Brave new world - Jackson[Færdig]

Den overnaturlige fart var blot en af de fordele der kom, med det at være en varulv. For selvom nogle folk, oftest nyforvandlede varulve, ikke så det som en gave, gjorde Jackson. Han mente bestemt at varulvegenet var en gave, som kun nogle modtog. Der var jo også nogle som var immune overfor biddet, og derfor ikke kunne blive forvandlet, selv hvis de fik det. Som f.eks. Jacksons egen lillesøster, Julia. I de gamle varulvefamilier var det nærmest et skrækscenarie, at være immun overfor biddet. Man kunne ikke blive accepteret i familien så, og oftest blev man smidt på gaden, og selvfølgelig, kunne man så ikke være medlem af koblet. Det var det værste, når hele ens familie bestod af varulve. Man var ligesom det sorte får i familien, hvis det viste sig at man var immun overfor varulvegenet. Jackson var derfor taknemmelig for at han ikke var det, men samtidig havde han lidt dårlig samvittighed på en eller anden måde, fordi Julia var. Hun havde haft det virkelig hårdt i det sidste år, lidt over, selv med alt hvad hendes søskende havde prøvet at gøre for hende. Han lagde godt mærke til at hendes smil blev mere platonisk på en eller anden måde, hvilket nok var fordi hun ikke ville virke flirtende over for en gift mand. Og dette var præcis derfor han sjældent bare fortalte folk at han var gift. For han var jo sådan set kun gift på papiret. Han var ikke forelsket i Adelaide, selvom han elskede hende som sin bedsteveninde. "Både alfa-, beta- og sentinelparrets ægteskaber er arrangerede. I mit tilfælde, før jeg overhovedet var født, så Adelaide's forældre og mine kunne forene to kobler. Men vi er ikke mere end bedstevenner, bortset fra på papiret." Han følte behovet for at uddybe og forklare, af en eller anden grund. Måske burde han egentlig være ligeglad med hvad hun tænkte, men måske var han også bare træt af at være alene. "Ja, du er nødt til at kende til de Underjordiske." Han holdt en pause, så hun kunne forberede sig mentalt. Måske de endda burde sætte sig ind i sofaen igen.

Casey havde på fornemmelsen, at det hun nu vidste, kun var overfladen af hvad hun skulle vide, og oveni det var alt det fysiske hun også skulle have på plads. Det ville tage lang tid, men hun satte bare pris på, at der var nogen der gad lære hende det hele. Hvis hun var alene om det, var det ikke til at vide, hvad der kunne være sket. Hun så på ham, men forsøgte ikke at stirre. Det var aldrig behageligt for nogen. Hun forstod ikke, hvorfor hun tog så let på det hele. Hun havde følt sig overvældet hele vejen igennem, men hun havde ikke benægtet det, eller reageret på nogen anden måde. Hun tog det rigtig pænt, hvilket overraskede hende selv. Alle der kendte hende, ville ikke tro på hende, hvis hun fortalte dem hun tog det så pænt. Hun lyttede til hvad han fortalte. Hun havde et øjeblik frygtet, at hun havde misforstået alle hans signaler, det var heldigvis ikke tilfældet. ”Det lyder ikke så fedt.” Hun gik hen til ham igen og stillede sig ved siden af ham. ”Men i det mindste er det da en du kender og holder af.” Det ville være meget værre, hvis det havde været en komplet fremmet, som man ikke engang brød sig op. Hun nikkede til det næste han sagde. Hun kunne godt se hvorfor det var vigtigt. Hun var dog ikke sikker på, om hun ville synes om det hun ville få af vide. Hun havde hele sit liv haft et billede af hvordan verden hang sammen. Et menneske blev født, levede, døde og sådan ville det fortsætte, men nu vidste hun der ikke kun fandtes mennesker, men også varulve og en masse andre hun endnu ikke kendte til. Måske døde folk slet ikke når man troede de døde. Hun kunne ikke vide hvilke myter der var sande og hvilke der fiktion. Hun drejede hoved imod ham og sendte ham et smil. ”Lad os gøre det.” Hun så ingen grund til at udskyde det mere end højst nødvendigt. Jo hurtigere hun havde været igennem det hele, jo hurtigere kunne hun vende tilbage til sit liv. Indtil det kunne ske, ville hun bare sætte pris på hendes tid med Jackson.

Jackson nikkede let til det hun sagde. "Præcis. Det hjælper meget på det." Og det var så sandt som det var sagt. Mundaner havde ingen anelse om hvad der foregik lige foran næsen på dem. Og de som fandt ud af det, levede sjældent længe nok til at snakke højt om det. Eller også turde de ikke, fordi de vidste at folk ikke ville tro på dem. Og så var der selvfølgelig altid de få som snakkede højst om det, men som forudsigeligt nok ikke blev troet på. Men det ville også have været meget overraskende hvis folk bare tog deres ord for det, eftersom de jo sådan set havde levet hele deres liv på en løgn. Og det havde ingen folk lyst til at finde ud af. Det fik dem bare til at føle sig uvidende og som om deres liv havde været meningsløse. Det var i hvert fald Jackson's erfaring. Hun havde rykket tættere på ham, og han vendte sig lidt, så han stod med front mod hende. Da hun sagde 'lad os gøre det' gav han hende et kort nik, og besluttede sig for at gå direkte til sagen. "Okay, så der er forskellige væsner, som kaldes for de Underjordiske. Lad os starte med varulve. Man kan kun blive til en varulv ved at blive bidt, det ligger ikke i ens gener ligesom i nutidens teenagedramaer. Der er kobler, som altid har en alfa, og så er der omega'er, som er frie ulve. Ulve der ikke er i et kobbel, og som regel holder sig for sig selv. Varulve er sårbare overfor sølv, det smerter dem meget, selvom det ikke dræber dem. Der er dæmoner, onde bæster som nogle myter siger er faldne engle, der senere røg i helvedet som forvandlede dem til stordæmoner. Stordæmoner er de værste og styggeste af slagsen, og det er dem der skaber de mere almindelige, mindre dæmoner. Dæmoner dræber mundane, og derfor er der en race der hedder Skyggejægere, til at stoppe og dræbe dem. Skyggejægergenet går gennem arv, ikke ligesom varulvegenet. Skyggejægere er hurtigere end almindelige mennesker, og har runer de tegner på sig selv, som giver dem specielle evner. F.eks. hurtighed, healing, usynlighed og andet. Skyggejægerne har en fredsaftale med de Underjordiske, som siger at de holder sig fra dem hvis de ikke skader mennesker imod deres vilje. Dæmoner følger ikke denne fredsaftale og må derfor fjernes. Så er der feer, ondskabsfulde væsner som kun kan tale sandt, men som altid fordrejer ting og snyder dig ind i ting du ikke vil. De er halvt dæmon, halvt engel, og deres dronning er ikke en man vil lægge sig ud med. Der er warlocks, som sådan set er troldmænd og hekse, bare uden tryllestave og lange kapper. De er manipulerende og gør aldrig noget uden betaling. Og sidst men ikke mindst, vampyrer. De er virkelig, de er som i filmene, og ja, de brænder i sollys. Der findes MEGET få vampyrer som kan færdes i dagslys, men de findes måske en gang per 1000. år. Disse vampyrer kaldes dagslysere. Meget åbenlyst, men ja. Vampyrer er varulvenes ærkefjender, så hold dig fra dem. De er udødelige, men kan dræbes med et træspyd gennem hjertet, direkte sollys og at tørste dem til de dør. Vampyrer er sårbare overfor jern, på samme måde som varulve er overfor sølv." Han åndede tungt ud, og sukkede let, lettet over at have talt ud. Det var noget af en lang smøre, men der var jo også en del forskellige væsner.

