When you need the information - Katherine

Den kølige vind kærtegnede den bare hud, kjolen ikke dækkede. Stropperne var tynde, så skuldrene stod bare hen. En jakke hang over kvindens ene arm, hang bare og lignede den miserable skæbne, en skæv eksistens kunne lide. I og med kvinden bestemt ikke var nogen skæv eksistens, virkede det underligt, hvordan jakken bare slapt kunne hænge på denne bizarre måde. Et let smil bugtede sig om de rosa, fyldige læber, da hun forventningsfuldt spejdede ud i parkens store areal. Hvem der dog ikke kunne gemme sig herude, ligge på lur eller blot have en hyggelig aften. Tog Calypso ikke meget fejl, kunne en varulvs svage tuden høres, som var den specielt blevet fragtet direkte til hende med den kølige vind. Det var ved at være nogle minutter siden, Calypso sendte den firemessage afsted. Om denne vampyr ville komme til den påskrevne tid, eller om hun ville komme fashionably late, kunne Calypso ikke bedømme, men hun kunne mærke utålmodigheden synge igennem alle blodårer i takt med blodet, der blev pumpet rundt. Følelsen var forfriskende, som vinden var det. Hun tog en dyb indånding, ventede.
De isblå øjne betragtede de spændende detaljer, natten kunne frembringe. Grenene fra træerne virkede som fangarme, der insisterede på at være kludret ind i hinanden, mens bladene strittede i deres helt egne retninger. Tænk at denne detalje var det, mange børn var så umådeligt bange for. Calypso lod sig forsvinde et kort sekund, da hun begva sig ind i den verden, kun børn levede i. Fantasien var en umålelig størrelse, der altid havde kunnet fange de fleste folk. Hvor meget Calypso end måtte benægte, havde denne også sine spil med hende. Ikke på en paranoid eller opdigtende måde, men denne fantasi kunne ramme hende. Med et ryst på hovedet vågnede hun sig selv, som når en mor kastede et glas vand i hovedet på sin dovne, sovende barn. Calypso begyndte at mene, at hun kunne høre skridt, men hun var ikke sikker. Mon Katherine havde forstået, at dette var hastende?

Det var en ualmindeligt kold nat, hvis luft var så frisk, at det ville komme bag på de fleste. Dens evne var forfriskende, opkvikkende, for dem, der endnu ikke helt var vågnet. Da lyden af skridt kom fra bag hende, kunne hun ikke holde det lille smil tilbage meget længere. Den kære vampyrleder var vågnet til dåd, og snart ville de stå ansigt til ansigt, helt som Calypso havde forestillet sig det. Spørgsmål og rygter sværmede i hendes vilde tanker, hvor hun snart ville få de svar, hun behøvede. Rygterne sagde, at Calypso altid havde sine informationer i orden, og endda lød visse rygter på, at hun havde flere af de sværmende informationer, end nogen anden ville kunne nå at opsamle. Calypso var kendt som den warlock, der altid var adskillige skridt foran. Hun var en farlig fjende og en usikker ven. Normalt havde Calypso det store overblik, hvor hun ikke behøvede at bekymre sig om noget. Som en downworlder havde hun indgået en forbandet aftale, der bandt hende til alt det, hun hadede. Aldrig kunne hun være sikker på, at der ikke ville komme noget. Dette ville hun have vægt, hvis hun dog bare kunne få skovlen under ham. Jason. - Og Katherine var nøglen til dette.
"Katherine, vampyrlederen. En ære, virkelig" Calypso hilste med et lille nik selvom Katherine ikke havde hilst på Calypso selv. Høflighed kom man altid længst med, sagde man, og i dette tilfælde så ulig mange andre fulgte hun det. Det samme lette smil strejfede hendes læber, men skønt der ingen glæde var i smilet, kunne man stadig fornemme den intention, det havde. Hun behøvede noget, og dette noget ejede Katherine.
"Skal vi gå direkte til sagen, skal vi ikke?" Hun kendte svaret. Det var tydeligt. Calypso vidste, Katherine ville vide ærindet nu, men af egen morskab trak Calypso det lidt ud. Hun behøvede tid, måtte trække i nogle tråde. Hvordan fik man lige en vampyr, en vampyrleder endda, til at spytte informationer ud om sin kæreste? Tydeligvis ifølge rygterne var hun helt væk i knægten, hvilket blot vidnede om den sværhed, det måtte give, at hive de nødvendige informationer ud af hende.
"Jeg mangler en information, jeg ved du har. En information jeg behøver!" Calypso lod en tænksom mine glide over sig, da hun rykkede et halvt skridt tættere på Katherine, så de to kvinder stod forholdsvis tæt. Hendes egne isblå øjne så direkte ind i Katherines. Roligt og stålfast. Søgende.

