Dæmonisk aktivitet ~ Madison

Da Madison modtog den mystiske warlockpost, lå hun og gjorde noget der var hende meget ukarakteristisk: hun lå og sov. Hun havde været så melankolsk, og fuldstændig dum, at hun rent faktisk havde taget flyet hjem fra Tokyo. Det var hundrede gange nemmere, hurtigere og billigere at smutte en tur igennem de dimensionelle lag og bare dumpe ned i Brooklyn, lige som hun plejede. Nu havde hun både ondt i ryggen på grund af de absolut horrible flysæder, selv på første klasse. Og hvis det ikke var slemt nok, havde hun også den mest forfærdelige jetlag.
Det var først da der begyndte at lugte lidt mærkeligt på hotelværelset at hun 'lugtede lunten'. Der lugtede altid underligt på hotelværelser, men lugten af brændt kunstigt stof fik hende til at løfte sin lyserøde sovemaske op i panden. Så opdagede hun at sengetøjet brændte. Først kiggede hun bare lidt på de små orange flammer, og så smækkede hun sin pude ned i madrassen til der kun var gløder og sod tilbage. Det var de dalende gløder der fik hende til at kigge op og opdage grunden til hendes kvaler. Et svævende brev der bogstaveligtalt stod i flammer. Hun bandede opfindsomt på chthoniansk, greb fat i kuverten og satte sig på knæ.
Det var længe siden hun var blevet vækket på sådan en måde. Hun havde kun været tilbage i New York i omkring 20 timer, og verdenen var allerede fuldstændig af lave. 'I nat vil du opleve rigtig magt.'? Hvad fanden foregik der?
Hun hostede og slog sig om sig for at fjerne det værste af røgen.
"Pelham Bay Park? BRONX? Hvad i hede hule helvede?"
... Sebastian? Kendte hun nogen der gik under det? Der var vidst den der varulv fra London? Han var dog overhovedet ikke teatralsk eller ressourcefuld nok til at få sendt sådan et dramatisk brev. Jamen, nå, så blev hun vel bare nød til at møde op? Det smarteste var nok at komme tidligt - eller for sent - for at tjekke mødestedet ud og se om hun kunne finde nogle spor der kunne lede hende til identiteten af arrangøren. Så trak hun på skuldrene, børstede gløderne af silkesengetøjet, og trak sovebrillerne ned igen.


Klokken var omkring halv tre da hun gjorde sin ankomst. Hun var i tvivl om det blev kategoriseret som 'nat', men det var der hun var blevet færdig med den pakke kinesisk hun havde snuppet fra Harajuku Gyozaro, hendes nyeste obsession af kinesisk fra Tokyo.
Denne gang var hun smart nok til at teleportere sig. Hun tog simpelthen bare sin trenchcoat på, og skubbede det interdimensionelle gardin til side, og trådte ned på Pelam Bay Parks duggede græs. Hun stod og rettede lidt på sin krave, da hun opdagede at hun allerede var i den sydlige ende, og at hendes date sad lige foran hende.
Tja, det måtte da være ham. Hvem ville ellers befinde sig sådan et fjollet sted midt om natten?
Endelig lagde hun mærket til fyrens skyggejægeruniform. Derefter hans sølvblonde hår der skinnede i det plettede månelys, og de absolut iskolde, kulsorte, øjne.
Fuck.

Sebastian drejede næsten mekanisk hovedet, da lyden af skridt nærmede sig. Han behøvede ikke at rejse sig, ej heller gøre gestus af en hilsen. Derimod kørte han arrogant hånden igennem de hvidblonde lokker, der mere kaotisk end før lå omkring ham. Han lavede et flabet, energisk blink til Madison, da hun nærmede sig.
Var det ikke næsten fortrydelse, han kunne fornemme? Åh, om ikke andet kunne han ikke andet end at håbe, at han havde ret i denne antagelse. Og hvis ikke hun fortrød nu, så ville hun da især blive grebet senere.
"Well met, warlock..." Den dybe stemme omgav øjeblikkeligt omgivelserne en dyster og uhyggelig aura. Skyggerne voksede (blot i fantasien), og de sorte øjne syntes at smelte sammen hermed. Han rykkede lidt på sig på stenen, lod sit kropssprog være utydeligt og tvetydigt. Både skræmmende og beroligende.
"Magt er noget, der bringer de kloge sammen..." Et øjeblik hang sætningen i luften, og Sebastian lod endda en let lyd, der lød som et formørket grin, undslippe sine læber. "Om ikke andet er du at finde, Madison Jones!" Sebastian rejste sig endelig op og bevægede sig over mod hende. Stadig holdt han sin afstand til hende.
"Jeg hører, at warlocks som du er villig til at udøve magi for betaling...?" Skønt det var et spørgsmål, da var det tydeligt retorisk. Hun skulle ikke besvare dette, fordi selvfølgelig lå det sådan. Og hvis nogen ville kunne skaffe en anden magt, da måtte det da være Sebastian! Hans blod var mikset med dæmonblod, han var hurtigere og stærkere end almindelige skyggejægere, og han havde kontakter i alle afkroge af samfundet. Mørke som lyse. Og hvis ikke han havde, så skulle de nok skaffes! 
For en stund lod han stilheden tale. Det, og lod Madison opfange både situationen og hans ord. De var endnu med en bid af tamhed. Der var intet farligt, intet grovt eller skræmmende. Hun MÅTTE godtage hans tilbud indtil videre.