//Regner ikke med et ligeså langt svar, men der er jo som sagt trods alt en del væsner at forklare om ;-)

Casey stod bare, lyttende. Det var rigtig meget information på engang, og hun var ikke sikker på om hun ville kunne huske det hele med det samme, men det skulle nok komme hen af vejen. Hun prøvede virkelig at følge med, men hendes tanker distraherede hende, da han begyndte at snakke om feer. Feer? Seriøst? Hun fik dog fat i brudstykker, vampyrer, kan ikke tåle dagslys, hold dig fra dem. Men det var vel også det mest væsentlige om vampyrer, lidt fulgte hun da med i den fiktive verden. Den fiktive verden, der ikke længere var så fiktiv. Hun havde brugt den seneste uge på at leve hendes gamle liv til ende. Hun vidste godt, at hun aldrig kunne vende tilbage til hvordan hendes liv engang var. Hun tog en dyb indånding, og så over på ham med et blik der tydeligvis var forvirret. ”Jeg fik kun fat i omkring halvdelen af det. Findes der feer? Og de er onde? Nu ved jeg ikke meget om feer, men i litteratur, virker de gode.” Hun rystede let på hovedet, før hun så på ham med et smil. ”Det skal nok komme på et tidspunkt. Jeg skal bare fordøje det.” Casey havde på fornemmelsen, at det værste teori var overstået. Hvis der var meget mere, ville hendes hoved være bombaderet, når de var færdige. Hun ville dog helst ikke afsløre dette. Det var bare sådan hun var, hun lod ikke folk se hendes svagheder. Det var dog svært at skjule, at hun var både forvirret og havde svært ved at bearbejde den nye information. Casey så kort frem for sig, mens hun atter forsøgte at huske alt han lige havde fortalt hende, men besluttede sig så for, at det hørte morgendagen til. Hun havde brug for at være udhvilet, før hun kunne få styr på det hele. Hun så på ham igen førte en hånd igennem hendes hår. ”Jeg tror jeg har brug for et glas vin mere,” hun sendte ham endnu et smil. Casey var generelt meget smilende, og havde et smil der passede til de fleste lejligheder. Hun var dog stadig ikke helt sikker på, hvordan hun skulle være omkring Jackson. De havde været flirtende tidligere på dagen, eller sådan tolkede hun det, men han var gift. Selvom det måske ikke var af kærlighed, føltes det stadig underligt. Men hun måtte tage det som det kom. Der var intet der hastede.

Det var meget information på en gang. Nej, det var mere end meget information på en gang, det var helt ekstremt. Heldigvis for Jackson, havde han haft hele sit liv til at lade alt synke ind og få alt den information der var. Men dette gjaldt jo ikke for Casey. Hun ville være nødt til at lære en hel masse ting på meget kort tid, og det ville være forfærdeligt svært og faktisk noget nær umuligt. Men Jackson havde allerede sat sig for, at han nok skulle være der til at hjælpe hende igennem det. Han var en alfa, og han var en god en af slagsen. Det var i hvert fald det han stræbede efter. Og det betød også, at han havde i sinde at hjælpe alle de nye, kobbelløse varulve, som ikke vidste noget om hvad der var sket dem, eller hvordan de skulle håndtere deres nye jeg. I hvert fald alle de ulve han kunne hjælpe. Og i dette tilfælde var det Casey. Det hjalp heldigvis meget på det, at hun var så åben overfor ham, og troede på de ting han fortalte hende. Det var svært at lære nye varulve om verden, hvis de ikke var åbne overfor forandring - og åbne overfor ham.
Han nikkede, og lo varmt. Det var fuldt forståeligt, at hun ikke havde fået fat i hele den lange smøre. Måske skulle han have haft forklaret om et væsen ad gangen, og så have givet hende lidt tid indimellem til at sunde sig. "Ja, men i litteratur forvandler varulve sig også kun når det er fuldmåne, og de har ingen kontrol over deres ulveside. Med mindre det er Twilight, og i så fald er det arveligt. Så som du nok kan fornemme, lyver litteraturen meget ofte." Han blinkede drillende til hende. For det passede jo sådan set, det han sagde. Ellers havde han nok heller ikke sagt det. "Selvfølgelig kommer det med tiden. Og jeg skal nok gentage det for dig indtil du føler at du har fået nogenlunde fat i det. Det lover jeg." Han smilede varmt og venligt til hende. Han kunne godt se hvordan det måtte være fra hendes side af, og han ville hellere end gerne hjælpe med at gøre overgangen til hendes nye liv og hverdag lettere at komme igennem. Han nikkede, da hun sagde det med endnu et glas vin. "Selvfølgelig." Han tog vinen og fyldte hendes glas op. Så tog han sit eget glas i hånden, og gestikulerede hen mod stuen. "Skal vi sætte os ned igen?" Han smilede endnu en gang.

