Natten er ung - Jace

Sted: Pandemonium
Tid: Lidt i 23.
Omgivelser: Dansende mundaner, vampyrer og andre væsner.
Vejr: Lunt i forhold til årstiden, klar himmel og halvmåne.
Påklædning: Sort T-shirt, lædervest med hætte og sorte jeans.

William trak hætten fra sin vest op over hovedet, og lod sit ansigt lægge hen i skygge, før han trådte ind på natklubben. Han havde aldrig været i New York før, men noget ved dette specielle sted dragede ham. Han havde kort været et smut forbi Instituttet hvor han stiftede bekendskab med Clarissa - det var hendes navn, var det ikke? - og efter at have fundet sig selv til rette, var han taget ned i byen. Han havde hurtigt fået øje på en gruppe af vampyrer, der var gået ind på klubben, hvorfra blå lys og høj musik lød fra, og han havde besluttet at tjekke lidt op på stedet. En lille drink slog jo heller aldrig fejl.
Musikken gjorde næsten ondt i ørerne, og luften var tung fra alle de dansende figurer der var indhyllet i en blå tåge. Med et kort hævet øjenbryn, gled han igennem en mængde af folk, og gik langsomt hen til baren. Det var tydeligvist en warlock, der var bartender, for han havde øjne, med pupiller som en kats, og William kunne tyde et svagt omrids af ører under hans puffede hue. Warlocken smilede imødekommende til ham, men skævede så til hans arme, hvor de mørke ar fra påtegnende runer stadig stod i klar kontrast til hans lyse hud, og warlockens smil stivnede.
"Hvad skal du ha', Skyggejæger?" Spurgte han, og prøvede tydeligvist at lyde kølig og afvisende. William smilede overbærende, og hævede let et øjenbryn. Sådan var det så ofte, folk prøvede at lyde som om de havde styr på hele verden, selvom deres indre var i oprør. Han smilede syrligt for sig selv, ved tanken om at det nu var noget han selv gjorde ret ofte. Skjulte følelserne og lagde en facade op - ikke at han ville indrømme det overfor nogen selvfølgelig.
"Giv mig noget stærkt, søn af Lillith" Mumlede han, men selvom han mumlede, var hans stemme stærk og forståelig på trods af hans britiske accent. Warlocken smilede syrligt, og skubbede et glas med noget, der lignede flydende karamel hen til William, der greb glasset, så det ikke kurrede ud over kanten. Will smilede tørt. "Tak" Sagde han, og løftede igen øjenbrynene, før han lænede sig op af bordkanten, og lod blikket glide observerende rundt i det store, støvede og larmende lokale.

Jace havde ikke befundet sig på instituttet da William var ankommet, ellers havde han straks hilst på sin gamle ven. Clary havde dog straks fortalt ham om den nyankommne og selvom han i starten havde set forundret ud, havde han alligevel nikkede og var taget i byen efter sin gamle ven. For en trænede skyggejæger som Jace havde han ikke besvær med at sporer William hen til Pandemonium hvor han trådte ind. Jaces påklædning udgjorde jeans, en sort skjorte vis øverste knapper stod åbne og afslørede en veltrænede lys bryst ikke helt uden ar, en jakke var over men stod åbent. Håret var pjuskede men klædeligt og om halsen bar han en halskæde. Hans intense honningfarvede øjnene gled rundt indtil det faldt på den søgte skikkelse. Warlocken så langt fra glad ud ved Williams svar over noget manden havde sagt som Jace var kommet for sent til at høre. Jace tøvede ikke med at gå op imod baren som warlocken satte et glas foran William. Uden et ord greb han glasset og trak det væk fra Williams rækkevidde og greb fat om warlockens krave og trak ham mod baren så deres ansigter stod lige udenfor hinanden. Warlocken så tydeligvis overraskede ud over Jace’ pludselig handling men fik ikke et ord indført før Jace løftede glasset ”Kommer du gift i min vens drink en gang til og jeg flår dig levende” sagde han vredt og truede med at tvinge warlocken til at drikke sin egen gift hvis han gjorde det igen. enkelte i nærheden så forundret på Jace, men han havde skænkede stemmen så kun warlocken, og muligvis William ville høre ham. snart blev warlocken sluppet og hans øjne gnistrede i vrede, han var dog klog nok til at skænke en ny drink og Jace fik også en som han satte sig ved siden af William ”Fortæl mig at du ikke havde i sinde at drikke det der..” sagde han som han vendte blikket mod William for første gang siden han var kommet ind. Det var godt at se ham igen.

