Jobs well done - åbent for alle

Tid: 14:53
Sted: Gaden, PT. en åben bar
Vejr: Solen skinder, og en let brise
Omgivelser: Enkelte sidder eller går rundt
Påklædning: beukser, skjorte, vest od slips

En stor skikkelse kom med et fredeligt smil på læberne, det havde været en yderst indbringende dag denne, han havde netop næsten lige afsluttet et fint, velbetalt arbejde for en fra de andre racer *selv om man ikke er lige påskyndet hos dem viser det da bare at der stadig er nogle som vil betale for at få arbejdet gjort uden at der efterlades spor* tænkte han satte sig på en stol henne i det ene hjørne og ventede på at der ville komme en for at servere

PÅ: Et par lange sorte pose bukser, med seler hængene hist og her. En sort T-shirt med en blodig skikkelse af en morderisk person og med blodpletter smattet ud rundt omkring på det sorte stof og til sidst en sort oversize hættetrøje.

Langsomt travende ned af gaden kom en lille teenage pige gående med håret så stort at det dækkede det meste af hendes ansigt. Hendes overdækkede hænder var blevet begravet dybt i lommerne og tøjet sad præcist sådan at de brandsår som for nylig var blevet lavet, stadig blev dækket. Hun sukkede dybt og knugede let om den forbinding som hun havde bundet om sine betændte sår på hænderne. *Oi… Den warlock kunne vist ikke lide mig..* sagde hun og kluklo let for sig selv ved at tænke tilbage på den melodramatiske scene. Hun kørte håret tilbage i en glidende og selvsikker bevægelse så nogle lange sår som snoede sig op af halsen på hende kom til syne. Hun havde været på rov i byen for at lede efter nye forsyninger, dog uden det store held. Plus havde hun hverken appetit eller lyst til at ødelægge nogens dag i øjeblikket (i hvert fald ikke sådan kæmpe meget). Og det var ret usædvanligt for hende. Hun stoppede op et øjeblik og kiggede op på solen. Selvom hun var irriteret over det skarpe lys nød hun den sælsomme brise der snog sig igennem gaderne også selvom den fragtede den ubehagelige og forfærdelige lugt af menneskets forurening med sig. Hun rynkede hurtigt på næsen hvorefter hun kiggede op og fik øje på en velkendt skikkelse. Den person der sad lige for næsen af hende, var den selvsamme Warlock der før i tiden næsten havde knækket hendes kranie i to. Et spændt smil drog på hendes læbe og hun dumpede ned i stolen ved siden af ham og kiggede både udfordrende og afslappet på ham. ”Gir du noget..?” spurgte hun som om de havde kendt hinanden i årtier og smilede selvbevidst til ham med et hævet øjenbryn.

Deartháir så kort på fra den avis han havde fundet bed bordet, "åhh nej er det nu dig igen? hvorfor i alverden er du begyndt at følge efter mig?" spurgte han og foldede roligt avisen sammen på midten og lagde den ind på bordet, "ved gud du er grimmere end jeg husker dig, selv efter Millers og mit forsøg på at gøre dig pænere" sagde han uden hentydning til spydighed eller noget i stemmen, "har du ikke et ben du skal have gravet op et eller andet sted? jeg er ikke interesseret i dit selskab lige nu"

Lucia svingede benene op på en stol ved siden af og kiggede grinene over på ham. ”Så fighsty du er i dag. Og jeg som troede, at jeg ville være den uhøflige her.” sagde hun og smilede for sig selv. ”Mhah, men i det mindste er jeg stadig kønnere end den pyroman. Men igen der skal sgu ikke meget til at slå et ansigt som hans.” sagde hun og sank let ned i stolen. ”Hvordan har warlockveninden det så..?” spurgte hun og løftede på smilebåndene i en underholdt grimasse. ”At dømme ud for alt det blod der væltede ud da jeg stak hende, må jeg ha ramt hende rimeligt godt.” spurgte hun og kiggede over på ham som var det et ganske normalt spørgsmål.

