Gamle fjender, gamle løfter. ~ Katherine and Isabelle

Vejret i dag var efter hans hoved. Der var en kulde i luften, som blev spredt af en hård vind; alle skulle kunne mærke det. Over himlen var der blevet trukket et stort, tyk tæppe som ikke lod en enkel solstråle eller glad følelse slippe igennem.
Møgerne fløj hen over det deprimerende billed så hurtigt som muligt, mens de skrev deres fortvivlende skrig. Ja... Another great day in God's country. Det var en dog dag i dag. Ingen skulle have lod at ødelægge den. Ingen.
Gaden lå næsten øde hen. Enkelte menneske begav sig ud, og når de gjorde var det med bøjede nakker og triste blikke. De grå skyer over dem trak sig tættere og tættere sammen, blev sortere og sortere, mens vinden tog til i styrke. Man kunne næsten lugte den kommende tordenkamp som himlen snart ville udkæmpe. Farverne omkring lavede verden om til en gammel spillefilm. I spillefilmen gik verden under og alle mennesker døde.
Det var stilhed før stormen og han nød det.
”Shadow... Hvor skal vi hen?” spørgsmålet var stillet varsomt og en så stille stemme som mulig. Den lille, tykke mand gik som om vejen var det mest spændende han nogensinde havde set. Han var bange. Meget bange, hele hans kropssprog skreg som at komme væk. Det var en af grundene til, at han beholdt ham. Det var så hamrende morsomt at se på. Derudover var han ydmyg og loyal, til hans frygt i hvert fald, og han skulle vise sig at være nyttig senere.
Men han gik ikke meget ud af sin forespørgsmål end et koldt blik. Manden kiggede ikke op, men knækkede nakken endnu mere.
De to væsner gik videre hen af gaden ligeglad med vind og vejr. Der blev ikke vekslet flere ord i mellem dem.
Videre, videre, gik de.
Han stoppede ved en café tilsidst, The Hunter's Inn. Ironisk. Det trak lidt i hans mundviger og han gik ind med en vaklende, undrende tjener efter sig. Der var spejle overalt i den lille stue og alle viste det samme; en høj, kold skikkelse klædt i en lang, sort jakke. Personen havde guldne øjne, et hvidt, kønt ansigt indrammet af langt sort hår med en hat på hovedet som prikken over i'et. Bag gik en lille, rødmosset tyk mand, med runde, æblekinder iklædt lurvet, gammelt tøj. Som to dråber vand, vel og mærket.
”Watson, get me some ice cream.”
”Yes, sire!”
Jake satte sig ned på de bløde sofaer og ventede. Det var begynd at regne derude. De få folk, som havde begivet sig ud, løb rundt som små, forskræmte høns. Lige om lidt ville Watson komme løbende med is og kakao. Øverste Warlocken har alle rettigheder.
Jep, intet kan ødelægge denne dag.