Sådan en kedelig dag. Hvad skal vi så lave? - Jace <3

Jace havde tidligere på dagen ringede til Clary, de havde snakkede sammen i næsten en time da han sagde til hende at hun hellere måtte komme over, de kunne jo ikke blive ved med at snakke sammen over telefon resten af dagen, for han ønskede selv ikke at lægge på, og på samme tid havde han lovede ikke at forlade instituttet da der ingen andre var. Det var ikke indbrud man frygtede, men der ville ankomme nogle nye sager som nogen måtte tage imod og derfor var valget faldet på ham. Alec havde han ikke set noget til de sidste 24 timer, men han vidste at denne var sammen med Magnus, de var ret tit sammen efterhånden. Isabelle skulle ordne noget, hvad gad hun ikke sige, og Robert og Maryse havde deres eget at slås med i Idris. Han havde lagt på efter at Clary havde sagt at hun ville komme derude, en god ting var der alligevel kommet af at han blev tilbage. Han ville have hende helt for sig selv! Uden forstyrrelser eller andet! Mens han ventede på at hun skulle komme skiftede han tøj, og var en tur forbi biblioteket hvor han gav sig til at læse i en bog han havde læst mange gange før. Alting var igen faldet til ro, Valentine var ude af billedet og forhåbentlig vil der ikke ske ting der ville skabe så store kaos som sidst. Valentine, tanken om ham fik Jace til at blive fjern i blikket, det kunne endnu ske at han fik mareridt og vågnede badet i sved. Det var ikke let at komme sig over, det var også denne mand som Clarys mor nok sammenlignede ham med hver gang hun så ham. Det var ingen hemmelighed at hun ikke brød sig om ham særlig meget, men det bebrejdede han hende ikke fordi hun frygtede for sin datters liv, ikke at han var en trussel for Clary, det ville han aldrig blive. Hun havde forandrede alting, og hun havde forandret ham. Jace klappede bogen sammen og rejste sig op, som altid var hans sjettesans vakt og han kunne nærmest fornemme hendes tilstedeværelse. Han bevægede sig roligt mod indgangen, stillede sig ved en mørk niche og da hun trådte ind sneg han sig om bag hende, lod armene glide rundt om hendes liv og trak hende indtil sig hvor han lod læberne nærme sig hendes øre ”Jeg har savnet dig” hviskede han blidt.

Jace vidste hvor meget Clary holdt af ham, og han havde det på samme måde. Hvis det stod til ham pakkede han hende gerne ind i vat og sørgede for at hun holdt sig fra alt der havde med skyggejægerne og hans verden at gøre. men nu var hun jo selv skyggejæger, og med begge forældre der var det så han kunne ikke gøre noget ved det. Livet som skyggejæger var farligt, men det vidste hun jo godt, for hun havde været en stor brik i spillet og havde redet verden fra en grusom skæbne. Alligevel kunne han ikke andet end at frygte for hendes liv og sikkerhed, dette burde hendes mor også være i stand til at se, i stedet for at hun virkede afvisende overfor ham. Tingene var godt nok gået bedre på det sidste, men ikke så meget bedre. Han vidste at hun ville få et chok, men kunne han lade være? Nej! Godt nok havde hun forandrede ham en del, men denne side af ham forsvandt næppe. Han trykkede hende indtil sig med et smil over de smalle læber ”Må jeg ikke…?” svarede han med en drillende tone. Snart vendte hun sig om dog uden at forlade hans favn hvilket han heller ikke ville have ladet hende gøre. Hendes svar havde han allerede forventet, men at høre ordene forlade hendes perfekte læber var alligevel befriende og vidunderligt. Han trak hende helt tæt ind til sig, bøjede sig behjælpeligt mod hende og lod deres læber mødes i et ømt kys. Hans ene hånd forlod hendes læn kun for at glide om bag hendes nakke, hans hoved var gledet en anelse på skrå og han holdt kysset i flere sekunder inden han omsider slap det. Højdeforskellen mellem dem var stor, men den havde ingen betydning for ham, han var hendes smuk, perfekt og vidunderlig, hvad andre sagde, havde absolut ingen betydning. At hun ikke anede hvad hun skulle gøre uden ham vidste han ikke, men en ting var sikkert, hun behøvede ikke fylde hovedet med alle disse bekymringer, han havde ingen planer om at forlade hendes liv. Hans blik faldt roligt hendes smaragdgrønne øjne og han strøg blidt hendes kind "Kom... lad os gå ind..." sagde han blidt inden han slap hende, dog kun for at lade sine fingre flette sig i hendes hvor han trak hende med sig længere ind i instituttet. "Har du lyst til at lave noget specielt?" spurgte han, blot for at sikre sig om hun havde nogle ønsker.

