en forhadt dag - åbent for alle

Tid: 12:43
Sted: Den irske bar på Manhatten
Vejr: Tåge og dis hersker dog lyser et lyn af og til himmelen op, intet sollys så alle racer kan være fremme
Omgivelser: ingen andre i baren end undertegnede og bartender, gaderne er også forholdvis tomme
Påklædning:

Ak ja, denne dag skulle han aldrig have forladt det gamle kælder rum som han kaldte for et hjem, lykken havde ikke just tilsmilet den skotske kæmpe, og det var til dels også derfor han var at finde hvor han var
Nok var Deartháir skotte af hjerte, men han havde endnu ikke været på en bar som kunne hamle op med denne irske af slagsen

End ikke de glas som stod ved hans side havde haft virkning på hans humør, hvilket jo kun glædede ejeren som atter skænkede øl og andre godheder inden han vendte tilbage til det lille bagkammer hvor et fjernsyn kørte med en baseball kamp, Deartháir så lidt ned i det mindre glas han havde fået og mumlede for sig selv, "alkohol er en gift, men dog siges det at svaret skulle ligge på bunden" og han vendte nakken tilbage og lod indholdet fylde hans mundhule inden det løb videre ned i svælget, "hellere ikke her stod der noget" sagde han lettere ærget og satte glasset fra sig

Påklænind: Kig her

En skikelse, gemt under en sort paraply, vandrede langsomt ned af den lange og tågede gade. De højhælede sko klikkede melodisk mod de fugtige fliser, og de grønne øjne fulgte hvert enkel person som deres krop forbipaserede. Jo Castella var som altid i det vagtsomme, men stadig afslappede, humør der fint kendetegnede den italienske kvinde. Smuk, høj, elegant, og snu som hun var, bevægede hun sig ned mod Den Irske Bar, som her på det sidste havde været et sted, hun havde holdt ekstra godt øje med. Der havde jo trods alt været lidt varulve ballade der, for nogle måneder siden, og bossen havde bedt hende om at sørger for, at roen blev vedholdt der, hvilket hun selvfølelig fint havde sørgert for. Som altid.

Døren indtil baren blev åbnet, og den høje kvinde trådte graciøst ind i rummet, mens det rolige blik gled rundt, og hurtigt stødte på en velkendt personlighed. Smilet, der faldt over de smukke læber, var venligt og lige så roligt som blikket. "Kæreste Deartháir...Det er ikke godt for dig, at drikke der alt for fuld i det billige alkohol. Tænk på dit helbred" smilede hun blidt, og gik over mod den kære ven.

et svagt smil spillede over Deartháirs læber, "den stemme kender jeg...." han lukkede øjnene, "thi selv den skønneste af de skønne, og den smukkeste af de smukke vil måske være den som bliver din død.... er du sendt for at gøre det af med mig?" spurgte han og vendte sig roligt imod hende, "tro mig på mit ord, ser du regningen vil du ikke mene at dette er billige drikke, men sæt dig da sammen med mig, jeg kunne bruge noget godt selvskab, med en som kender hvad jeg gennemgår"

Castellas smil var roligt, alt imens hun lyttede til hvad Deartháir fremsagde. "Smirende som altid kære" smilede hun drillende, og satte sig elegant ned ved vennens side. Han stank af alkohol, hvilket heller ikke helt kunne skjules grundet de mange øl glas, der stod på bordet foran ham. "Kære Deartháir" begyndte hun langsomt. "Jeg er hverken kommet her for at dræbe dig, eller belære dig. Blot for at sige, at du burde passe på dit helbred. Ingen af os er jo helt unge mere vel?" Hun smilede igen skævt, og kastede et let blik over mod krofatteren, som hurtigt for op og begyndte at skænke hende en drink. Klog mand.
Den solbrune hånd gled hen om vennens glas, og langsomt trak hun det væk fra ham.
"Du har vist fået nok for i aften kære"

Deartháir kunne ikke lade være med at grine svagt da Castella tog hans glas fra ham, og bartenderen så lettere bange til, han var jo ikke vant til at folk kunne drikke så meget som skotten lige havde gjort, og stadig bevare sit sind rent, "det er kun endnu en af mine mange forbandelser.... tænk at jeg kan blive ved med at opdage nye hele tiden... men en fyr som har min massefylde... jeg forbrænder alkoholen før end at jeg har drukket den jo, end ikke rusen kan man få lov til at nyde længere"

En let og alligvel kølig latter undslap Castellas fyldige læber, da hun hørte Dearháirs svar. "Årh kære, du skal se at det nok er bedst sådan" smilede hun venligt, og tog et let greb om den martini der blev stillet foran hende. Glasset blev ført op til læberne, og et lille sip blev taget. Hmm...Ikke lige så god, som dem hendes egen bar fremstillede. Men den kunne lige gå.
Da drinken igen blev stillet på bordet, vendte hun endnu engang sin opmærksomhed mod den kære ven. "Så fortæl mig nu...Hvad er grunden til, at du sådan sidder og drikker dine tanker i stykker? Overlad du heller det, til dem der gør det til hverdag"

Deartháir sendte bartenderen et blik som med det samme fik ham til at gå tilbage i det tilstødende lokale og skrue lidt mere op for tv'et, og et suk undslap Deartháir, "hvad grunden er? det er et vanskeligt spørgsmål med flere forskellige svar... det er sandt at sige lettere at fortælle dig hvad grunden er for at jeg ikke skulle have siddet her" sagde han og lagde hovedet i hænderne
"kære, du kender mig bedre end de fleste, men stadig ikke godt nok" sagde han endelig efter at have siddet stille i et stykke tid og kigget i bunden af det nærmeste glas, "men der er en som virkelig prøver min tålmodighed af, en eller anden satan som trækker i trådene... MINE tråde!!"