Casey lyttede til hvad han forklarede om varulve og litteratur. Twilight var et velkendt eksempel på varulve og vampyrer, men det virkede også urealistisk på mange punkter. Hun havde selvfølgelig altid tænkt, at det var overnaturligt og derfor urealistisk, men alle vidste at vampyrer brændte i solen, ikke glimtede. Og det var også sådan det hang sammen i den virkelige verden. ”Det er rigtigt. Man skal aldrig tro på alt man læser.” Casey havde altid været en kritisk læser. Hun nød skam en god bog, men når det kom til artikler, læste hun det med et kritisk øje. Hun smilede da han lovede at hjælpe hende med at få styr på det. Så længe han holdte sine løfter, hvilket hun var overbevidst om han gjorde, så var det ikke kun en engangslektion for at få hende i gang. Casey havde fra starten haft et godt indtryk af Jackson, og det holdte stadig stik. ”Det er jeg glad for.” Hun satte virkelig pris på alt Jackson gjorde for hende, og hun var ikke sikker på, om hun havde fortalt ham det nok. Men hun ville helst heller ikke sige det for meget, så det blev irriterende. Casey gik meget op i hvad folk tænkte om hende. Især hvis hun selv havde høje tanker om personen, hvilket var tilfældet med Jackson. Hun nikkede, da han spurgte om de skulle sætte sig igen. Casey gik ind og satte sig. Lige nu følte hun, at hendes hoved var fyldt af røde snore, der lappede over hinanden, og blot skabte mere forvirring for hende. Hun prøvede stadig at blande to verdener sammen, som hun ikke ar sikker på kunne blandes sammen. Men det blev hun nød til, så meget som muligt. Hun havde stadig nogle elementer fra hendes liv som menneske, som hun ikke ville give slip på endnu, men hun skulle nok få det til at fungere. Det blev hun nød til. Det var let at se, når Casey var langt væk i hendes tanker. Hendes blik blev fjernt, og hun havde en tendens til at pille ved spidserne af hendes hår, hvilket også var det hun gjorde der.

Bøger om det overnaturlige var som regel skrevet af mundane, der ikke anede hvad de havde med at gøre. De havde bare hørt nogle gamle myter og hvisken i vinden, og så troede de pludselig at de havde styr på alt der havde at gøre med det overnaturlige. Det var ligesom bare rimelig langt fra sandheden. Der var selvfølgelig også højst sandsynligt et par få bøger skrevet af enten mundane med kendskab til Underverden, eller af Underjordiske, som besluttede sig for at de ville og kunne tjene penge på deres natur og kendskab til den 'virkelige' verden. Så længe folk så det som skønlitteratur og ikke faglitteratur, var der vel heller ikke det store galt i dette. Det var ikke et direkte brud på den uskrevne regel om ikke at afsløre noget om Underverden for de mundane. "Præcis. En vigtig ting at huske." Han nikkede og smilede varmt til hende. En af de ting han gjorde allermest, var nok at smile. Han var en generelt meget glad og kærlig person. Hvilket måske også ville være skyld i nogle tidlige smilerynker, men det kunne han nok lige overkomme. Hellere at rynkerne kom af glæde end af bekymring, trods alt.
Jackson vidste at Casey var taknemmelig. Han var god til at aflæse folk, det havde han altid været. Og derfor behøvede hun heller ikke at fortælle ham hvor meget hun satte pris på hvad han gjorde for hende. Desuden gjorde han det med glæde. Og da specielt når det var en så sød, køn, ung kvinde. Dermed ikke sagt at han ikke ville have hjulpet hende hvis hun var en mand, men altså. Han var en heteroseksuel, 26-årig mand, og derfor havde han også sine lyster. Og hvis der kom en køn kvinde forbi, var det kun naturligt at han ville se efter hende. Det var der vel heller intet galt i. Han fulgte efter hende ind i sofaen og satte sig ned ved siden af hende. Tæt nok på, til at kunne fornemme varmen hun udskilte, men langt nok fra hende, til at give hende plads. Hun så ud som om hun behøvede det, at dømme ud fra hendes fjerne, tænksomme udtryk i ansigtet og øjnene. Og Jackson havde ikke i sinde at skynde på hende, så han ventede bare tavst, så måtte hun give tegn når hun var klar til mere.

Casey var ikke sikker på, hvor meget mere hun kan tage ind. Hun var ret træt i hovedet nu, men hvis der var en smule mere, kunne hun måske godt klare sig igennem det. Men hun havde heller ikke noget imod, bare at sidde et øjeblik og snakke med ham. De kunne måske tale om kobbelet, det lød ikke til at være et lige så tungt emne. Da han satte sig ved siden af hende, gik der ikke lang tid før hun igen blev opmærksom. Hun vendte blikket imod ham, og sendte ham et svagt smil. ”Jeg kunne godt tænke mig at vide mere om kobbelet.” Det var rart at vide lidt mere om hvordan et kobbel hang sammen. Det kunne meget vel være relevant for hende, hvis hun en dag kunne blive en del af et kobbel. Hun tog en slurk af vinen. Vin var helt sikkert en af hendes yndlingsdrikke, sammen med the. Men hun var ikke ligefrem kræsen, men alle foretrak vel noget frem for noget andet. Casey havde brugt tid på at vænne sig til idéen om hendes nye liv der ventede rundt om hjørnet. Det havde taget en masse tid og en stor mængde alkohol, men hun havde tilvænnet sig til tanken, så skulle hun bare føre det ud i livet. Det var måske næsten den sværeste del. Men det var svært at undgå at vænne sig til at være varulv. Før eller siden, blev hun nød til at forvandle sig. Tre ugers tid mere, og så skulle hun forvandle sig igen. Til den tid, var hun forhåbentligt nået et skridt længere i hendes forvandlingsproces. Hun forventede ikke at kunne kontrollere den fuldstændig, men hun håbede at hun havde kontrol nok til ikke at skade nogen. Ikke at det var sket ved hendes første forvandling, men hun ville helst ikke risikere noget. Casey havde i lang tid følt sig en smule ensom, men det var ikke underligt når hun næsten kun havde Adam i hendes liv. En person kunne aldrig være nok. Men på det seneste, havde hun brugt mere tid på at pleje hendes socialliv. Der var dog endnu ikke der var kommet helt derind, hvor de for alvor fik en betydning for hende. Men det skulle nok komme, når hun fandt nogen der var værd at lukke derind. Jackson havde potentialet til det.