Han elskede hende langt mere end hun nogensinde ville kunne tro på. Familie havde han jo ikke særlig meget af, for ikke at sige intet, for han havde da sin adoptivfamilie og de var som en familie for ham, men udover dem havde han kun hende. Han huskede Valentines ord, hans ord om aldrig at elske nogen for så ville det blive en svaghed. Han havde taget dem til sig dengang, ladet dem synke ind og lært dem udenad, havde derfor aldrig ladet sig ende i forelskelsens klør. Han havde senere forstået meningen bag disse ord, for han havde fattet hvilke svaghed Jocelyn havde været for Valentine, og hvilke svaghed Clary var for ham selv. Hun betød alt for ham, og skulle der ske hende noget ville han nok gå fuldkommen amok. Hun var den første kvinde han havde elskede, og den eneste han ville elske. Hun var speciel, anderledes, og perfekt på alle tænkelige måder. Som hende huskede han tydeligt første gang han havde set hende med skyggejæger dragten, udover at hun havde set sexet ud havde han flippet fuldkommen ud over at se hende i den. Han havde ønskede at holde hende fra alt der havde med skyggejægerne at gøre – akkurat som hendes mor – og så havde hun stået der med en dragt på. Hans krop havde dirrede af vrede og det eneste han havde kunnet tænke på var at få hende væk fra Idris. Den eneste måde han havde kunnet finde var ved at såre hende så dybt at hun ville gå uden at se sig tilbage og derfor havde han rørt ved Aline på måde han aldrig ville røre nogen andre kvinder end Clary. Alt der var sket dengang for ikke længe siden havde været ret voldsomt for ham, han havde ikke kunnet krepere det hele, og alene tanken om at de to var søskende og at han faktisk havde rørt ved sin søster eller kysset hende havde givet ham kvalme. Desuden gjorde det ikke noget lettere at få at vide at han havde dæmonblod i sig var alt ved at gå under for ham. Han havde gået rundt og troede at han var ondskaben selv og at det var grunden til at han var så tiltrukket af hende. Heldigvis havde det ikke været tilfældet, derimod havde de fundet ud af at Clary og ham havde nogen ingen andre havde, nemlig Ithuriel´s blod. En engels og ikke en dæmons blod! Hendes opgivende suk morede ham blot mere hvor han sendte hende et drillende smil samt blik ”Jeg høre skam alt hvad du siger, men hvis jeg retter mig efter det vil det jo ikke være sjovt” svarede han muntert. Jo hun havde ret, han lyttede sjældent efter, han hørte ordene, forstod dem men rettede sig ikke efter dem for det var jo bare for kedeligt. Desuden nød han at drille hende. At bruge det meste af dagen på at kysse hende ville være vidunderligt, men han nød at føle den længsel der opstod så snart der bare var lidt afstand mellem dem, det var rart at vide at han elskede hende så højt at han blev urolig og savnede hende så snart hun ikke var der. Ved hendes svar på hans spørgsmål gled et muntert og legesygt glimt frem i hans øjne ”Jaså… og hvilke ting er det vi snakker om… jeg er en mand, vi foretrækker at man siger tingene lige ud” sagde han og undskyldte sig med den ret dårlige undskyldning bare for at få hende til at sige det ligeud.

