Den sidste aften som menneske...

Adia's øjne blev store øjne " nej .. nej nejnej " sagde hun en anelse skræmt jeg skal ikke have ændret noget som helst det ... nej nej nej " sagde hun og bid sig i læben " undskyld at skuffe dig men nej ! vil helst gerne undgå at bruge de metalpartikler så meget som muligt "

"det vil du nok have svært ved, de er en del af dig nu, og langsomt vil de kun forplante sig mere og mere i dig" forklarede Deartháir hende, "kommer du ikke igang med at kontrollere dem nu, kan det blive meget svært for dig senere"

" deartrháir jeg beder dig ... fjern det ... jeg vil ikke være et monster " bad hun ham og tårerne trillede ned af hendes kind " jeg vil være normal jeg vil have net barn en normal familie ikke være et monster " snøftede hun og så på ham med våde øjne

"du kan få et normalt liv" sagde Deartháir med sorg i stemmen over hendes ord, han vidste jo godt hvad hun mente, det var ikke nemt at have et liv når man ikke var som alle andre, men i det hun kaldte sig selv for monster, mente hun jo også han var... det var bare altid svært at høre det fra andre også, "men hvis det er hvad du mener om det... jeg kan desværre ikke hjælpe dig af med forbandelsen, det er forsent... de har sat sig, og fra nu af formere de sig kun"

Adia begynde at græde " deartháir nej .. det må du ikke sige !! vil du ikke nok hjælpe mig " græd hun og spænde i hele kroppen en blanding af vrede frustrationen og sorg " Deartháir .. der må være en vej ..." bad hun og faldt på knæ " jeg beder dig .. jeg vil ikke leve sådan her ..." græd hun opgivne og spænde i hele kroppen hun knyttede sin hænder og de begynde langsomt at få en metal-agtig farve

"Adia der er ikke noget jeg kan gøre ved det længere..." sagde Deartháir men kom derefter i tanke om en måde der måske alligevel ville kunnet hjælpe hende, men det ville være farligt for hende, alt for farligt, "den bedste måde ville være at lære hvordan du behersker dine kræfter inden de tager overhånd... du skal bare være glad for du ikke fik en dæmon med det metal"

" jeg vil ikke leve sådan !"skreg hun og slog nyttede hånd ned i fliserne på fortoveret og smadrede 3 til 4 fliser " jeg vil ikke leve sådan her ..." græder hun slog gentagnede gange i jorden imens hende krop stille og roligt skiftede til metal .

"tag dig sammen Adia" kommanderede Deartháir med en hård undertone, "engang havde jeg kunnet hjælpe dig, men der ville du ikke, livet er ikke et eventyr hvor det altid ender lykkeligt, ikke med mindre man selv gør noget for det, partiklerene må efterhånden have sat sig så de sågar vil begynde at regenerere sig/dig, du skal være glad for de ikke kan få dig til at opnå den fulde transformation"

Adia så på ham med et hårdt blik, da han begynde at kommandere med hende. " Det kan du sagtens sige!!! du alligevel så føleles løs du ved ikke hvordan det er at lige pluselig ikke at kunne få børn! du ved ikke ingen ting om at være mundan !! " sagde hun vredt. Hun viste godt det nok var det dummeste at begynde på efter han lige havde reddet hendes liv, men at leve sit liv som en monster var det sidste hun ville. " Nogengange vil jeg bare ønske du havde ladet mig ligge på den bænk !" hun rejste sig op, og støttede sig op af den nærmeste ting på vej væk fra ham.

"det kan godt være jeg ikke havde følser, men det fik jeg" næsten hviskede Deartháir og og knyttede begge hænderne, men det ville vise sig at følserne på trods af de var behagelige i starten skulle vise sig at gøre ondt" roligt knappede han vesten op for at få mere luft, "som sagt så tror jeg ikke på tilfældighederne, uanset hvor spontant og tilfældigt noget ser ud tror jeg der er en plan bag det hele" han vendte ryggen til hende, "og hvis du tror det er partiklerens skyd du ikke kan få børn så tro om igen, de regenerere og genskaber dig som du vil det, det vil ikke være på grund af det du ikke kan, men på grund af det du kan"

Adia mumlede en masse grimme ord og rettede sig op *adia nu slapper du af * tænkte hun og trak vejret dybt " Planen er at du overhovedet ikke skal være i nærheden af mig og lade mig være " hvæsede hun " jeg rejser i morgen og du skal bare holde dig langt væk "

"hv..." Deartháir var nødt til at synke en klump der var begyndt at samle sig i halsen på ham, "hvis ikke Zarathos skal gå amok, må du nok hellere blive i nærheden..." han sukkede tungt, "og det er måske også den eneste måde at hjælpe dig af med forbandelsen på... måske er Zarathos i stand til at fjerne hvad du tog, men det bliver ikke ufarligt... jeg må læse på det først"

Adia vende vredt om og var tæt på at miste balancen men genvandt den hurtigt " jeg skal ikke have hjælp af nogen som helst dæmoner! " hvæssede hun " ingen warlocks, vampyrer,varulve, fe'er,engel eller andet ! " sagde hun vredt og kig med vrede og faste skridt mod ham " jeg er lige glade med den dæmon han kan rende mig noget så grusomt ! " sagde hun og vende sig for at gå atter en gang " farvel Deartháir"

Deartháir trak på skuldrene, og med en hånds bevægelse ned over hovedet frembragte han et motorcykel visir af metal, og gik hen til sin motorcykel, "men så håber jeg at Embyrre (Zarathos datter) vil tage vel imod dig" sagde han hvorefter han tav lidt, "men hvis du ikke vil have hende fjernet skal jeg da lade være, troede ikke du ville sidde med dette 'monster' i dig" han satte sig på motorcyklen, "hvis det endelig er, så kontakt mig hvis du vil af med hende alligevel"

Adia så på ham med et undrende blik " hvad .. undskyld mig ?? hvad mener du med hende ?? " spurgte hun undrende " undskyld hvad mener du ?? jeg ikke besat af nogen dæmon" grinede hun usikkert.