"hun klare det helt fint tak, der er intet syn efter det længere, det eneste der undre mig er at du er så fordrejet at rende rundt med dem, en dag går det galt for dig" sagde han og gik hen til et andet bord for at slippe for hende, "kan jeg bede om en sort kaffe tak? ekstra stærk?" spurgte han kvinden som stod bag disken og så ud til at hun lige var kommet fra den vildeste druk tur

*Huh så hun har taget det lidt bedre end mig...? selvfølgelig stak jeg hende også kun og de satte også ild til mig..." tænkte hun på sin hvis mumlende og vente sig mod ham igen.
"Har du da en bedre ide til hvad jeg kan lave..?" spurgte hun og fulgte ham med øjnene som han rejste sig op og gik hen til et andet bord. Hun rejste sig bare op bagefter og hoppede op på en tynd mur foran ham hvor hun balancerede på tåspidserne. "Folk er ekstremt underholdene at pisse af. Se på dig selv. Jeg har ikke engang gjort noget endnu og du er allerede tøsesur." sagde hun lagde smilende hovedet på skrå. "I er faktisk det der har været mig mest til fornøjelse også selvom det også er jer der har påført mig mest smerte. I hvert fald i den tide jeg har været fri." sagde hun bagefter og lod sine arme hvile på sine knæskaller. "Så man kan sige i er det tætteste jeg har har haft af legetøj og underholdning eller hvad børn på min alder åbenbart kalder det nu om dage." afsluttede hun og pustede legesygt til en hårtot.

"nu om dage?" spurgte Deartháir uden at flytte blikket fra avisen, "vil du da lige opføre dig som en på 11 år, du er ikke syg i hovedet og totureret, du kan ikke rende og bære knive på armene" sagde han og rettede sit blik op imod hende, "du kan ikke overleve der bliver sat ild til dig, eller se efter dine øjenæbler er brændt, det eneste du er er et forskruet barn der burde være på den lukkede, ellers kan jeg jo bare gøre det af med dig, det er begrænset hvor meget smerte du kan klare, og efter jeg sprang ned på dig burde dine knogler være støv nu"

Hun kiggede fjollet på ham og smilede i galskab. "Joh forstanden forsvandt jo for længst." sagde hun og tegnede usynlige cirkler ud fra hendes tindinger hvorefter hun brød ud i en let latter. "Børn nu om dage er afskyelige, hvorfor skulle jeg have det mindste lyst til at være lige som dem..?" spurgte hun derefter i en tone der tydeligt sagde at emnet ikke ligefrem gjorde hende i bedre humør. "Og det er sgu da heller ikke min skyld at du og dine venner vælger at smadre mig og futte mig af. Det var jeres valg at gøre sådan noget mod en på min alder." sagde hun bagefter og sukkede.

"ja det var jo for at lære dig at 11 årige piger ikke kan komme ind på sådanne diskoteker som det vi var inde på" sagde han og tog imod sin kaffe da kvinden endelig fik taget sig sammen til at få den serveret, "mange tak frue" sagde han lettere sammen bidt og så op på den lille pige, "er du her virkelig endnu?"

"Der er altid en vej ind alle steder. Der er bare mange der er virkelig dårlige til det. De er nogle værre amatører." sagde hun og trak på skulderne og smilte. "Yup, og hvem siger at du skal bestemme hvornår jeg skal gå.?" spurgte hun og kiggede småsmilende på ham. "Det er faktisk utroligt fascinerende at selv på en dejlig dag, kan jeg pisse dig så meget af. Er det fordi jeg ikke dør når du vil have jeg skal, eller er det bare pågrund af det faktum at jeg er varulv..?" spurgte hun og kiggede afventede på ham med et drillende smil.

"kunne du i det mindste ikke lade være med sådan at side og flagre oppe på en mur?" spurgte han og drak af kaffen, "det er ikke meningen at Menneskene må kende til os jo" hviskede han op til hende, "så kom da for den da her ned og sæt dig lidt mere formelt end som du gør der"