Jeg skal altså virkelig bruge noget hjælp!! - Madison og Jace ^^'

Madison sad inde ved siden af med fødderne på et skrivebord og en bog på knæende. Hvis sandheden skulle frem, så var det ikke hvilken som helst bog, men Den Hvide Bog (er ikke helt sikker på om det er dens rigtige navn på dansk). Hun havde godt nok ikke fortalt Bane at hun sad og læste i den, men det ville undre hende hvis han ikke viste det. Og hvis han havde vist det, og havde haft noget imod det, så ville han helt sikkert have været... ret sur lige nu.

Hun for op og smækkede bogen sammen, da hun hørte en eller anden skrige løs fra rummet ved siden af. Hendes mørke øjenbryn trak sig irriteret sammen, imens hun skubbede bogen på plads i reolen. Hun kastede et sidste blik på bogen, imens hun skubbede stolen på plads under skrivebordet, inden hun skyndte sig ud af døren.

Det var ikke første gang hun havde sparket nogen ud af Banes lejlighed, fordi de ikke ville vente på at det blev deres tur, men det havde dog aldrig været skyggejægere. Hun stod i dørkarmen med smalle læber og kolde øjne.
Der stod en... arrig skyggejæger foran Bane. En ung pige med meget rødt hår. Og hun så ikke ud til at være særlig høflig.
Madison havde set den her pige før, dog ganske flygtigt. Clarissa 'Clary' Morgenstern. Eller var det Frey? Eller Fray? Hun var ikke sikker, men alle væsner i New York kendte hende. Uden tvivl.

"Bane, skal jeg..." Hun var ikke sikker på om hun skulle smide hende ud, eller... Hun ville i hvert fald ikke have den her skyggejæger på sin dårlige side, for hun var ret skræmmende. Selvom hun kun var et menneske, og meget, meget ung, så havde hun usædvanlige evner.

Bane vendte sig hen imod hende, som om han var glad for at få en undskyldning for at fjerne sig fra pigen. "Madison, kan du ikke lige følge med Clary her? Dæmongift." forklarede han fraværende og vinkede en af de andre væsner i køen frem.

Madisons ansigt fortrak sig, imens hun kiggede på pigen. Hun hadede når Bane lod som om hun var hans stikirenddreng. Hun var hans lærling, ikke kæledyr. Hun bandede lavt på chthoniansk, men sagde ham ikke imod. Hun gik i stedet over til pigen, med en dyb rynke imellem øjenbrynene.

Madison kunne ikke rigtigt lide den måde Clary så på hende på. Som om hun blev gransket, som om hun var oppe til en eksamen. Og hun burde slet ikke føle sådan, for hun var både ældre og mere magtfuld. Ikke? Nu skulle hun ikke blive alt for selvsikker. Selvsikkerhed var blevet mange mænds død, så meget var sikkert. Og Madison havde ikke tænkt sig at blive en af dem. Men alt andet var svært, nu hvor hun havde set denne pige vokset op. Hun havde ikke kendt noget til underverdenen i særlig lang tid. Hun var noget af en... nybegynder.

Hun havde dog ikke problemer med at smile tilbage til Clary. Hendes øjne rettede sig ud, og rynkerne i hendes pande rettede sig ud. Hun var egentlig ret smuk, på sin underlige, anderledes måde. Så voksede hendes smil, og hun blottede sine korte, sylespidse tænder. Hendes ene dæmonmærke.

"Nå, dæmongift var? Jeg gætter på at det er Drevak-gift, eller ville i aldrig have tilkaldt en warlock, vel?" Madison lagde mærket til glimtet i Clarys øjne. Hun var virkelig bekymret. Meget. Madison havde ikke svært ved at gætte hvem det var der var blevet bidt af dæmonen. Man så kun sådan ud i hovedet hvis den person man elskede var på skideren. Det burde Madison vide alt om. Hendes ansigt fortrak sig en lille smule. Hun ville gætte på at alle i underverdenen havde hørt om Clary og Jace. De var vel så at sige underverdenens Romeo og Juliet. Hvor... sødt.

Madison trak ærmerne op på sin tynde læderjakke. "Okay, lad os skynde os." Selvom Magnus virkede helt ligeglad, så ville han blive virkelig sur hvis hun lod Jace dø.