Alt der var sket for næsten en måned siden forekom at være sket for flere måneder siden. Det lå ham så fjernt hvor stilheden og roen atter var faldet over verden og alting var ved sit gamle jeg. Missionerne de tog på nu var lige så kedelig som de havde været engang, og dog, ingen mission var som andre og enhver havde sit udfald men alligevel var der nogle missioner der var mere interessante end andre. Men efter en krig man havde udkæmpede mod selveste Valentine Morgenstern var alting som vand, og fik derved missionerne til at virke som den rene leg. Den overmodig Jace var vendt stærkt tilbage, og han havde været lige så sorgløs som han altid havde været. At lege med døden forekom ham ikke så skræmmende som det engang kunne have været, for han havde været død i en kort stund, og oplevede freden ved at lade livet og føle sig let og uden problemer. Dette var dog ikke ensbetydende med at han ønskede at dø, for det ønskede han langt fra! Han kunne da ikke drømme om at efterlade Clary alene i denne verden, hvem skulle dog beskytte hende? Svaret kom ligeså snart hans sind havde stillede det, Simon… han skulle nok tage sig af hende. Alene den tanke gjorde ham fast besluttet på at leve, for hvad kunne den vampyr gøre!? Intet! At efterlade Clary i hans hænder ville være det samme som at efterlade hende hos en blind killing, desuden… Simon skulle slet ikke i nærheden af hende! Jeps, det var sådan Jace havde det med Simon, jalousien var i hvert fald ikke til at tage fejl af. han hadede ikke knægten, for det kunne han ikke efter de ting de begge havde været igennem sammen, men når det kom til Clary så var der noget som man ikke kunne sætte andre ord på end jalousi. Hans blik gled hen over hende, de tænkte vist begge over krigen, eller hvad man nu ville kalde det, og han kunne se i hendes øjne hvor lettet hun var over at det hele var over. Det samme var han. Ved hendes svar blinkede han drillende, for hun havde fuldkommen ret. ”Du kender mig efterhånden så godt” svarede han morende. Hun standsede og vendte sig om mod ham hvor han vidste hvad der ville ske, han kunne se det i hendes øjne og han havde da intet imod det. Hun stillede sig atter på tæer, og trykkede sine læber mod hans hvor han blot smilede svagt i kysset. Hans arme atter gled om hende, og han løfte de hende blidt og forsigtigt op i sine arme, og trykkede hende indtil sig, hvor hans læber gengældte kysset ømt og lidenskabeligt. Som altid syntes han hurtigt at miste kontrollen og inden han havde set sig om havde han skubbede hende blidt op af den nærmeste væg, uden at lade læberne forlade hendes.

At de tænkte på det samme tvivlede han ikke på, selvom det til tider føltes som en evighed siden så var det knap to måneder siden, ja det var vel 6 uger siden det hele var sket og var overstået. Mundanerne anede virkelig ikke hvad der var sket, ja de havde vel ikke engang haft mistanke om noget hvor Idris nærmest havde været vendt på hovedet. Det havde været grufuldt, med alle de tab, og med alle de skader. Det havde virkelig været en krig, en krig hans far havde udkæmpede. Godt nok var manden ikke hans biologiske far, men han var den eneste far som Jace kendte, og derfor en far, om end en han skammede sig over at kalde far. I virkeligheden havde Valentine været Clarys far, men denne havde aldrig kaldt ham ved dette, og ville nok aldrig gøre det. Jace vidste hvor meget hun hadede ham, men det var der jo heller ikke noget at sige til, manden havde ikke givet hende en chance for andet. Clary anså Luke for at være sin far, eller i hvert fald var han for hende mere far end Valentine nogensinde ville være. Manden havde også været der igennem hele hendes liv, og virkelig været der som en far ville være der for sit barn. Luke var en mand som Jace stolede utrolig meget på, han ville ikke tøve med at lade Clary være i hans varetægt hvis det skulle nå til det punkt at han ikke selv kunne beskytte hende. Hvor underligt det end måtte lyde, og selvom Jace havde været et offer for Valentines planer da denne havde dræbt ham, så hadede han ikke Valentine, ikke som sådan. Han havde aldrig været i stand til at hade ham, og hellere ej skade ham hvilket nok havde været den største svaghed deri. Men nu var alt dette overstået, og det var som om det lå flere år tilbage. Heldigvis kunne de se tilbage på det og sige at de havde overlevede det, eller.. det havde han jo i princippet ikke men takket hver Clary havde han fået livet tilbage, noget de begge havde været enige om at holde for sig selv og ikke fortælle til en levende sjæl. Ingen behøvede at vide at han havde været død. Atter faldt hans tanker på Simon, havde han været død ville denne nok have overtaget hans plads, og alene denne tanke fik ham til at skutte sig og føle sig virkelig irriteret. Hendes blik på sig fornemmede han tydeligt hvor han blot forsøgte at smile ned til hende som om intet plagede ham. Det nyttede dog åbenbart intet, for hendes ord gjorde det klart at hun havde spottet udtrykket i hans øjne ”Selvfølgelig gør jeg det” svarede han med et skævt smil over de smalle læber. Han vidste hun elskede ham, men alligevel kunne han bare ikke få vampyrknægten ud af hovedet. Hendes læber blev ivrigt pressede mod hans hvor han absolut intet havde imod det, han nød altid at fornemme hendes ivrighed om end det blot gjorde det svært for ham at styre sig. At hun gispede fik ham kort til at bryde kysset for at tjekke om hun var okay, han håbede virkelig ikke det havde gjort ondt, for han havde slet ikke tænkt på sin styrke. At hendes ben gled rundt om ham var vel svar nok på om hun var okay, og snart hvilede hendes arme også om ham. Hendes krop kaldte som altid på ham og han fornemmede hvor lidt kontrol han snart ville have over sig. Kysset blev genoptaget hvor hun gjorde det lidenskabeligt, han kunne knap styre sig og skyndte sig videre til det næste skridt hvor han svagt nappede hende i underlæben og lod sin tunge blidt strejfe hendes underlæbe. Hans ene hånd hvilede mod hendes hofte, den anden strøg hen over hendes ben og lår ganske blidt og kærligt. Heldigt at de var dækkede af jeans, ellers havde han nok ikke kunne dy sig for at fortsætte.

