Den nye Adia

Roligt rejste Deartháir sig, "men en har vi ikke mistet, og måske er der en god grund til det" han tog koppen med ud til køkkenet og satte den på bordet, "jeg er ked af at jeg kom forbi, det var ikke for at rive op i dårligdomme og alt sådannet noget atter en gang, jeg vil bare smutte igen, væk fra overfladen" sagde han og begyndte at gå imod døren

" deartháir vent nu ! " hun rejste sig op, og løb efter ham. " helt ærligt det var min egen skyld at vi kom ind på det emne ... gider du ikke godt at blive jeg.." mere nåede hun ikke sige før hendes mobil ringede. " deartháir bliv nu " bad hun og vende så om, og løb ind i stuen efter sin mobil. "det Adia??" sagde hun i et meget irriteret toneleje, da hun hadet at blive afbrudt.

Modvilligt standsede Deartháir, "lad det så ikke vare for længe, jeg bryder mig ikke om at du skal lide grundet at jeg er her" sagde han og lænede sig op af vægen og lagde mærke til hvordan hans blodåre som løb ud til hænderne var begyndt at blive mere og mere metalliske, "jeg er ked af hvad der skete den gang, og jeg er ked af hvad der sker nu, du er den eneste der har set igennem mit andet jeg, men du fortjener bedre"

Adia lagde på " forbande sælger" mumlede hun og skyndte sig ud til dearháir igen.
"Du har nok ret ... men det piner mig ikke at du er her" sagde hun, og så ned i gulvet. " men hvis det piner dig kan du jo bare gå ... så ringer jeg bare til jack i stedet " mumlede hun, og gik ind i stuen da hun ikke rigtig havde mere at sige. Hun kunne ikke holde ham tilbage mod hans egen vilje. hun tog sin kop og gik hun i køkkenet for at vaske de to kopper op.

"hvad kalder du det så? jeg har knapt været her i et kvarter, og vi er allerede over hinanden som et gammelt ægtepar" sagde han og tog sig til hovedet, "jeg ville ønske at jeg havde været mere normal, men det er jeg desværre ikke...." han fjernede hånden fra hovedet og idet han skulle til at tage i håndtaget bankede det på døren, og en stemme hørtes derudefra, "Adia!! er du derinde?" stemmen var ikke til at tage fejl af, det var igen man fodbold drengen som havde stoppet dem på skolen, "Adia er du okay derinde?"

Adia kunne mærke vreden vokse da Dearháir bare brokkede løs ud i gangen, hun tog den kop hun havde i hånden og smed den i gulvet. " nu det nok!" sagde hun vredt, hun blev lidt forskrækket over sit humør skift. Det var lige som den gang hun var 16, humør skift konstant og nu ... igen! Hun gik ud i gangén. " nu stopper du ! normal!? nu tager du dig sammen du gør! " sagde hun vredt " jeg gider ikke høre på "jeg vil være normal for så bla bla !" sagde hun med en dyb stemme for lyde som ham bare lidt dummer. " Det tydeligvis dig der ikke vil have mig ! fordi jeg mundan og ååh det er så forkert fy fy!! slemme Adia! skal nok blive født som monster næste gang! "halv råbte hun " det.." Hun så forvirret på døren hvor en af drengnede, havde banket på. " ja jeg okay ..." mumlede hun højt, og låste døren .

Deartháir kunne atter mærke hvordan hans rygsøjle forvandledes til metal også, og det hjalp ikke at fodbold drengen stod udenfor og begyndte at true ham verbalt, "Adia en ting må stå fast, at jeg aldrig har elsket nogle ud over dig, men hvis du ikke tiltror mig det kan jeg ikke gøre noget ved det, jeg giver i helvede om hvorvidt du er mundan eller ikke, jeg ville bare være sammen med dig" han lagde hånden på dørhåndtaget, "jeg er bare ked af at jeg ikke selv kunne være noget bedre for dig, thi i mine øjne har altid kun handlet om dig"

