Brave new world - Jackson[Færdig]

Casey havde taget kontakt til Jackson. Der var gået en uges tid, siden deres første møde, men hun følte nu hun var klar. I dag, ville hendes nye liv for alvor begynde. I den uge de ikke havde set hinanden, havde Casey lavet nogle drastiske ændringer i hendes liv. Hun havde sagt sit job op og i stedet taget et lån. Hun havde allerede haft en fyldt tallerken før, at hun var en varulv tog en del plads på tallerkenen. Man måtte altid ofre noget, for at få plads til noget andet. Casey og Jackson havde aftalt, at mødes ved to tiden. Hun var taget hjemmefra i god tid, det gjorde hun altid. Casey gik med hendes mobil i hånden for, at finde den rigtige adresse. Halleluja for GPS. Hun gik langsomt, så hun ikke lige pludselig stødte ind i nogen. Hun var fuldt optaget af hendes mobils skærm, så der var stor risiko for, hun ville gå ind i nogen hvis hun ikke var lidt mere opmærksom. Et stort hus tårnede sig foran hende, og hun behøvede nu ikke længere hendes mobil, for at finde palæet. Hun stod et øjeblik og så nærmere på grunden. Det var fantastisk. Hun ville ønske hun selv kunne bo sådan et sted. Casey gik op imod dørene og bankede på døren med en blid hånd. Hun gad godt vide, hvad Jackson havde i tankerne for hende. Casey var både spændt, men også nervøs, hvad hvis hun ikke kunne gøre hvad han ønskede, hvad hvis hun viste sig at være den værste varulv der fandtes? Hun havde alt for mange af sådan nogle tanker, hver gang hun stødte på noget ukendt, ville hun være usikker på om hun var god nok. Men når hun var på et område hun kendte til, var hun derimod selvsikker. Casey tog en dyb indånding ventede på døren blev åbnet.

Det var efterhånden omkring en uge siden, at Jackson havde mødt Casey og fortalt hende hvad hun var. Og han havde godt tænkt på hende siden. Nu havde hun endelig taget kontakt til ham, hvilket han var glad for. Han havde faktisk set lidt frem til det, eftersom hun virkede som om hun havde godt potentiale. Hun kunne blive en udmærket varulv, hvis hun lige lærte de grundlæggende ting og sager. Det mente han fuldt og fast. Så derfor havde han også tænkt sig, at lære hende alt han vidste. Og desuden var det jo ikke kun kontrol hun havde brug for at lære. Det var vigtigt at enhver varulv kendte til reglerne, også. Ellers kunne de bryde dem, og det ville højst sandsynligt få katastrofale følger. Og det så han ingen grund til, hvis det kunne undgås. De bedste katastrofer, var dem der kunne afværges.
Jackson vidste ikke helt hvordan idag ville komme til at foregå. Ofte tog han tingene som de kom, selvom han selvfølgelig havde tænkt over det. Han kunne ikke så godt lære hende at forvandle sig med fuld kontrol, for det ville involvere nøgenhed. Og han tænkte, at det hellere måtte vente lidt endnu. Men som varulv, i hvert fald hvis man var en del af et kobbel, var nøgenhed en del af livet. Alle havde nok set alle nøgne før, i et kobbel. Det var bare en del af kobbellivet, eftersom man jo ikke havde tøj på når man forvandlede sig tilbage til menneske. Og desuden var kobler som regel så tætte, at det ikke havde nogen betydning alligevel. Der var svært at være genert, men selv dem som var, kom hurtigt over det. For Jackson så på sine krigere som familie. Et kobbel var på mange måde ligesom en familie, og derfor var det heller ikke noget særligt at skulle smide tøjet fra tid til anden. Man vænnede sig hurtigt til det. Nok mest af alt, fordi ingen gjorde det til noget særligt. Man var jo heller ikke nøgen særlig længe, hverken før forvandlingen eller efter. Men han syntes dog alligevel ikke, at han ville udsætte Casey for det endnu. Nogle af de lettere chokerende informationer kunne nok godt vente til en anden gang.
Han hørte en banken på døren og rejste sig fra sofaen, for at åbne den. Han havde sørget for at rydde stuen idag, så ham og Casey kunne få lidt privatliv til at starte med. Det ville nok være det bedste. Da han åbnede døren, så han, som forventet, Casey stå udenfor. Han smilte stort til hende, åbnede døren helt og gik ud til siden, så hun kunne komme ind. Da hun var gået ind, lukkede han den efter hende og vendte sig så atter imod hende. "Hej. Velkommen til Månepalæet, hvor mit kobbel bor. Jeg er glad for at du skrev." Han sendte hende et charmerende og lidt skævt smil.