Warlock? Calypsos rygte var altså ikke nået så langt ud, som hun havde håbet på. Alt hendes besvær for det rygte syntes at krakelere, for hvad havde hun så egentlig opnået overhovedet, hvis en som Katherine ikke kendte til hende? Der krøb sig et lille forlegent smil omkring de fintformede læber, som havde hun ikke opfanget noget af dette. De isblå øjne sang af al den morskab, der kunne drages af dette øjeblik. Vidste man ikke bedre, ville man nemt kunne tro, at hun havde sin helt egen fest, ingen ville kunne forstå. Stilfærdigt kørte Calypso den ene hånd igennem de blonde lokker, der svagt reflekterede de månestråler, der slap igennem træet tunge skygge.
"Du ved slet ikke hvem jeg er?" Fornøjet forlod spørgsmålet hendes læber, der med en legende lethed skjulte den skuffelse og fornærmelse, der løb rundt i blodbanerne på hende og fordelte følelsen til hele kroppen. Med en yderligere ranket ryg blev Calypso pludselig alvorlig, hvor hendes egne øjne søgte Katherines. "Calypso Darcy. Den warlock du burde have hørt om for længst." Præsentationen skete med stolthed, skønt Katherine ikke vidste, hvem hun egentlig var. Før nu i hvert fald. Hun ville ønske, hun kunne se den kærlighed, alle downworlders skabte rygter om fandtes i denne kvinde. Hvis hun var dybt forelsket i Jason, skulle det så ikke være tydeligere udadtil, som var man en lille strålende sol, der oplyste sin egen og alle omkring éns verden? Med en let hovedrysten begav hun sig videre, for pludselig virkede denne vampyrleder som atomfysik, Calypso aldrig havde kunnet forstå sig på.
"Informationer kan føre til noget, man behøver plaprede Calypso en smule fraværende, som kedede hun endda sig selv, men noget skete i de isblå øjne. Gnister, eller det var, hvad det forestillede, knitrede i de isblå øjne, der så mørke ud under træets tunge skygger. De kunne sagtens blive forvekslet med to mørke tunneler, der ingen ende havde. Om det var magi, eller om det var skyggerne, var ikke til at sige.
"Din viden burde have svarene, og hvis du kender rygterne om mig, vil du vide, jeg blot vil bruge disse fornuftigt” En fornøjet smil spillede om Calypsos læber endnu en gang, som var hun en kat, der legede med sin postkasserøde garnnøgle. Kulden i stemmen var ikke til at tage fejl af. Det skabte en kontrast mellem koldt og fornøjet, der kunne minde om en sort/hvid kontrast. Så forskellige.

