ja.
Men det var det nærmeste sted, vhor der var nogle væsner hun vidste hvor var, alle andre steder var lidt udhviskede efter den druktur hun måske havde haft aftnen før... det ved jo aldrig.
Lys i alle mulige farver fik hendes opmærksomhed at fange og der lå ganske rigtigt Hotel Dumort, det sted hun havde ledt efter.
Nu skulle hun bare finde den vampyr hun søgte...

Påklædning

Katherine stod oppe på sit værelse og kiggede ud af vinduet, ud mod gaden. Hendes vinduer var de eneste på hele Hotellet der ikke var dækket til. Alle de andre var der sat kæmpe brædder og alt muligt andet over. For hun var jo den eneste Dagslyser her på Hotellet. Alle hendes klanmedlemmer blev brændt ihjel hvis de fik sollys på sig. De kunne aldrig gå ud i solen. Til forskel fra hende. Hun kunne nemlig gå og komme som det passede hende bedst. Hun kunne både færdes i lys og mørke. Om dagen og om natten. Hun stod stadig og kiggede ud af vinduet da hun fik øje på en ung pige der var på vej hen imod Hotel Dumort. Altså Katherine's hotel. Hun smilte stort og sekundet efter stod hun, to etager længere nede, ved døren. Indgangen til Hotel Dumort. Hun åbnede døren og gik ud for at se hvad denne pige ville. Hun kunne straks dufte at hun var en Skyggejæger. Så hvad mon hun ville her..? Så vidt Katherine vidste havde ingen af hendes klanmedlemmer da gjort noget ulovligt. Eller måske skadet en af Skyggejægerens venner. Hun betragtede hende lidt. Så huskede hun pludselig hvorfor hun havde virket en anelse bekendt. Denne Skyggejæger var Clarissa Morgenstern's bedste veninde. Og Jace Wayland's adoptivsøster. Katherine mente at hun hed noget med I. Altså hun vidste jo godt at hun hed Lightwood til efternavn, men fornavnet kunne hun ikke helt huske. Måske Irina? Nej. Det lød ikke rigtigt. Så kom hun i tanke om det. Lille Isabelle Lightwood. Katherine havde engang set hende da hun var en helt lille baby. Hvor ironisk egentlig..

Var det bare noget tågen gjorde? Eller stod der ikke en kvinde deroppe i et af vinduerne? Nej, det var sikkert bare indbildning, hun smilte forsig selv og slog lidt ud med hånden for at vifte tanken væk, der kunne umuligt...
Døren blev åbnet og hvis det ikke var fordi isabelle havde så meget kontrol overs sig selv, ville hun stå med åben mund og fremsige geniale ord som'Stod du ikke lige... Øh, deh...', mens hun ville pege fra kvinden til det eneste værelse med vinduer uden træplader for.
Hun trak vejret dybt og kæmpede en indre kamp for at bevare roen.
Hun smilte anstrengt til kvinden, det var godt nok ikke let da Isabelle af erfaring vidste at dette dæmoniske hotel var fyldt til randen med blodtørstige vampyrer.
"Jeg leder efter en vam... kvinde, ved navn Katherine...", sagde hun og tog sig selv i at være ved at sige 'vampyr', det var bedst at holde lav profil omkring de væsner der fandtes her i New York.
Hun så kvinden an, og tabte pludselig vejret, denne kvinde... Isabelle kiggede ned i jorden, minderne overvældede hende og hun vidste hvem denne kvinde var, men noget virkede dog besynderligt, hvad var det der var så bekendt ved hende?
Det eneste minderne viste var, da hun som lille lå i vuggen og et kvindeansigt kiggede ned til hende.
Det hele var meget tåget, emn Isabelle kunne have svoret på at denne kvinde foran hende var den kvinde der havde kigget ned til hende i vuggen.