OUTFIT

Farven, der blev projekteret ind i den tætte røg forandrede sig til en dybere grøn farve, der fik flere af de dansende personer til at ligne dyr, der bevægede sig i takt til musikken. William lagde mærke til meget, mens han kiggede i de få minutter. To personer, der kyssede i et hjørne. To vampyrer, der betragtede en dansende pige med et sultent blik. En warlock med pink hår, der grinende svang sig ud i en dans med en fyr med dreadlocks. Stoffer, der blev givet under bordene, i drinks, i lommer og mere åbenlyst blev købt. En pige, der sov, og ikke mindst en kvinde, der stirrede mod døren, som gik op. William vendte sig som sædvanligt ikke om med det samme, for at se hvem der var kommet ind af døren. Så åbenlys ville han aldrig være. I stedet for, vendte han sig mod sit glas, og skævede diskret hen imod døren. Han nåede kun at se et glimt af gyldent hår ved hans venstre side, før glasset i hans hånd blev tvunget væk fra ham. Han stirrede kort på sin tomme hånd, før han med et hævet øjenbryn betragtede Jace, gribe fat i bartenderens krave. Jace. Bare navnet fik en sær varme til at boble frem i brystet på ham. Jace var der. Jace havde fundet ham; ikke synderligt svært, måtte Will indrømme, da han ikke havde gjort noget for at slette sine spor. Med en let klukken greb han sit nye glas, og betragtede Jace med et nysgerrigt blik. Det var et godt stykke tid siden sidst, men han havde stadig det blonde hår og de gyldne øjne. Forskellen fra dengang og nu, var, at nu vidste de begge to hvorfor. Engel. "Du forstår sørme at gøre en entré, hva?" Sagde han muntert, og smilede skævt. Jace havde som så ofte før et alvorligt blik i øjnene. William smilede blidt til sin ven, og rystede så opgivende på hovedet. ” Jeg må indrømme at jeg havde overvejet at hælde det tilbage i hovedet af ham,” Sagde han så, ” men jeg tænkte, at jeg for så vidt muligt ville holde mig fra at slå nogle ud på min første dag. ”

Det ville virkelig have overraskede Jace om denne havde bællede drinken i sig uden videre, der skulle en meget uerfaren skyggejæger til inden man overså noget så banalt som gift i en drink. Heldigt for warlocken at der var så mange folk omkring, ellers havde Jace placerede en solid knytnæve i fjæset på ham. det var ikke første gang warlocken havde forsøgt at tage livet af en skyggejæger, og fjolset havde troede at bare fordi William var ny i byen – dvs. fremmed i baren – så kunne han løbe om hjørner med ham. Et øjeblik havde Jace troede at William allerede havde taget en tår af alkoholen, men det var vidst ikke tilfælde. Hans blik blev skam opfangede og Jace skulede imod ham ”Fjolset bliver ved med samme trick, og vi har mistede skyggejæger nok på det seneste” svarede han som han satte sig tilrette og opmærksomt holdt øje med bartenderen mens han bryggede dem nye drinks. Engel ja, det Jace i uger havde gået rundt og været frustreret over skulle være det modsatte, heldigvis var han dog sluppet som sandheden var kommet frem. Williams svar resulterede i tydelig lettelse fra Jace ”Godt, du ved godt jeg ikke kan skabe kaos på egen hånd, det vil være for hård en opgave..” svarede Jace med et indforstået glimt i øjnene. hånden gled en enkelt gang gennem det blonde hår ”Godt at se dig i byen William… det var du længe om” han kunne ikke dy sig for at tilføje det sidste.