Jackson havde ikke noget imod, at hun kom med nogle forslag eller spørgsmål. Det ville faktisk næsten gøre hans arbejde lettere, for så ville han have noget at gå efter - noget bestemt information han kunne fortælle og forklare om. I stedet for bare at snakke derudaf om alverdens ting, hun sikkert ikke kunne nå at opfatte halvdelen af alligevel. Og det kunne han skam godt forstå. Han havde selv haft længe til at lære Underverden og dens væsner at kende, så derfor havde han personligt ikke skulle tage ligeså meget ind på én gang, men det var jo det stik omvendte for Casey. Så hvis hun lige havde brug for nogle små pauser indimellem, havde hun hans fulde forståelse. Det havde han heller ikke noget imod at give hende. Han havde sørget for at tage sig alt den tid der skulle bruges idag. Hvis der var nogle alfa-ærinder der skulle løbes havde han sørget for at sætte Adelaide, Gabriel og Magdalena til dem. Og naturligvis også Matthew og Talia hvis det kom så vidt. Men der plejede ikke at være de helt store problemer. Ikke noget de kun kunne klare med Jackson ved deres side, i hvert fald. Og dette efterlod ham nok til til at oplære Casey, i hvert fald bare i det overordnede. De essentielle ting, hun var nødt til at vide hurtigst muligt.
Han nikkede, da hun spurgte ind til kobbelet. Det ville han også hellere end gerne informere hende om. Måske hun endda kunne blive en af krigerne på et tidspunkt. Det ville gavne både hende selv og resten af kobbelet, eftersom der var styrke i tal. Altså, jo flere, jo bedre. Og det var virkelig befriende at have et kobbel at læne sig op i når man gik igennem hårde tider - som f.eks. når man var en nyforvandlet varulv. Det var nok en af de sværeste tider man kom til at gå igennem i sit liv, hvis ikke den absolut sværeste. Men når man havde et kobbel, havde man automatisk støtte. Nogle der passede på én, og sørgede for at man kom sikkert ud på den anden side, så at sige.
"Ja, som sagt er jeg kobbelet's alfahan. Alfahunnen er Adelaide. Betaparret hedder Gabriel og Magdalena, mens sentinelparret's navne er Matthew og Talia. Alle de nævnte par er gift, men kun Gabriel og Magdalena har fundet ud af at få deres ægteskab til at fungere som et rigtigt, frivilligt et. Vi har flere krigere, deriblandt to af mine yngre søstre - Jillian og Jennifer. Vores kobbel's navn er Warriors of the Moon, og det er derfor medlemmerne betegnes som krigere." Han smilte stort og varmt til hende. Så løftede han det ene øjenbryn en smule, og så spørgende på hende. "Ellers andet du vil vide?" Han blinkede lidt drillende til hende. Det var meget at tage ind på en gang, det vidste han godt.

Casey havde fået et godt indtryk af kobbelet. Det virkede som om de havde hinandens ryg når det var nødvendigt. Noget hun godt kunne have brugt tidligere. Men hun var kommet igennem det hele. Det blev man nød til. Hun var dog overbevidst om, det hele havde været lettere hvis hun havde været en del af et kobbel. Hun lyttede til hvad han fortalte om kobbelet. Det var ikke nær så indviklet som alle de underjordiske der fandtes. Nu var der også lidt gentagelse, hvilket gjorde det lettere at huske. Hun var dog ikke særlig god til navne. Slet ikke hvis hun ikke havde set dem først. Hun kunne huske ansigter, og så fulgte navnene gerne med, men fik hun først et navn og så et ansigt, var det svært for hende at huske. Jackson og Adelaide var alfaparret, det var let for hende at huske, fordi hun allerede kendte Jackson. Hun havde vist fået nok information for en dag. Hun rystede derfor bare let på hovedet, da han spurgte om hun ville vide mere. ”Nej, jeg tror ikke der er mere plads.” Casey havde noget nær den værste humor man kunne finde. Hun synes dog selv det var sjovt, så betød det andet vel ingenting. Hun tog endnu en tår af vinen. Det var en virkelig god vin. ”Det er en god vin.” Hun vidste ikke om Jackson havde en masse han skulle nå, men var det tilfældet, ville hun selvfølgelig respektere det. Det lød til at tjansen som alfa var lidt en tidsrøver. Hun kendte alt til at have en travl hverdag, og var derfor også forstående over for andre der havde det ligedan. Men Casey var generelt bare meget forstående, medmindre nogen havde en fuldkommen anderledes tankegang end hende, kunne hun som regel godt følge dem til en vis grad. Hendes far havde været en af dem, hun havde haft svært ved at forstå. Casey så hen på Jackson med et smil. ”Må jeg hænge ud her lidt?”

Jackson selv kunne godt være oprigtigt sjov, men han kunne samtidig også have den sorteste humor, som kun meget få folk forstod og fandt sjov. Så det var vel sådan set meget forskelligt. I hvert fald, kunne hun godt finde ud af at værdsætte når andre havde en ligeså dårlig humor som han selv kunne have en gang imellem. Derfor lo han også en melodisk og rar latter, da hun sagde at der ikke var mere plads i hendes hoved til flere informationer på nuværende tidspunkt. Han nikkede og smilede et charmerende, skævt smil. "Det kan jeg skam godt forstå. Det må også være nok for nu." Hans smil voksede en smule og nåede helt op til hans øjne. Det behøvede jo heller ikke at være totalt struktureret. Dermed ment, at hvis hun hellere ville snakke om noget mere almindeligt og hverdags-agtigt, kunne de sagtens det. Han havde ikke noget imod at føre en helt normal samtale med hende, heller ej. Selvom snak om Underverden og de Underjordiske jo sådan set var hans hverdag. Men det var ikke blevet en del af Casey's. Ikke endnu, i hvert fald. Det ville nok også tage noget tid, før hun kunne snakke om det så ubesværet som Jackson selv. Han tog selv en tår af sin vin, og nikkede. Den var slet ikke dårlig. Da hun spurgte om hun måtte blive, løftede hans øjenbryn en smule. "Ja da, naturligvis. Du bliver bare så længe du har lyst. Og du må endelig sige til hvis du mangler noget, eller hvis der er noget du vil." Hans tilbud kom med endnu et stort, charmerende smil. Måske hun ville have en rundtur i palæet på et tidspunkt. Det ville ikke være uhørt. Og det var jo et ret så stort sted, så der var nok at vise frem. Men det var helt op til hende selv, hvad hun havde lyst til at lave, gøre eller whatever. Han var der for hendes skyld, om så hun bare lige havde brug for at have noget selskab. Han ville med glæde holde hende med selskab. Hun var jo trods alt et rart selskab at have, selv.

