Den sidste aften som menneske...

Efter at have Sovet i et par timer, og det var gået hen og blevet morgen. Vågnede adia op " åh mit hovede" hviskede hun og så sig lidt om, alt var som det plejede " nåh deartháir er her " mumlede hun lidt halv forvirret, og viste ikke rigtig hvad hun skulle gøre af sig selv, fordi på en måde havde hun følelser for ham og så ikke alligevel .. hun svingede bene ud over kanten på sengen, og dumbede ned på gulvet i mens hun støttede sig til sengen. Hun var fuldstændig tør i halsen, så det først hun ville var at have noget at drikke. Hun gik lidt fortumlet ud i køkkenet, og støttede sig til alt der lige kunne holde til det da hun stadig var svimmel.

"jamen godmorgen sovetryne" lød Deartháirs dugfriske stemme inde fra stuen af, foran ham stod en tom kaffe kop, og der lå en del bøger, opslået på forskellige sider, "har du sovet godt?" spurgte han og rejste sig for at gå ind i køkkenet til hende for at få tappet noget mere kaffe, "er du sulten? så kan vi smutte ud efter en omgang morgenmad?"

Adia to et glas og tænde for hanen " godmorgen " gabte hun og holde glaset under vandstrømen til det blev fyldt og lukkede for den igen " jeg har sovet vidunderligt tungt .." mumlede hun træt inden hun tog en slurk af vandet og lænede sig op af køkken bordet
" Du ser ud til at have haft travlt .. og du har vist følt dig hjemme " sagde hun overrasket over at se hvordan han havde lagt bøger rundt omkring og lavet kaffe til sig selv
" jeg skal først klæde om og i bad .. " mumlede hun og drak lidt mere " men bagefter meget gerne "

"ja du må undskylde at jeg har invaderet din stue" sagde Deartháir og så tilbage på sofabordet, han gik hen til kaffemaskinen og skænkede endnu en kop op til sig, "bare roligt, jeg skal nok rydde bøgerne op igen, du kan bare hoppe i bad, så skal jeg nok pakke lidt sammen" han missede lidt med øjnene grunden han slet ikke havde sovet, han havde været alt for optaget af hvad han læste, men lod sig ikke mærke af det, "jeg har også lidt mere at læse på"

" har du overhovedet ikke sovet ??" spurgte hun undrende, og dog kom hun jo i tanke om hvem hun stod overfor. Hun smilede " det behøver du ikke svare på" mumlede hun, og satte glasset på bordet slog ham let på skuldren, hvilket hun hurtigt fortryd for det vækkede straks noget i hende. " åh nej dearthair" sagde hun med lidt at Embyrre stemme over sin " hun vred lidt og begynde at få mærke øjne " far !?" mumlede hun, og vende sig mod deartháir med hovedet på skrå.

Deartháir rystede på hovedet, "nej Embyrre, jeg er ikke din fader, men jeg kan forene dig med ham" sagde han og gjorde gestus til at de skulle gå hen i de bløde møbler, "jeg har bare brug for at hvide hvordan jeg får dig ud af denne krop som du er blevet indespæret i, uden at skade din bære"

Embyrre gik med ham hen til sofaen og satte sig lidt usikker ned " er det ikke bare ligemeget hvad der sker med adia?? hun er jo bare en mundan " sagde hun smilede lidt
" Tænk over deartháir hun gør jo ikke andet end at pisse dig af ... du kan jo ikke lide hende deartháir .. du skal bare glemme hende og få mig forenet med min far selvom adia mister livet .. men prøv at tænk ingen problemer, ingen adia, intet had," sagde og lagde benet over den anden "Og reglerne siger deartháir at hvis en mundan finder ud af noget om underverden skal du dræbe vedkommende eller få hende til at blive en del af den..." hun smilede lidt ondt ved tanken " det dit valg deartháir .. jeg fortrækken nu mere det først .. altså at du dræber hende, for nummer to valg vil du fortryde."

Deartháir rystede på hovedet, "så vil jeg hellere vælge at slå dig ihjel hvis vi kommer helt derud, for det vil Adia kunne overleve" sagde Deartháir og skævede ned i sine bøger, "jeg kan også bare forbande dig Embyrre, du vil sove for evigt, og Adia overtage dine kræfter som jeg har Zarathos' evner" et lille smil spillede over hans læber, "nok er jeg født af en Dæmon, og Adia født af Mennesker, men hun kan være nøglen til at bringe fred mellem alle riger, alle racerne"

Embyrre så vredt på ham " jeg vil ikke dø eller sove i evighed!" hvæssede hun " du har bare at få mig og min far sammen om det så koster Adias liv!" hun slog ud i latter " ADIA!!?? Hun kan ikke engang finde ud af date fyrer !! eller få veninder ! Ha! den tøs er så svag! hun kan ikke en gang styrer den lille varulv som hun åbenbart overvejer at adoptere " grinede Embyrre opgivene " og ingen kan lide hende ..:"

Deartháir tog en af bøgerne fra bordet, "det er din opfattelse af Adia, men der er ting du ikke ved om hende, så lang tid har hun heller ikke været din bære skal du huske, jeg kender detimod alt til dig Embyrre, og lad mig sige det sådanne:" han lænede sig frem imod hende, "Adia har mere at kæmpe for end du selv har, det er derfor du vil have hende død, fordi du er jaloux på hende" hviskede han og lænede sig atter tilbage i stolen, Adia har kæmpet Asmodeus, en bedrift du ikke kan efterligne, jeg vil mene Adia er bedre stemt uden dig, eller bare med dig sovende til evig tid... vi kunne jo gøre dig dødelig Embyrre?"

