Crying wolf - Jack. (Færdig)

Casey kom gående i en af de dystre gyder. Hun havde ikke særlig meget tøj på i forhold til årstiden, men hun havde mistet hendes jakke hen af vejen. Hun havde stadig ikke, et overblik over hvad der var sket. Det hele var sket så hurtigt. Noget stort havde angrebet hende, bidt hende og var så stukket af, med hendes jakke. Nu havde hun et stort bidemærke i hendes side, blod rendende ned af siden og et sløret sind. Hun følte sig helt ude af sig selv. Hun kunne ikke tænke klart, hun vidste ikke hvor hun, hvor hun var på vej hen. Casey blev pludselig utrolig svimmel, hun gik hen til den nærmeste mur og lænede sig op af den. Hun var overbevidst om, det blot var et dyr der havde bidt hende, men det forklarede ikke, at hun følte hun havde en virus. Hun var svedig, bleg og skælvende. Hendes krop bekæmpede helt sikkert noget, men det var for stærkt, til at hendes krop kunne klare det. Den var tvunget, til at kollapse under hende før eller siden. Casey faldt sammen op af muren, hun lagde armene om hendes knæ, og forsøgte så vidt muligt at stoppe hendes skælvende krop. Hun burde finde hjælp. Nogen burde kunne hjælpe hende. Hun kæmpede sig op at stå og begyndte at gå videre med usikre og langsomme skridt, men det varede ikke længe, før hendes ben gav op og hun væltede om på jorden. Hun var så afkræftet, og hun kunne ikke få hendes krop til at reagere. Casey så frem for sig, men hendes blik var sløret, og hun havde svært ved at se klart.

P en løs siden læderjakke, med et par jeans og en hvid t-shirt som ikke er så hvid længere. Plus en hat.
Jack havde opfanget denne dæmons spor igen, han bevæget sig lige så stille hen mod det sted den var blive set. Hans vrede til dæmoner var os meget stort, Jack kigget sig omkring, hvor i han med et, brugte sin hurtighed til og komme bag dæmonen hvor han med et dræbte den. Jack havde dog fået en skalle, så hans hovedet ringet af helvedes til. Nu var det bare og tag hjem, han begynde og bevæge sig ned gennem gyderen til hans Lejelighed. Da han med et så en kvinde som nærmest, kollapset på jorden foran ham. Eller det følte han det som inden han nået og tænke sig om, løb han hen til hende hvor efter han prøvet og få hende op at stå. Men det så dog ud til hun ikke kunne, stå på sine egene bene. Jack greb fat om hende, hvor efter han begynde og gå med hende, han måtte hjælpe hende og især fordi det bid så grimt ud. "Hey kan du høre mig, hvad er der sket." Lød det fra Jack af, han ville ikke forklare hvad han mente det var før han vidste om hun var blive bidt af hvad han selv ville gætte på. Han begynde og gå hen til hans lejelighed, hvor efter han åbnet døren der ind til. Han var alene lige pt, da hans lillesøster ikke var der, hvilket vel var en god ting. Da de kom ind i hans lejelighed, lagde han hende på sofaen hvor efter han gik ud for at lukke døren og finde noget og rense såret med eller bidemærket. Jack fik lukket døren hvor efter han gik hen til hende, og begynde og rense hendes sår, "så hvad er der sket og det kommer nok til og svie når jeg renser det." Sagde Jack hvor efter han begynde og rense hendes sår, hun havde sikkert os bruge for noget og drikke og især sukker. Derfor tog han et glas, og hælde cola op til hende, han havde lige taget det med da han havde hentet de andre ting.

