Magician for a night ~ Åbent.

Bag ved den tætte halvcirkel af mennesker kunne man høre en munter latter igennem musikken. Hvis man klemte sig igennem folkemængden og overlevede stanken af røg og alkohol, ville ham kunne se en lille kvinde med pink hår i sort kjole og blazer. Hun sad i en af de lækre sofaer, og hendes støvletter var smækket op på bordet der hørte til sofaen. I hænderne holdt hun et sæt kort med en snirklet tegning af Jomfru Maria på bagsiden. Hendes smalle, næsten sorte øjne glitrede udfordrende til en af mændene. En tiltrækkende en.

"Træk et kort, sir!" Hun rakte sin hånd frem imod ham, imens hun holdt kortene frem som en vifte. Hun støttede hovedet i den anden hånd, imens hun så afventende på ham. Hendes negle var lige så mørke som hendes øjne.

Bag den lille skikkelse, det festlige hår og de mørke øjne, gemte Madison sig. Hun ville aldrig bruge sin rigtige identitet til noget så fjollet, og det var intet problem at pynte lidt på udseendet. Lidt trylleglans her og der, og så havde hun fået en hel ny identitet! Og det ville have været forfærdelig for hendes omdømme hvis nogen viste at hun var den hun var. Forfærdeligt, simpelthen.

Manden snuppede et kort, smugkiggede på det, og lagde det ned i bunken i hendes hånd. Menneskerne omkring dem grinede fjoget. Hun sendte ham et smil og blandede kortene, uden at slippe ham med sine fortryllende øjne. Det gik lynhurtigt, og det så ud som om hun havde haft millioner af års træning. De blanke kort blev genspejlet af det vilde lysshow.

Kortene blev bredt ud over bordet. Der var pludselig meget stille omkring hende, og hendes ansigt udtrykte ubetinget fryd. Hun gjorde en hurtigt bevægelse med hånden, og alle kortene stod pludselig i en pyramide. Et svirp med hånden, og så blev pyramiden sendt op i luften i en regn af kort. Hun greb lynhurtigt et tilsyneladende tilfældigt kort i luften, og viste det frem til publikum imens de sidste kort faldt ned på bordet og gulvet i et klodset virvar.

"Var dette dit kort?" Hun viste spar fire op. Manden så meget skuffet ud, da han rystede på hovedet. "Nej." Kvinden satte et forurettet blik op. Så smilede hun let. "Nåå ja," Hun rejste sig leende fra stolen og gik hen til manden der havde trukket kortet. Han så et kort øjeblik ud som om han ikke viste om han skulle gå tilbage, eller gå hende imøde. Hun lænede sig ind imod ham, imens tilskuerne mumlede. Hun stak langsomt pegefinger og langefinger ned i kanten på hans bukser. Mere nevøs grinen bredte sig fra publikum, og manden rødmede så meget at hun næsten fik ondt af ham.

Endnu langsomt trak hun et kort op. Hjerter dronning. Publikum brød ud i latter. Det samme gjorde kvinden med det pink hår. Den unge mand rødmede stadig.

