Den nye Adia

Adia lagde armene over kors " været tæt på dig dig tsk. jeg har været tæt på dig .. måske alt for tæt " mumlede hun stille, og gik et par skridt tilbage. Inderst inde havde hun vildt meget lyst til at omfavne ham, men hun kunne ikke få sig selv til det .

"var det ikke dig selv som havde valgt at tage et værelse helt alene, ikke et beskyttet et af slagsen, men et værelse som Mad Dog havde ekstra nøgle til, selv om jeg havde advaret dig?" spurgte Deartháir om mærkede atter at han blev kold af metal på ryggen, "jeg vil ikke snakke mere om den tur, ting skete som ikke skulle være sket, det indrømmer jeg, men jeg kan ikke spå eller ændre på fortiden"

Adia kunne mærke at hadet det voksede " kan du ikke bare køre jeg vil ikke se dig igen ... du skal ikke overhovedet ikke være i nærheden af mig mere " hvæssede hun " og du skal ikke røre jack " hun vende om og gik op i mod sin lejlighed.

"kørekan jeg sagtens, det er ingen sag, men du har selv set hvad der forbinder os" sagde Deartháir, "det er stærkere som så mange andre ting, og endnu sværere at ødelægge, du er mærket Adia, og lige så er jeg... vi ville stadig stå bedre sammen, men jeg kan ikke gøre det i din modvilje"

" se der ordet "sammen" igen " sagde hun og stoppede op " Vi dur ikke sammen jeg fortjener bedre er det ikke det du siger??"sagde hun og vende sig om " så der er ikke noget sammen, vi ikke forbundet på nogen måde, du ville bare have en grund til at dukke op og lege helt " hvæsede hun og kunne mærke vreden voksede endnu mere, og der var ved så småt at danne metal i hendes håndflader .

"så du tror bare det er det jeg vil?" spurgte Deartháir og 'sprang' ned fra motorcyklen, "tror du at den eneste grund til at jeg har ledt efter dig så længe er fordi jeg vil lege helt?! jeg elskede dig engang, og et lille håb havde stadig holdt fast i at du måske gjorde det samme, men det ses jo så at du ikke gør" sagde han imens han var gået tættere på hende, "hvad vil du have jeg skal gøre?"

" tja det håb forsvandt da du sagde jeg fortjente bedre alt andet end dig, og fodbold fjolser " hvæsede hun og trådte et par skridt tilbage så der var afstand mellem dem " Jeg skal ikke bestemme hvad du skal gøre, det du stor nok til selv at finde ud af ." sagde hun og fik en meget metallisk klang i stemme. Metalet var godt i gang med at brede sig op af hendes arme, og jo mere vred hun blev jo hurtiger gik det .

"jeg spørger bare hvad vil du have mig til for at du at du vil forstå og tro på hvad det er jeg siger til dig" sagde Deartháir og opdagede så hvad Adia var ved at blive til, "Adia jeg tror hellere vi må tage resten af denne snak inden døre" han gik roligt hen imod hende med hænderne fremme, inde under tøjet begyndte han selv at forvandles til metal, "der er uskyldige mennesker herude"

Adia trådte et par skridt tilbage " du rør mig ikke!! " skreg hun " og jeg gider overhovedet ikke snakke med dig " råbte hun, og spænde kraftigt så de knirkede en anelse. " Jeg vil bare have at du går og det er NU!" skreg hun, og knyttede sine hænder og med et rimelig kraftig slag slog hun ham kraftigt i brystkassen .

Deartháir veg kun en snes milli meter tilbage efter Adias slag i hans brystkasse, og gik nu stadig tættere på hende alt imens hendes metalliske hånd smeltede ind i hans bryst, "så gør det som du gerne vil" sagde han i en let stønnen og tog om hendes håndled og bevægede hendes hånd hen til hans venstre brystkasse så hun ville kunne mærke en klump der slog dybt derinde, "riv det ud og sæt en stopper for dette" han svajede lidt i afkræftelse over Adias hånd i hans brystkasse

Adia så forskrækket på sin hånd der forsvandt ind i hans brystkasse, hun skælvede da hun kunne mærke hans hjerte banken. " Deartháir det kan du ikke få mig til .. slip! det for dumt jeg har overhovedet ikke tænkt mig at slå dig ihjel " sagde hun og prøvede at komme fri dog en anelse forsigtigt så hun ikke ødelagde noget inden i ham

Deartháir trak sig atter væk fra hende, "hvis du end ikke magter det, hvordan kan du så magte at vende ryggen til mig? hver gang du gør det føler jeg denne smerte" sagde han afkræftet og var nødt til at falde ned på det ene knæ for ikke bare at vælte fuldstendig om kuld, hans overtøj var selvfølgelig revet itu over hendes slag, og på hans metalliske brystkasse var en fin flænge kommet til syne, "jeg er ved af at du skulle overvære dette" mumlede han og prøvede at skjule flængen ved at mase trøjen sammen igen