Katherine smilte lidt. Hun kunne se at pigen her, Isabelle Lightwood, mindede ret meget om hende selv. Hun kunne se hvordan hun bag denne ret så kolde facade gemte på en ligeså følsom pige som Katherine selv gjorde. Hun kunne se hvor flabet hun altid var. Og at hun altid var klar med en spydig kommentar til alt der foregik omkring hende. Præcis ligesom Katherine altid var. Måske mindede denne Isabelle mere om hende selv end de begge sådan lige ville indrømme. Katherine ville ikke indrømme det fordi hun ikke ville sammenlignes med en Skyggejæger, og Isabelle ville nok ikke fordi hun ikke ville sammenlignes med en Vampyr. Skyggejægere havde jo lige så meget imod Vampyrer og andre Underjordiske, som de Underjordiske havde imod dem. Men lige denne Skyggejæger var måske slet ikke ligeså slem som alle de andre.. Eller var hun? Katherine vidste det ikke.. Og det kunne vel også være ret ligemeget ikke? Men hun kunne nu stadig godt tænke sig at vide hvad denne unge Skyggejægerpige lavede her hos hende. Og nu hørte hun hende oven i købet sige at hun ledte efter hende. Hvad pokker ville hun hende dog?! Nå.. Det skulle hun jo nok finde ud af lige om lidt ikke? Hun nikkede. "Jamen dog. Du snakker med hende lige nu. Hvad kan jeg så gøre for dig? Er der nogen du skal have dræbt? For som regel kommer i Skyggejægere altså ikke bare på høflighedsvisitter.." Hun lo lidt sarkastisk. Men det var skam rigtigt nok hvad hun sagde. Skyggejægerene kom aldrig bare på besøg hos de Underjordiske. Specielt ikke her på Hotel Dumort. Men måske gjorde denne Isabelle en sjælden undtagelse. Arrgh.. Kunne det virkelig passe? Det havde Katherine en smule svært ved at tro på. Gad vide om Isabelle kunne huske hende. Men det var jo højst usandsynligt eftersom hun kun havde set hende et par gange da hun var en lille baby..

Denne kvinde foran hende, så så bekendt ud. Hvad var der med hende? Ligemeget hvor stor en ligehede der var mellem kvinden i hendes tågede minder og kvinden foran hende, nægtede Isabelle at acceptere det faktum at en vampyr havde set hende som lille, for det skræmte hende altså.
Det at en vampyr havde set hende som lille var virkelig både underligt, og virkelig skræmmende, for hvis vampyren havde set hende dér hvordan kunne hun så vide at hun ikke havde hldt øje med hende sidenhen? Dét ville simpelthen være værre og mere uhyggeligt end nogen anden gyserhistorie hun nogensuinde havde hørt eller ville komme til at høre igen. Intet ville kunne skræmme hende, hvis det passede.
Hun mærkede et strejf af kvalme ved tanken og sank noget spyt. Gud, vhor hun håbede det ikke var rigtigt.
Hun kiggede vurderende på vampyren, sikke flabet hun var. Og hvor meget hun end ikke havde lyst til at indrømme det, måtte hun. Sarkasmen virkede perfekt i kvindens mund.
Da hun endelig opfattede hvad hun sagde var det som hun havde fået en mavepumper, al luft blev trukket ud af hende og det tog hende et par øjeblikke at fatte sig.
Var hun Katherine? Weird, random, underligt...
Hende hun havde ledt efter stod lige foran hende? Hvad skete der lige, det var ikke det der plejede at ske når hun ledte efter folk. undtagen når hun ledte efter Jace, som regel fandt hun ham... men det var en helt anden historie.
"Nej, men lige nu er der våbenhvile indtil jeg har fået mine svar.", svarede hun med et flabet smil."Og dem vil du give mig, uden problemer."

Katherine havde ingen idé om hvad det mon var at denne Isabelle Lightwood ville hende. For hvad kunne en Skyggejæger dog have brug for?! Hun anede det virkelig ikke. Hun havde ikke den fjerneste idé. Men det ville hun vel nok snart finde ud af.. Ikke?? Jo. Det måtte hun da næsten gøre. For denne Skyggejægerpige, Isabelle, havde vel ikke bare tænkt sig at stå og glo på Hotellet og Katherine vel? Det tvivlede hun ærligt talt ret så meget på at hun ville gøre. For Skyggejægere var nemlig ikke kendt for at være særlig tålmodige. Og desuden hadede de fleste Skyggejægere alle de Underjordiske. Vel omtrent ligeså meget som alle de Underjordiske hadede Skyggejægerne. Hun mærkede tydeligt det meget vurderende blik som Isabelle sendte hende. Men hun bemærkede også meget tydeligt at hun fik et lidt anerkendende glimt i øjnene. Hun kunne ikke lade være med selv at smile lidt anerkendende til hende. Selvom hun hadede at være sød. Og hadede at blive betragtet som blødsøden.. Hun så spørgende på Isabelle da hun svarede hende. Hvad skulle hun dog have svar på? Hvad kunne Katherine hjælpe hende med at svare på, som hendes forældre ikke kunne? Og hvilke spørgsmål var det dog at hun havde til Katherine?? Hun så undrende på hende. "Ja. Det vil jeg da sikkert gerne gøre, men hvad kan en Skyggejæger dog have brug for at vide? Og så endda fra en Vampyr? Godt nok er jeg en Vampyrleder, men det gør vel ikke så meget forskel.." Hun smilte lidt til hende.