Smilet forsvandt hurtigt fra læberne, hvilket satte selve ansigtstrækkene i mere alvorlige folder. Hvad der forstyrrede denne alvor var tydeligt, og svaret lå gemt i de katteagtige isblå øjne, der betragtede Katherine hver eneste bevægelse. Morskaben. Den var unødvendig og ubrugelig, for hvad var sjovt ved dette? Selve situationens alvor lå i de ting, Calypso behøvede fra kvinden foran sig. Katherine havde de forgyldte svar, hun ikke selv kunne regne ud. De var som småkagerne på øverste hylde, det lille barn ønskede at nå men ikke kunne uden hjælp.
"Lad navnet blive husket nu, Katherine" Den rolighed, Calypso formåede at holde over stemmen, var utrolig, for skønt fornærmelsen sad som tapet til de alvorlige folder, hendes ansigt lå i, kom den ikke til udtryk. Mens hun stod og betragtede den anden kvinde, kunne hun ikke undgå at bemærke de forskelligheder og ligheder, der lå over dem. Katherine havde mørke øjne og mørkt hår, hvor Calypso var den direkte modsætning, for hendes eget hår var lyst som solen og øjnene lyseblå som isen over det forfrosne hav. Over dem begge lå der en hvis lighed i den ydre person, de begge havde. Med antydningen af et smil ignorerede hun de næste ord og gik direkte til kernen. Man ville næsten kunne vove sig til at kalde det for den længe ventede kerne, som Calypso havde trukket ud længe nok. Det begyndte at krible i fingerspidserne, da det strejfede hendes tanker.
"Der har været drab af warlocks på det sidste. Både warlocks jeg kender, som dem rygterne slynger omkring sig med." Startede hun med en alvorligt kølig stemme, der blev efterfulgt af en dyb indånding. En kunstpause om man vil. - "Der kan ikke være tale om andre end vampyrer. Her kommer du ind i billedet, Katherine" Calyso lavede en gestus med hånden mod hende, som for at bekræfte det var denne vampyrkvinde, hun havde ment.
"Du er en vampyrleder, og så vidt jeg er informeret, burde du have kendskab til disse ting. I hvert fald bare have hørt om det." Det var tydeligt, at Calypso ikke var komfortabel med situationen. Hele denne ide med at spørge andre om hjælp havde aldrig strejfet hende som acceptabel, så dette var langt ved siden af Calypsos eget valg. Hun nægtede at blive det næste offer, velvidende hun selv kunne have sat en stopper for det. Afventende på svar lagde hun armene over kors. Utålmodigt såvel som roligt.

Det kom lidt bag på Calypso, at hun virkelig kunne møde en, der mindede hende til dels om sig selv. Der gled et underligt blik over Calypsos øjne, men som det var kommet, forsvandt det igen. Det var som når solen blev reflekteret i en mobilskærm, men drejede rundt i hånden. Nikket fra Katherine tog Calypso som anerkendelse, og forblev i troen på at dette var rigtigt. Hurtigt blev nikket gengældt, men ingen ord faldt til hendes ord. Nikket mente hun måtte være besvarelse nok i sig selv. Et nik der sagde, hun var taknemmelig og tilfreds. Respektfuld overfor hende, men ikke kun på grund af hendes titel. Vampyrleder.
”Jeg forstår din forvirring, for det er jo ikke din klan, det vedkommer.” Begyndte Calypso tålmodigt holdt så en brat kunstpause. Øjnene gled rundt i parken og skabte sig et helhedsbillede over natten, der først lige havde fået sin begyndelse. De ville ikke finde dem her, og de ville da slet ikke angribe med Katherine i nærheden. Var vampyrer ikke langt mere respektfulde overfor en sådan autoritet?
” Hvad jeg behøver fra dig er navne. Med al respekt for din og din klan må jeg spørge dig, om du kender navnene på dem? Kan du opspore dem? Eller andet? Forstår du, jeg ønsker at være et skridt foran. Komme dem i forkøbet, så at sige” fortsatte Calypso efter kort tid forklarende, mens hendes arme fægtede stilfuldt omkring. Hun havde altid været typen, der snakkede med hænderne. Øjnene hvilede forventningsfuldt og tålmodigt på den mest magtfulde vampyr, hun kunne have kommet i kontakt med. Blikket fortalte, at hun ikke var ude på andet end dette. De skulle ikke komme i vejen for hende, men dette havde heller ikke været tilfældet. Faktisk havde disse drab af warlocks kun kommet til Calypsos egen fordel. Skulle man få skovlen under Jason, måtte man tage til den tætteste kilde, han havde på livet af sig. En kæreste måtte klart være det bedste bud, og hvis rygterne holdt stik, havde de et meget tæt og kærligt forhold til hinanden. Tanken om Jason fik hende automatisk til at rynke på næsen, hvilket hun hurtigt forbandede. Denne Katherine måtte da have nogen svar, ikke? Hvis vampyrerne kunne sættes ud af spil samtidig, havde Calypso vundet på alle fronter. Sejren lå om hjørnet, men vejen var ikke just nem. Et skævt, køligt smil snoede sig om hendes læber.