Godt nok var Castella en meget inteliktuel og forstående person, med mange forskellige personer bag sig i den magiske verden, forstod hun ikke et ord af, hvad Dearháir sagde. "Undskyld kære.." smilede hun skævt, og lænede sig lidt tilbage i bar stolen. "Godt nok ved jeg en masse ting, om mange forskellige tråde, men som du selv så fint siger, så kender jeg ikke så meget igen til dig. Hvilke tråde? Livstråde? Kræftråde? Kærligheds tråde?"

"du rammer rigtigt på alle tre gæt kære, men der er mange flere tråde i dette spil, jeg er blevet udnyttet af mine kontakter, og nu er de alle igang med at vende ryggen til mig" sagde han og sukkede, han tog et øl krus og satte det under hanen til øl fontænen der stod under baren og skænkede op til sig selv, "nogle gange er jeg bare træt af det liv man har i disse skikkelser, et flere tusind år langt liv? kræfter der han lægge det halve af regeringen øde? og det at man ikke kan komme tæt på andre i frygt for man mister kontrollen.... du har set hvordan 'han' kan være, men du har ikke set 'hans' nye skikkelse"

Castella lyttede tålmodigt til hvad Deartháir fortalte, alt imens hun en gang imellem sippede til den syrlige drink. Hans forklaringer lød meget normale. I et hvert Warlock liv, havde man en følelse at det uendelige liv blev en tand for meget. At man mistede alle dem man havde kært. Og det var jo rigtigt. Man mistede for det meste dem man havde kært. Enten døde de af alderdom, og ellers blev de dræbt.
"Kære det problem du har, er et uløseligt problem. Vi Warlocks er jo ikke blevet givet evigt liv for ingen ting. Det burde du af alle da vide. Men har dette noget med den lille tøs at gøre?"

Deartháir kom til at knuse kruset da Castella nævne Adia, "den lille hugtandsgnasker der?" spurgte han og kunne ikke lade være med at fnyse ved tanken om hende, "hun hygger sig med de døde, og ikke fordi hun selv er død... endnu" han vendte sig rundt på stolen og rejste sig imens han langsomt gik væk fra baren af, "mange ting har ændret sig, og jeg kan mærke at 'han' snart er ved at slippe fri igen, jeg har brug for at 'forsvinde' i et stykke tid"

Castella fejede lettere elegant de glasskår, der var landet på hendes arm, af inden hun igen kiggede på den store kæmpe af en ven. "Din vrede er vist groet til det uendelige" konstaterede hun, og rejste sig langsomt op, og gik over imod ham. "Kom med. Du har det ikke for godt. Lidt luft burde hjælpe på tempremannet" Roligt tog hun fat ham hans arm, og trak ham med ud af døren, ud i kolde aften luft. Her ude hvor lydene var højere, himmelen var større, tankerne vildere.

Deartháir trak sin arm til sig, og gik et par skridt tilbage, "ja.. ja men vrede er stor, det eneste den overgås af er min styrke, en meget farlig ting at blande sammen" sagde han og vendte sig for at gå tilbage indenfor, "og det er ikke nogle særlig smart ting at begynde at lege med, og ikke for noget, men det er ikke et syn for dig, jeg ved dy har set mange ting, ting du slet ikke burde have set, men dette er slemmere end hvad du kan forestille dig"

"Dearháir" lød hendes nu skællende stemme. "Bliv her" Hun stod fast på det sted, hvor han havde forladt hende. Hun rystede langsomt på hovedet, og foldede sine hænder. "Undskyld kære. Det var ikke meningen, at jeg skulle råbe af dig. Jeg ved bare, at jeg ikke vil kunne tilbyde dig mig hjælp, hvis jeg ikke kender til dit problem" Langsomt vendte hun sig om, og gjorde en mine til at gå. "Men det er dit valg"

Deartháir stoppede op ligesom han var nået til døren og vendte sig til hende, "du har ret, hvis ikke du ved hvad der sker kan du ikke hjælpe, og jeg tror det er bedst på den måde fortiden" sagde han og gik tilbage hen imod hende, og lagde armene omkring livet på hende, "det er ikke fordi jeg ikke tror på at du kan klare det, men jeg vil ikke have at der skal ske dig noget, mit bekendtskab er kun blevet farligere med tiden, og jeg skulle have sagt det før"

Castella smilede tilfreds, da Dearháir vendte sig om mod hende, og igen kom tilbage. Hun vidste han ikke bare sådan ville gemme sine hemmeligheder for hende. Specielt ikke for hende. "Hvad er det så kære, som du har haft så mange problemer med?" spurgte hun roligt, og tog hans arm så de kunne spasere ned af den lange gade, ned mod havnen.