//Næsten inden Krea.. Sorry

Isabelle hadede ikke Underjordiske. Hun kunne godt lide både Magnus - han havde hjulpet dem flere gange, end hun kunne tælle. Han havde reddet Aleck. Og han havde givet Alecks mod et stort boost. Det, han havde gjort, gjorde og ville gøre for Aleck, var noget, hun havde stor respekt for. Hun vidste, at han ville gøre alt, hvad der var i hans magt for at hjælpe dem, hende, hvis de kom i nogle problemer. Og det gjorde de tit.
En anden Underjordisk, hun ikke hadede, var Simon. Og det var af helt åbenlyse grunde. Tanken om Simon, fik endnu en gang vreden frem i hende. Det var på grund af ham, hun var her. Det var på grund af ham, at hun nu stod foran et hotel. Foran den ene af vampyrlederne for det hotel. Det hotel, hvor de fleste af New Yorks vampyrer levede. Eller boede, for teknisk set var de jo døde, så de levede ikke rigtig nogen steder. At være død for evigt. Det var en skræmmende tanke. Men åbenbart kunne vampyrer godt lide den. Ellers ville de nok have dræbt sig selv. Spiddet deres egne hjerter.
Hun ville aldrig have vovet sig herhen, hvis det ikke var for Simon. Ikke fordi hun var bange for vampyrer, for i virkeligheden var de jo bare mundaner med nogle flere kræfter og forlænget levetid.
Hun hev Seraph-dolk frem og hævede den op, så den var på højde med Katherines hjerte. Klar til at spidde hende, hvis hun gjorde noget.
"Hvis du tror, jeg falder for det der, er du dummere, end jeg troede," snerrede Isabelle, smilet var væk, "fortæl mig, hvor dig og din søter holder Simon fanget."

Katherine brød sig ikke om at blive truet. Specielt ikke af en lille pige hun havde kendt siden hun var spæd. Dette vidste Isabelle selvfølgelig højst sandsynligt ikke noget om, men det ændrede jo ikke på noget. Hun var stadig en bekendt for Katherine. Det var nu ikke usædvanligt at Katherine’s bekendte prøvede at slå hende ihjel, og det sagde nu altså ligeså meget om dem som det gjorde om hende, ligemeget hvad nogle folk nok ville mene. Hun stolede ikke på folk, fordi de ikke var værd at stole på. Alle hun nogensinde havde stolet på, alle hun nogensinde havde elsket, havde endt med at skuffe hende eller gjort ting der var endnu værre end bare at skuffe hende. Derfor var kærlighed og tillid ikke besværet og sorgerne værd, det var den overbevisning Katherine var af.
Hun kiggede roligt ned på dolken der svævede ud for hendes hjerte - eller mangel på samme, men det var jo en helt anden sag. Hun hævede det ene øjenbryn, og smilte skævt.
"Du er enten meget dum eller meget modig, barn. Forhåbentlig det sidste, for ellers går du næppe herfra igen. Nu, sænk dit våben. Ellers ender det bare galt, og jeg lover dig at jeg ikke er den der bliver såret. Jeg kender godt til Dagslyseren, men jeg ved ikke hvem der har ham. Jeg har ikke set min søster meget længe og jeg kan forsikre dig for at jeg aldrig ville arbejde sammen med hende. Jeg ved ikke hvem der har bedt dig komme her, men du er blevet bedraget og hvis du virkelig er modig i stedet for dum, gør du klogt i at vende dig om og gå din vej. Med det samme. Jeg vil ikke forfølge dig, jeg vil ikke såre dig på nogen måde. Dette er et engangstilbud som jeg ikke har tænkt mig at gentage. Du kan tænke på dig selv som heldig, Isabelle Lightwood."

» When you need the information - Katherine
» Et møde med skaberen - Katherine
» Katherine Arianna Darina Murphy
» Gamle fjender, gamle løfter. ~ Katherine and Isabelle