An unexpected visit ~ Jace

Feer gik rundt imellem hinanden, troede at alt var godt. Hvilket det vel også var, men kedeligt. Alt for kedeligt... Hvad man dog ville give for lidt sollys, bare lidt.
På en trone af træ og blade sad Anthea, Seeli Dronningen, og funderede over hvorfor mundanere og de andre racer dog hadede hendes folk. Hvad havde de gjort?
Alt hvad hun vidste var at de aldrig gjorde noget for andre uden at de fik noget ud af det og hvad var der galt i det?
Måske var de også lidt drillesyge engang i mellem og bød mundanere op til en udmattende og tryllebindene dans, så tryllebindene at mundanerne ikke kunne stoppe før de faldt om af udmattelse.
Og måske, kunne hendes folk også blive så irreteret på mundanerne at de forvandlede dem til træer. Men det var jo ikke noget der skete tit, ihvertfald ikke at hun opdagede det.
Og helt ærligt, folk burde ikke være så kortluntede. Hendes feer lavede jo bare lidt sjov...

//Blev lidt kort, sry...

"Slip mig" hvislede hans kølig stemme idet en fe greb fat om hans arm "Jeg kan gå selv" han trak sin arm til sig og vendte de gyldne øjne ned af den gang de var på vej ned af. han fattede ikke hvorfor disse væsner skulle være så dramatiske, kunne de ikke bare bo i en hule? Men næ nej, det skulle være midt ude i en sø eller hvor pokker de nu var. Han strøg hånden gennem de gyldne lokker, skulede irriteret til feen der fulgte ham som en skygge og standsede blot da denne bad ham om det. Feer havde deres egen betydning af orden sjov, en betydning han virkelig ikke fattede, for hvad var der sjovt ved at forvandle nogle mundaner til træer? Normalt skete det bare af og til, men nogle af deres unger havde legede for meget og flere af disse var dukkede op i menneskernes verden. Jace´s temperament var ikke noget at råbe hurra for, og han var aldrig glad når han dukkede op her for disse væsner var så egocenteret at det sagde sparto! Han forsøgte dog at berolige sig selv, og faldt derefter efterhånden ned. Feen dukkede op igen og sagde at dronningen vil tage imod ham, han nikkede blot og trådte igennem forhænget og ind i en store sal som ikke var tom. Der var feer rundt omkring, disses blikke blev vendt mod ham. Selv var han en ganske flot fyr, men disse slog skam hans rekord i skønhed, desværre. Hans blik faldt dog på dronning, hun var da et skønt syn men han fokuseret på sit ærinde i stedet for hendes betagende udseende.

Hvad ville en Skyggejæger i hendes rige? Var det ikke nok for dem at slå mange af hendes feer ihjel? Og dog, måske kunne denne jæger gøre dagen lidt sjovere? Han havde jo trods alt nogen evner som jæger, de underholdene feer ikke havde.
En fe dukkede op og sagde med et let buk:"En gæst er kommet, Deres Højhed."
Hun sukkede og nikkede let. Med blid stemme sagde hun:"Vis ham ind, og lad os høre hvad han vil."
Anthea viftede den nyankomne fe af og ignorerede den derefter. Hun vendte sig mod en fe der sad ved hendes side.
"Lily, gør maden klar.", sagde hun lavt.
Dobbeltdørene gik op og en ung mand kom ind, hun rettede opmærksomheden mod ham.
Han så da køn ud, men han var Skyggejæger og totalt ligegyldigt.
Og bekendt så han også ud... hvem kunne denne fremmede være?
Hun smilte og sagde så han kunne høre hende:"Velkommen, unge fremmede, hvilket ærinde bringer dig til os?"
Den lille fe, der havde siddet ved hendes side, kom igen bærende på et fad med dejligste frugter og noget lækkert kød. Noget de fleste ikke kunne modstå, hun bød derfor alle sine menneskelige eller andre gæster på sådan noget mad.
"Kan jeg byde dig på noget?", spurgte hun og rettede sine grønne øjne mod ham.
Han vidste vel alt om feernes mad og trang til at drille, så hvis han var klog som få ville han afslå.

Han var forsigtig, det var han altid og under alle omstændigheder. Men han var hos feerne og disse kunne gøre ting og sager som kunne være utrolige farlige, derfor var han ekstra opmærksom. Hans blik blev kort vendt rundt igen idet han nærmede sig dronningen men standsede på afstand da han alligevel vidste at han ikke kunne komme længere end hvad de ønskede.

Snart spurgte hun om hans ærinde, hvilket var en god ting, så kunne han fortælle hvorfor han var kommet og tage af sted igen. "Deres majestæt, jeg er her for at nævne et emne de sikkert er bevidst om, nemlig den stigende antal af træer på jordens overflade. Flere mundaner er blevet forvandlet til træer af Deres feer, og alle disse er meldt savnet. Problemet er i blot stigende og derfor må jeg nu henvende mig til Dem for en løsning på problemet" han tav, havde forsøgt at vise hende respekt men nu var han ikke den bedste til den slags, derfor kunne han let have sagt noget som havde fornærmede hende.

Maden der blev bragt ind bemærkede han, og da han blev budt noget var han ved at sukke. Så dum var han ikke, men at sige nej ville fornærme hende, derfor en mellemløsning. "Mange tak, men jeg er ikke sulten. Om end, jeg glædeligt vil tage lidt til senere" svarede han og samlede et æble op som han blot holdt og ikke spiste.