Ja der var sket en masse den dag, men det lå vel til fortiden? Alting skulle nok være mere roligt og idyllisk fra nu af, eller det var hvad han håbede på. Desværre gik tingene aldrig som man forventede, for den næste tid ville være lige så turbulent som den foregående, noget de ikke vidste noget om endnu. Men var lidt ro lidt for meget at bede om? Ja åbenbart. Normalt havde Jace absolut intet imod missioner, drama og at der var gang i den. Men sidst havde Clary haft en stor rolle, og det ønskede han ikke at hun skulle have. Hun skulle ikke ud i fronten, det ønskede han ikke. Han ønskede ikke at hun skulle bringes i fare og alligevel synes faren hele tiden at komme til hende. Hun var dog ikke den eneste han frygtede for, for han frygtede for sin familie, nemlig Lightwood. De havde allerede mistede et familiemedlem, og det skulle gerne ikke ske igen! Det ville Jace ikke tillade. Men hvor meget kunne han endelig gøre ved det? Ikke spor meget, han kunne ikke være alle steder på en gang. Dette ville han dog ikke tænke over nu, for han var sammen med Clary og alt andet var fortid og burde glemmes, eller sættes til side. Derfor droppede han alle disse tanker og fokuseret i stedet for det der betød noget for ham. Hendes ord kunne han ikke helt besvar, og derfor havde han valgt at slå det hen ved at lade sine læber trykkes mod hendes i det hede og intense kys som han snart mistede kontrollen over. Hendes suk og kortvarig irritation over at han havde brudt kysset morede ham gevaldigt, han kunne ikke skjule morskaben som tydeligt ville kunne spores i blikket. Deres tunger mødtes idet hun førte hendes ind i hans mund hvor han blidt og forsigtigt lod sin tunge sno sig legesygt om hendes. Han havde virkelig ingen kontrol over sig i disse øjeblikke. Ingen kunne bringe ham ud af fatning som hun kunne, og det frustreret ham at hun havde den magt over ham. Han fornemmede hendes fingre mod hans hår, nød at de befandt sig der og nussede ham så blidt hvor han selv lod sin hånd vandre ind under hendes trøje for kort at komme i berøring med hendes varme hud. Denne lille berøring, hvor hans fingerspidser knap rørte hendes hud gjorde ham helt elektrisk. Hans læber blev presser hårdere og mere ivrigt imod hendes. Hun gjorde ham skør, den magt hun havde over ham gjorde ham helt rundtosset. Han måtte korte bryde det hede kys for at lade dem begge få luft, hans hjerte slog voldsomt mod hans bryst. Hans hånd strøg blidt hen over hendes flade mave hvor det føltes som om hun trak ham dybere og dybere ind i sit spind. ”Du gør mig skør” hviskede han åndeløst mod hendes læber hvor han læber atter fandt hendes i et intenst og krævende kys.