William rynkede øjenbrynene sammen, mens han lyttede til Jace. Noget i hans tonefald virkede bekymrende, og hans øjne var blevet underlige hårde, som om det smertede ham at sige det. ” Hvad mener du med at vi har mistet mange skyggejægere?” Spurgte han dæmpet, og kiggede kort op på bartenderen for at sikre sig, at denne ikke lyttede. Stadig med rynkede øjenbryn vendte han blikket mod sin gamle ven, og hævede det ene bryn i en spørgende grimasse. Det lød ikke for godt, hvis skyggejægerne faldt døde om på stribe her i Amerika. Mens Will betragtede Jace, blev han opmærksom på et par runer han aldrig havde set før, og han betragtede dem kort med et intenst blik, før han igen kiggede Jace i øjnene. Øjne, der var blødt bemærkelsesværdigt meget op, og som fik et let smil til at spille om munden på Will. Han huskede utallige scener, hvor ikke mindst stuepigerne og rengøringsfolket havde klaget over deres opførsel i London – og Isabella! Hun havde vidst heller ikke været for glad for drengestregerne, men William huskede dem stadig med lethed. Han huskede hvor meget han i starten havde set op til Jace – den nye fyr – og da han så havde lært ham at kende, fandt han en dreng, der mindede ham så u partroligt meget om sig selv. Han smilede drilskt. ” Jeg har ellers hørt at du har overgået dig selv i de sidste måneder, min ven, mens jeg blot har siddet begravet i bøger. For at de ikke skal være løgn, rejste jeg fra Idris to uger inden I kom.” Han kiggede en smule undskyldende på Jace, for inderst inde ville han gerne have kæmpet ved hans side. Som i gamle dage. Will kunne ikke lade være med at slå en let latter op, da Jace afsluttede sin sætning, og han sendte ham et strålende smil. ”Lige over, Jace… Men jeg har også altid været den langsomste af os to.”

”Jeg mener det jeg siger Will, på det seneste der har været uforklarlige mord, og vi har mistede nephilims som da Valentine levede… vi aner ikke hvem der står bag.. og at beskylde nogen af de andre racer hjælper ikke.. de har også mistede nogen af deres egne… først troede vi det var vampyrer, så warlocker.. så ulve… men det hjælper ikke.. lig bliver fundet hele tiden og sidst var den et barn af vore…” svarede han sammenbidt og sendte drinken foran sig et køligt og hårdt blik som var det dens skyld. Han endte dog snart med at sukke og ryste på hovedet som han kort vendte blikket til siden mod William for at se på denne ”Vi i instituttet er i sikkerhed inden for murerne… men hvad med alle de andre som render rundt? Der er noget derude.. og jeg ved ikke hvad eller hvem det er” det var tydeligvis en kæmpe udfordring, og Jace brød sig ikke om at være så uviden, ikke at vide hvad eller hvem han stod overfor.. han følte sig i en svag position, og usikker, det var han aldrig og ønskede ikke at være det, nok så han selvsikker og rolig ud.. men William ville nok vide hvordan han havde det, de to kendte trods alt hinanden ret godt trods den tid de har ikke havde set hinanden i.
Jace bemærkede skam Williams blik, og han behøvede end ikke spørge hvorfor han sådan så på ham, han gik udefra at runerne frembragte den reaktion, det gjorde de altid. Som William dog løsrev sig fra runerne og vendte blikket mod Jace’s igen smilede denne skævt ved ordene ”Jeg har jo skullet leve op til mit navn, og når du ikke var i nærheden så måtte jeg jo finde på noget andet..” svarede han, Williams sidste ord fik dog et svagt alvorligt glimt frem i Jaces øjne, han huskede alt for tydeligt hvad der var sket i Idris sidst, og hvor kunne han have brugt William. Dennes undskyldende blik gjorde det klart hvor højt han havde ønskede at være der ”Se ikke så brødbetyngede ud, havde du været dig havde jeg haft flere personer jeg skulle beskytte” drillede Jace i et forsøg på at lette stemningen, William var næppe en der skulle beskyttes, de to udgjorde et godt team sammen, om end Jace ikke var bleg for at sige at han var lederen og bedre end William, og andre skyggejæger for den sags skyld. Hans ego fejlede intet, og det gjorde hans selvsikkerhed heller ikke. Det var godt at gøre Williams latter igen, endelig en han kunne være sammen med uden at behøve at tænke på at gøre ham vred og derved være tvunget til at lukke munden, det var han ikke specielt god til. ”Det har du ja..” svarede Jace, nok den langsomste af de to, men nu var Jace’s fart jo ikke som andres. ”Hvad har du så lavet…?”