Madison smilede svagt, men det var ikke noget lykkeligt smil. Så havde hun ret, det var Jace der var kommet til skade. Men hun havde heller ikke været i tvivl. Men så så hun lidt overrasket ud. "Raum-gift? Nå, det burde I ellers selv have kunnet klare. Men glem det, jeg kommer. Vi kan ikke have at det går galt - ikke når det er Jace, vel?" Hun sendte Clary et svagt, medfølende smil. Men ikke alt for medfølende, Madison var ikke særlig følsom.

En sprudlende latter forlod Madison da hun blev trukket ud af Banes lejlighed af Clary. Hun bandede lattermildt på warlocksproget, imens hun havde travlt med at holde balancen på vej ned af trapperne. "Rolig, jeg kommer skyggejæger! Rolig!"

Hendes latter døde langsomt ud da hun så motorcyklen der stod lænet op af muren. Hun bed sig i læben med de spidse tænder, men der gik ufatteligt nok ikke hul på huden. Hun fik igen en smal rynke imellem øjenbrynene, imens hun fulgte efter Clary.
Hun havde engang selv haft sådan en motorcykel, og hun synes absolut ikke om at Clary skulle styre den. Hun strikkede et øjeblik i mod overvejede i et stykke tid at tvinge hende til at side bagpå, men hun opgav det. Clary ville nok aldrig give hende lov til at køre den, og de havde ikke tid til at diskutere om noget så umodent.

Hun svang sig op på motorcyklen bag ved Clary. Hun pressede lårene om den og greb fat i skyggejægeren, selvom det ikke var med hendes gode vilje. Hun blev nød til at bide det i sig, hvis hun ikke holdt fast, så ville hun nok falde af. Og det ville være endnu mere ydmygende. Bane ville drille hende med det det næste årti.

Madison skar en grimasse og krammede sig hårdere fast til Clary for ikke at falde af når hun accelererede. "Kun når man ikke ved hvordan man skal håndtere det." svarede hun tonløst og spændte i mavemusklerne. Gud, hvor hun hadede motorcykler... Hvis det skøre pigebarn bare havde givet hende lov til at trække vejret, så kunne hun have teleporteret dem over på instituttet. Eller... tæt på i hvert fald, hun var ikke helt sikker på om det var muligt at teleportere sig ind på instituttet. De burde i hvert fald have sat noget beskyttelsesmagi op, så det ikke var muligt.

Madison skulle lige til at komme med en meget giftig kommentar om at holde fast til en irriterende, rødhåret skyggejæger på en dæmonisk motorcykel, men luften blev revet ud af hendes lunger da hun slap bremserne og for af sted på maskinen.

Hun lukkede øjnene i ganske kort tid, men slap så lidt grebet om skyggejægeren for ikke at kvæle hende helt fordærvet.

Da motorcyklen stoppede på foran instituttet, der lignede en gammel, gotisk katedral. Hun fulgte lige efter Clary. Efter en hurtig besværgelse sad hendes hår og tøj igen perfekt, og hun sendte skyggejægeren et selvtilfredst smil. "Well, kom så." Hun stod med hånden på hoften og hovedet på skrå. Hun ville gerne have skyggejægeren ind først. Det var ikke til at sige om hun ville blive grillet hvis hun åbnede døren først. Men hun kunne helt klart mærke magien.

Jace lå på en seng, hvor anede han ikke for han havde for mange smerter til at bemærke hvor han var. Giften fra dæmonen havde overtaget en del af hans krop og han var ikke helt ved bevidsthed. Feberen var allerede ved at indtræffe og han svedte. Sårene blødte og han krympede sig af smerte om end han ikke skreg, det gjorde han ret sjældent når han blev sårede uanset hvor slemt det var. Valentine havde været ret streng hvad smerte og udholdenhed angik.

De havde været på mission, og efter hans mening havde hans venner og Clary været i farer, derfor havde han flere gang spontant trådt til og afviklede et angreb rettet mod en af dem hvilket efterlod ham med en masse sorg som han først bemærkede efter noget tid. Smerten havde i starten været overfladisk men så snart giften havde nåede hans systemer havde han kunnet mærke effekten.

Nu lå han så der i sengen, omgivet af hans eneste familie. De så alle bekymret på ham. Alec på afstand, Isabelle ved hans side siddende på en stol og med hans hånd i sin egen. De måtte vente, han skar en grimasse da smerten syntes at vokse, hans krop brændte "Clary" kvækkede han næsten uhørligt. Han kunne fornemme hende i nærheden, og han ønskede hendes tilstedeværelse. Isabelle gav hans hånd et klem og hviskede beroligende hvor han svagt åbnede de slørede øjne og så op på loftet uden at se noget.