Casey kunne godt fornemme det hele. Det var ikke fordi, hendes sanser var utroligt skærpet i øjeblikket, men hun vidste godt hvad der skete omkring hende. Hun kæmpede for at stå oprejst, da nogen løftede hende op, men hendes ben ville ikke lytte til hendes, ellers direkte, ordre. Hun kunne høre han sagde noget, men hans ord blev til en sløret masse, så hun ikke kunne kende det ene ord fra det andet. Hun blev liggende i sofaen præcis som han havde lagt hende. Hun følte sig utrolig utilpas og frygtede, at det ville blive værre, hvis hun begyndte at flytte på sig. Hun opdagede ikke at han var væk, men noget hun for alvor sansede, var da han begyndte at rense hendes sår. Hun så på ham og greb fat om hans håndled. Hun forsøgte blot at stoppe smerten, selvom det var for hendes eget bedste. Men hun kunne kun se sort og hvidt lige nu, og det gjorde ondt, så derfor skulle det stoppe. Hun slap hans håndled og lagde sig på ryggen og så op i loftet. Casey var et øjeblik i tvivl om, hvorvidt hun nogensinde ville blive rask igen. Hun havde aldrig følt sig så syg. Hun havde ikke observeret hvem det var der var ved hende eller hvor hun var. Det eneste der tog hendes opmærksomhed, var hvor elendigt hun havde det. Hun lukkede øjnene i og faldt ned i en dyb søvn, men det varede ikke længe, før hun vågnede op fra et mareridt. Hun satte sig op i sofaen og så sig omkring. Hun havde det en anelse bedre nu, men hun skælvede stadig, hun var stadig lige så forvirret som før, men nu kunne i det mindste ane hvad der skete omkring hende.

Han lagde ikke mærke til hendes smerter, før hun klemte om hans arm,Jack kigget på hende mens han prøvet og få hende til og slappe af. "Det skal gøres slap nu af, og slip min arm tak." Lød det fra Jack hvor efter han mærket hende slippe lige så stille, da hun havde fjernet hendes hånd, havde han fået en blå arm. Jack så hende falde i søvn hvor efter han rejste sig selv, lige så stille op. Han gik ind på hans soveværelse og greb en dyne, hans egen og en hovedpude som han lagde ved hende så hun ville ligge godt. Jack var gået ud i køkkenet, for at få styr på hvad der var sket i dag, en ny dæmon var død for hans hænder men stadig ikke den der havde dræbt deres far. Jack tog hans hat af, hvor efter han lagde den ned på bordet. Han fik taget noget vand hvor efter han lige så stille gik ind i stuen igen, hvor han så at hun var vågnet. Jack bed sig selv svagt i læben hvor efter han gik hen til hende, "øhm jeg hedder Jack kan du huske hvad der er sket." Sagde Jack hvor efter han begynde og blive lidt nervøs, hvis hun ville sige hun var blive bidt af et væsen hvad skulle han så sige. Svaret var Jack anede det ikke, og da slet ikke hvis det var en vampyr hvilket det sikkert ikke var. Jack kigget på hende, "så vil du ha noget og spise noget og drikke et eller andet." Sagde Jack hvor efter, han prøvet og få styr på sit hovedet lidt. Han skulle måske ringe til hans lillesøster, for at høre hvordan hun havde det. Jack kigget dog op, og hen på hende, "og hvad er dit navn."

Casey kunne ikke huske hvad der var sket. Det eneste hun husker var en stor skygge og en intens smerte i hendes side. Det var mørkt, til at se hvad det var der havde såret hende, men det var skarpt. Hun havde ikke selv kigget på såret endnu. Ikke rigtigt. Hun så på ham, da han præsenterede sig selv, og spurgte ind til hvad der var sket. ”Nej.” Hun så væk fra ham og hendes blik blev fjernt, som hvis hun huskede noget. Hun så episoden for sig. I det hun blev bidt, gav hun et ryk i sig. Hun tog fat i puden og krammede den ind til sig, som var det hendes eneste beskyttelse i verden. Hun så stadig ud i luften med et tomt blik, men nu var det ikke længere fordi hun forstillede sig noget, men fordi hun kæmpede for ikke at bryde ud i gråd. Hun var blevet angrebet, og hun kunne ikke engang sige hvem det var, der havde angrebet hende. Hun så ned, da en enkelt tåre forlod hendes kind og lavede en rund ring på puden. Casey så op på Jack igen og tog en dyb indånding. Det var svært for hende at sidde der, i en fremmedes hjem og ikke ane hvem han var, hvordan hun var endt der eller hvad i alverden der var sket med hende. ”Casey.” Hun lagde sig ned på sofaen igen, stadig med puden tæt presset mod hendes bryst. Hun var traumatiseret, men dagen efter, ville hun have det bedre. Hun havde bare brug for tid til, at bearbejde det der var sket med hende. Når det var gjort, kunne hun ligge episoden ned i arkivskabet og leve videre med hendes liv.