Deartháir så sig grundigt om sukkede han, "det er ikke nemt når man er den eneste der kan bevæge sig i de tre verdener (Himmelen, Jorden og Helvede) og det er nedbrydende på så mange måder, og nu vil de have fat i mig både fra den øvre og nedre verden for hvad jeg har erhvervet mig på et af mine seneste besøg, men det var da også kun med nød og næppe jeg kom væk derfra"

Castella nikkede bekræftende, til hvad Deartháir sagde. Hun forstod udemærket godt, at problemer med de to andre verdener virkelig var et stort problem. Det var trods alt to meget almægtige mænd der regerede disse to steder.
"Jeg forstår dig udemærket" sagde hun roligt, da de var drejet om en hjørne, så de nu kunne se havnen. "Jeg havde engang en affære med Lucifers bror. Det var han ikke alt for glad for... Men fortæl mig nu kære, hvad det dog er du har gjort?"

Deartháir sukkede dybt, "meget kan man sige om dig, men du bliver da ved" han 'smuttede' en lille mønt frem fra håndfladen og knipsede den op i luften, og da han greb den havde den ændret form til et gevær, "det er det kraftigeste våben du kan finde i de tre riger, det har magt til at udslette alt fra Dæmoner til Engle, den som bliver ramt af en kugle vil hverken kunne komme i Himmelen eller Helvede, man vil bare være ude af historien permanent, jeg hørte om den første gang jeg var i Helvede, forfærdeligt sted, ikke et sted værd at tage hen... flammerne er ikke det værste, det er det man ser" sagde han og tav lidt inden han snorrede geværet rundt om fingeren til den atter blev den lille uskyldige mønt som han lod suge ind i hånden, "men det er farlig viden, alle er ude efter den, du må ikke lade dem tro du kender noget til den, for det vil kun blive værst for dig selv"

Castella så facineret på våbenet, alt imens en lille glød tændes i hendes øjne. "Shiny.." hviskede hun betaget, som en lille kattekilling der havde set en garnnøgle. "Hvordan fik du fat i dette...Våben?" Stemmen var yderst betaget, alt imens hun så at mønten igen gled ind i vennens hånd. "Og du burde kende mig bedere kære..." sagde hun med sin normale stemme. "Jeg roder mig ud i så meget, at lidt himmel og helved nødigt kan være det største problem"

Deartháir kunne ikke lade være med at grine "'lidt himmel og helvede'?" sagde han og så på hende med en alvorlig mine, "dette er nok til at de får ravnerok til at gå i gang, dette relief har aldrig været meningen at skulle være skabt, det er for farligt for både Engle og Dæmoner" han så på hende med en hemmelighedsfuld mine, "om hvordan jeg fik fat i det?" spurgte han roligt, "jeg har mine metoder, det var bare hurtigt ind og ud, ingen opdagede det der, det var først da jeg tog derfra igen"

Castella smilede skævt, over Deartháirs lille fortælling. Han var virkelig utrolig. Et så svært job, ville kun hun selv have gjort lige så godt. "Jeg er imponeret" smilede hun, og trak ham med ned af en havnekaj. Skyggerne var tungere her, mørket mere masivt og månens lys så ud til at fate sammen med den skumle tåge. Et sted hvor halv uhyggelige typer kun kom. Også dem. "Og hvad har du så tænkt dig, at gøre med dette våben?"

"jeg vil gøre alt hvad der står i min magt for at ingen af siderne får fat i det, den Engel som lavede reliefet så først da det var for magtfulgt en ting, og om aftenen kom en Dæmon på besøg og... ja... brugte Engelens eget relief imod sig, og derpå forsvandt Dæmonen med den, og den har pænt ligget i den lille kuffert i år hundrede," sagde Deartháir men tav så da han så nogle skikkelser længere nede af kajen

Castella nikkede roligt til, hvad Deartháir fortalte. "Aha...Spænende" sagde hun roligt, alt imens hun med et blidt greb holdte fast om hans arm. "Men der må da være en dybere mening med dit lille kup. For jeg tror næppe at du har taget hele vejen til Helvede, bare for at sørger for, at ingen af siderne for fat i det våben"
De kom ned til kajen, hvor det kolde havnvands brusende lød mod den glatte træ kaj.

Deartháir sukkede let, "du har ret... jeg kan lige så godt lade være med at blive ved med at pakke sandheden ind i sømands historier og andre lignelser" sagde han og fæstnede sit blik på hende, "jeg tog det med hævn i tankerne, mit sind var formørket i den tid jeg tog den, og først da jeg havde fået min hævn, fandt jeg ud af hvor magtfuldt det var, og derfor kunne jeg ikke lade våbenet komme tilbage hvor jeg havde taget det fra"