Adia fik tårer i øjne " Jack havde ret! " skreg hun vredt " du er og bliver et dumpet fjols!!" sagde hun vredt, og låste op inden han rev døren af. " tag hjem til din veninde Castella eller hvad hun i alverden hedder ! jeg så fucking ligeglad ! jeg vil ikke have sådan et monster som dig i mit hus igen !" *lige ud over Jack * tænkte hun, og gik ind soveværelset og smækkede døren i og lagde sig på sengen og begynde at græde .

var det ikke fordi Deartháir stadig stod og holdt i døren havde fodbold drengen kommet løbende ind så snart han hørte døren blev låst op, "du kan lige våge på at røre hende din pyhsko" råbte drengen stadig udefra, Deartháir åbnede døren så drengen af ren iver sprang ind med halvdelen af kroppen, og fik klemt hele hovedet ind for at se direkte ind i Deartháirs 8" Dan Wesson, "hør så her knægt, jeg tror bare du skal smutte hjem igen" drengen sank en klump og listede ganske stille, kridt hvid i ansigtet ud igen så Deartháir kunne lukke døren, og gik ind imod Adias værelse, "tror du det er det som det handler om?" spurgte han roligt og lagde en hånd på døren, "at jeg ikke vil være sammen med dig for at være sammen med Castella? Adia, Castella danner par med min bror Miller, for mig er hun en kollega end som en ven"

" jeg da lige glad med hvad fuck hun er! bare skrid!" skreg adia i en blanding af vrede og sorg. Hun lagde sig med ansigt begravet i sin puder og græd.Lidt efter hun satte sig op igen og så hen mod døren, og rystede på hovedet. Til at starte med overvejede hun at blokere døren men hvad skulle det hjælpe, han får den bare åbnet alligevel. Hun rejste sig op, og gik hen og kiggede ud af vinduet hvor hun prøvede at tage sig lidt sammen.

"du kunne da i det mindste sende mig afsted i en ordenlig tone"sagde Deartháir og lod hånden glide ned af døren og vendte sig derfra, og begyndte atter at gå imod hoveddøren, han tog og roede lidt i den dybe lomme og fiskede et lille metal krucifiks op og lagde det på skænken i gangen inden han åbnede døren og stilte sig lige uden foran huset

" sende ham afsted i en ordenlig tone tsk, fortjener han ikke" mumlede hun, og gik hen for at lytte " han er gået..." sukkede hun. Ikke fordi hun havde regnet med at han var blevet men, hun hadet bare at diskuter og skændes med andre. Hun åbnede døren og så ud i gangen, hun fik hurtigt øje på den krucifiks der låg der. " han må have glemt den, det godt jack ikke er her " mumlede hun, og skynde sig hen og tog den. Hun åbnede døren hurtigt " DEARTHÀIR VENT! du har glemt noget!" halv råbte hun, og rakte den i vejret.

"jeg har ikke glemt noget, men ligger den som et minde.... du ved hvordan vampyrer de er," sagde han og slog hætten op inden han satte sig over motorcyklen, "gør mig den lille tjeneste at beholde den på dig, bare for at være på den sikre side" han drejede nøglen og fik let startet maskinen

Adia løb ned til ham " nej det vil jeg ikke ... ikke mod min egen ven." sagde hun, og tog fat i rettet på motorcyklen." Jeg vil ikke have et minde fra dig, og slet ikke et der piner min ven." sagde hun hårdt " så synes du skal tage det med dig ellers ædelægger jeg det bare, og smider det ud eller brænder det." hun kiggede ned i jorden " undskyld, men vil bare ikke have sådan noget når det ikke lige frem bringer lykke hos mine venner, som du alle prøvede at udslette fra jordens overflade" hun bid sig i læben " jeg håber du kommer videre, og du finder kæreligheden en dag." sagde hun, og smid korset ned foran ham og vende om for at gå i lejligheden igen.