Jack kunne se på hende at hun, ikke havde det alt for godt, hvilket var forståeligt da hun jo ikke anet hvordan hun var kommet her hen. Han ville forklare hende det alt sammen senere, så hun ville forstå det lidt mere, men han ville holde at han havde dræbt en dæmon ude for det. Da hun sikkert ville finde ham sindsyg så, hvilket han ville undgå og blive betegnet som. Jack kigget på hende, og rødme svagt han måtte starte et sted, at forklare hende hvad der var sket. "Du gik i en gyde, jeg var lige blive færdig mit mit job, hvor efter jeg var på vej hjem, hvor jeg så fandt dig i gyden op af en mur du var kollapset." Sagde Jack hvor efter, han sætte sig ned i en stol lige ved siden af hende. Jack var mere eller mindre, lidt bange, for hendes reaktion.  Han ville godt hjælpe hende virkelig, men han anet ikke hvad han skulle gøre for at hjælpe hende. "Så vil du ha noget mad, eller noget og drikke jeg overveje selv og lave noget aftensmad, vil du ha noget med." Sagde Jack, hvorfor var han altid så dum når han var omkring smukke kvinder. Jack bed sig selv i læben hvor efter han rejste sig op, "hvad vil du ha en Pizza, burger Casey det er op til dig hvad du vil ha." Sagde Jack hvor efter han prøvet og skjule, at han rødmer da hun sikkert ville finde det sjovt sikkert. Måske var det bare så nervøs han var, der talte, for han var lidt bange for at fortælle hende sandheden omkring hvad hans job var. Han måtte håbe det aldrig, ville dukke op for hende hvad der var sket.

Casey var stadig fraværende. Selvom hun kunne føre en samtale nu, lagde hun ikke mærke til de små ting der foregik omkring hende. Som for eksempel at han rødmede. Hun lyttede til hvad han sagde. Hun kunne svagt begynde at huske det. Hun kunne huske hvor bange var, og lige netop den følelse, landede på hendes bryst som en mursten. Hun følte ikke, hun kunne trække vejret. Et klassisk tegn, på et begyndende panikanfald. Det var længe siden hun sidst havde haft et, men hun vidste præcis hvad hun skulle gøre. Hun lyttede til hvad han spurgte hende om, men hun kunne ikke svare. Hun lagde en hånd på hendes brystkasse og hev efter vejret. Hun blev bare nød til at komme ud, det var det eneste der kunne hjælpe. Hun rejste sig hurtigt, og gik udenfor. Hun havde bare brug for noget frisk luft, før hun igen kunne være indenfor. Hun satte sig ned på jorden og gemte hendes ansigt i hendes hænder, før hun strøg hendes hår tilbage og holdte det fast der. Hun kunne begynde at trække vejret normalt igen, men hun havde brug for et par minutter mere, før hun kunne gå indenfor. Casey havde ikke tænkt sig at stikke af. Jack havde behandlet hende så pænt, og hun havde i sinde at gengælde det. Hvis det overhovedet var muligt.

Jack havde ikke lagt mærke til hendes reaktion, han bed sig selv kort i læben da hun begynde og få vejrtræknings problemer. Hvor efter han rejste sig op, for at hjælpe hende men hun var oppe og stå uden han kunne nå og gøre noget derfor fulgte han bare forsigtigt med hende udenfor. Han ville ikke gøre hende bange, så han fulgte forsigtigt med hende udenfor hvor han stillet sig op af muren. "Noget galt Casey, jeg vil godt hjælpe hvis jeg kunne, hvis der er det mindste du vil ha hjælp for." Sagde Jack hvor efter han tog sin mobil frem, han kunne lige så godt gøre sig klar til og bestille noget mad han ville bare vente på hvad hun ville ha at spise før han bestilte. Jack så på hende, hvorfor gjorde hun ham helt forskruet, det var vildt provokerne. Jack så ned i jorden hvor efter han kigget på hende, "så du kan ikke huske hvad der er sket ellers." Lød det fra Jack af, hvor efter han kigget ned i jorden og begynde og ringe et pizzaria op. "Så skal jeg bestille noget til dig, bestille nemlig noget Pizza nu og du ser ud til du ku bruge det Casey." Sagde Jack, hvor efter han smilede svagt til hende.