William tøvede. Ikke et træk man så særlig ofte ved ham, men han vidste ikke helt hvad han skulle sige. Han var både irriteret og skuffet over ikke at have været hurtigt nok i Idris, fordi han havde travlt med at prøve at finde frem til en engel. Ingen havde set en engel før, og han havde været besat af tanken om at kunne få hjælp til at opklare mordet på sine forældre. I mellemtiden havde Jace ikke blot fundet én engel, han havde fundet to, og en af dem var selve Raziel. Jace havde også altid været mere end et skridt foran. Nu havde han endelig taget sig sammen til at opsøge sin gamle ven, og så kom han til en by i intern kaos og han vidste ikke hvordan han skulle hjælpe. Det var en af de værste følelser i verden, syntes William; at være magtesløs. Magtesløs og uvidende.
"De døde... Ligene, jeg går ud fra, I har undersøgt dem?" Spurgte han, men mere som en konstatering. Selvfølgelig havde de det, ikke noget at sætte fingeren på der. "Var det bare meningsløse mord? Ikke noget stjålet, ikke noget taget, ligene var ikke brugt til noget?" Spurgte han, og denne gang var det et spørgsmål. William lagde en venskabelig hånd på Jaces skulder, og nikkede til ham. Det var en gestus, der både forklarede at han ikke mindst forstod hans følelse af magtesløshed, men også en gestus, der indikerede at han ville hjælpe hvis han kunne. Da han slap skulderen, kiggede han kort ned på sine hænder, før han igen rettede fokus mod Jace. ”Kan det være nogen, der prøver at få os til at bryde fredsaftalen?” Spurgte han, selvom han vidste, at spørgsmålet selvfølgelig var blevet spurgt før. Hvis ikke til Jace, så af ham, men William havde en idé om, at det ville få Jace til at føle sig mindre magtesløs, hvis han gennemgik noget af det, der var sket, for en helt uvidende person; gennemtænke det hele igen, og få en neutral persons synsvinkel på sagen.
William smilede drilsk tilbage. ”Så er det jo godt, du har haft en hvis rødhåret pige til at skubbe lidt gang i tingene, formoder jeg,”” sagde han blidt. Han grinede dæmpet ved konstateringen af at han var den langsomste, for William var på ingen måde langsom. Jace var bare usandsynlig hurtigt og havde en uhyggelig god timing, så alle ville føle sig en smule kluntede ved siden af ham. Næsten alle, rettede Will muntert sig selv, for han selv var ikke en af dem.
Will vendte blikket mod Jace, og rynkede øjenbrynene sammen. ”Det er en kompliceret og deprimerende historie, som jeg helst vil lade dig være foruden." Sagde han med et skævt smil, ”men det har været en lang rejse, og jeg har måske været en smule egoistisk. Nu er jeg her, og så må vi se hvad der sker, ikke sandt?” Han vidste ikke helt om en bar var det mest sikre sted at fortælle om alt der var sket på de 5-6 år de ikke havde set hinanden. Han vidste ikke engang om Jace vidste at hans forældre var døde. Og Celestia med. Han turde ikke fortælle om englen Amithiel, eller om hvordan han fandt hende og hvad hun havde sagt til ham. At det var hende, der havde sagt, at han ville kunne finde hjælp i Brooklyn. Ikke før de var et mindre offentligt sted.

