Confessions ~ Jace

Tid:: 12.34
Sted:: Instituttet
Omgivelser:: Overnattende skyggejægere rundt omkring
Vejr:: Gråt, blæsende og koldt
Påklædning:: Clicky!

Det kolde udtryk i øjnene lå stadig i hendes øjne, mens hun lænet op ad væggen holdt øhe med de forbigående. Hun burde vel snart finde sig en lejlighed, hun havde jo boet i New York i hvad? To måneder? Tsk. Nej, i over et år. Hun burde virkelig snart finde sig en lejlighed. Når hun fik penge. Hun havde ikke så mange penge, at gøre godt med for tiden. Desværre. Eller på den anden side, de blev jo godt brugt. De lbev brugt på måder, som gjorde at hun kunne glemme sin rådne familie, som kunne rådne op i det rådne helvede. Sammen med Celestia, hendes rådne modstykke og den personlighed, hun delte denne krop med.
Robert og Maryse - Lightwood, hed de vist til efternavn- havde dog ikke sagt noget til, selvom de sikkert var af samme mening; Hun skulle finde sig et sted at bo.
Men hun havde opfanget rygter, svirrende rygter, der gjorde at hun var overbevist om, at hun sikkert nok flyttede igen. Eller flygtede, flygtede fra sin fortid. Den forbandede, rådne fortid, hvor hendes bror havde fået alt opmærksomheden. Og sluppet fra alt, hvad han havde foretaget sig. Hun selv havde fået skæld ud for alt hun havde gjort forkert, selv hvis hun trak vejret på det forkerte tidspunkt. Overdrivelsen fremmer forståelsen, som man siger. Hendes bror derimod, han kunne jo kaste med mad op i lamperne og deres forældre ville sige;'Nej, hvor var det flot. Gør det igen'
Hun rystede tankerne ud af sit hoved og så rundt endnu en gang, før hun gik ned ad gangen til sit værelse. Selvom hun ville det lå hendes tanker på hendes familie. Dem hun havde altid havde ønsket død. Hun tænkte på det Tia havde sagt,'Mine forældre forsvandt, da vi boede i Idris..'
Var hendes forældre også døde? Og hendes bror? Et koldt smil gled over hendes læber og hendes iskolde øjne fik et forhåbningsfuldt glimt. De fleste ville sige, at man ligemeget hvad ikke kunne ønske ens forældre døde. Der tog 'de fleste' fejl, hun havde ønsket dem død i over 2 år og det var gået fint. Hun hadede dem, dybt og inderligt.

//Kort, I know, men da jeg er halvsyg har jeg ikke rigtig energi til det.. :-/

”Hold nu op Clary!” lyden af en dør der blev smækkede i, efterfulgt af et suk som lyden af trin kunne høres i gangen. Jace satte kursen mod sit eget værelse med hårde trin.. noget usædvanligt når han ellers var så stille som en fjer og end ikke kunne høres skulle han dukke op bag en. Han bandede indædt på flere sprog mens han gik ned ad gangen. Kvinder! Hvorfor forsøgte han overhoved! Frustreret fortsatte han mod sit værelse mens han ønskede sig andre steder og endte med at stoppe brat op og ændre kursen, han måtte have frisk luft. Taget var det ideelle sted, derfra kunne han se ud over byen og nyde den friske luft. Fødderne kendte vejen, derfor behøvede han end ikke fokusere i hvilke retning han gik og atter gled hans tanker tilbage på Clary hvor han pressede læberne hårdt sammen. Forstod hun dog ikke at han bare forsøgte at beskytte hende? At han ingen planer havde om at skifte hende ud med en anden?! Jace var ikke helt nærværende som han gik ned ad gangen, trods det var han bevidst om at han ikke længere var alene, end eller anden havde kursen imod ham og først da han næsten var to meter fra hende blik blikket nærværende og han standsede. Amore? Hende havde han ikke set noget til i nogen dage, men som altid virkede hun utrolig kold og følelsesløs som altid. De tos forhold var anspændt, det havde det været i mange år efterhånden og år før hun var kommet hertil. Han huskede tydeligt hvor vred hun var blevet over ham og William tilbage i England, og hun var vidst aldrig kommet sig over det. ”Amore..” hilste han roligt, formelt, han var virkelig ikke i humør til et skænderi.

OUTFIT

Hun drejede hovedet ved lyden af en stemme, desværre var den bekendt, der sagde hendes navn. Hendes kolde blå mødte hans gyldne. Bare synet af ham kunne irritere hende grænseløst. Hvorfor? Fordi han irriterede hende, og fordi han og hendes såkaldte bror kunne slippe afsted med alt. Alle de latterlige narrestreger, de havde lavet. Bandede de, lo hendes forældre blot overbærende. Bandede hun en sjælden gang, fordi hun dengang bare ikke bandede, løftede selve Dronning Elizabeth II sin pegefinger og rystede på hovedet af hende. Måske var hun til tider uretfærdig når det gjaldt Jace, men hrlt ærligt, kunne hun ikke være mere ligeglad. Men det var jo bare endnu ting hun var ligeglad med. Der var så få ting, der forekom vigtige. Og Jace var uden tvivl ikke en af dem. Langt fra. Hun ville egentlig ikke have noget imod, at han smuttede tilbage til sin elskede partner in crime i England. Faktisk ville det glæde hende umådeligt meget.
Han lød ikke bestemt provokerende, da han hilste. Noget sagde hende, at han egentlig ikke ville skændes. Som om hun gad det. Tid var penge, og nogrt så dyrebart som tid, skulle ikke spildes på et skænderi med ham. Kort sagt orkede hun ikke at skændes med ham.
''Jace..'', hilste hun igen, påtrods hun ikke rigtig gad. Ikke at det kunne høres på hende, hun lød bare kold. Som altid.
Måske burde hun være mere venlig overfor ham. Eller måske ikke. Hun hilste på ham. Dervar grænser for, hvor venlig man kunne være. Eller hvor venlig, hun kunne være. Især overfor venner af hendes ih så perfekte bror.