Krigen havde taget hårdt på dem alle, uden tvivl. Nogen havde haft større rolle end andre, andre var blevet brug som var de dukker og dræbt når behovet for dem ikke længere var det, nogen var blevet udnyttet groft, nogen havde siddet hjælpeløst og med hænderne i skødet ude af stand til at hjælpe på nogen måde. Folk havde været i tvivl, de havde været bange, de havde været fortvivlede, de havde været skrøbelig. I en tid som sådanne havde det været godt at nogen havde holdt fanen oppe, holdt humøret oppe ellers havde de næppe vundet den krig. For nogen havde det set så håbløst ud at de havde forrådt deres familier og Idris generelt for blot at overleve, og så var de alligevel døde eller endt i fængsel for deres forræderi. Tabet af Max havde taget hårdt på dem alle, og selvom familien havde fået en sørgetid var den nu over hvor alle måtte gribe om arbejdet igen. Jace havde skam også sørget, men på sin egen ustyrlig måde ved hård træning og nærmest afstraffelse. Han havde været så hærget, fået så lidt søvn og mad at han flere gange havde været tæt på at kollapse, men hver gang havde han insisteret på at man skulle lade ham være, og forsikrede folk om at det intet havde at gøre med Max, dramatisk måske men han havde fået det bedre af det. Alt dette var dog ikke lige hvad den unge skyggejæger tænkte på i disse øjeblikke, for han havde skudt alle tanker der ikke omhandlede Clary og deres nuværende stilling og gøren ud af hovedet. Hans læber strøg intenst, hårdt og grisk over hendes hvor han forsøgte at få al fornemmelse og smag af hende med. Dette drev ham blot til at fortsætte for han ønskede virkelig at mærke hende helt tæt på sig selvom han vidste at det var stik imod alle de regler hendes mor havde sat for at de to skulle holde sig fra hinanden. Sådan som hun dragede ham og nærmest tirrede ham var det svært at holde sig i skindet for han følte sig helt væk i hende og hendes vidunderlig varme krop, hendes dejlige duft og hendes bløde fyldige læber. Han blev mindst lige så elektrisk af hendes berøringer som hun af hans, og han følte en irritation rettet mod alt det tøj som holdt dem fra hinanden. Hendes latter var så musikalsk at den nærmest fangede ham endnu mere hvor han måtte standse den ved at presse læberne mod hendes intenst og krævende. Hans hånd strøg videre op ad hendes mave mod hendes bryst for han nærmest ikke tænkte. Lyden af noget skraben fik ham svagt trukket ud af denne drømmelignende verden. Lyden blev efterfulgt af en miaven som nu fik ham til at bryde kysset og faktisk indse hvor dette var på vej hen. Han trak med det samme hånden til sig hvor han forsigtigt satte hende ned. Han følte sig næsten forlegen over sin egen opførsel hvor han næsten...forgreb sig på hende? Godt nok var det med hendes egen tilladelse men på den måde? Han rak sig to skridt bagud hvor han forsøgte at finde ud af hvad han skulle sige. Imens var hans blik vendt mod gulvet og den ene hånd hvilede over læberne mens den anden i den ene lomme.

