An old friend - Madison

Sted :: Lige udenfor Pandemonium.
Tid :: Midt om natten.
Omgivelser :: Fulde mennesker.
Vejr :: Det er relativt lunt.
Påklædning :: Klik her

Det var en nat ikke ulig så mange andre. Det var fredag - lørdag, teknisk set - og derfor var der en masse unge mennesker på gaden. Mange af dem var også bare en smule fulde. Lette ofre. Godt nok smagte beruset blod ikke ligeså godt som rent blod, men det var stadig bedre end ingenting. Og enhver havde jo brug for føde. Også Katherine, som var vampyr. Hun havde godt kontrol over hendes tørst, men det betød ikke at hun kunne undvære blod. Og det var ved at være tid til et måltid for hende. Hun ville naturligvis ikke tvinge noget menneske til noget, ej eller dræbe et. Det ville være et brud på den fredstraktat hun og resten af de underjordiske havde med skyggejægerne. Og hun så ingen grund til at bryde en så velfungerende aftale nu. Hun kunne sagtens finde villige mennesker, og hun behøvede på ingen måde at dræne dem. Det var ikke en nødvendighed, det var bare noget nogle vampyrer gjorde for sjovs skyld. Og så måske hvis de ikke havde fået føde over længere tid. Men Katherine sørgede for at holde sig frisk og ernæret, så det var ikke tilfældet for hende. Hun var jo også nødt til at holde sig så skarp som overhovedet muligt, når hun sådan var leder for en hel vampyrklan. Hun var en vigtig person/vampyr, og hun ville altid leve op til sine pligter og ansvar.
Hun var i byen i aften, på grund af netop dette. Hun havde ikke brug for at gå i byen og feste. Klart, hun nød det. Men dog ikke helt så meget som før i tiden. Nu handlede det meste af hendes hverdag om Jason. Han var hendes tabte kærlighed, og nu var han tilbage hos hende. Men det betød ikke at hun ikke kunne have et liv. Og det var denne nat et eksempel på. Hun var klædt på i stiletter, en kort kjole og en blazer. Selvom hun ikke frøs, betød det ikke at hun ville give folk nogen grund til at være mistænksomme på grund af dette. Det var vigtigt at opretholde en vis facade når man befandt sig blandt de mundane, som hun i dette nu gjorde.
Hun stod foran den populære klub Pandemonium, som var et åbenlyst valg til at lede efter et let offer. En ung fyr, som måske gerne så lidt desperat ud, det var en af de rigtig gode. Men hun havde ikke gidet støjen inde fra klubben længere, og nu stod hun udenfor og overvejede om hun egentlig ikke bare skulle tage hjemad. Hendes tørst kunne godt vente til i morgen, og hun var ikke rigtig i humør til en masse højrøstede fremmede.

I Tokyo var det lykkedes Madison at adskille sig af med sin dårlige vane med nattevandring. Måske fordi nætterne allerede havde været travlt optagede med alkohol, shōgi og lettere ulovlig magi. Det var lykkedes hende at sove præcis én nat i sin hotelseng efter hun var kommet tilbage, og så var hun atter blevet uvilligt trukket ud på Brooklyns mørke, regnvåde gader. Utroligt som New York havde den effekt på hende.
Hun havde lige været en tur inde i den nærmeste boghandler hvor hun havde samlet nogle kunstartikler sammen. Det havde været nemt at smutte igennem låst dør og gitter, og heldigvis var der ingen alarmer. Hvad skulle sådan en simpel butik også med dyre alarmer? Hun kunne måske have transporteret hendes værktøjer fra værelset i Banes lejlighed, men hun var i tvivl om de overhovedet stadig var der. Bane havde sikkert pakket hendes værelse ned efter et halvt års tid uden nogen form for kontakt. Han var sikkert helt vildt tøsesur på hende.
Madison blev trukket tilbage til virkeligheden af lyden af tung bas. Det trak i hendes mørke læber. Det var ligemeget hvor længe hun var væk fra byen, hun ville altid kunne genkende den absolut horrible 'musik' som blev spillet på Pandemonium.
De farvede neonlys blændede hende et øjeblik. Hendes blå øjne lynede. Først troede hun at hendes øjne spillede hende et pus. Så løb hun næsten hen til Pandemoniums mørke, omringede indgang, og smækkede armene om den slanke skikkelse der stod lidt i kanten. Hun klemmede sine smalle, overraskende stærke, arme rundt om vampyrens talje, og gav hende et godt klem.
"Katherine, din gamle krage, hvor har jeg dog savnet dig!" Om det var løgn eller ej havde hun selv lidt svært ved at afkode, men det betød ikke så meget i neonlysets skær, omringe af de stirrende teenagere.