Deartháir tog fat om hendes håndled, men skyndte sig at slippe da han huskede hvad der var sket sidst de var ude og rejse, og vidste hvad der ville ske med hende hvis han tog for hårdt fat på hende "jeg er ked af det Adia, men på sin vis er vi stadig forbundet, det kan selv jeg ikke gøre noget ved længere" sukkede han og lagde foden ved siden af korset så det smeltede og blev som suget til ham, "du ved min genkæde ligger dybt i dig"

Adia kiggede ned af sig selv " vi ikke forbundet, vi bare .... " hun viste ikke rigtig hvad hun skulle sige hun vende sig i mod ham " At jeg kan lave mig til metal, betyder ikke at vi forbundet på nogen måder." mumlede hun " det.." hun knyttede sine hænder en smule.

"hvad vil du dog så kalde det?" spurgte Deartháir og slukkede atter en gang for motoren, så prøv at komme her over en tur med hånden, så skal du se at der er mere i dette end du går og tror," sagde han og rakte en hånd ud imod hende, "metallerne er forbundet, og det vil du kunnet se"

Adia så ham i øjne. Hun overvejede lidt, da hun var usikker på om det nu var en god idé. hun kiggede lidt rundt, og derefter trak vejret dybt. "Hvad ville det betyder ... at vi skal være sammen, eller om vi sagtens kan gå hver til sit ??" spurgte hun, og lagde blidt sin hånd i hans .

Idet Adia lagde sin hånd i Deartháirs begyndte begges, selv om de skulle være imod det at forvandledes til metal, Deartháirs matte metal, og Adias klare skinende, "jeg har ikke den fjerneste anelse om det" næsten hviskede han af forundring, "men der er noget her som vi ikke selv er herre over.... jeg har aldrig set sådanne ting før"

Adia så med en hvis ubehag i øjne på, hvordan begynde at forvandle sig til metal.
Da hun til sidst ikke kun klare det mere, fjernede hun hurtigt sin hånd fra hans i håbet om at bliver forvandlet tilbage. " ikke herre over?! jamen .." hun tav lidt " vi bliver vel kun forvandlet til metal hvis vi rør hinanden ikke??

Deartháir trak på skuldrene, "det vides ikke, som sagt har jeg aldrig set dette fænomen før, men jeg tror nu heller ikke at det er de fleste mennesker som har prøvet at smage på blodet fra en Warlock, men på trods af dit had til mig.. ser det ikke ud som om at du kan blive fri for mig" sagde han og lænede sig ind over styret, "en ting er sikkert, min genkæde er flyder i dine åre, så bed Jack om at lade være med at prøve på noget, det kan gå grueligt galt hvis genkæden reagere på ham"

Adia skulle lige til at lige en hånd på hans skuldre, lod vær. " hvorfor kan jeg ikke blive fri for dig ?? " hun stod lidt og var fuldstændig forvirret. Hun slog blikket ned i jorden " Det kan godt være jack er vampyr, men det betyder ikke at han ikke kan være sød .... han er som en bror for mig " mumlede hun uden at se op på ham.

Deartháir trak på skuldrene, "det har jeg heller ikke styr på, mange ting er sket som jeg aldrig har set før" sagde han og sukkede, "måske er Jack god nok på bunden, men hvis han vil prøve på noget vil det blive værst for ham selv, du vil kunne handle og gøre ting helt uden at vide det, genkæden er blevet stærkere siden du valgte ikke at ville besøge Alkymisten"

" det da klar jeg ikke vil besøge den hekse farlig mand! .. din far havde nær taget dig fra mig, jagtede mig det mest af ferien, mødt en eller anden hotel ejer der elsker kvinder mod deres egen vilje, sindsyge munke, og jeg ved ikke hvad. Så det klart jeg ikke vil gå til den der hekse mand! " sagde hun og kunne mærke hvordan usikkerheden voksede hun havde været en smule bange i al den tid hun havde været alene efter den tur. " så heller jack"

"mange ting gik der som det ikke skulle have været gået, jeg ville have forsejlet min fader for altid, men andre ting spillede ind" sagde han og rettede sig atter op, "og det med Mad Dog kunne du have undværet hvis du da bare havde valgt at tage mit værelse, eller i det mindste at lade mig være tæt på dig"