Den nye Adia

Vida smilede " det går nok det jo bare vind" hun kiggede sig kort over sin skuldre der var rigtig mange ting, hun skulle forklar dem når hun kom tilbage hun rystede kort på hovedet typisk. " lige ud og til venstre ved krydset,så forsætter du lige ud i indtil du kommer til endnu et kryds. Der drejer du til højre også køre du lige ud, og på et tidspunkt kommer der en vej på højre hånd med en masse lejligheder, og der skal du køre ind." guidede hun kort og smilede

Deartháir nikkede og trak hætten over hovedet og fik startet motorcyklen som der startede uden brok, "husk at ligge dig ned sammen med mig når vi drejer, og hold armene om livet på mig" sagde han og kørte den vej som hun havde fortalt

" Javel Sir!" grinede hun, og lagde blidt armende om livet på ham. hun havde prøvet og køre på sådan en før det var dsv. bare ikke med Deartháir, men med en af de der fodboldfjolser. Det var en dag hun var blevet ked af det fordi de drillet hende, og ville løbe hjem men der var jo lidt langt. Så en af dem sagde undskyld, og tilbyd hende at køre hende hjem og hun kunne ikke takke nej så hun havde bare sat sig på og fuldt hans instrukser. da de kom hjem havde han spurgt om han måtte komme med op, men der havde hun spækkede døren i og gået ind for at læse .

De havde ikke kørt længe inden Deartháir kunne køre op ved kantstenen ud for Adias hus, "sidste stop... alle stiger af" sagde han og trak hætten ned fra hovedet, enkelte steder kunne man se små metal flænger hvor sten havde fløjet op og ramt, men de var snart væk igen, "det var jo en meget flot tur må man sige, hvordan har du fået råd til dette?"

Adia hoppede elegant af og strakte sig " arbejde, arbejde, arbejde, " sukkede hun " ekstra vagter, overarbejde, når jeg ikke laver lektier er det arbejde" sukkede hun og blev nærmest helt træt ved tanken om alle de nætter hun havde arbejdet ,gjort rent, passet børn, osv. for at holde økonomien i gang. Hun hoppede fint op af de fine grå hvide trappe sten op til døren, hvor hun låste op og skubbede døren op ind til lejligheden. " kom indenfor beklager rodet har studeret ret meget her for tiden at jeg ikke har haft tid til at ryde op" hun havde bøger liggende over det hele, alle mulige papir som hun havde skrevet på og krøllet sammen. Det lignede nærmest et over fyldt, og meget stresset kontorarbejders kontor. Men hun tænkte at han nok overlevede det.

"jeg har nu været vant til det som var værre" sagde Deartháir efter han havde fået låst motorcyklen fast der ude, "hvorfor havde du ikke bare kontaktet mig for at få råd? alle de jobs jeg har været igennem, jeg har jo ikke så meget behov, ikke som du har haft jo"

" fordi jeg umærket kunne klare mig selv" sagde hun stolt og smid sin taske på gulvet, og jakken kastede hun op på en knage hvor efter hun hurtigt smid skoene og løb ud i køkkendet, for sætte vand over til urt-te som hun havde fået en vane med at drikke. "Men jeg tænkte nok en smule rod ikke skadet " grinede hun, og åbnede skabet indtil til kopperne og glasene. " drikker du te??" spurgte hun, og så siger over skuldren.

"Var du blevet ved på denne måde havde du slidt dig selv helt ned til sidst, Mundaner er ikke skabt til at presse sig selv så hårdt, så længe af gangen" sagde Deartháir imens han roligt fulgte med hende ind imod køkkenet, "jo tak, jeg drikker det hele, jeg er ikke så sart igen"

Adia slog ud i en sød lille latter " helt ærligt ! det passer ikke.. ihvertfald ikke på mig " grinede hun, og fandt to teposer frem og lagde dem i hver sin kop. Hun vendte sig om og lænede sig op af køkkenet bordet med et lille sødt, og charmerne blik i øjne. "men jeg kan vist ligeså godt opgive at diskutere med dig .. jeg vinder jo alligevel aldrig" grinede hun opgivne .

