Den nye Adia

Deartháir så lidt ned af sig selv, "nåår dette?" spurgte han og pegede på flængen hvor efter han trak på skuldrene, "der går ikke så længe igen før det begynder at størkne og danne skorpe, der er mange andre steder du kunne have beskadiget hvor det ville tage meget længere tid før det stoppede igen"

" tak for oplysning " sagde hun og dumpede ned på ryggen i sengen den dårlige samvittighed fik hende til at vende sig om på maven og trækker puden over hovedet hun sukkede " du behøver ikke give mig dårligere samvittighed" råbte hun for han kunne høre det igennem puden

"du skal ikke have dårligsamvittighed over det" sagde Deartháir i håb om at hun ville forstå det og ligge skyldfølsen på hylden, "det der skete der ude var du ikke selv herre ovre, det var et rent instinkt som gik ind og 'overtog' så at sige fordi du følte dig 'overfaldet' og ude af stand til andet"

Hun låg lidt uden af at sige noget, selvom hun fik at vide hun ikke skulle have dårligsamvittighed havde hun det alligevel. Hun fjernede puden. " måske skulle jeg bare droppe det der med at få et barn eller kæreste jeg et monster ..." hviskede hun til sig selv, og hun satte sig op og lagde hænderne i skødet og viste ikke rigtig hvad hun skulle gøre af sig selv. hun ville blive frygtelig ensom på grund af hendes evne til at forvandle sig til metal.

Deartháir kunne ikke lade være med at udstøde et muntert suk, "velkommen til min verden, en verden af misforståelse og had" sagde han og slog ud med armene, "at være delvist metal er ikke altid en dårlig ting skal du bare vide, det kan være meget nyttigt også" han gik hen og satte sig ved hendes side, "du må ikke opgive håbet, lyset er forud... livet er en lang og snoet sti, og ved de mørke steder" han pegede op i loftet, "vil du være mit livs lanterne som oplyser den"

" Lige nu kan jeg intet positivt se ved at være metal " mumlede hun lidt " og mig der lyser dine stier op ??? hvordan det ... vi skændes jo evig og altid og du siger jo selv at jeg kun tænker på mig selv " hun så kort op på ham,og bagefter ned på sine hænder .

"det var nu ikke ment på den måde" sagde Deartháir og begyndte at omformulere sig, nok var han jo selv kristen og kendte til historierne og citaterne, men Adia havde jo ikke brugt lige så mange år af sit liv som han selv til at læse bibler og besøge de store, gamle kirker rundt i verdenen, "det er en lignelse for at gud altid vil stå ved din side, og hjælpe dig med at finde den rette vej"

Adia så undrende på ham "Skal vi ikke lave en ny regl ... at vi ikke nævner gud i mit hus ??? " spurgte hun, da hun overhovedet ikke kunne lide at folk skulle komme og fortælle hende at gud er godt, passer på en osv. hun synes gud var fup! og derfor skulle han over hovedet ikke nævnes i hendes hus da det gjord hende vred. " Du ved jeg ikke tror en dyt på gud og at jeg hader gud lige så meget som din far "

Deartháir trak på skuldrene, "jo... jo det kan der være noget om" sagde han og og begyndte på at rejse sig, "hvis ikke der er andre ting du vil af med sådan lige, så tror jeg at jeg vil begive mig videre" han vendte sig om og begyndte at gå hen imod værelses døren

Adia så lidt ned i jorden " nej .. der var ikke mere .." mumlede hun og og rejste sig op strakte sig kort hun brød sig ikke om at sige farvel så hun valgte at gå ud i køkkenet i håbet om han kende vejen ud men noget tvang hende alligevel tilbage til ham og skynde sig at blokere døren og smilede til ham " siger man ikke pænt farvel før man går ??"

Deartháir kunne ikke lade være med at sende Adia et skævt smil tilbage, "jeg troede da ellers ikke et du var typen som var særlig glad for at sige farvel?" sagde han og trådte et enkelt skridt tilbage fra hende og kunne ikke lade være med at lade blikket glide hen over hende

" Det er jeg heller ikke så du må jeg bare nyde det korte øjeblik" grinede hun, og trådte et skridt frem mod ham hun lagde armene om ham og trykkede sine læber blidt mod hans og lukkede roligt øjne for et nyde det lille sekund hun kyssede ham i

Deartháir var først forvirret over hendes afsked, for et kort øjeblik siden ville hun end ikke længere have ham i sit hus, og nu stod hun og kyssede ham *begivenheds rig dag* var det eneste han som sådan tænkte over, da Adia var færdig med at kysse ham lænede han sig atter lidt væk, "øhh... jamen.. tak.... eller hvad man siger?" sagde han stadig lidt forvirret

Adia så undrende på ham " jamen selv tak " mumlede hun og smilede skævt. Hun forstod godt hans reaktion, det var vildt mærkeligt så meget hun bare skiftede i humør. Hun bid sig i læben, og så lidt ned i gulvet. " nåh men hyg det så længe" mumlede hun og klappede ham på skulderen og gik ud i køkkenet.

Deartháir vendte sig om efter hende, og skulle lige til at sige noget, men eftersom han stadig var noget forundret over hendes afsked ville ingen ord komme over hans læber, derfor vendte han sig om imod hoveddøren, og lod atter det lille kors forme sig ud fra hans hånd og lod den dumpe ned på skænken igen, "far vel kære, og må intet ondt ramme dig" var det eneste han kunne tage sig sammen til at mumle inden han åbnede døren og begav sig ud imod sin motorcykel

Adia smilede lidt over det han sagde " intet ondt ramme mig ?? der intet ondt der tør komme i nærheden af mig når du er i byen " grinede hun, og begynde at vaske op. da hun var sikker på han var smuttet trak hun vejret dybt, og lukkede øjne. Det havde udmattet hende en del at have været så vred.

Deartháir så en sidste gang på huset inden han startede sin nimbus, "må din helgen våge over dig og hjælpe dig til at træffe de rette valg" sagde han inden han kort lod hånden glide over det kors som var fastgjort lige før styret, "lad hende ikke begå de samme fejl som jeg gjorde i mine unge dage" og med de ord lod han cyklen trille lidt indtil han gassede op og kørte stejlende ned af gaden

//out