Madison havde lidt ondt af Jace, da Clary åbnede døren til Instituttet. Stakkels dreng, det måtte være virkelig hårdt at være i et forhold med en der var så... utålmodig. Eller måske var hun bare omsorgsfuld og bekymret for Jace. Ja, det håbede Madison virkelig var tilfældet.

Hun snerpede munden sammen til en tynd streg da skyggejægeren skyndte på hende igen. Hun bandede indvendigt ved alle dæmoner, kunne pigen da ikke fatte at hun nok skulle skynde sig? Madison hadede at blive hundset med. Den eneste der måtte hundse med hende var Bane. Og det var kun fordi han havde gjort sig fortjent til det. Når Jace var helbredt ville hun tage sig en lille snak med den her skyggejæger pige.

Hun fulgte hurtigt efter Clary, det så ud som om hun gik helt afslappet, men hun var hele tiden i røven på pigen. Derfor var hun lige bag hende da Clary satte sig på sengen ved siden af Jace. Og hun måtte indrømme at det ikke var særlig godt. Dumme, dumme skyggejæger. Havde han rullet rundt i en svømmepøl fyldt med gift eller hvad? Leget piñata for en gruppe Raum-dæmonbørn?

Hun måtte anstrenge sig for ikke at lave bræklyde over Clarys kærtegn. Hun kastede et enkelt blik på Isabelle, en skyggejæger hun lignede alt for meget til at kunne lide. Hun smilede derimod en smule svagt til Alec, en af de skyggejægere hun bedst kunne lide. Han var også ret tit i huset hos Bane, så hun kunne ikke rigtigt hade ham.

Hendes lange, slange fingre skubbede Clary en smule væk så hun kunne komme til. Først bukkede hun sig ind over ham for at tjekke hans hjerteslag, temperatur og åndedræt. Hun bandede lavmælt og blottede hendes savtakkede tænder da hun med en hurtig bevægelse rev i hans trøje for at se sårene. "Ved Lillith, skyggejæger, hvad har du dog lavet?" hvæsede hun og trak en klirrende rygsæk af ryggen.

// Tadaa, instant rygsæk ^^'

Hvor bekymret og utålmodig Clary var anede Jace ikke, havde han kunne tænke to sammenhængende tanker ville han nok vide det for det lignede hende at få ild i røven når det kom til ham, det havde han jo set ved mindre skader han havde fået hvor hun havde puslet om ham som havde han mistede arme og ben. Det kunne måske være for meget til tider, men hellere se hende pusle om sig og uden skader end liggende i en seng, sårede, blødende og i fare.

Han anede virkelig ikke hvad der foregik omkring ham, og heller ikke Isabelles hånd var han bevidst om, havde det været Clary ville han nok straks have bemærket det, men det var det ikke. En smerte skød gennem hans krop hvor han bed tænderne hårdt sammen og lod den frie hånd lukke sig om lagnerne under ham, en rystelse løb gennem hans krop inden smerten aftog men forsvandt alligevel ikke helt. øjnene var gledet i, for det havde ingen betydning om de var åbne eller lukkede han så ingenting alligevel.

En stemme han søgte blev pludselig tydelig, og da Clary tog hans hånd klemte han blidt om den og lod øjnene glide op igen. Hendes kærlige strøg fik et smil frem over hans læber, et svagt og næsten gennemsigtigt smil. Han var blevet ret bleg efterhånden ”Gå ikke” hviskede han blidt. Henne var væggen skuttede Alec sig, Isabelle så blot til med bekymring mens Madison trådte til og skubbede Clary til side. Resterne af dragten blev fjernet og Madisons hvæsende stemme lød i hans sind, han blev dog i mellemtiden mere bleg, og en hosteanfald tog til og afbrød hvad end Madison skulle i gang med. Desværre var hans hosten ikke bare almindelig hosten, for der kom blod med. Han skar en grimasse over smerten der bredte sig i brystet og hev efter vejret.