Casey prøvede, at slappe af igen. Det virkede altid at komme udenfor, denne gang var ikke en undtagelse. Hun vendte sig rundt imod ham og rystede let på hovedet. ”Jeg klarer mig,” sagde hun imellem hendes anstrengte vejrtrækninger. Hun havde nogenlunde kontrol over hendes panikanfald, denne gang, skyldtes det dog ikke hendes klaustrofobi. Hun var ikke sikker på, hvad der havde forløst det. Casey så på ham og trak lidt på skulderne, hendes vejrtrækning var næsten normal igen. ”Jeg kan huske lidt.” Det var kun få bider af de seneste timer, som hun kunne huske. Det var ikke en rar følelse. Men med tiden, måtte minderne komme tilbage. Da han spurgte ind til hvad hun skulle have, var hun ikke sikker på hvad hun skulle svare. Hun kunne godt bruge noget mad, men var ikke sikker på hvad. ”Bare det samme som dig.” Casey fandt sin egen telefon frem og trykkede et nummer ind. ”Jeg skal lige ringe til nogen.” Hun gik lidt væk fra Jack, og ventede på telefonen blev taget. Hun blev bare nød til at vide, at Adam havde det godt, og fortælle ham hun ikke kom hjem lige med det samme. Da dette var ordnet, gik hun tilbage til Jack.

Jack kigget på hende, da hun begynde med og tale han nikket til hende, han forstod hende vel godt på nogen punkter. Men hvorfor var det altid sådan, at han ikke kunne få styr på sig selv efter en Jagt. Jack kigge tætte på hende, da hun sagde hun skulle ringe, smilede han svagt "forstår jeg godt." Jack kigget på hendes bid, han var hundret procent sikker på det var en varulvs bid, hun ville sikkert blive til en varulv før eller siden. Jack sank en klump hvor efter han ringet pizzaria, han var ikke så glad eller tryg om at lade hende rende rundt, Især nu når hun var blive bidt. Jack fik ringet pizzaria op, hvorefter han fik bestilt, en familie pizza, til dem han anet ikke hvad hun kunne lige. Så derfor bestilte han en kød pizza, han håbet hun kunne lige det, ellers kunne han lave en burger og noget salat til hende. Jack kigget hen på hende, da hun var færdig med, at tale med den hun snakket af. Han måtte tag sig sammen og undgå, at få et forhold til hende. Hvilket vel ikke kunne være så svært, Jack sende hende et smil, hvorefter han vendte på hun var klar til og gå ind igen, de ku dog os spise herude ikke første gang han havde gjorde det. "Så vil du spise udenfor, eller indenfor Casey." Sagde Jack, mens han sende hende et til smil, han var dog stadig lidt forskruet i hovedet, men så længe hun ikke vidste det var han glad. Jack kigget på hende, turde han spørge, "så hvad husker du Casey, hvis du ikke har noget imod jeg spørge."

Casey sendte ham antydningen af et smil. Hun var stadig ikke helt på toppen, men hun ville bare gerne vise ham, hun satte pris på hans hjælp. Hans forespørgsel fik hende et øjeblik til at tænke, til at mærke efter i hendes krop, om den frøs eller havde det varmt. ”Indenfor,” sagde hun kort før hun gik hen imod døren. Hun stoppede dog op, da han stillede endnu et spørgsmål. Hun drejede sig rundt imod ham og tog en dyb indånding. Hvad ville han have hun skulle sige? Det var nærmest som om, han forventede, at hun skulle fortælle ham noget bestemt. Men hun kunne ikke give ham hvad han ville have. ”Jeg husker en stor skygge, en smerte i min side og så at jeg vågnede op her.” Casey gik hen imod ham og så ham i øjnene, blot for at understrege de ord der ville følge: ”Jeg vil helst ikke tale om mere om det.” Hun forstod godt hans nysgerrighed, men hun skulle stadig bearbejde det hele og det gjorde hun helst alene. Det var det hun var bedst, at klare det hele alene. Det var en stor byrde at tage på sine skuldre, men hun gjorde det gang på gang, for ikke at lade andre gøre det. Hun fik en pludselig kuldegysning og drejede sig imod døren igen. ”Skal vi gå ind?” Hun kunne ikke tillade sig bare at vade ind, men det var koldt for hende og hun havde ikke en jakke eller en trøje.