" jeg er adels ikke Jaloux! " sagde hun vredt og skulle lige til at hidsige sig op over hans lille tale om hvordan han støttede adia men da han sagde hun kunne blive dødelig tav hun "dødelig ??? " spurgte hun måbende og så overrasket på ham " kan du gøre det ??"

Deartháir grinede, "hey, efter 251 år med en dæmon boende i sig, så lære og læser man en del... der er ikke det jeg ikke kan gøre ved jer dæmoner, jeg kan bare ikke på mig selv da jeg kun er halvt dæmon" sagde han og begyndte at bladre lidt i bogen, "jeg kan forvise dig fra denne verden, og kun du vil ryge afsted, Adia vil forblive her, bedre end da hun bar på dig"

Embyrre begynde at smile " hvad venter du på ?? " sagde hun ivrigt og rykkede sig nærmer for at kunne følge med i bogen, Embyrre skar en grimasse da hun kunne mærke adia begynde at kæmpe endnu mere for at komme tilbage til sin egen krop. " Adia så giv dog op og lad de voksende snakke færdig " mumlede Embyrre surt og vildt træt af at adia konstant kun tænkte på sig selv, og var så frygtelig barnlig "Adia stop !" vressede hun

Deartháir satte to fingre i panden på Embyrre, "nej du, det er dig som skal holde op, du kan alligevel ikke læse hvad der står i disse bøger, det er et uddødt sprog, som i dæmoner ikke forstår" sagde han og fangede hendes blik, "Dormivitque alumna*" sagde han, og begyndte at gentage det nogle gange, den messe som fik dæmoner til at vige tilbage i dvale og lod mennesket komme frem igen

*sov mit barn

Embyrre så undrende på ham og skulle til at gøre modstand men blev langsomt svækket og faldt i søvn. Adia begynde langsomt at komme til sig selv " sikker en bitch af en dæmon " mumlede hun og så op på ham " tak .." hun fjernede blidt hans hånd ,og så ned i skødet og viste ikke rigtig hvad hun skulle sige eller gøre.

"ja der er en grund til at Embyrre ikke har for godt et rygte, men det er måske også mest hendes fars skyld" sagde Deartháir og tog hendes hænder, "men denne gang burde hun ikke komme tilbage alt for hurtigt, denne besværgelse var noget kraftigere end den jeg brugte på hende i nat"

Adia rødmede da han tog hendes hænder hun så hurtigt væk " t..t..tak." stammede hun og bid sig i læben hun viste ikke rigtig hvad hun skulle sige og valgte at sige det først der faldt hende ind "deartháir .. jeg har savnet dig " hviskede hun stille ...

Deartháir flyttede atter sine hænder fra Adias, "det ved jeg" sagde han stille, "på trods af de hårde ord der blev sagt mellem os sidst... så ved du hvordan jeg er, du har aldrig gået alene ikke efter jeg atter fandt dig" han begyndte at lukke nogle af bøgerne *en skam* tænkte han og sukkede næsten lydløst, "han så på hende, og mærkede hvordan han havde lyst til at stryge en hånd igennem hendes hår, men kunne ikke få sig selv til det, "jeg har også savnet dig" fik han fremsagt, og sendte hende et lille smil

Hun grinede lidt " det undre mig ikke " grinede hun stille og så ham i øjne " jeg virkelig ked af det ... det hele har bare været så hårdt og .. har været så ensom og har kæmpet en del med at komme til at blive accepteret, og få en nogenlunde ordenlig plads i skolen så jeg ikke var den ondsvage snot unge som alle ikke brød sig om .. og ... " hun tav og rystede opgivene på hovedet " jeg er så ked af det " klynkede hun " ville ikke have været så sur "

"jeg ved det kære" sagde Deartháir og lænede sig tilbage, "kom her hen" han vinkede hende hen til sig, "jeg ved hvad du har været igennem, og du har virkelig haft gjort det godt, ikke mange Mennesker kan magte hvad du har kunne udrette i løbet af den seneste tid"

Hun satte tørrede sin øjne ,og satte sig hen til ham og begynde automatisk at græde af skyldfølelse. " jeg er et være fjols " klynkede hun, og lagde sig indtil ham. Hun havde savnet at ligge så tæt på ham, det føltes så dejligt betryggende og det fik hende til at slappe helt af.
en ting hun havde savnet rigtig meget..

"Adia rolig nu det er helt normalt for jer mennesker at tage forhastede konklusioner, det er fordi i ikke lever lige så længe som os, i har ikke den samme tid til at lære og forstå, det er en af de beundringsværdige ting ved jer, vi ville alle have reageret som du gjorde hvis vi stod i samme situation"

Adia prøvede at stoppe med at græde men hun havde bare holdt det tilbage så længe at det bare måttet ud nu. " det forfærdeligt at være mundan ... " græd hun opgivne " nu må du forresten ikke tror du gøre det værre kan bare ikke lige stoppe med at græde igen af en eller anden grund " sagde hun i mellem en blanding af at græde og grine.

Deartháir lagde hovedet bagud, "gå du bare ud og tag et dejligt bad, og få noget andet tøj på... så skal du nok se at det ikke er så slemt som du tror" sagde han og 'vippede' hende af sig, "så går vi ud efter morgenmad, du skal se, dagen er stadig ung, og du kan stadig nå at se lyset"

Hun så lidt utilfreds på ham nu sad hun lige så godt og med et lille drilsk blik lagde hun sig ned på ryggen med hovedet i hans skød " se lyset ?? ikke flere kirke tale deartháir du ved jeg ikke tror på gud" grinede hun, og tørrede sine øjne. Hun kunne mærke at hendes krop ikke rigtig kunne finde ud af om hun skulle græde eller le.