Madison bandede højlydt og opfindsomt, både på engelsk og på warlock-sproget da han begyndte at hoste. Hun blev ikke overrasket over at se blodet der plettede hans mund, men hun havde fået en dyb rynke imellem øjenbrynene. Hun havde renset dæmongift ud før, men aldrig af en skyggejæger. Og hun kunne ikke lide tanken om hvad der ville ske hvis Jace ikke overlevet.

Hun sendte Alec et taknemmeligt blik da han trak Clary væk, imens hun fandt et tørklæde hun kunne tørre blodet væk med. Da hun havde fjernet det meste fra hans ansigt gav hun ham et rapt klap på kinden. "Du holder dig vågen." Imens skubbede hun puden længere frem i ryggen på ham, så han blev tvunget til at sidde lidt mere ret. "Clary, vil du ikke nok snakke til ham? Vær lidt irriterende, det er du så god til." Madison lød ikke uvenlig eller spottende, hun lød... anstrengt og bekymret. Lidt ukarakteristisk.

Nede i tasken klirrede hun rundt med en masse, farvede flasker. "Hvor i skaberens navn er den? Har jeg glemt den? Hos Bane, eller hos den den skøre ulv?" Hun kastede et blik på Jace, på de andre og så på tasken igen. Så vendte hun den med bunden i vejret, så flaskerne væltede ned i fodenden af sengen. Rynken imellem øjenbrynene blev større. Så formede hun sin ene hånd som en klosaks og gnisterne føg imellem hendes fingerspiser. En lang flaske med noget tyk, mørk væske i bunden materialiserede sig i hånden på hende, og så vendte hun sig hurtigt om imod Jace igen.

Hun vendte sig om imod dem og så ud som om hun skulle til at sige noget, inden hun smækkede munden sammen og tryllede en termokande og et papkrus frem. Hun lettede på låget til kanden, og damp stod op. Madison smilede svagt. Hun kunne forestille sig at Bane stod og bandede fordi vandet til hans kaffe var forsvundet. Men han kunne vel bare finde noget andet...

Med et svip rev hun låget af flasken og blandede den mørke væske med det varme vand i papkruset. Hun blandede væsken ved at dreje glasset rundt, imens hun puttede flasken ned i tasken. Hun rakte kruset til Clary.

// Måtte lige improvisere noget.

Jace var fuldkommen uvidende om hvad der skete omkring ham. Det eneste han tænkte på var at bide smerten i sig, han var ikke typen der skreg af smerte og det nægtede han at gøre nu! Han var kendt for at være ret udholden, og det var han da også. Han vidste ikke selv hvor slemt det var, det var smertefuldt men hvor hårdt ramt han var anede han ikke. Han fornemmede godt nok de andres tilstedeværelse, og alene det sagde ham at det nok ikke var så almindeligt som sædvanligt, for det var jo langt fra første gang at han fik skræmmer.

Han havde ikke set hendes tårer, men han havde nærmest fornemmede hendes bekymring via hendes hånd og forsøgte at smile beroligende "Jeg er okay.. det er ikke.." mere nåede han endelig ikke at sige inden han begyndte at hoste voldsomt. Det var vidst ikke særlig overbevisende sagt, især når han knap havde sagt sin sætning færdig inden han havde modbevist sig selv. Hans krop var knap faldet til ro efter den voldsomme hosten hvor det føltes som om han havde hostede lungerne op gled han tilbage at ligge i sengen vis lagner var snavsede, blodig og nok blev smidt ud. blodet blev tørrede af ham hvor han fornemmede warlockens hånd mod hans kind. "Du er ikke Bane" kvækkede han. han blev pludselig tvunget op i en mere siddende stilling hvor han krympede sig og bed smerten i sig.

Hans krop brændte og han bed tænderne hårdt sammen, denne stilling var absolut ikke behagelig. Hendes ord der blev rettet mod Clary opfattede han tydeligt, hvilket fik ham til at lade øjnene glide op og vende det slørrede blik mod Madison, han ville have sagt noget spydigt men intet forlod hans læber for han endte med at lukke munden sammen igen. Han begyndte så småt at få feber, og kroppen skælvede som om han frøs. Hans hånd klemte blidt om Clarys, hvor hans blik blev vendt mod hende. Hans vejrtrækning var tung, det var som om han var forpustet hvilket i sig selv sagde at noget var galt. Jace kunne løbe utrolig meget, slås utrolig meget og ikke blive det mindste forpustet, så det at han nærmest hev efter vejret, samt den hvæssende vejrtrækning gjorde det klart at han ikke var rask. Hans ansigt var blegt, læberne næsten lilla hvilket antydede at han ikke fik den rette mængde ilt.