Casey havde op til flere gange lagt mærke til hans smil, også forskellen på de forskellige smil. Hendes yndlings var indtil videre det skæve. Hun gengældte hans smil, med et der ligeledes var charmerende. Hun synes godt om Jackson, det kunne hun vist ikke ligge skjul på. Måske var det fordi, de på nogle punkter mindede om hinanden, og så synes hun bare de havde en god kemi. De kunne godt sammen, og det var vigtigt, især hvis de skulle forsætte med at mødes, og han skulle hjælpe hende, hvilket det lød til han gerne ville. Hun lænede sig tilbage i sofaen, hvor hun før havde siddet mere rank. Det var vel bare en vane, lige så snart hun følte sig professionel, eller når hun var i gang med at lære, sad hun med en god kropsholdning, men lige så snart sceneriet var afslappende, blev hun også det. Hun sad dog ikke sådan, at hun ikke stadig havde kontakt med Jackson, hun sendte ham endnu et smil, da han sagde hun gerne måtte blive. ”Mange tak.” Hun ville gerne vide mere om Jackson, nu vidste hun en masse om de underjordiske, hans kobbel, men ikke særlig meget om ham. ”Fortæl noget mere om dig. Hvordan har i råd til det her sted?” Hun så sig omkring igen. Det var et helt fantastisk sted, det imponerede hende hele tiden. Hun havde taget sig i at glemme hvor hun var, men så så hun rundt og blev imponeret igen. Hun vendte blikket imod Jackson, da det jo var ham hun ville vide mere om, ikke kun stedet. Casey synes altid det var spændende at møde nye mennesker, men det var en direkte fornøjelse, når man mødte nogen man bare klikkede med fra starten. Sådan havde hun det med Jackson. Hun følte hun bare kunne være sig selv omkring ham, hvilket var utroligt afslappende på en eller anden måde. Det var rart, og hun nød i den grad hans selskab.

Jackson havde før fået komplimenter for hans skæve smil. Det var nok også det smil han brugte oftest. Men det var ikke helt til at sige, for han var som sagt en ret så smilende og munter mand. Det prøvede han da i hvert fald på at være. Han stræbede efter at være en god person, en god alfa, en god husbond og forhåbentlig en dag en god far. Alt i alt, ville han bare gerne være god. En person som folk kunne stole på og som de så op til. Og han havde erfaret at folk hellere ville åbne sig op overfor folk som også selv var åbne overfor dem. Så det var hvad han prøvede at leve efter. Og hvis han selv skulle sige det, klarede han det nu også meget godt. Også han blev mere afslappet i holdningen. Han tog endnu et glas vis, og lagde det ene ben op i sofaen, foran sig, så han kunne vende mod hende uden at skulle dreje sig. Han smilede en smule flirtende, og helt klart charmerende til hende. "Det var da virkelig så lidt." Og det mente han fuldt og fast. Det var ingenting. Han var vant til at være omkring folk hele tiden, så hvorfor skulle hun ikke kunne være en af de folk? Det ville nok også være rart med en smule forandring i hans selskab alligevel. Ikke fordi han ikke holdt dybt af de folk han omringede sig med, og som var medlemmer af hans kobbel. De var jo trods alt hans familie. Men derfor kunne det nu stadig godt være rart at møde nogle nye folk en gang i mellem, også. Han rynkede lidt på panden, da hun bedte ham om at fortælle mere om sig selv. Det var ikke fordi han havde noget imod at fortælle hende om sig selv, men han vidste ikke helt hvad han skulle sige. Så da spørgsmålet kom, smilte han bare, fordi det var noget han rent faktisk kunne svare på meget let. "Selve palæet koster os intet. Det har gået i arv fra kobbel til kobbel igennem flere hundrede år, og nu er det så Warriors of the Moon der besidder det. Min far var alfa for et kobbel i sin tid, og de var også bosat her. Men så besluttede mine forældre og Adelaide's forældre sig for, at forene deres to kobbeler. Og sådan blev vores kobbel skabt, med helt nye medlemmer og traditioner blandet med de gamle. El, vand, varme osv. hjælpes vi alle med. Vores kobbel ejer en bar for varulve lidt inde i Brooklyn, og derfra får vi størstedelen af vores indkomst. Alle medlemmer af kobbelet hjælper til i baren når de kan."

Casey havde altid været en smilende person, og hun virkede også til at være vellidt blandt de fleste. Der ville altid være nogen der ikke brød sig om hende, og det havde de også lov til. Det var smag og behag. Hun smilede og så et øjeblik ned, da hans smil blev flirtende og charmerende. Hun førte en hendes hår om bag hendes øre, så hun afslørede den ene side af hendes ansigt. Hun løftede blikket igen, da han begyndte og fortælle om palæet. Det var spændende at høre om baggrunden bag palæet, men lige så meget hans og Adelaides ægteskab. Hun blev blot mere og mere fascineret omkring tanken om at være i et kobbel. Hun var overbevidst om, det kunne støtte og hjælpe hende en hel del. Så ville hun også omringe sig nogle mennesker, som kunne forstå hende. Hvis hun konstant skulle være omkring mennesker, ville hun blive nød til at skjule en del af sig selv. Og grundet hendes uddannelse, blev hun nød til at være omkring mennesker til en vis grad. ”Hvor kan man skrive sig op til jeres kobbel?” Hun mente det som en joke, da hun ikke regnede med man kunne ’skrive sig op’ men hun var meget interesseret i at være en del af det. Casey havde det som regel med at omformulerer noget hun ønskede til en vittighed, så hun ikke ville få et nederlag hvis det ikke kunne lade sig gøre. Det kom vel af den usikkerhed hun engang havde følt. Men hun prøvede ihærdigt at komme af med den vane. Men det var aldrig let at bryde en vane. Hun var dog ikke ligefrem usikker længere, men vanen hang bare ved. Casey trak hendes ene mundvige op i et skævt smil der, ligesom hans, fremtrådte charmerende. Hun drak det sidste af hendes rødvin, og stillede glasset fra sig. Casey var ret forelsket i tanken om en gruppe mennesker, som hun kunne regne med, som kendte hende, som ville være der, når ingen andre ville.