Adia fik tårer i øjne over det hun havde gjort, skyldfølesen skyllede indover hende. " deartháir det må du undskylde jeg så ked af det " hviskede hun ,og satte sig på knæ foran ham " fjern dine hænder og lade mig komme til " bade hun nervøs for hvor stor skade hun havde gjort .Hun prøvede at fjerne hans hænder fra hans ødelagte overtøj " det min egen skyld jeg skulle ikke have været så... jeg var bare så ked af det du sagde der inde og .. det lige meget nu vi skal bare have lappet det hul" sagde hun og kiggede op på ham

Deartháir løftede sit ansigt og så ind i hendes, "aldrig undskylde, eller være ked af det" han satte en knyttet næve i jorden for at støtte sig selv og fik rejst sig mens han tog en dyb vejrtrækning, stadig med en hånd for stedet hvor Adia havde været gennemtrængt, "jeg har sikkert fortjent det på en eller anden måde" han prøvede at grine, men der kom mest af alt en skrækkelig lyd ud af det så han stoppede

Adia så på ham med bekymret øjne " vi må nok heller gå ind, burde have noget vi kan lappe dig sammen med " sagde hun og tog hans hånd *for helvede adia hvorfor tænker du dig ikke om!?* tænkte hun vred over sig selv hun trak ham med indenfor og med inden i stuen " sæt dig sofaen ... jeg henter lige noget" sagde hun og løb ind på værelset efter sin smykker hun havde arvet.

Deartháir lod sig trække med Adia tilbage ind i huset, "nej jeg skal bare hjem til kælderen igen" sagde han stønnende men lod sig dumpe ned i sofaen, men så snart hun var gået rejste han sig atter og gik ud imod hoveddøren og tog i dørhåndtaget

Adia kunne høre ham gå og smid æsken med smykkerne på gulvet og løb ud efter ham " nej du må ikke gå !" sagde hun og omfavnede ham bagfra " du må ikke gå jeg så ked af det jeg har gjort ... jeg var ikke mig selv undskyld" græd hun og strammede grebet om ham

Deartháir slap atter dørhåndtaget, "okay okay" sagde han og tog hænderne op over hovedet, "du vinder..." han sænkede armene og vendte sig imod hende så hun kunne se flængen, "det er ikke noget synligt, det er kun en lille skramme" han trak lidt ud i trøjen, "det er intet at være urolig for"

Adia så på flængen " en lille skramme?? " hun har lyst til at græde " jeg sindsyg " hviskede hun og lukkede øjne kort for at styrer sine følelser lidt " det må du altså virkelig undskyld jeg ved ikke hvad der gik af mig .. jeg kunne bare ikke styrer mig selv, jeg så ked af det, det hele er min fejl ,jeg skulle aldrig havde været så sur ,du havde jo ret hele tiden, og se nu hvad jeg har gjort mod dig, jeg en forfærdelig mundan. " undskylde hun og kærtegned forsigtigt at brystkasse " jeg så ked af det "

Deartháir greb fat om hendes håndled som han havde gjort tideligere, "Adia du skal ikke undskylde eller fortryde, det er denne verden blevet for tosset til at gøre" sagde han og flyttede roligt hendes hånd væk fra hans bryst, "desuden var det mig selv som pressede din hånd længere og længere"

" og det gjor du kun fordi jeg sårede dig ... jeg ked af jeg har været så egoistisk " hun lagde sin anden hånd på hans, som havde fat i hendes håndled. " undskyld gjord det ondt ??" spurgte hun, og så kort på deres hænder. hun var langsomt ved at forvandle sig tilbage igen, hvilket var et godt for så betød det at hun ikke var vred. Hun bid sig i løb og så ham dybt i øjne.

"jeg ville bare vise dig hvad du var i stand til, advare dig om at med store kræfter følger et stort ansvar" sagde Deartháir og så på hende, "mange gange kommer det som et chok når man ikke selv er i stand til at styre det, og det var du ikke her... jeg viser dig hvorfor du skal advare Jack, til dels for hans egen skyld"

Hun vred forsigtigt sine hænder ud af hans greb, hun så lidt den i jorden og bagefter på ham. " hvis du vil tager du bare hjem jeg har bare brugfor at sunde mig lidt oven på det her " sukkede hun da det var chokerende for hende at hun havde mistet kontrollen over sig selv, hun vende langsomt om og gik ind på værelset for at samle alle smykkerne op. Nogen af dem var gået i stykker, andre havde været heldige over ikke at været røget ud af kassen og der for ikke var ødelagt lige som de andre.

"det er ikke unormalt at man er omtumlet og overrasket over første gang man gør ting af denne kalibre," sagde han og lænede sig op af døren, hans krop var atter så småt begyndt at forvandledes til hud igen, og fra flængen begyndte der hurtigt at løbe en tynd stråle af rust rødt blod, "er du sikker på at du ikke har behov for at snakke lidt om det?"

Adia kiggede lidt på sin oldemors gamle smykke " jeg ved ikke rigtig hvad jeg vil " sukkede hun og lagde den i æsken og satte æsken væk hun satte sig på sengen " måske burde du tage hjem før du bliver for menneskelig for så ender det bare med blod ud over det hele " hun gnid sine øjne lidt