Madison skar ansigt. Stillingen var helt klart bedre hvis han havde tænkt sig at blive ved med at hoste, men hun kunne godt forstå at hans ansigt var fortrukket i smerte. Stakkels dreng. Madison var selv engang blevet bidt af en dæmon, og det var en der ikke var nær så giftig som en raum-dæmon. Hun rev noget stof frem fra tasken og fugtede det i det kogende vand. Efter et øjeblik havde hun sænket temperaturen på stoffet, havde vredet det og lagt det på hans pande. "Bane har ikke tid til at se på småskadede skyggejægerbørn." svarede hun, med et tonefald imellem anspændthed og munterhed.

Hun fandt et øjeblik til at se på Clary og smile. "Give det til ham selvfølgelig. Det smager ikke særlig godt, så sørg for at han drikker det hele." Hun skubbede blidt til ham med sin hofte, som for at understrege at han skulle gøre som hun sagde. Så kom hun i tanke om at det nok ikke var helt så smart at skubbe til ham.

Madison virkede måske som en hård person, men hun kunne ikke lide at se når folk havde det... skidt. Det var derfor hun havde valgt at hjælpe Bane med hans arbejde. Så det gjorde ondt i mellemgulvet på hende at se Jace have så ondt. Hun regnede stærkt med at det måtte gøre ret ondt, siden han lå sådan og vred sig i ubevidsthed. Stakkels dreng.

Hun greb fat om hans arm og holdt den med indersiden opad. Hendes fingre slog gnister da hun pressede pegefingeren imod indersiden af hans albue, hvor hans blodåre bankede hårdt, frigjorde endnu en besværgelse. En besværgelser der skulle dele smerten imellem dem. Sådan cirka. Hun var ikke stolt af at gøre det, og hun fortrød allerede da smerten rullede ind over hende. Hun skar ansigt og dirrede et øjeblik inden hun så på Clary for at tjekke om hun havde givet ham medicinen.

Han var i sin egen verden hvor smerten næsten havde gjort ham blind for alt andet. Madisons ord til Clary om at sørge for at han holdt sig vågen nåede derfor ikke hans sind og han opfattede det der for ikke. Alligevel formåede Clarys grædefærdige stemme at gøre ham bare en smule klare i hovedet hvor han vågnede en smule mere op, åbnede øjnene og så fuldkommen udmattet op på hende "Jeg går ingen steder" hviskede han svagt og med en stemme der truede med at knække over af smerten som kun voksede sekund for sekund. Madisons ord opfattede han skam også, han lod sig dog ikke fornærme, det havde han ikke kræfter til. En våd klud blev lagt mod hans pande, for et svagt suk brød hans læber, den var kølig.

Han så ikke godt ud, og følte sig heller ikke særlig godt tilpas. Men det kunne han jo ikke fortælle hende, han kunne allerede fornemme hendes bekymring og det sidste han ønskede var at se hende græde. Han vidste ikke at hun allerede græd, det havde han endnu ikke fokuseret på. Der blev dasket til ham hvor han næsten kunne have mistede balancen men det skete heldigvis ikke, i stedet for syntes det dask at gøre ham en anelse klar i hovedet hvor han løftede blikket og så på Clary for at opdage hendes tårer. Han blinkede overraskede og rynkede irriteret på brynene over sig selv. Typisk! nu fik han hende igen til at græde. "Clary... græd ikke..." hviskede han næsten... bedende. Han kunne virkelig ikke tåle at vide eller se at hun græd, han hadede at være skyld i at hun var trist.

Pludselig blev der grebet om hans arm hvor han blot lod hende tage den. Han anede virkelig ikke hvad hun havde planer om, for nu havde han to ting der optog hans sind. Smerten som giften blev ved med at påføre ham, samt Clary som græd. Han forsøgte at stryge hendes kind med den anden hånd, fjerne nogle af tårerne. Imens fik Madison taget noget af hans smerte hvilket pludselig gjorde ham.. mere klar i hovedet. Han blinkede nogle gange, og vendte blikket mod Madison. "Det der var dumt..." hviskede han hæst. Godt nok var han den syge, men ærligt, hvis hun skulle bære på hans smerte ville det blive svært at fokusere, for smerten voksede blot sekund for sekund.