Der var larm og en kæmpe gruppe forsamlet. Hvis ikke der havde banket et nysgerrigt hjerte i dette hankønsvæsen, havde han bare sat retningen mod baren. Skæbnen var en anden, for dér i det levende døde korpus bankede et billedligt hjerte af nysgerrighed. - Og i al sin hemmelighed, sult.
Det var gang i aftenen. Latter og musik flettede sig sammen til en festlig enhed, der sendte bevægelser af rytme igennem hankøns-vampyrens krop. Ikke at det var en dans af elegance eller ynde, men han kunne simpelt ikke lade være. I aften var han blot Callum, en vampyr fra storbyen, der skulle agere som et menneske for en aften. Ingen sult. Ingen legende. Kun Callum.
Pink... Farven af en så skrigende form for opmærksomhed, at øjnene ikke kunne se væk. Det var et dragende, interessant, valg af hårfarve. Med den alder han havde, havde han mødt tilstrækkeligt med disse magiudøvende væsener, at han ikke skulle dobbelttjekke sin hukommelse for fejl eller mærkværdige ideer. Det var en warlock tydeligvis, der gemte sig på allerbedste vis bag et glamour (hedder det også det på dansk?)..
"Kan man nå at være med?" Den dybe stemme skar igennem mængden af forsamlede personer, og få hoveder vendte sig da også i ren nysgerrighed. Han gik frem mod gruppen, frem og brød igennem den. Han var en høj, mørkhåret skabning, der ikke var helt skidt af udseende. Et jakkesæt, snuskede sko og en pjusket frisure: Callum ville nemt kunne ses som forfængelig. Rødbrune øjne så til med åben morskab, som kortene faldt omkring den pinkhårede warlock. Hovedet blev vippet på skrå i en opfordrende gestus.
Callum smilte. Et smil af åben morskab og legesyg intention. Havde det ikke fremgået i hans race og selvbeherskelsen af sult, ville netop dette smil afsløre flere års livserfaring end kroppens udseendemæssige alder.
En fattet hånd greb om hatten, der havde ligget en anelse på skrå, og tog den af i en hilsen. En hilsen der ikke blev givet performancemæssigt særlig meget længere, da moden med hat var gledet lidt i glemslen. Callum holdt fast i traditionerne. Rødbrune øjne studerede med åbenfuld nysgerrighed den kvindelige warlock, ude af stand til at placere, hvorvidt han havde mødt hende før.

// På dansk er glamour oversat til trylleglans :) //

Kvinden slangede kun langsomt og modvilligt sin krop væk fra den unge mand, og det var da kun fordi hun havde fået øje på noget endnu mere spændende. Noget endnu mere skinende, der tiltrak hendes krageøjne, så at sige. En vampyr som til og med tiltalte hende. Smilet på hendes læber bølgede. Det blev altid lige en tak sjovere når nogen af de udødelige legede med. De...han gjorde så stor indtryk på tilskuerne at de næsten stirrede. Især den kvindelige del af skaren. Og hun kunne ikke fortænke dem i at kigge en ekstra gang. Sådan var det hele tiden med vampyrer. De tog sig altid så skidegodt ud.

Det vip han gjorde med sin hat... det virkede bekendt. Noget over måden han bevægede både hovedet og hånden på. Engang havde alle vippet med hatten i selvskab med en ung, skøn kvinde, så det var usandsynligt at hun ville kunne huske ham på hans hat. Og dog? Hun trådte et skridt tilbage på de høje hæle, og bukkede sig frem i en yndefuld nejen. Madison bevægede sig som en anden aristokrat. Vampyren var ikke den eneste der kunne spille det spil. Hun frydede sig let over tanken at hun garanteret var ældre end ham. Hun var ældre end de fleste.

"Selvfølgelig." Hun lod de mørke negle glide igennem det skrigende hår. Selv når hun ledte efter en ny identitet kunne hun ikke vælge en neutral hårfarve. Hun var og blev en dramaqueen der skreg efter opmærksomhed.

I et kort øjeblik bukkede hun sig ned for at samle kortene op, og vendte ryggen til publikum. På alt for kort tid, stod hun igen med kortene i hånden. "Træk et kort, sir." Hun rakte atter kortene frem i en vifte, med sine smidige fingre. "Husk det nu, og læg det tilbage i bunken. Vis det gerne til publikum." Hun stirrede ham dybt ind i øjnene, og man kunne se et blåt glimt bag den mørke trylleglans.