Jack kigget på hende, hvordan kunne han forklare hende noget uden, han ville blive betegnet som sindsyg.  Jack kigget på hende da hun forklaret hvad der var sket, han vidste ikke helt hvad han skulle svare hende, men noget sagde ham at dette kun ville blive værre for hende. Jack kigge hen på hende, mens han hørte hendes svar. Jack gik hen mod hende, så de kunne komme ind,  men stoppet op da hun talte om hvad hun kunne huske han lyttet kort efter, viste den varulv ikke der var fredsaftale, eller var den bare dum. Var de tænker der flød gennem, Jacks hoved det var lidt lige meget, han måtte fokusere på hans job nu der var ikke andet for det. Jack kigget hende i øjne, hvor efter han nikke da hun sagde hun ikke ville tale om det mere, "det er helt op til dig selv som jeg sagde før, må jeg spørge du havde ikke behøvet at svare, men jeg er glad for at du fortælle bare lidt." Sagde Jack hvorefter han nikket til hende, da hun spurgte om de kunne gå ind. Jack sende hende et svagt smil, hvor efter han gik ind, han ville ikke være den der fortællet hende hvordan verden fungeret. En varulv kunne gøre det og især, den hun var blive bidt af, hvorfor stod han altid over for disse ting, han ville gi alt for et normalt dag, hvis han kunne hjælpe ville han men han forstod ikke hvordan nogen kunne gøre sådan. Jack mærket en svag smerte i hans arm, han skulle ha de piller mod smerter. Jack havde håbet, at det var forsvundet, men hans krop var mere smadret ende han ville sige. Jack gik ud i køkkenet og tog sin smertestillende pille.
Da maden dukket op gik Jack ud og åbenet døren, for ham han tog imod pizzaen og betalte så, hvorefter han lukket døren. Jack gik ind i stuen, og hen til Casey, lige da han stillte den foran hende ringet hans telefon. Jack sende hende et smil, "bare spise skal lige tale, med en det er arbejde." Undskylde Jack sig. Jack gik ud i køkkenet og prøvet og forstå hvad den anden skyggejæger, sagde til ham. Jack nikket bare og kigget hen på Casey, han kunne blive her i lidt tid, men så snart hun sov ville han smutte han sætte sig i stolen, hvorefter han kigget på hende, "velbekomme Casey." Lød det kækt fra Jack, han kunne nu prøve og være lidt mere åben overfor hende selv om han ikke ville.

Casey gik indenfor, da han nikkede til hende. Hun satte sig straks på sofaen. Hun satte pris på hvad Jack gjorde for hende, men han virkede nærmest fjendtlig overfor hende. Eller ikke direkte fjendtlig, men det virkede ikke som om han var helt glad for hende. Så meget vidste hun nu. Da pizzabakken blev placeret foran hende, åbnede hun den og lod den dampe af. Hun tog et stykke og så på den. På trods af, hun før havde fokuseret meget på hvad hun spiste, og forsøgt at holde sig væk fra for meget kød, havde hun utrolig meget lyst til det lige nu. Hun tog en bid af pizzaen, så en til og en til, indtil der ikke var mere af stykket tilbage. Hun måtte virkelig være sulten, siden hun ville spise så meget kød. Hun lagde ikke ligefrem mærke til at han gik, hun var for optaget af pizzaen. Da han kom tilbage, havde hun allerede spist to stykker og var i gang med sit tredje. Da hun havde tygget af munden, så hun på ham med et forsigtigt smil. ”Jeg må være meget sulten.” Hun spiste det sidste af stykket og lagde sig tilbage i sofaen. Casey virkede på mange måder uskyldig, især fordi hun ikke forstod hvad der skete hende. Hun virkede så uvidende. Nogen fandt dette tiltrækkende, mens andre synes det var kedeligt. Casey var ligeglad. Hun var hvem hun var, og så måtte alle andre tage hende som hun var. Hun lod en hånd køre igennem hendes hår, før hun satte sig ud på kanten af sofaen. ”Tak for alting. Jeg sætter pris på det.” Hun sendte ham et skævt smil, hvilket skabte et glimt i hendes øjnene. Det var et charmerende smil, men hun tænkte ikke altid over det. Nogen gange sendte hun det også, når hun var taknemmelig. Det sendte forvirrede signaler fra hende.