// Back to the past...

Madison var faktisk taknemmelig for at Jace bad Clary om at tage sig sammen, siden den opgave hun havde fået ikke gjorde det godt nok. Hendes gråd hjalp ligesom ikke rigtigt, og Madison blev faktisk ret stresset af det. Clary var ikke vokset op som skyggejæger, det var i hver fald tydeligt. Alle opdragede skyggejægere ville have været lidt mere kontrollerede i sådan en situation. Når man levede som skyggejæger, blev man tit forgiftet af dæmoner, that's life. Det viste selv Madison. Men fint nok, hendes livs kærlighed var ved at dø - tæt på, i hvert fald. Magnus ville blive pissesur hvis hun floppede, så det var nok bedst at tage sig lidt sammen.

Hun strøg fingrene over sin blege pande, som for at stryge noget ikke-eksisterede sved væk. Hendes lynende blå øjne var rettet imod Jace's ansigt. "Hey babe, lad mig ordne mit arbejde. Det er nemmere at få det ud af dit system hvis du er lidt mere fokuseret." Om det passede eller ej måtte han selv gætte sig frem til, hendes ansigt var i hvert fald holdt i seriøse folder imens hun koncentrerede sig om at skille giften fra hans blod. Det hele fungerede visuelt og krævede en del koncentration.

Det hvinede da hun drejede rundt på sine stiletter, og vendte nu med ryggen til Alec og Isabelle. De behøvede ikke at se det her. Hendes lange fingre gled uendeligt langsomt ned af hans arm, ned imod håndledet. Fingeren var presset hårdt ned i hans hud, hvilket sikkert var ret ubehageligt, og langsomt voksede der en mørk stribe efter fingeren. Hun ledte et kort sekund efter en blodåre, og da hun var tilfreds, skar hun den simpelthen op med sin tommelfingernegl. Hun fiskede lynhurtigt et tomt reagensglas frem fra bunken i fodenden af sengen, og holdt det op til håndledet. De første dråber var mørkerøde, og fik lov til at løbe ned af hans blege arm, men så snart væsken begyndte at blive mørkt, sørgede hun for at den løb ned i glasset.

Madison havde ret, enhver skyggejæger der var vokset op som dette vidste at man var udsat, dette forhindrede dog ikke skyggejægerne i at fælde en tåre, hverken før eller efter at en person var død. Man var nok mere bevidst om at man var udsat ja, men følelser var de samme, ganske rigtigt kunne man kontroller disse følelser, for det ville ikke være til megen gavn for nogen at flæbe. Hendes tårer hjalp dog faktisk på hans fokus for han forsøgte virkelig at få hende til at stoppe trods smerterne og fornemmelsen af kroppen der blev tungere. Som hun sagde hun ville forsøge at stoppe gled et træt smil over hans læber, svagt og næsten usynligt ”Godt” hviskede han lavmælt, fornemmede hendes læber strejfe has hånd, men kun svagt, han var begyndt at miste fornemmelsen i armene, benene kunne han ikke mærke længere.

Clarys spørgsmål og Madisons svar blev begge knap hørt, lidt efter sagde Clary et eller andet men heller ikke dette opfangede han, hanshånd blev sluppet og den faldt livløst ned langs hans side som om den aldrig havde været i livet. Hans øjne blev lukkede og han havde virkelig besvær med at tvinge dem op igen om end han kæmpede. Et eller andet fik han i sig som han forsøgte at sluge og delvist fik galt i halsen, det var dog godt at han hostede eftersom han knap havde trukket vejret tidligere. Hosteanfaldet bragte ham to ting, mere liv og mere smerte hvor han kæmpede for at holde sig vågen. Kysset på hans pande havde han bemærket lige så lidt som alt det andet.

Jace mærkede snart intet igen, Clary havde fået alt det i glasset i ham, det han ikke havde hostede op eller spildt udover sig altså, og han fornemmede fortsat intet. Hans blik sejle og alt i rummet var uklart, et svagt suk brød hans læber som kroppen begyndte at føles let, uendelig let. Has vejrtrækning blev næsten helt overfladisk. Som Madison greb hans hånd og pressede ned fornemmede han ikke ubehaget, han følte absolut intet, og allerede få sekunder inden hun var en blodåre som hun skar op blev alting mørkt og han... besvimede.