"I'm here to visit the queen. So pleas stop pointing that spear at me" - Anthea.

Tid: 20.30
Sted: Seelie hoffet
Omgivelser: Feer. Masser af dem
Vejr: Stjernefyldt Himmel.
Påklæning: Klik her!


Castella havde ikke rigtigt tænkt situationen ordenligt igennem, inden hun trådte ind i feernes rige. Hun havde vel i det hele taget ikke rigtigt tænkt så meget igennem. Men det viste i hvertfald nu. Omkring hende stod 10 måske 12 feer, med skarpe spyd peget direkte imod hende. Der havde de stået i lidt tid nu. De ville ikke lade hende komme videre, også selvom hun mange gange havde forklaret dem, at hun blot var her for at snakke med deres dronning. Intet andet. I starten havde hun godt nok kaldt dronningen for Anthea, hvilket i hendes øjne ikke sås som nogen stor forbrydelse. Sådan så feerne det dog ikke. "For sidste gang..." sukkede den høje warlock, mens hun så på den fe der stod overfor hende. "Jeg er ikke kommet for at skade jeres dyrebare dronning. Jeg er her for at tale med hende"
"Igen taler med dronning uden en ordentlig grund!" snerrede feen tilbage. Endnu et suk undslap hendes læber. Disse væsner var virkelig ikke til at tale med. Selvfølelig kunne det have noget at gøre med deres meget anstrengte forhold til..Ja til stort set alle racer! De var ikke et ret nemt overbevisende folk. Meget tillukkede.

/Sorry...Det blev ikke så langt//

Påklædning: Click

Lyden af feernes småsnak ude i krogene, gav genlyd i den store hal. Anthea havde ikke haft nogen besøgende indtil nu, og intet indikerede, at dette ville ændre sig. Hvis hun selv skulle sige det, betød det, at dagen i dag var en god dag. De fleste, der kom og anmodede om en audiens hos hende var for det meste Skyggejægere. Og i øjeblikket, var der ikke noget, hun hadede mere, end Skyggejægere. Hendes fejlvurdering i krigen mod Jonathan Morgenstern havde gjort hende og hendes folk upopulært blandt de andre racer. Selv de andre Underjordiske så skævt til Feernes side, hvilket ikke var sådan tingene skulle være. Overhovedet. Feerne var de beste blandt de Underjordiske, til dels sammen med Warlocksne og til dels ikke. Det var ingen hemmelighed, at Feer følte sig hævet over andre. Simpelthen af den grund, at de var bedre, end alle andre. De var de smukkeste, og deres evne til ikke at lyve, betød at de let kunne stoles på. Men Skyggejægerne havde en eller anden idé om, at de var de bedste, bare fordi Raziel havde blandet sit blod med deres. Det var ikke noget stort, hvis Anthea skulle sige det. Jonathan Skyggejæger, som man kaldte den første af Englenes børn, havde blot fremkaldt Raziel og brugt det ønske, der var ham skænket, på at hjælpe sin fremtidige race. Det var ikke fordi Raziel havde favoriseret ham og hans efterkommere, men fordi Jonathan havde brugt sit ønske på det. Intet andet. Men det lod Skyggejægerne ikke til at forstå. Deres store ego gjorde dem blinde overfor sandheden.
En pludselig skramlen og løbende skridt afbrød hendes tanker, og hun løftede hovedet en anelse, mens hun holdt sine blå øjne fæstnet på døren til Hoffet, der snart blev åbnet for en lille Fe. En buddreng.
Han knælte for foden af hendes trone og løftede så hovedet, for at fremsige sit budskab.
"En Warlock er blevet tilbageholdt ved Portalens indgang, min Dronning," sagde Feen med klar stemme, "Hun siger, hendes navn er Castella, og at Dronningen kender hende."
Anthea hævede et øjenbryn af Feens udsagn. Castella? Navnet sagde hende ikke umiddelbart noget, selvom det vækkede nogen få minder om Mundane krigen, der også havde været reflekteret i Skyggeverdnen. Men navnet kom ikke frem med ansigtet på en person, Dronningen kunne huske. Dette indikerede meget kraftigt, at denne Warlock ikke var af nogen stor betydning. Men hun kunne ligeså godt høre, hvad denne Castella havde at sige.
Og her havde hun haft sådan en god dag.
"Send hende ind," sagde hun myndigt, "men lad hende vide, at tåbelige ønsker ikke vil blive taget imod med glæde. Hun vil blive ført ud med det samme, hvis hendes ærinde ikke er relevant."
"Ja, min Dronning," sagde Feen, før han hastede ud, for at give soldaterne besked.