Det var ikke noget problem for Jackson - eller kobbelet, sådan set - at tage flere medlemmer ind i kobbelet. Warriors of the Moon ville med glæde byde nye varulve velkommen med åbne arme. Styrke i tal, jo flere jo bedre osv. Så da hun jokede lidt med at 'skrive sig op' til kobbelet, var smilet på Jackson's læber kæmpestort og meget oprigtigt. Han var nemlig oprigtig begejstret for denne udvikling. "Hvis du ikke bare joker, kan vi helt klart finde ud af noget. Og jeg ved at du vil passe perfekt ind." Hans smil hældte endnu en gang hen imod flirtende. Han måtte vel prøve at 'sælge varen' lidt, ikke sandt? For han troede inderligt på at det ville være en virkelig god ting. Specielt for Casey. For hun ville have virkelig godt af at have støtten fra et helt kobbel, en hel familie. Jackson vidste ikke så meget om Casey, men det virkede ikke umiddelbart som om hun havde en masse mennesker hun var tætte med. Og det ville da være åbenlyst at ændre på det faktum, om muligt. En hel del af varulvene i kobbelet havde ikke særlig meget familie, eller i det mindste ikke nogen de var tætte med. Adelaide så ikke sine forældre, Jackson så ikke sine forældre, Talia havde mistet sin mor, og så ikke sin far osv. Men de havde allesammen hinanden, og det var virkelig noget de alle havde brug for. De havde måske ikke så meget familie der var deres eget kød og blod, men de havde en familie de selv havde haft noget at sige omkring valget af. De var knyttet så tæt sammen at de virkelig var en familie. Og der var ikke kun voksne, der var også teenagere og et par små børn. Adelaide og Matthew havde Luna, og hun var ikke mere end et par måneder gammel. Så de havde familiemedlemmer af alle slags og i alle mulige forskellige aldre. Det var ret spektakulært, på en eller anden måde.

Casey kunne godt forstå forvirring omkring hendes spørgsmål. Spørgsmålet havde været seriøst, men ordvalget var ikke. Da hans smil voksede, kunne hun ikke undgå at smile med. Hans smil smittede. ”Jeg mente det ikke som en joke.” Hun havde været interesseret fra starten, hun havde bare ikke fået taget sig sammen, til at spørge ind til det nu. Nu havde det også været Jackson der havde fortalt en masse, og hun følte ikke at der var lejlighed til at få spurgt. Det var uhøfligt at skifte emne, så hun havde ladet vær. Men nu var det kommet ud, og han virkede lige så begejstret som hun selv følte sig. Hun forsøgte heller ikke at skjule den begejstring. Der lå et smil på hendes læber, som nåede op til hendes øjne, og gav dem et gnist man ikke så hele tiden. Selvom Casey var smilende, var det ikke altid let, at få hende til at smile så meget, at man kunne se det i hendes øjne. Men det var lykkedes nu, og hun kunne godt lide følelsen. Hun kunne ikke komme udenom, at hun havde udviklet en interesse for Jackson. Hun var dog ikke sikker på, om hun nogensinde ville lægge mere i den interesse. Hun havde det med at slange sig udenom, hvis det hele kom for tæt på. Hvis det skulle ske, at hun fik følelser for Jackson, var hun sikker på, om hun ville se dem i øjnene. Det var uden tvivl, en af de ting hun havde svært ved. Hun havde ikke haft mange romantiske forhold i hendes liv, og det sidste var næsten 10 år siden nu. Hun havde glemt hvordan man gjorde. I løbet af de seneste år, havde hun haft nogle korte forhold, men det nåede aldrig at blive seriøs. Hun følte bare ikke der var plads i hendes liv. Casey var ivrig efter at komme videre. Hun ville bare gerne være en del af kobbelet hurtigst muligt, men hun forsøgte at kvæle den ivrighed en anelse. ”Så hvordan bliver man en del af kobbelet?” Det kunne godt være, det ikke krævede noget specielt, måske var det officielt, lige så snart en af alfaparret bød dem ind. Det var ikke til at vide med sikkerhed, men lige meget hvad det krævede, ville hun hellere end gerne gøre det.

Jackson blev meget begejstret, da Casey fortalte ham, at hun mente det. At det ikke bare var en joke. Og dette var af grunde der allerede var nævnt førhen. Han troede fuldt og fast på at hun ville passe perfekt ind i Warriors of the Moon. Klanens vigtigste egenskaber var mod, styrke, sammenhold, viljestyrke, selvkontrol og at kunne styre sin forvandling. Og det var han sikker på at Casey ville være god til at bidrage til. Selvfølgelig var der lige det med at kunne styre sin forvandling, men det kom nok med tiden. Faktisk var han ret sikker på, at det ikke ville tage hende så længe at få kontrol over sin forvandling fra menneske til ulv. Hun havde jo ligesom en meget god grund til at lære det så hurtigt som overhovedet muligt - en lillebror hun elskede højere end noget andet. En lillebror hun ikke havde lyst til at gøre skade på. Det måtte da være en ret kraftig motivation, sådan som Jackson så på det. Han havde selv yngre søstre, som han ville beskytte for alt i verden. Selvom tvillingerne, som var de yngste allerede var 17 år, følte han stadig at det var hans job at beskytte dem. Og hans tredje lillesøster var 22 år, og kunne sagtens klare sig selv. Hun var stædig, målrettet og både psykisk og fysisk stærk. Og på trods af at hun gentagende gange havde fortalt ham at hun ikke behøvede det, prøvede Jackson stadig at beskytte hende så godt han kunne. Men han havde også efterhånden indset, at hun godt kunne tage vare på sig selv. Dette betød dog ikke at han ikke ville hjælpe og beskytte hende til enhver tid. Hans søstre var bestemt nogle af de folk der betød allermest for ham i hele verden. Derfor forstod han Casey så godt på det punkt, og derfor havde han så stor tiltro til hende. "Altså, du skal til et optagelsesritual under næste fuldmåne, hvor du skal sværge de følgende ting; at adlyde alfaerne til enhver grad, troskab og loyalitet til kobbelet og at have fælles krigere's ryg i nød. Men det er ikke så indviklet." Han smilte forsikrende til hende, stadig glad for at hun var indvilliget. Hun kunne selvfølgelig nå at ændre mening, men det håbede Jackson at hun ville lade være med.