Et smil trak i mundvigene på denne unge herre, der for en aften blot var en almindelig person ude. Der lå en charme og en smukhed over ham, som enhver vampyr fik ved forvandlingen. Det var både en fordel og en ulempe. Hvem ville ikke gerne kunne tryllebinde en ung kvinde blot med sit udseende? Problemet var blot, at Callum ikke var denne type. Ikke rigtigt.
Callum mærkede de vurderende blikke og hørte de fnisende piger. Han lod dem få et enkelt blik, men ellers var hans opmærksomhed lagt på den unge, tryllende warlock. Det lyserøde hår fascinerede ham, skønt det blot var et spil fra galleriet. Hvor nemt det end ville for ham at pille trylleglansen ned i eget hoved, undlod han. Det fascinerede ham. Dragede og skabte en rolle i ham. En rolle, han ikke havde været længe. Fortiden halede ind på ham, og dér stod han: En vampyr i nutiden, der handlede, som han ville have gjort i 1800-tallet.
"Det ville være en glæde at spille med, miss." Callum bukkede fornemt, som mundaner kun så på film omhandlende det 19. århundrede. Han hævede det ene øjenbryn i en indsmigrende gestus og rakte hånden frem mod kortene. Han fik det kort, han ønskede, men med sin klodsethed på nakken, røg adskillige kort på gulvet i en mindre regn.
"Vil i kunne huske dette kort, kære publikum?" Callum hævede stemmen som et dække over de tabte kort, der til hans held havde ryggen opad. Kortet gik et en halvbue rundt i forsamlingen og viste kuløren af ruder konge. - "Vil den unge frøken kunne gætte dette kort?" Spurgte han de omkringstående, der omgående hoppede med på det lille spil, han førte. Denne pinkhårede warlock skulle få sin morskab ført til den søde ende. Hvor latteren var det bedste våben.
Callum bukkede sig i en for en gangs skyld elegant bevægelse og samlede de tabte kort op. Alle vendte væk fra ham, for snyd var ikke en kærkommen ven af ham.
”Værsgo, miss” Hver og et af kortene blev afleveret tilbage til den warlock, han endnu ikke kunne placere. En fjern del af ham, fortalte ham, han havde haft med hende at gøre engang. Et legende og morskabsfyldt smil prydede hans læber. Bolden til underholdningen var blevet leveret til hende nu.

Og han spillede med. Herligt. De fleste vampyrer var altid også med på den værste. Udødelighed havde det med at gøre det ved folk. Det, og at bevæge sig som en person der var trukket direkte ud af en historiebog. Om de havde svært ved at følge med forandringen, eller om de bare var vilde med at opføre sig som gentlemens og misses, det var lige meget. Han spillede i hvert fald rollen fuldt ud.

Hun fulgte hans hånd med øjnene hele vejen hen over de blanke kort. Hendes hoved tippede en smule forover, og det pink pandehår skyggede et øjeblik for hendes øjne. Dog kom de til syne igen, blinkende overrasket, da kortene dalede ned på gulvet. Gjorde han grin med hende, eller var han rent faktisk klodset? Hun kendte ikke særlig mange klodsede vampyrer, men en gang skulle jo være den første.

Hendes slanke fingre strejfede hans håndflade, da han afleverede kortene. Det drillende, koncentrerede smil så ud til at være klistret fast til hendes fyldige læber. "Lad os se om hun kan." sagde hun, med en blød og lavmælt stemme.

Nå, nu til at blande kortene. Først lidt super simpelt overhand shuffle imens hun smilede til publikum, en efter en. "Har jeg fortalt at mit dæk er lidt... specielt? Vi har et meget tæt forhold." Så en glidende overgang til en blanding imellem hindu shuffle og riffle shuffle - indtil hun mistede interessen for deres ansigter, selv hans, og smækkede hænderne sammen med dækket imellem. Da hun igen åbnede hænderne, svævede en kort-sommerfugl op fra toppen af dækket. To kort der åbenbart havde lyst til at baske med vingerne. Publikum trak vejret i forbløffelse som én stort organisme, inden hun fangede den med pegefinger og langefinger. "Det har det med at fortælle mig... hemmeligheder."

Meget langsomt holdt hun dækket op til øret, og kiggede ud over publikum. Hun så fuldstændig overbevist ud om at kortene om et øjeblik ville hviske verdens hemmeligheder til hende.

Callum holdt på de grundregler, der nonverbalt var blevet udtalt engang. De kommet i en tid hvor kvinder var misses og mænd blev tiltalt ved gentlemen. Det virkede næsten ikke som en rolle for den høje vampyr, der havde set verden fra mange perspektiver. Skønt havde han levet længe, og han havde haft adskillige år som vampyr, men tid betød intet for ham. Han var groet fast med stil, som han selv ville omtale det. Med hatten på skrå og jakkesættet var Callum klar til verden udenfor.

Et strålende smil til showet viste en række perlehvide tænder. Han morrede sig over reaktionen, denne warlock gav ham. Meget var atypisk ved ham, hvilket næsten lå som en skygge omkring ham. Smilet blev formet til en tilsvarende hendes, da hendes hånd blot ganske let strejfede hans.