Jack ville ikke være led, eller noget som helst andet. Hvorfor havde han os givet hende, den kolde skulder lige nu. Jack kigget ind i hendes øjne, "jah du er hvis vildt sulten." Grinte Jack til hende, hvorefter han gik hen til siden af  hende, "så hvad laver du til hverdag Casey." Lød det fra Jack hvor efter han sætte sig ned ved siden af hende, han følte sig af en eller anden grund tiltrukket til hende, måske fordi hun havde haft et meget normalt liv. Hvilket Jack, følte der var et eller andet overfor, men det var løgn selv om han prøvet og sige til sig selv, at det var den ting der gjorde at han var tiltrukket og kun det af hende. Sandheden var at han var mere tiltrukket af hende, på grund af hendes uskyldighed som nærmest var kært, derudover var der noget charmerne over hende som han ikke kunne sætte finger på. Jack sende hende et kort smil, hvor efter han tog sin Guitar frem for at stemme den. Jack kigget på hende, af en eller anden grund fanget hendes øjne ham nærmest som to krystal kugler. Jack kigget på hende, hvorefter han ville drille hende lidt, hun ville sikkert forstå at han drillet hende, eller det håbet han på en eller anden måde. Han rørte det pizza stykke, som hun havde spiste af. "Du har ikke noget imod, jeg tag den som du har spist lidt af,"lød det drillende fra Jack af. Hvor efter han tog en bid af det, han fik hurtigt tygget af munden, hvor efter han kigget på hende, hvor han igen blive fanget af hendes øjne. Hvorfor var han så tiltrukket af hende, det var som om hver gang han prøvet og tænke noget andet, hvorfor kunne han ikke bestemme over sig selv, det var som om han altid fandt noget ved hende, som fik ham til og glemme alle andre ting. Han fik ryste sig fri, og sende et smil til Casey,"så Casey vil du høre noget musik."

Casey havde ikke haft et forhold i lang tid. Faktisk ikke siden hun var teenager, og hun havde ikke ligefrem planer om, at få et foreløbig. Men hun vidste godt, at kærlighed var en stærk kræft. Det var ikke altid muligt at kontrollere det, selvom Casey rigtig gerne ville. Hvis noget kunne kontrolleres, ville hun forsøge at kontrollere det. Hun så på ham, da han drillede hende, med hvor meget hun havde spist. Det generede hende ikke, fordi hun allerede selv vidste det. Men det var da meget morsomt. Hun smilede let over det. Casey så på ham, da han gik hen og satte sig ved siden af ham. Hun var ikke sikker på, hvordan hun havde det med Jack endnu. Han så godt ud, og han havde været utrolig venlig over for hende, men det var lige som om, der var noget der ikke helt stemte. Hun kunne ikke helt sætte fingeren på det. Da han så hende i øjnene, forsvandt tvivlen lige pludselig. Han havde flotte øjne. Casey så ned i hendes skød, da han ikke længere så på hende. Det var bare ikke altid let for hende, at være så intim med andre, selvom de ikke på noget tidspunkt var tæt på hinanden, syntes hun stadig, at øjenkontakt var intenst. Hun rejste sig op og satte sig derhen, hvor han før havde siddet, så hun bedre kunne se ham. Casey kunne ikke selv spille på et instrument, men hun kunne godt finde på at synge. Hun mente ikke selv, at hun var en fantastisk sanger, men hun var god nok, til at hun kunne finde på at synge for få personer. ”Selvfølgelig.” Hun var selv ret vild med akustisk musik. Det var langt mere intimt. Det var sjovt hun havde det sådan, når alt intimitet var svært for hende.

Jack sende et smil til hende, hvorfor skulle kærelighedens kræft være så stor, hvorfor kunne man ikke bare kontroller den, han hade vildt meget de ting man ikke kunne kontroller. Jack bed sig selv i munden, da han så hende sætte sig over i stolen sende han hende et lidt charmerne smil uden og tænke over det. Jack greb ud efter sin Guitar, da hun sagde hun godt ville høre ham spille. Jack stod dog et kort øjeblik, hvorefter han prøvet og huske hvilken sang, han ville spille for hende. Han vidste godt han ikke var den bedste til det, men det regnet hun sikkert heller ikke med, man ville jo altid være mere kritisk over for sig selv hvilket Jack altid var. Jack smilede til Casey hvor efter han begynde og spille, hvorefter han begynde og synge "Hey brother, there is a endless road to redicover." jack begynde og spille videre og synge mens, han kigget over på hende, "when the sky comes falling down for you, what if i am far from home." Hans hænder begynde bare og spille videre, uden han kigget der ned, han kigget bare over i hendes krystalklare øjne, han kunne ikke tag øjne fra hende. Mens han forsætte med at synge, kigget han stadig over på hende han sang nærmest til hende, og kun hende. Efter hvad der føltes som alt for kort tid, kigget han over på hende, hvorefter han sende hende et charmerne smil. "Ku du lige det, Casey." Hans øjne så på hende, med en glæde han ikke havde udviste før, for et øjeblik var han ligeglad med dæmoner, og varulve alle de ting der gjorde verden anderledes. Men sandheden var nok at det var hende, og hans familien han tænke på nu, intet andet betød noget.