Casey havde nærmest opdraget hendes lillebror. Fulgt ham igennem teenagesårene, set ham vokse op. Han havde dog flere gang udtrykt, at han ikke havde brug for en der beskyttede ham. Casey forstod ham godt, og hun forsøgte derfor ikke at virke overbeskyttende over for ham, men det var hun. I stor grad. Lige så snart han havde brug for hjælp, stod hun der på stedet. Hun kunne slet ikke forstille en verden, hvor de ikke var så tætte som de var. Men de var trods alt stadig søskende. Hun havde ikke overtaget moderrollen i hans liv, selvom han til tider mente det. Hun var den der sørgede for han havde mad, sørgede for han kunne få penge til tøj, underholdning og skole. Men han handlede selv ind, hvis han ville have noget specielt, han gik selv på shopping, sørgede selv for han fik mad i skolen. I de første år som hans værge, havde hun ordnet det hele for ham, men da han blev 14, begyndte han så småt selv. Det var i den samme alder, hun var blevet hovedforsøger hjemme ved deres mor, men hun insisterede på, at det aldrig skulle blive sådan med Adam. Han skulle være klar til at blive voksen, men han skulle ikke blive voksen før tid. Han skulle have lov at nyde hans ungdom. Hans stemme brød hende ud af hendes tanker, og hun blev igen opmærksom på ham. Det lød ikke nær så indviklet, som hun havde forstillet sig det ville være. Men det gjorde hende bare mere bevidst om, at det var det hun ville. Hvis hun skulle have gennemgået en masse prøvelser der overskred en masse af hendes grænser, ville hun være mere tilbøjelig til at trække sig igen. Men det var ingenting i forhold til det hun havde tænkt. ”Det burde være til at overkomme.” Det var nogle ting, der ikke var svært for hende. Hun var vant til, at hun ikke var øverst i hierarkiet, og hun havde derfor ikke problemer med, at gøre som der blev sagt. Troskab og loyalitet hørte for hende sammen med tillid. Så lige så snart hun havde tillid til de andre i kobbelet, og de havde tillid til hende, så kom det af sig selv. Casey var naturligt hjælpsom, og hjalp hvor hun kunne. Det hele virkede som noget hun sagtens kunne indfinde sig under. Casey lod hendes blik føre ned imod hendes ur. Hun burde overveje snart at tage hjem af. Hun havde fortalt Adam at hun havde en vagt på sygehuset, og en normal vagt ville snart slutte.

Jackson's forældre var gammeldags og meget traditionelle folk. Dette kunne ses på en masse ting i Jackson's liv. Hans navn, hans opdragelse, hans søstres navne osv. Hans navn, fordi han var den fjerde generations Carter-ulve som havde lige præcis det navn. Jackson Aaron Carter (IV). Det var ham. Hans far hed også Jackson Aaron Carter, præcis som farens far før ham. Men det var til at overkomme, efter Jackson's mening. Han havde sådan set ikke noget problem med sit navn, det var fint nok. Han var opdraget af hans mor, til at være en rigtig gentleman. Og af hans far, var han bare opdraget til at være en ordentlig mand og en god alfa. Hans far satte ret stor vægt på ære. Endnu et tegn på hvor gammeldags han var, vel bare. Dette så Jackson nu altså heller ikke rigtig noget problem i. Han havde erfaret at det var langt bedre at være en gentleman, end en idiot. Hvilket jo egentlig også burde give sig selv, men det gjorde det tilsyneladende ikke for nogle fyre. Så var der hans søstres navne. Alle fire Carter-børn hed noget med J som forbogstav til fornavn. Hans ældste lillesøster hed Jillian, hans mellemste lillesøster (som nu altså kun var ældre end den yngste med et par minutter, men alligevel) hed Jennifer, og hans yngste lillesøster hed Julia. Og så var der selvfølgelig Jackson. Altså, J, J, J og J. Derudover havde alle tre søstre det samme mellemnavn som deres mor. Nemlig Selena, som var en variation af Selene. Og Selene var månegudinden i græsk mytologi. Alt dette var ikke noget problem for Jackson. Men hvad der var et gigantisk problem, however, var måden de havde behandlet hans yngste lillesøster, Julia, på. Hun var den eneste af de fire søskende der havde været immun overfor biddet. Og på grund af dette, havde deres far smidt hende på gaden og opførte sig nu som om hun ikke eksisterede. Det var så fuldkommen forkert, at Jackson havde skåret ham af efter det. Og eftersom hans mor ikke havde gjort noget for at stoppe det, så han heller ikke meget til hende. Jennifer var flyttet ud af fri vilje, og så heller aldrig deres far længere. Hende og Julia var tvillinger, og de delte alt. Derfor havde det også gjort ligeså ondt på Jennifer. Jillian havde stadig en smule kontakt til deres forældre, men hun kunne heller ikke holde ud at skulle såre dem, ved ikke at tale til dem. Sådan var hun bare. Men i hvert fald holdt de fire søskende sammen som aldrig før. De havde aldrig været tættere, og Jackson havde givet Julia sin gamle lejlighed, og var i stedet flyttet permanent ind i Månepalæet. Noget han nok havde været nødt til at gøre på et eller andet tidspunkt, alligevel. Jennifer boede halvt i lejligheden med Julia nu, og halvt i Månepalæet. Og Julia havde fået et job som servitrice, så hun kunne tjene lidt ekstra penge, i stedet for at være helt afhængig af sine storesøskende. Så de klarede sig nu altså meget god, omstændighederne taget i betragtning. Men dette var også hvorfor Jackson havde en tendens til at være en smule overbeskyttende. Fordi han var den eneste faderfigur i Julia og Jennifer's liv.
"Bestemt." Han havde været så optaget af sine egne tanker, at han kun lige havde nået at opfange hendes svar, men det gik nok alt sammen.

Casey kendte godt til dysfunktionelle familieforhold. Hendes familie havde virket meget perfekt ud ad til, og var det også. Selvfølgelig var der stadig uenigheder, men de løste dem som regel på en fornuftig måde, så alle var tilfredse. Men så en dag kom der en revne i det perfekte familiebillede. Casey er stadig ikke helt sikker på hvad der skete, men hendes far brød sammen. Han begyndte at drikke, hendes forældre begyndte at skændes. Hun havde kun været 10 da det begyndte, og Adam havde været 4. Hendes forældre virkede ikke længere til at bekymre sig om deres børn. Sådan så det ud fra en 10-åriges perspektiv. De havde travlt med at skændes. Allerede den gang, måtte Casey sørge for Adam kom i børnehave og senere i skole. Det gik helt galt, da hendes far uden varsel begik selvmord. Der ramlede det fuldstændig sammen. Hendes mor kunne slet ikke kapere tabet af hendes ægtemand, og efterlod derfor alt ansvaret til hendes 14-årige datter. Adam kunne knap nok huske deres far, og det han kunne huske, var ikke positive minder, det samme med deres mor. Casey blev nød til at komme væk derfra hurtigst muligt, men hun kunne ikke få sig selv til at efterlade Adam og lade ham overtage ansvaret, så det var først for nyligt hun fik en lejlighed de begge kunne være. Det var ikke rart for hende at efterlade hendes mor sådan, men hun havde brug for at få Adam væk derfra. Hun mente dog ikke hun kunne tillade sig at klage over hendes opvækst, da nogen havde det meget værre. Men det havde været kaotisk, og havde i den grad sat sine spor i Casey. Det havde gjort hende overbeskyttende over for Adam, men samtidig havde det også ændret hendes forhold til følelser. Der havde ikke været plads til, at hun blev frustreret, vred eller ked af det. Hun blev nød til at sætte sine egne behov til side, for at gøre plads til de andres. Det hele afhang af hende, og det var ikke let at tage det ansvar som 14-årig. Men her stod hun i dag, og hun klarede sig fint. Hun havde været stærk nok til at komme igennem det. Hun førte atter hendes blik ned til hendes armbåndsur. ”Jeg tror heller jeg må se at komme hjemad,” sagde hun med et smil placeret på hendes læber.