"så har du da alligevel lært et eller andet?" sagde Deartháir med et lille grin, og selvfølgelig med hentydning til at hun ikke burde blive ved med at prøve at mod augmentere ham, da hun alligevel ikke ville få noget ud af det, "men ellers ser det da meget fint ud dette, altså på trods af at du ikke har gjort rent siden du købte det"

" tja lidt men ikke meget" grinede hun og hælde det varme vand der lige var blevet færdig op i det to kopper. Lejligheden bestod af 5 lokaler: Et lille køkken med port indtil stuen.En stue dog intet spisebord, da hun for det meste spiste i sofaen når hun lavede lektier. Et badeværlse og inde ved siden af badeværelset Et soveværelse med udsigt ud til fælles haven og en gang self. " tak jeg også rigtig glad for stedet .. savner bare selskab " sukkede hun, og tog de to kopper te med hen på stuebordet og dumbede sig ned i sofaen. " jeg overvejer at købe en katte killing " sagde hun, og smilede stolt over sin lille idé.

"de er da ikke til at have inde i sådanne lille hus midt inde i byen, lader du dem komme ud bliver de bare kørt ned, og her inde vil de da hurtigt få raseret stedet" sagde Deartháir roligt og satte sig ned ved siden af hende, "men det er jo dit valg, men jeg havde nu nok ikke valgt at holde dyr i sådannet et hus"

Adia rystede på hovedet " hvem skulle så holde mig med selskab ??" spurgte hun, og rettede på nogen af puderne så hun sad lidt bedre. " der jo ikke ligefrem nogen andre dyr der lige så nem at passe som katten .." grinede hun og beundrede ham lidt.

Deartháir trak kort på skuldrene, "hvem ved... måske et eller andet du kunne have i bur, akvarie eller tararie?" sagde han og så ned på bordet, "har du måske noget sukker som jeg kunne snuppe til teen?" spurgte han og pegede ned i koppen

" jo" sagde hun kort og rejste sig op " hmm måske skulle jeg droppe dyrene, og gå til drengende ??" sagde hun, og tog en sukker skål frem og satte på køkkenet bordet. " kan sikkert stadig godt nå at skrive undskyld til ham over sms i aften, hvis jeg hurtig .. så jeg nok ikke ensom de næste bare uger. " tænkte hun højt, og hælde sukker i og satte en teske i og gik hen og satte den på bordet.

"mange tak" sagde Deartháir og tog imod sukkerskålen og tog et par skefulde i koppen inden han rørte det ud, "hvorfor i alverden vil du dog have sådan en? det eneste de populære drenge er ude på er at udnytte en så længe han kan komme afsted med det, sådan har det været de seneste mange år, og sådan vil det altid være"

" jamen fint, så vil jeg da bare være ensom kvinde. " sagde hun og satte koppen til læberne, og nippede til teen og holde koppen i hånden. " og så vil jeg adoptere et barn eller to. En dreng, og en pige. " hun smilede lidt ved tanken " og du burde virkelig til at finde dig en dame ... eller mand ... det kommer jeg lidt an på hvad du til " drillede hun "jeg bryder mig ikke om du alene"

Deartháir fnyste da hun til dels sagde at han måske skulle finde en mand, men også at hun ikke brød sig om at han var alene, "jeg skal aldeles ikke have nogle mand må jeg da være fri... men en kvinde behøver jeg heller ikke, husk på at jeg aldrig har været alene, min person er splittet, og det har den været så længe jeg husker"

Adia sukkede " du har ikke godt af at være så meget alene... du ændrede dig fuldstændig da jeg boede hos dig ... men nu har du jo så ændret tilbage igen... ikke positivt " hun satte koppen på bordet, hun trak bene op til sig så hun sad halvt i skrædderstilling. Hun lod en hånd køre igennem håret " du bliver en gamle rusten spand " mumlede hun " men det du self selv udenom ... du har uendelig tid at finde ud af hvad du vil " hun rejste sig op, og strakt sin dovne trætte krop. " men jeg .. tsk .. jeg har få år eller dage .. eller minutter ... hvert sec nærmer jeg mig døden. " sukkede hun " så om jeg vælger et sports-fjols til mand, det jeg ligeglad med ..vil bare gerne have du børn ud af det, om han så går fra mig eller har en elskerinde fuck det .. vil bare have to børn så jeg aldrig vil føle mig ensom, og prøve at give mine to børn den opvækst jeg ville ønske jeg havde fået. " og så lidt tomt ud i luften hun tænkte lidt tilbage på hendes fortid, alt hun havde været igennem. " en helt anden opvækst " mumlede hun, og strakte sig igen så det sagde knæk hele vejen ned igennem ryggen på hende.