//Jeg håber, at dette var okay?

Castella, der nu havde stået her i længere tid end hun brød sig om, kiggede ligegyldigt ned på sine lange rød lakerede negle, mens hun utålmodigt ventede på den buddreng der var blevet sendt til dronningen. De lange klør glimtede let i det svage skær fra stjernerne højt op over dem. Disse små klør som så mange gennem tiden havde undervuderet. Selv dronningen havde det. Hun huskede det tydeligt. Det havde været tilbage under krigen. Den første gang de havde mødes. Dengang var hun, hvad hun selv ville betegne som en ung warlock. Ikke helt uvidende mere, men stadig meget ung. Hun var kun lige begyndt på at arbejde freelance for, hvem end der nu kunne bruge hendes hjælp. Alle lige fra tyskerne til amerikanerne. Hun rejste rundt, og nød at opleve verden, skønt den var underlagt krig. Dog holdte hun allermest af at opholde sig i Frankrig. Allerhelst Paris. Der følte hun sig hjemme og godt tilpas. Hun hjalp modstandsfolkene, gik ud om aftenen med en soldat, talte fransk og tjente godt med penge. Et liv i sus og dus efter hendes eget hoved. Men det var også der hun havde mødt Anthea. Den unge dronning havde, af en eller anden stadig mystisk grund, været i Paris. De var stødt ind i hinanden, og var selvfølelig allerede klar over at de begge stammede fra underverdenen. Og selvom de stammede fra to vidt forskellige klaner, var de to kvinder kommet ret godt ud af det med hinanden. Faktisk så godt, at de var gået hen og var blevet gode veninder. Et ret ubrydeligt bånd var blevet bygget op imellem dem, men ligeså hurtigt som det var kommet, ligeså hurtigt forsvandt det igen. Dronning måtte tilbage til sine undersåtter, og Castella skulle til New York og hjælpe der. Efter det havde de ikke snakket sammen, og det var først nu efter så mange år, at hun faktisk havde tænkt på at tage kontakt til den gamle veninde igen.

"Frøkken Castella" En ung stemme afbrød hendes tanker, og hun så op fra sine negle. Buddrengen var kommet tilbage, og stod nu overfor hende. Han var meget mindre end hende, hvilket hun fandt yderst morsomt. "Dronning har tilladt at se dem. Men dårlige ønsker vil ikke blive mødt med glæde"
"Årh spar mig.." sukkede hun, og himlede let med øjene. "Ant..Jeg mener dronning går vist meget op i formaniteten. Lad mig bare se hende. Jeg er sikker på, at hun ingen dårlige ideer for fra mig af" Det sidste kom med et smil, inden hun fulgte efter buddrengen.

Da de stod foran de store døre indtil tronsalen, stoppede drengen op, vendte sig mod hende og så hende i øjnene. "Dronning bør tiltales deres majestæt, hendes højhed eller..."
"Så stopper vi der!" sukkede hun endnu engang, og skubbede ham væk. "Jeg ved udemærket godt, hvordan jeg vil tiltale Anthea!" Og med denne lille kommentar skubbede hun de store døre op med, og svansede ind i tronsalen. "Dine folk er strenge Anthea. De stopper mig, og tror jeg kommer for at ødelægge alt på min vej" sagde hun med sit selvvandelige rolige smil, da hun stillede sig op midt i tronsalen med sit smaragd blik fæsnet på feernes dronning. Den eneste kvinde hun selv mente kunne komme op ved siden af hende, når det gjalt skønhed.

//Det er skam helt fint:-)//