Casey sad med blikket rettet imod hende, mens han begyndte at spille og synge. Han havde bestemt ikke en dårlig stemme. Han spillede heller ikke dårligt. Hun sad der bare, og nynnede lige så forsigtigt med. Hun kendte godt sangen, men ikke nok til, at hun kunne teksten. Da han spurgte ind til hvad hun syntes, sendte hun ham et svagt smil. Hun nikkede bare, hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun fandt sin telefon frem og begyndte at scrolle på den. Hun tog en dyb indånding og tændte for noget musik. Hun var ikke sikker på hvorfor, men lige netop denne sang elskede hun. Casey rejste sig op, og drejede siden til ham, så hun ikke kunne se direkte på ham. Det var svært for hende at synge i forvejen. ”It's been awhile since I've really cared, about something I never knew was there.” Hun forsatte sangen, ind til musikken stoppede. Hun kunne godt lide at synge, men gjorde det oftest alene. Hun var ikke sikker på, om han overhovedet kunne lide hendes stemme. Det var ikke for alle en hver. Men sådan var det med de fleste stemmer. Hun satte sig ned igen, men så ikke længere på ham. Hun var ikke sikker på, om hun ville se ham i øjnene, hvis han ikke brød sig om hendes stemme. Normalt, betød andres mening ikke noget for hende. Ikke fremmede folks meninger i hvert fald, men alligevel, betød Jacks mening noget for hende. Det irriterede Casey, fordi det slet ikke burde betyde noget for hende. Men det gjorde det, og hun kunne ikke gøre noget ved det.

//Sangen hun synger og hendes stemme: https://www.youtube.com/watch?v=wGPpaKVK1Jo

Jack lyttet til hende, da hun vende sig om og begynde og synge, Jack greb fat om hans Guitar og prøvet og lære den, det var ikke let men det havde aldrig stoppet ham før. Jack lyttet til hendes sangstemme den var så smuk, så ren at han ikke kunne beskrive det hun var god til og synge og når hun læret at spille Guitar, hvis hun godt ville det, ville han lære hende det fra starten af. Jack lyttet til hende, mens han prøvet og lade vær med at ligge mærke til hende, Jack kunne ikke beskrive hvordan han havde det da han var færdig. Rejste han sig op, hvorefter han gik om til hende, og vende hendes ansigt mod ham. "Du synger godt Casey,"hvilket var sandt han kunne ikke lyve overfor hende. Jack greb fat om hende, "Casey, vil du lære at spille den sang på Guitar du synger nemlig godt." Lød det kort fra Jack af, hvorefter han kigget hende ind i øjne, han var blinde af hende og kunne derfor ikke kontroller den følelse han havde. Jack bed sig svagt i læben, hvorefter han gik hen til hans Guitar igen, da han havde fået sig selv kæmpet ud af hendes øjne som nærmest holde ham fanget. Jack kigget på hende og tog en bid til, af den pizza som Casey ikke var blive færdig med