"den fremtid du vælger er ikke den fremtid som passer dig" sagde Deartháir roligt og fulgte hende med øjnene, hver detalje lagde han mærke til, intet gik hans blik forbi, han tog en dyb indånding gennem næsen, og lukkede øjnene, han mærkede Adias aroma, "jeg vælger dette liv da jeg ikke er skabt til at mænge mig med Mennesker og Mundaner, du kender mig, og ved hvilke fare og lure jeg bære rundt på, den sidste jeg elskede var jeg ved at såre, og det ved du... da den person var dig" han åbnede atter øjnene, "du er skabt til bedre formål end hvad du selv tænker, og du ved at jeg vil gå langt for dig, men at jeg ikke er den rette"

" tsk. typisk replik fra mænd der vil slå op med en" mumlede hun " Du har såret mig, det rigtig men du rettede op på det igen!"sagde hun og vende sig i mod ham. "Og det der ikke særlig mange mænd der ville gøre, selvom du sårede mig elskede jeg dig, selvom du fik blandet mig ind i nogen ting som jeg måske ikke burde have været blandet ind i, elskede jeg dig." hun så ned i jorden " lige siden jeg jeg gik fra der da vi kom hjem fra vores livsfarlige ferie så ... " hun tav lidt og rystede opgivne på hovedet *nej Adia ... accepter det han sagde og lev med det* hun trak vejret dybt " Det kan os være lige meget" hun dumbede ned i sofaen lidt væk fra ham, og tog koppen i hånden igen og kiggede lidt ned i den.

"så du tror måske det var nemt for mig?" spurgte Deartháir rusten uden at slå blikket ned, "det valg har plaget mig lige siden, og jeg ville ønske at jeg kunne have valgt en bedre vej, men på det tidspunkt så jeg ingen anden udvej, jeg har så inderligt fortrut siden da, det er jo derfor at jeg gang på gang har stået ude ved skolen, søgt efter dig, du er skabt til mere end en fodbold dreng.... og et monster"

"Det ikke nemt for nogen af os! så den sag ikke længere" mumlede hun og nippede lidt til te'en " Og det du mener jeg er Skabt til findes ikke!" hun lagde hårdt tryk på skabt, da hun synes det var noget mudder (mudder= bandeord)han sagde. Hun bid sig i læben "så er lige glad med hvad eller hvem jeg giver min kærelighed til, om det så er den fyr jeg kyssede med i sidste uge"

"da jeg er hverken din forældre eller værge, kan jeg ikke forbyde dig det, men som din skyts dæmon kan jeg sørge for at andre ikke kommer dig for tæt" sagde Deartháir og gik over og satte sig ved siden af hende, "jeg ved hvad vi to havde sammen, og ja i manges øjne var det smukt, men det var jo også forkert på så mange måder, jeg savner det lige så meget som dig, men hvis du tænker dig om... ville det så være det rigtige?"

" nej! okay du fik ret jubiii igen! slut .. det en færdig debat " sagde hun og rykkede sig lidt væk fra ham. Hun brød sig ikke om den debat de havde fået snakket sig til, den gjor hende en smule forvirret. Hun så længe ned i koppen før hun satte den på stuebordet, hun ville ikke se på ham. Ret barnligt men hun kunne bare ikke lige nu, og lagde sine hænder i skødet. " hvorfor kommer jeg ikke bare til skade og mister hukommelsen, så behøvede ingen af os af lide. jeg vil ikke kunne huske dig eller noget af det der var sket." mumlede hun " det kunne ihvertfald være bedst for os begge to."