"Du er kløgtig, miss." Det lød næsten som en spinden fra en kat, da ordene forlod Callums læber, der fortsat var trukket op i et smil. I tonen lå et ......Om det var blot var for showet eller ej var ikke til at se. - "Med dine evner gætter du det." Fortsatte han med samme lavmælte stemmeføring, hvortil han blinkede til denne warlock. Smilet veg ikke fra hans læber, der ikke syntes at give slip på de optrukne mundvige. Der var noget indsmigrende over smilet. Noget anderledes.

Det var imponerende. Måden hun behandlede kortene på med en skarp præcision og sikkerhed, der ikke var set mange steder. Hun kunne sit kram med kortene, blande dem på en underholdende og fornøjelig måde. Publikum var godt med med klapperi og imponeret hvisken til hinanden. Callum fulgte kortene på deres eventyr i den blanding, hun formåede at lave. Callum kneb overrasket øjnene sammen, da hun klappede hænderne sammen. Warlocks havde det altid med at overraske, havde Callum igennem sin tid erfaret. Ikke nok med man skulle forvente alt i deres nærhed, var deres magi også en vigtig faktor.

"Hvad hvisker kortene netop nu, miss?" Callum lignede praktisk talt en, der selv troede helhjertet på det. Han fulgte hendes sikre bevægelser med øjnene, mens en et smil med grund i morskab tog form. Denne warlock forstod virkelig at sætte et show op og følge det til enden. Callum fulgte blot med, troende som han end måtte virke.

Et øjeblik holdt Madison hånden for øret, som om hun stoppede kortene, og grinede til ham. Som om publikum var blevet til luft for øjnene af hende. Som om de to var de eneste tilbage. "Din lille charmør. Er du sikker på at du ikke giver mig for meget tiltro?" Og dog viste hun fuldstændig hvad han snakkede om, og hun kunne ikke lade være med at blive en smule skuffet. Selvfølgelig viste hun hvilket kort han havde taget. Det var ligesom en del af hele den-næstmægtigste-warlock-i-hele-New-York-tingen. Men det gode ved det var, at hun også ville vide det hvis hun havde været lige så meget menneske som alle de mennesker omkring dem.

Nå, tilbage til showet.

Hun fjernede atter hånden, og faldt tilbage i sine folder af fuld koncentration. "Uhm... jaa..." Så grinede hun. "De siger i hvert fald at denne mand har et lidt afslappet forhold med sin kones troskab, men det kan selvfølgelig være en løgn. Kortene er af og til nogle værre snydepelse."

Den stakkels mand fik pludselig meget røde kinder, og folkene omkring ham lo, nogle mere anstrengte end andre. Selvom det lød som om hun gættede sig frem, havde hun en fornemmelse af at den kønne unge kvinde han havde kysset ude for clubben ikke var hans kone. Hmm, bare en fornemmelse.

Hun lyttede videre. Denne gang kunne man rent faktisk høre en utydelig hvisken. Som børn der grinede under en leg, som vinden der susede i byens gader. Publikum gispede og hviskede atter. "Denne gang siger de, at denne mand," Hun stoppede op til en dramatisk pause, og tog sig god tid til at pege på en mand blandt publikum. Denne spærrede forbløffet øjnene op, og folkene omkring ham stirrede. "har tre katte derhjemme. Nej vent, fire katte." Han tabte kæben på gulvet. Jackpot. "Og at denne yndige dame har en sygelig fobi for højder." Hun gispede sigende.

Madison tog et afslappet, gyngende skridt frem imod publikum, og luften var tyk af spænding. Hendes øjne var smalle, og hendes skæve smil bredt. Det skrigende hår fejede om hendes spidse kindben og glødende mørke øjne. "Og de siger at Deres kort var" Hun snuppede et kort fra bunken, og snurrede det rundt. Et øjeblik var kortet Jomfru Maria, det næste var det en mandsskikkelse derpå. Et øjeblike så det ud som om det var denne unge mand, Callum, der havde forvildet sig frem på det blanke papir, under den tunge krone, men da hun holdt kortet stille igen, var det igen den velkendte mand i profil med fipskæg og krøllet hår. "Ruder konge." hviskede hun med åndeløs stemme. Skide dramatisk som altid.