Casey vidste ikke hvad hun havde gang i. Hun havde for lang tiden siden, lovet sig selv, hun aldrig ville kaste sig ud i noget der havde med kærlighed at gøre. Ikke engang en simpel tiltrækning. Hun burde bare gå fra det, før alting blev for kompliceret. Hun så på ham, da vendte hende rundt og komplimenterede hendes sangstemme. Hun vidste ikke engang hvorfor hun havde gjort det, hun var grebet af øjeblikket måske? Da han greb fat om hende kunne hun mærke hendes hjerte begyndte at banke hurtigere, men det var ikke på grund af han stod tæt på hende, eller så hende i øjnene. Det var fordi det var for overvældende. Den eneste hun havde haft så tæt på sig i lang tid, var hendes bror når de krammede eller en veninde hun krammede. Det var så langt hendes tolerance rakte i øjeblikket. Hun havde bare ikke overskuet, til at give ham det han ønskede af hende. ”Jack..” Hun tog en dyb indånding og så hen imod døren. ”Det kan ikke fungere det her. Hvad det her så end er. Undskyld.” Hun prøvede at bevare roen, selvom hun havde brug for at komme væk. Hun trak en pengeseddel op af hendes lomme og rakte den imod ham. ”Tak for alting.” Hun blev nød til at give ham noget for hans gæstfrihed og hjælp, men hun kunne ikke gengælde det med en tjeneste. Hun var ikke sikker på, om hun nogensinde ville se ham igen. Så skulle han opsøge hende. Det var ikke fordi der manglede kemi imellem dem, slet ikke, men hun var bare ikke et sted, hvor kemi var nok for hende. Men hun gav det heller aldrig en chance, så det kunne sjældent blive mere end kemi. Hun var bestemt ikke let at have i sit liv.

Jack lyttet på hende, da hun begynde og være vred på ham, han anet ikke hvad han skulle sige eller gøre han havde været dum som altid. Jack kigget på hendes hånd da hun rakte en pengesedelen frem, aldrig i livet ville han tag imod det. Jack bed sig selv i læben, hvorefter han kigget på hende, han ville ikke ha noget med hende og gøre hvis hun ikke ville ha noget med ham og gøre. Derudover ville han ikke hende noget ondt, nok havde han følelser for hende men hun måtte selv bestemme hvad hun ville. Hvis hun ikke ville være i nærheden af ham, ville han ikke tvinge hende hun ville dog aldrig, kunne være en del af det liv han var selv når hun blive varulv ville hun sikkert ikke ha noget med ham og gøre. Jack vende sig kort om, for at prøve og få styr på sit hoved, han elsket hende vil på en måde men hun virket ikke glad for ham, hvilket han ikke ville prøve og få hende til. "Jeg forstår men behold dine penge, jeg tag ikke imod noget for det." Lød det fra Jack hvorefter han vende sit ansigt mod hende "beholde dine penge jeg har ikke brug for dem jeg hjælp dig fordi du var vær at redde." Sagde Jack og gik hen til døren, hvis hun ville ha luft kunne hun få det, efter hans mening var det lige meget, eller det prøvet han og få sig selv til og tro. "Undskyld Casey, du kan overnatte her i nat, jeg skal på arbejde, eller du kan gå nu." Lød det kort fra Jack af, hvorefter han tog sit tøj på og forlod lejeligheden. Han måtte få styr på sit liv hvad hun betød for ham, om han var blive forelsket eller ej han ville tag tilbage til Idris, for at få styr på sit liv, han ville opsøge hende igen hvis han skulle finde hende eller hvis hun fandt ham igen.

Casey følte sig ussel. Hun burde ikke behandle ham sådan. Hun burde ikke behandle nogen sådan. Men det var bare svært for hende. Hun så på ham, da han sagde han ikke ville have pengesedlen. Det forstod hun også godt, men hun kunne ikke gå derfra med god samvittighed, hvis hun ikke gjorde noget til gengæld. Selv hvis hun gik uden at betale ham, ville hun have det dårligt med det. Hun så på ham da han sagde hun var værd at redde. Hvordan kunne han overhovedet vide det? Han havde bare set hende ligge der på jorden, svækket og sårbar. Han havde måske fundet ud af det bagefter, men han havde ikke gjort det, fordi hun var værd at redde. Han havde gjort det, fordi han havde ondt af hende, eller fordi han følte det var hans pligt. Det var også lige meget. Hun havde nydt hans selvskab, ingen tvivl om det, men det var bare på tide hun kom hjem. Hun kunne ikke blive i hans lejlighed længere. Hun gjorde det ikke kun for sig selv, men han satte tydeligvis mere pris på hendes selskab, end hun gjorde på hans. Det var ikke fair for ham, så hellere rive plasteret af med det samme. Hun lyttede til hans ultimatum, og vidste godt hvad der var bedst for dem begge. Hun lagde pengene på hans bord, selvom han havde gjort det klart, han ikke ville have dem. Hun bevægede sig udenfor og forlod grunden. Hun orienterede sig om hvor hun var, og begyndte at gå hjemad.

//Out.