Katherine havde aldrig ligefrem været typen som havde tusindevis af venner og bekendte. Da hun var ung, før hun blev vampyr, levede hun i Bulgarien, hvor der rasede en krig igennem hele hendes liv der. Så blev hende og hendes tvilling, Elena, forvandlet til vampyrer. Og lige bagefter døde deres forældre som en konsekvens af krigen - troede hun. Det viste sig senere at det var Elena der havde slået dem ihjel. De havde været hendes første ofre, efter forvandlingen. Elena havde fortalt Katherine sandheden for et par århundreder siden, og siden da havde de ikke snakket sammen eller set noget til hinanden. Katherine havde elsket sine forældre umådeligt højt, og havde altid sat familie meget højt. Hun var fuldkommen knust da de døde, og den eneste trøst hun havde, var Elena. Så man kan vel ikke bebrejde hende for at være totalt rasende på hendes tvilling, efter at have fundet ud af sandheden. Og i alt den tid hvor Elena ikke havde været ved hendes side, og hendes mage, Jason, heller ikke havde, havde hun været virkelig ensom. Og selvom hun ikke lod nogen se det, gik det hende rigtig meget på.
Så derfor havde hun også taget det på sig, at hjælpe en stakkels warlock tøs, for mange århundreder siden. Hun havde mødt denne warlock i Rom, på en af hendes mange rejser rundt omkring i verden. Hun tog også nogle gange til nye steder og boede nogle år, hvis hun kunne lide det, indtil det begyndte at gå op for folk at hun ikke blev ældrere. Det var godt nok historie, nu hvor hun havde en klan og ansvar hun skulle tage sig af, men alligevel. Hun havde taget warlockpigen med ud af Europa og givet hende en oplevelse af verden. Og hun havde faktisk også begyndt at holde af denne pige. Og nu boede hun i New York, ligesom Katherine. Men Katherine havde ikke set noget til hende i meget lang tid, så hun blev godt nok ret så overrasket da hun kom løbende og slog armene om hende.
Så smilede hun bare stort, og krammede warlocken tilbage. "Madison! Jeg kan kun sige i lige måde, hvor var du dog forsvundet hen?" Hun var nødt til at hæve sin stemme en smule, så hun var sikker på at Madison kunne høre hende over støjen fra Pandemonium. Man kunne ikke kalde det for musik, for det var virkelig bare larm. Og måske skulle de faktisk gå hen til et mere stille og roligt sted, hvis de skulle kunne catch up.