Hvad deres forhold kunne kaldes var vel klart, de var kærester og det var sket uden rigtigt at de havde sagt det direkte. Det havde de jo ikke behøvet, så snart han havde fundet ud af at hun ikke var hans søster havde han ønsket hende, men alligevel havde han holdt sig så meget i skindet og vist andet fordi han mente at han blev draget af hende grundet dæmonblodet, da også den teori var røget ud af verden - gud ske tak og lov for det - havde han ikke rigtigt haft nogen grund til ikke at ønske hendes selskab, væsen, sjæl, krop og alt andet ved hendes. Han havde altid været draget af hende, eller altid og altid, ja altså siden han havde set hende første gang i den bar. Desværre blev alting ikke bare lettere, han havde håbede stærkt på det men hendes mor havde naturligvis haft noget at sige i den sag og... det var bare... Han havde det ikke, kunne ikke sætte ord på hvad problemet var. Der burde ikke være noget problem, han elskede hende, det var der ingen tvivl i overhoved. Hans læber blev ikke fjernet fra hendes kun af ren nødvendighed, han måtte give hende en chance for at trække vejret og han havde selv haft brug for ilt, for hun tog virkelig vejret fra ham. Hendes varme krop, vidunderlig duft og perfekte læber nærmest bedøvede ham og hans hjerne så han knap kunne tænke to sammenhængende tanke. Som han elskede hende vidste han at hun elskede ham, det tvivlede han ikke det mindste på. Hun elskede ham så meget at han næsten frygtede for at hun ville tilgive ham alle sine fejl, selv frygtede han mest for at såre hende eller dumme sig gevaldigt, det ønskede han ikke. Han ønskede ikke at hun skulle fortryde noget i deres forhold overhoved, hverken nu eller senere, ja ganske enkelt aldrig. Han fornemmede tydeligt hvordan hun strammede grebet om ham hvilket tvang ham tættere på hende, noget han slet ikke havde noget imod overhoved. Hans læber brød svagt kysset for at lade et svagt suk komme over dem inden han atter kort lod sine læber finde hende inden de blev forstyrret af Church. Dens blik havde nærmest været advarende, og det var nok det blik som havde revet ham ud af trancen. Han bemærkede tydeligt hendes utilfredshed, men hellere hendes utilfredshed end at han dummede sig. At hun havde nydt hans kærtegn, og strøg tvivlede han ikke på, måske havde hun endda nydt det mere end han havde. Han vidste at hun ønskede det, lige så gjorde han, men der var disse regler, og hendes mor skulle ikke komme til at hade ham mere end hun i forvejen gjorde. Hendes arme gled om ham og hans blik blev vendt mod hende. Et smil viste sig over hendes læber "Det ved jeg, og jeg vil altid elske dig.. tvivl ikke på det" svarede han varmt, kyssede hende på panden inden han atter greb hendes hånd.

Selvfølgelig tænkte han på hendes ord, denne kvinde havde jo ikke givet ham en chance for andet. Jace var ikke typen der blev skræmt, og han var heller ikke just bange for Jocelyn, men nærmere frygtede han for hvilke reaktion der ville komme hvis han dummede sig. Han ønskede ikke at hun 'nedlagde veto' , og forbød dem at mødes i det hele taget, det ville blive svært at overholde. Han vidste hvad hendes mor frygtede for, og han frygtede for det samme når hun tænkte på ham som en tro kopi af Valentine. Men ærligt, var han altså ikke Valentine, og han ville ikke være som manden.

Jace vidste - uden at Clary behøvede at sige det - hvor meget hun havde været imod de regler hendes mor havde sat, og ærligt havde han det på samme måde, men hvad kunne der gøres? Intet! Og måske var det bedst på den her måde, at længes efter hinanden og dog vide at det var forbudt område for nu, ja for nu! Jace havde skam i sinde at få Jocelyns syn på sig ændret, det agtede han at gøre om det så skulle blive det sidste han gjorde.

Han brød sig virkelig ikke om at se hende græde, hun havde allerede grædt en del i deres forhold og på grund af ham i det hele taget. Han hadede at se hende græde, han hadede at være oversagen til hendes gråd og tårer. Hun skulle ikke spilde disse krystalklare tårer på ham, det fortjente han ikke når han sårede hende på den måde. Det havde været hårdt i sind tid at få hende til at forlade Idris, og det var heller ikke lykkedes om end han både havde fået hende til at græde og måske hade ham for noget tid? Han ønskede at beskytte hende mod alt dette, mod underverdenen, mod vampyrer, varulve, og dæmoner. Mod alt ondt der kan røre og skade hende. Hun var nok den med gaven den der kunne skabe runerne, men han var ligeglad, hun skulle ikke bringe sig selv i fare.

Smilet hun sendte ham afspejlede de kærlige følelser hun havde for ham, hvor han smilede et kærligt smil tilbage som forhåbentlig afslørede den samme kærlighed som hun følte. Jace manglede sjældent ord, han var en fyr der altid havde en kvik bemærkning at gøre godt med og dog syntes han slet ikke at kunne sætte ord på hans følelser for hende, han var vidst meget bedre til at vise hende det via deres kys og berøringer. "Det ved jeg ikke... jeg tvivler på at du vil træne?" spurgte han. Han anede virkelig ikke om hun havde lyst til det, men nu spurgte han altså.