Åh, var det sådan et problem? Det var da et lille problem i forhold til drabene på hendes feer.
"Hmm... træer da så kønne, og I har da heller ikke så frygtelig mange af dem oppe hos jer? Men, jeg takker for at du bragte mig denne oplysning og jeg skal gøre noget ved Jeres problem.", hun sukkede og tilføjede:"Hvis Deres medjægere da ville lade være med at slå feer ihjel. Uskyldige feer vel og mærket."
Hun vidste, at mange af feerne var uskyldige eller hun håbede og troede på det.

Hun så opmærksomt på ham, og nikkede anerkendene.
Godt undgået, unge jæger., tænkte hun med et smil på læberne.
Mange havde ikke klaret dén opgave, og mange af dem var heller ikke så veltalende.
En ung, stærk, veltalende og kløgtig Skyggejæger... De Tavse Brødre havde trænet ham godt.

//Sry, er løbet tør for krea

"De er så vis som De er smuk Deres Majestæt, træer er der ikke mange f hos os, men at bruge mundanerne vækker for meget opsigt og skaber problemer hvilket jeg er sikker på at De forstår" svarede han lige så høfligt og med et venligt og høfligt smil over læberne. Hans blik hvilede kun delvist på hende, så hende ikke i øjnene i længere tid ad gangen, nok af frygt for at blive hypnotiseret af hendes skønhed, noget der let kunne ske og noget han ville undgå. Da hun nævnte drabene på feerne så han alvorligt og opmærksomt på hende "Jeg vil videreføre deres budskab, ingen uskyldig skal lade livet" svarede han med et tydeligt nik. De ønskede fred, ikke unødvendig krig.

At han var kløgtig var han uden tvivl, han havde oplevet en del i sit liv, og prøvede en masse selvom han var ret ung. Han var ikke en af de bedste skyggejæger (efter hans egen mening da) for sjov. "Jeg takker for Deres gæstfrihed og venlighed, hvis De ikke ønsker mere, vil jeg forlade Dem for nu" fortsatte han da tavsheden havde varede i nogle sekunder.

Hun smilede svagt ved lyden af hans kompliment. Han havde ikke ændret sig siden sidst. Stadig lige smuk. Stadig lige høflig. Stadig lige listig. Hun vidste skam godt, at han ikke havde glemt hendes, hvad skulle man kalde det?, oversprinsghandling, hun havde lavet i krigen mod Jonathan Morgenstern. Men hvad kunne hun sige? Han havde set ud til at være den stærkeste. Så at han tabte, var en en stor skuffelse. Og deraf var der nedkaldt en skam over hele fefolket, som ikke kunne vaskes bort igen med det samme. Hun burde have vidst bedre. Man skulle aldrig lægge sin loyalitet og sin ære i hænderne på en Skyggejæger. Og da slet ikke en halvdæmon. Hun kunne ikke gøre andet, end at ryste på hovedet og planlægge en lang, smertefuld død for Jonathan Morgenstern, hvis han nogensinde kom til hendes hof.
Hun nikkede svagt til hans udmeldelse. Ingen uskyldig skulle lade livet. Det var også, hvad de havde lovet for nogle år siden. Eller var det mere - måske hundrede år? Lige meget. Hvad betød det for hende? Et år var som et sekund for hende. Hovedsagen var, at hun havde hørt disse forsikringer mange gange. Alt for mange gange til, at hun stadig kunne tro på dem. Om halvtreds år - formegentlig når denne Jonathan Herondale, som han nu hed, var død - ville alle have glemt traktaten og endnu en gang, ville der være krig mellem de underjordiske og Skyggejægerne endnu en gang. Dødeliges ønsker var ingentng værd i det lange løb. De var så snæversynede - anså 100 år for at være en lang levetid. De fattede intet. De så intet andet, end de ønskede at se.
"Min unge ven," sagde hun luftigt, "intet varer ved. Ingen traktater, ingen alliancer, ingen venskaber, ingen kærlighed er evigt. En dag holder alt op - for jer dødelige holder det endda op så brat, så tidligt. Så viderebring mine ønsker, som du er forpligtet til, men jeg ved bedre, end at tro, at Nephilim og underjordiske kan holde fred i mere end et århundreder."

Selvfølgelig ville hun lade ham gå, denne kløgtige Skyggejæger. Bare ikke endnu. Hvis denne Nephilim var Klanens udsending, så måtte han ikke lade følelser glide ind i hans opgave. Opgaven kom først. Sådan var jo deres.. foreskrifter. Men hun kunne ikke lade være med at trykke på nogle knapper. Bare for at se, hvad han ville gøre, hvis hun for eksempel nævnte hans elskede.
Så hun valgte at overhøre hans undskyldning og hentydelse til, at han gerne ville gå.
"Hvordan har din elskede Clarissa Morgenstern det?" spurgte hun med blid stemme. Selvfølgelig var det med vilje, at hun sagde 'Morgenstern' - det kunne der ikke være nogen tvivl om, "jeg længes sådan efter, at hun kommer her igen. Hun har en gæld, der skal betales."
Egentlig havde Clarissa Morgenstern jo egentlig ikke en gæld, der manglede at blive betalt, da hun ikke direkte hjalp pigen med at finde sin Jonathan, da Clarissa afslog tilbuddet og stjal Dronningens fars ringe til sig selv. Og sådan endte, hun jo alligevel med at hjælpe Skyggejægeren, så hun havde ikke talt usandt, da hun sagde, Clarissa havde en gæld. Ved at afsløre for pigen, hvor ringene var, og hvad de kunne bruges til, havde Dronningen hjulpet hende.
Smilet forblev på Dronningens læber.