Madison havde næsten glemt hvordan hende og Katherine havde mødt hinanden, men når hun tænkte tilbage på sine minder med den stilfulde vampyr, var de fleste af billederne af hende i kyse og stor kjole. Derfor måtte de jo så gå way back. Madison havde aldrig været en kjole-type, ikke engang i 1900-tallet, så de fleste af minderne var farvet af hende der var mere eller mindre konstant jaloux på Katherines ulastelige udseende. Nej, det var først senere, i det 21. århundrede hvor man kunne farve sit hår orange, at Madison ikke havde følt sig fuldstændig umoderne.
Madisons hørelse var udmærket for at sige det mildt, men selv hun kunne ikke høre Katherines stemme over larmen der buldrede ud af Pandemoniums døråbning. Hun tog forsigtigt fat om Katherines håndled, og trak hende lidt væk fra menneskemængden. De personer der stadig stod i kø, havde travlt med at kigge efter dem. Der var rigeligt med neonlys omkring klubben, til at de ikke stod helt i mørke på den anden side af vejen. I nærheden stod der også en gadelygte og flakkede lidt, men Madison regnede ikke med at nattemørket ville være et problem for Kat.
"Jeg er lige kommet hjem fra en lille... ferie. Tokyo. Så eksotisk og spændende." Madison tvivlede på at Katherine var interesseret i at høre om alle de 'warlock-ting' hun havde lavet i Tokyo, og de folk hun havde hunget ud med havde hun sikkert heller aldrig hørt om. Nu hun tænkte mere over det, var det måske også bedst at Kat ikke vidste alt for meget om hvad hun havde foretaget sig i Østen.
"Og jeg fik ordnet håret. Min naturlige hårfarve er tilbage. Kan du huske da jeg havde skandinavisk hår?" spurgte hun, halvt retorisk. Hun lod sine rødmalede negle løbe igennem det halvlange blonde hår. Normalt brugte hun simpelthen bare glamour når hun skulle ændre sit hår, hun levede jo ærligt talt næsten i en glamoursky 24/7, men det var forfriskende for en gangs skyld at have naturligt hår.
Så tændtes en pære over hendes hoved. "Ej, jeg komme ikke vejen for noget, gjorde jeg? Du var vel ikke på... jagt, vel?" Madison sænkede stemme og lænede sig lidt frem imod hende, næsten som om vampyrers blodtørst var en hemmelighed som kun de to kendte til. "Det må du altså meget undskylde!"

Det var umådeligt mange år siden, at Katherine var stødt på Madison for første gang. Og hun havde klikket godt med hende fra starten af, hvis hun selv skulle sige det. Hun var ellers ikke altid den allermest åbne og tilllidsfulde person, men hun kunne godt være det. Når hun kunne lide nogen, kunne hun godt begynde at åbne sig for dem med tiden. Og det havde hun skam også gjort med Madison. Hun fortalte hende måske ikke enhver lille detalje om hendes liv og hverdag, men hun holdt hende heller ikke fuldkommen i mørket.
Katherine havde tilpasset sig tiderne, men alligevel havde hun oftest formået at skille sig ud fra mængden. Hun havde altid sørget for at have det bedste hun kunne, ligegyldigt hvilke ting de end måtte være i den tid hun befandt sig i. Heldigvis havde hendes forældre givet hende gaven af et yndefuldt, smukt ydre, som ofte havde hjulpet hende godt på vej. Naturligvis havde det også skabt problemer for hende ind i mellem, når mænd havde prøvet at tage hende i besiddelse, som om alle pæne piger bare var genstande. Men det havde hun aldrig fundet sig i, og det gjorde hun skam heller ikke nu.
Madison trak Katherine lidt væk fra klubben, men det havde hun nu heller ikke noget imod. Hun nikkede forstående. "Aha. Nå, men jeg er da glad for at du havde en god tur." Hun smilede varmt til sin veninde. Hun brød sig ikke om når folk trængte sig på og spurgte for meget ind til hendes sager, og derfor sørgede hun så vidt som muligt også for aldrig selv at gøre det.
Hun kiggede på Madison's hår, som hun først rigtigt lagde mærke til nu. Hun var vant til at Madison skilte sig ud fra mængden med hendes forskellige hårfarver, selvom de sjældent var andet end glamour. Så hun blev halvt overrasket over at hun rent faktisk havde taget sig tid til at få det ordnet, forreal. "Ja, det kan jeg se! Og naturligvis kan jeg huske det. Det bringer en del minder frem, fra de gode gamle dage." Hun blinkede lidt drillende til Madison. Når mundane sagde 'de gode gamle dage' var det sjældent for lige så længe siden, som det Katherine mente.
Hun affejede venindens undskyldning med en håndgestus. "Der er ingen grund til at undskylde. Jeg havde alligevel besluttet at udsætte det lidt." Hun smilede forsikrende. Hun kunne mærke at hun faktisk havde savnet Madison's selskab lidt. Det var forfriskende at havde en veninde at tale med, selvom det måske bare var om ligegyldige ting.