Det var utroligt, så meget forskel der kunne være på folk. Og hvor stor forskel der kunne være på familier. Der kunne være en familie som havde et fantastisk sammenhold, som alle kom godt ud af det med hinanden og som aldrig havde kæmpe skænderier. Så kunne der være en familie som aldrig talte sammen og aldrig så hinanden, fordi ingen af dem brød sig om hinanden. Og så kunne der være familier som engang havde været nummer 1, men senere blev til nummer 2. Alting kunne ændres så hurtigt, at man knap kunne nå at se sig om. Det var lidt sådan Jackson havde haft det, efter deres familie gik igennem alt det med Julia. Han var bare umådelig taknemmelig for stadig at have sine søstre. Hvis de ikke havde hinanden, når de heller ikke havde deres forældre, ville det nok ikke være halvt så overkommeligt. Men det kunne han vel bare håbe, at han aldrig skulle finde ud af. Det var på ingen måde let, ikke at se sine forældre. Så hvis han mistede kontakten til resten af sin familie, ville Jackson nok gå helt ned med flaget. Og det kunne han ikke lade ske. For sit kobbel's skyld. Som deres alfa, havde han ligesom et kæmpestort ansvar, som han gerne skulle leve op til med stjerneglans. Selvfølgelig var de også hans familie. Ikke biologisk, men på et åndeligt niveau. Og Adelaide var jo sådan set hans familie, kobbel eller ej. Ikke blot var hun hans bedsteveninde, men hun var også hans kone. Selvfølgelig ville hun nok ikke være hans kone, hvis kobbelet brød op, eller noget i den dur, men det var også ret så usandsynligt. Det var i hvert fald langt fra noget Jackson ønskede. Det var en skrækkelig tanke. Jackson havde godt lagt mærke til måden Casey havde kigget ned på hendes armbåndsur op til flere gange, i løbet af blot et par minutter. Derfor var han heller ikke spor overrasket, da hun sagde at hun nok hellere måtte se at komme hjemad. Han smilte bare og nikkede forstående. "Det er måske en god idé." Han rejste sig så op, og rakte hende en hjælpende hånd. De kunne altid mødes igen snart. Såvidt det selvfølgelig passede ind i begge deres skemaer.

Casey havde op til flere gange overvejet, hvordan hendes liv havde været hvis hendes familie var forsat lige ud, hvis der ikke havde været nogle bakker at kæmpe sig opad. Hun ville helt sikkert ikke være den samme hun var den dag i dag. Måske ville hun faktisk være en helt anden. Det var tanker der især havde plaget hende, inden hun flyttede hjemmefra. Nu var hun bare taknemmelig for det liv hun havde, og satte pris på dem der ville dele det med hende. Hun havde ganske vidst ikke mange i hendes liv, men som en del af Jackson og Adelaides kobbel, kunne det godt se ud til at ændre sig. Hun havde måske kun mødt Jackson, men hun kunne kun forstille sig, at hun ville have det fint med alle, og hvis ikke måtte man forsøge at arbejde med det. Det lød til de fleste var voksne eller var godt på vej til det, så mon ikke det hele ville løse sig, hvis der skulle opstå sådan en situation. Da han rakte en hånd frem imod hende for at hjælpe hende op, tog hun glædeligt imod den og kom på benene. ”Det har været hyggeligt.” Det var tydeligt hun mente det, på trods af der havde været mange informationer, som krævede noget opsummering for at sive ind i hukommelsen, men hun var sikker på det nok skulle komme. Casey var ikke helt sikker på hvordan de skulle tage afsked. At give hånd virkede næsten for alvorligt, hvorimod et kram måske var for personligt. Så hun stod et øjeblik og overvejede hvordan hun skulle gribe det an, før hun greb fat i hans hånd og holdte fast i den i et øjeblik. ”Vi må snart finde ud af noget igen,” hun slap hånden og bevægede sig ud imod entréen.

//Lidt kort, jeg håber det går.

Det havde i sandhed været hyggeligt. I hvert fald så hyggeligt som man nu kunne forvente, i sådan en mærkværdig situation, som de var i. Naturligvis var det ikke rigtig nyt og dermed mærkværdigt for Jackson længere, men det var det jo stadig for Casey. Og hun var uden tvivl den nyforvandlede varulv han nogensinde havde mødt, som havde taget alt det nye i hendes liv allerbedst. Selvfølgelig med undtagelse af de varulve der var vokset op i de traditionelle varulve-familier, og som derfor kendte til Underverden allerede. Det var faktisk ret så fascinerende at iagttage. Okay, det lød måske nok totalt creepy, men det passede altså. Hun tog fat i hans hånd, og han trak lidt, så hun havde lettere ved at komme op at stå. Så gav han slip på hendes hånd, da hun var kommet op fra sofaen. Han nikkede, da hun jo havde ret. Og det var rart at hun havde syntes det samme. "Ja, specielt omstændighederne taget i betragtning." Han smilte sit skæve smil endnu en gang. Så stod de i ikke mere end et par sekunder, inden Casey tog hans hånd og trykkede den. Han havde heller ikke helt vidst hvordan han skulle sige farvel. Det var måske nok lidt for tidligt til et kram. "Jeps, du siger bare til. Du har mit nummer." Han havde sørget for at give hende det, så hun kunne få fat på ham hvis hun havde spørgsmål eller lignende.

//The end :-)