"jeg snakker om Embyrre, datter af Zarathos... du troede da vel ikke han var ene?" spurgte Deartháir, "hun er ikke sjov at komme på tværs med, hun minder på mange måder om Zarathos... bare mere i menneskeskikkelse frem for skelettet," sagde han og vidste ikke om han skulle starte motoren og køre derfra, Adia havde jo ingen idé om hvad hun var under det skrøbelige ydre, "det er derfor jeg kan forvandle dig til metal, det er det bånd der sidder mellem os, derfor Zarathos ikke kunne lade dig blive vampyr"

Adia ansigt ændrede sig fra selvsikker til bange " deartháir få hende ud !! få hende ud!!" skreg hun panisk " Jeg vil ikke have hende i mig om det så skal koste mig livet !! fjern hende!!" skreg hun og tog fat i hans arm " fjern hende jeg beder dig !"

Deartháir trak sin arm til sig i et heftigt ryk, "troede ikke du ville have hjælp, hverken af dæmoner eller warlocks... og jeg er som sagt begge dele" sagde han og trak på skuldrene, "jeg skulle så vildt jeg husker holde mig langt fra dig, hvilket vil være svært hvis vi skal have hende ud, vi ville være nødt til at være tæt et par uger så vildt jeg husker, men jeg er nødt til at læse i mine bøger om det som sagt"

Adia bid tænderne hårdt sammen og tænkte på om der ikke var andre måder end at skulle tilbringe tiden med ham " Nej det kan jeg ikke så heller leve med hende ... prøver bare at finde en anden der kan hjælpe med problemet " sagde hun og trak sig væk fra ham " Jeg finder på noget så.." hun begynde at gå men det gav et ryk i brystkassen på hende og så hun faldt på knæ *hvad sker der* tænkte hun og tog sig til brystet.

"en anden til at fjerne Zarathoses datter?" spurgte Deartháir og kunne ikke lade være med at kvæle en lille latter, "hun er vel allerede igang med at brede sig derinde, du må hilse hende fra os hvis hun ikke når at brede sig alt for meget" han skulle til at starte motorren, men et eller andet kunne bare ikke få ham til at dreje nøglen, som om han var låst til stedet, "jamen Zarathos hun vil ikke have hjælp" sagde han til sig selv, "hvad vil du så have jeg skal gøre?"

Hun sad og med kramper i brystkassen, og kunne ikke rejse sig op. Hun prøvede at komme op, men smerten i brystet blev bare værre. *hvorfor kan jeg ikke få lov til at gå *tænkte hun, og prøvede at bide smerten i sig. Hun ville ikke blive her et sekund længere, men det var som hun ikke rigtig kunne styrer sin egen krop længer.

"arhh Zarathos jeg troede ikke du skulle være den blødsødne dæmon" sagde Deartháir, men begyndte at kunne mærke det ikke længere var ham der styrede da hans hænder gav slip på styret, og imens han gik ned af cyklen, og begyndte at blive forvandlet til Zarathos igen, langsomt begyndte skelettet at vokse frem, imens han gik hen imod Adia

" jeg aner ikke hvem du er, eller hvad du er men du får ikke kontrollen over min krop. " mumlede hun vredt til sig selv, og lagde alle kræfter i for at kunne vende sig om . Hun så op og på Zarathos " DU rør mig ikke !! forsvind!!" skreg hun bange, og prøvede at kravle væk men hun sad nærmest bundet fast til jorden " GÅ MED DIG!" skreg hun igen.

"Em... Embyrre" den nu fuldt forvandlede Zarathos satte sig på knæ ved siden af Adia, og rakte en knoglet hånd ud imod hende, "min kære datter" sagde han uden at tænke på pigen der lå og skreg, "hvad er der dog sket med dig?" spurgte han og lagde knækkede nakken tilbage da Deartháir forsøgte at komme tilbage til sin egen krop, delvist skelet, og delvist mand endte det med han sad der, "det har jeg ikke prøvet før" sagde Deartháir imens han så ned af sig selv, "det er fordi det ikke er ment at være sådan her" brød Zarathos ind og Deartháirs skikkelse forsvandt atter til knoglerne

" deartháir !" skreg hun halvt kvalt da hun kunne mærke at rimelig kraftig kræft danne sig inden i hende, og prøvede at overtage hende. " du får ikke lov Embyrre ! " sagde adia, og kæmpede kraftigt i mod men røg fuldstændig ud af koncentration da hun så hvodan Deartháir havde kæmpet sig frem til at blive halvt skelet, og halvt ham selv. " hjælp mig !" hviskede hun, og overgav sig til Embyrre. Hun lukkede øjne kort, og da hun åbnede dem igen var de kul sorte. Hun lagde blidt sin hånd i Zarathos " Far ..." sagde hun og smilede.