Tja, de gode gamle dage indeholdt mere end bare mindreværdskomplekser og stramme korsetter, de indeholdt også magiske rejser i ukendte farvande og nye muligheder for ballade på helt nye kontinenter. Madison forbandt tiden med en ny chance for at finde noget nyt at værdsætte i livet - en ting hun vel slap temmelig godt fra, i betragtning af hendes nuværende position. Og hun kunne takke Kat for at hun ikke stadig var fanget i Europa.
Madison smilede skævt, og strøg sit hår om bag øret. "Nånå, der er måske ingen unge mænd der er gode nok til prinsesse Dagslyser." Så kom hun med et dybt suk der var lige så længselsfuldt som teatralsk. "Sådan ville jeg også have det hvis jeg havde et stykke kød som Jason i mit liv."
Så rynkede Madison pludselig øjenbrynene og blev seriøs igen. Hun stak hænderne i lommerne på sin trenchcoat og spændte skulderne, næsten som om hun frøs.
"Har du hørt fra Bane fornyligt? Ved du hvad han går og laver?" Det krævede en del anstrengelse for Madison at holde hendes stemme kølig og i ro. Hun vidste ikke rigtigt om hun var bekymret og nysgerrig omkring en gammel vens velbefindende, eller mere bekymret over hvad han kunne finde på når hun ikke holdt øje med ham hele tiden. "Eller hvad med Clary? Er skyggejægerne på krigsstien?"
Når Madison var på 'ferie', så tog hun det også seriøst. Hun havde ikke skænket New Yorks institut en eneste tanke, og nu ville hun egentligt bare gerne vide hvad der foregik i hendes by.

Katherine havde moret sig sammen med Madison. Og hun havde nok også altid haft en ting med at påtage sig projekter. Derfor havde hun også besluttet sig for at tage den, daværende, unge warlock under sine vinger og vise hende verden. Katherine havde på det tidspunkt allerede selv set en stor del af verden, men hun havde ikke haft noget imod at se den igen.
At Katherine var en Dagslyser, var ikke ligefrem en hemmelighed. Det var heller ikke noget hun gik og reklamerede med, men hvis man kendte hende, kendte man også til dette. Og det gjorde Madison derfor, naturligvis. Hun lo melodisk, over Madison's længselsfulde og teatralske suk og hendes kommentarer. Hun var heldig, og hun vidste det godt. Hun nikkede med et skævt smil på læben. "Jeg ved det, jeg er virkelig en heldig gammel krage." Hun blinkede til Madison, som hun brugte det kaldenavn Madison selv havde brugt minutter før. Man kunne heller ikke ligefrem kalde det for et ugyldigt kaldenavn, eftersom hun jo var gammel. Meget gammel, faktisk.
Hun mærkede det skiftet i alvoren. Så rynkede hun også selv på panden. "Bane? Ikke noget der er meget anderledes end det han sædvanligvis laver. Der har været noget hvisken i vinden om en mundan som prøver at skabe hybrider, og så er Jonathan Morgenstern tilbage, så hvem ved hvad han går og planlægger? Jeg tror skyggejægerne har bedt Bane om at hjælpe med den sag." Hun sørgede altid for at holde sig opdateret i alt der bare muligvis kunne relatere til hende selv eller hendes klan. Det var vigtigt, som magtfuld vampyrleder. "Så vidt jeg ved er alting nogenlunde normalt på den front. Selvom der har været noget knas mellem nogle vampyrer - som ikke var fra min klan, vil jeg godt lige understrege - og varulve. Men hvad kan jeg sige, vi bor i Brooklyn. Dramaet er uendeligt og ustoppeligt." Og det var sådan set på ingen måde løgn.