Hvad der var sket i idris havde besvarede mange af Jace’s spørgsmål, nok ville han gerne have været foruden tabene og al det de havde mistede, men han kunne alligevel ikke lade være med at tænke på hvor meget han fik at vide. Kampene havde været hårde, og han havde faktisk ikke overlevede. Dette var dog ikke noget nogen vidste, kun Clary og ham kendte til den lille hemmelighed. Han huskede endnu alt for tydeligt fornemmelsen af døden og mørkede der lagde sig omkring ham, og tomheden han i kort tid havde befundet sig i inden Clary havde bedt englen bringe ham livet tilbage og livet var brutalt blev skubbede i ham så det næsten havde sendt hans krop i kramper. Det var endnu noget der kunne holde ham vågen om natten, og mareridtene var grufulde. Naturligvis var der heller ingen der vidste dette, end ikke Clary havde fået at vide hvor hårdt det havde taget på ham. Heldigvis var skrigene han hørte i søvne noget der forblev i drømmen, og ikke en lyd brød hans læber.
Jace nikkede ved Williams spørgsmål, selvfølgelig havde de det! ”Ikke så vidt man kunne se, det er lig i forskellige aldre, af begge køn, af forskellige familier.. den sidste var et barn, en lille dreng.. han var knap 8 år” Jace sukkede frustreret som han så ned i det fyldte glas foran ham. hånden på hans skulder fik ham til at sukke endnu engang og vende blikket mod sin ven med et svagt skævt smil som tak, Jace havde virkelig haft brug for en ven.. en der forstod ham! Alec var skam en nær ven, en bror.. men knægten tilbragte så meget tid hos Bane at de knap så noget til ham og desuden var det ikke det samme som William, han var altid mere forstående og mindre dramatisk. Det var tydeligt at William vidste hvor skidt Jace havde det, hvor magtesløs han følte sig. som altid havde Jace følelsen af at han burde redde alle og sørge for at alting var i orden, og lige nu.. havde han ingen kontrol overhoved.
”Det har jeg overvejede, og det kunne sagtens være sket… som jeg sagde.. vi er ikke de eneste der har mistede nogen af vore egne… men ingen af de andre racer har reagerede voldsomt på dødsfaldende, klanlederne og overhovederne har sørgede for at holde deres folk i skak akkurat som vi har gjort..” svarede han dæmpede og sukkede igen. Hans ide var ikke just en man skulle plapre ud med, for det lød både naivt og usandsynligt men han havde en underlig fornemmelse alligevel.
Williams drillende smil fik Jace til at smile, ordene der blev sagt kunne have fået Jace oppe på det røde felt.. underligt nok reagerede han altid voldsomt når det var Clary der blev snakkede om, men Williams tone, og at det var William der sagde det fik blot Jace til at føle sig en anelse forlegen hvilket ikke lignede ham hellere ”Clary… ja hun sætter sgu virkelig gang i tingene…” svarede han med et fjernt blik, tonen som han havde sagt hendes navn sagde vel mere end ord hvordan han følte for hende. ”Om end hun er en pige og konstant skal påminde mig om at passe på” det var frustrerende for Jace at hun var sådan, men nu var det generelt svært at være i et forhold når Jace ikke havde været i et fast forhold i mere end et par uger.. han var en fyr der var bevidst om sit udseende og udstråling, deraf de mange damer.
Jace så på sin ven ved dennes svar hvor han rynkede brynene i slet skjult bekymring, uanset hvad det var havde William det tilsyneladende godt. ”Jovist, jeg er glad for at have dig i nærheden ... men jeg kender en der ikke gøre” det sidste blev sagt i en lav mumlen.. hans søster ville flippe ud.

William nikkede stumt. På en måde forvirrede det ham lige så meget, som det tydeligvist forvirrede Jace. Normalt var der altid noget med kroppene. Blodet var taget. Mærker og ar. Et eller andet man kunne kende morderen på, og derfor kode ligene sammen. Det ville dog være urealistisk hvis et stort antal skyggejægere døde på samme tid, forskellige steder, og at det bare var tilfældigt. Will tog til højde, at Jace og hans kampfæller måtte have tænkt over hver en lille detalje, og han brød sin hjerne for at finde noget, som de måske ikke vidste. Det var bare lidt svært, når nu han ikke kendte alle detaljerne og ikke havde set nogle af ligene. Desuden skræmte det ham en smule at det var en så ung dreng. Normalt blev mord ikke begået mod børn, heller ikke skyggejægerbørn, da de var for unge til at have lært noget seriøst. En 8 årig havde måske ikke engang fået sit første mærke endnu! Det gjorde ham både vred og irritabel, og han følte den samme magtesløshed som Jace sandsynligvis gjorde. Will skævede til Jace. Det var på en måde mærkeligt at se ham igen. Han havde ikke forandret sig meget på det ydre – det gyldne hår og de gyldne øjne lignede sig selv. Selvfølgelig var han blevet højere, mere muskuløs og havde fået meget kraftige kindben, men det, der faldt Will ind, var at Jace havde forandret sig inden i. Måden han kiggede sig omkring på. Den var ikke lige så ligeglad som før, mere observerende, som om han vidste, at hver en detalje kunne hjælpe ham fremad i en sag. Will smilede skævt til Jace. Et eller andet sagde ham, at Jace holdt på sig selv under de givne omstændigheder, akkurat som William holdt sig tilbage. Det gik ikke at plapre ud om engle, døde forældre eller idéer til hvad der var sket alle de forskellige døde, når de sad på en bar. Og en følelse fik William til at indse at det sandsynligvis ikke bare var ’en bar’, men et mødested for unge væsner. Altså var der ører over alt. ”Hvis du vil, kan vi gå en tur og drøfte sagen. Du ved, bare for at få frisk ilt til hjernen?” Sagde Will, og smilede internt til Jace. Han håbede – havde på fornemmelsen – at han ville fange hans egentlige grund til at ville ud fra klubben. Mere private omstændigheder.
Will skulle til at sige noget ala ’Ja, rødhårede kan noget’, da han bemærkede måden han sagde Clarissas, eller Clary som han kaldte hende, navn. Et blidt smil spillede om hans læber, og han rystede muntert på hovedet. ”Utroligt,” mumlede han, og betragtede sin ven med hovedet let på skrå. ”Hun er ikke som de andre, er hun vel?” Han kiggede vidende på Jace, men lod det ellers være. Han var glad for, at Jace havde fundet en pige, han mente var den rigtige. Allerede de 5 år forinden hvor de sidst havde ses, havde han været noget af en skørtejæger, og Will kunne kun forstille sig at det var blevet værre med årene. Han klukkede stille, og nikkede for sig selv. Det var det, der havde været dejligt ved Tia. Hun havde ikke konstant krævet en til at passe på sig, og alligevel havde hun været lige så smuk og skrøbelig som porcelæn i Wills øjne. Han kiggede kort på Jace med et hævet øjenbryn over hans sidste kommentar, men fangede så hvad han mente. ”Izzy” mumlede han, som om hun var en form for gift. Han kiggede op på Jace med en drillende munterhed i øjnene. "Tror du nogensinde hun tilgiver mig for at sætte ild til hendes dukke?" Klukkede han stille.