Casey havde været meget fraværende siden deres møde. Hun havde svært ved at føre en samtale, fordi hendes tanker hele tiden handlede om den tikkende bombe hun var. Hun kunne ikke vide hvornår hun forvandlede sig, for hun vidste at de ikke kun forvandlede sig ved fuldmåne. Der var man tvunget til det, men det var ikke umuligt at forvandle sig imellem fuldmånerne også. Det var ikke sikkert, at det var rigtigt, men hun havde gjort sig nogle tanker. Hun synes hendes nervøsitet blev værre for hvert et sekund der gik, før døren blev åbnet og afslørede Jackson. Det beroligede hende. Casey stolede på ham, så det var klart han fik hende til at føle sig tryg. Hun gik ind ad døren da han åbnede den. Hun stoppede op og drejede sig rundt engang, mens hun undersøgte det hun nu kunne se. Imponerende. Hun vendte sig imod ham igen, da han bød hende velkommen. ”Tak.”
Hun sendte ham et smil. ”Jeg havde svært ved at tænke på andet, end at jeg kunne skade nogen. Det vil jeg helst undgå.” Bare idéen om at såre nogen, gik hende utrolig meget på. Især, når hendes bror var en af dem hun kunne skade. Hun havde gjort sig nogle tanker om at hun skulle klæde sig af, det var ikke ligefrem en tanke der gjorde hende begejstret, men hvis det var hvad hun skulle betale, for at lære hvordan hun styrede hendes forvandling, så ville hun godt kunne leve med det. Casey havde det dårligt med, at hun ikke havde givet noget igen. Det blev hun nød til, hvis hun skulle rense hendes dårlige samvittighed. ”Jeg bliver nød til at gøre noget for dig. Jeg kan ikke lade dig gøre så meget for mig, uden jeg også gør noget for dig.” Det ville være egoistisk, hvis hun bare tog fra ham, uden at give noget igen. Man kunne sige mange ting om Casey, at hun var en kontrolfreak, at hun havde svært ved at give slip, men man kunne ikke kalde hende egoistisk. ”Kan du love mig det?” Det var den eneste betingelse hun havde.

Månepalæet var ret pænt indrettet, hvilket nok mest af alt var Adelaide's fortjeneste. Jackson stolede fuldstændig på hende, så han lod hende altid gøre lige hvad der passede hende. Stort set det eneste han havde gjort, var at flytte på møbler osv. Men det passede ham nu også fint nok. Han havde ikke noget imod at overlade kontrollen til Adelaide nogle gange. Hun var trods alt også alfa for koblet, og han kunne ikke være på hele tiden. Så ville han slide sig selv ned i løbet af ingen tid. Hvilket alfaer ofte gjorde, og derfor trak de sig oftest tilbage inden de var fyldt 55. Nogle gange endda endnu tidligere. Men det var selvfølgelig også altid sværest lige i starten, da man jo lige skulle ind i det hele. Heldigvis havde Jackson haft en alfa som far også, så han kendte til lidt af det hele. Hans far havde sørget for at opdrage ham til at blive en god alfa, mens hans mor havde sørget for at han blev en god person i det hele taget. Det bekymrede hans far sig ikke særlig meget om. For ham betød koblet alt, og det var det ens hverdag skulle dreje omkring. Jackson syntes personligt at han var en smule for traditionel, og derfor kom de heller ikke godt ud af det med hinanden. Faktisk så de slet ikke noget til hinanden længere, og Jackson følte heller ikke at han missede ud på noget.
Han smilte bare og gav hende et kort nik, som svar på hendes tak. Han nikkede forstående og medfølende, da hun sagde det næste. Han forstod fuldkommen hvordan hun havde det. Han havde selv haft det sådan lige i starten, selvom det efterhånden var meget længe siden. Han bed sig kort i læben, og talte så lidt tøvende. "Jeg vil gerne lære dig kontrol, men jeg tror det er bedst hvis vi starter med det mundtlige, så kan vi tage det fysiske bagefter." Han havde allerede opfanget at hun var intelligent, og derfor havde hun nok også regnet nøgenheds-delen ud. Umiddelbart virkede det dog ikke som om det ville blive en stor forhindring, hvilket var en lettelse. Han smilte varmt, da hun talte om gengæld. Så rystede han roligt på hovedet. "Det er skam ikke nødvendigt, Casey. Jeg er tilfreds med at hjælpe dig, uden nogen form for betaling. Jeg behøver intet fra dig, måske på nær din tillid." Han holdt en pause og smilede endnu en gang skævt. "Desuden indgår det stort set i min jobbeskrivelse som alfa at hjælpe nye varulve, om de så er en del af mit kobbel, eller ej." Og det var jo sådan set også rigtigt nok. Han havde i hvert fald taget det på sig, og hjalp alle de 'hvalpe' han kunne. Alle dem der ville lade ham.

Casey var utrolig fristet til, at rende rundt i palæet som et lille barn, på jagt efter julegaver. Heldigvis, lærte man at styre sine fristelser. Caseys baggrund var noget, hun for længe havde lagt i det lille arkivskab hun havde i hendes sind. Hun havde låst det og smidt nøglen væk. Hun ønskede ikke at tænke på det mere end højst nødvendigt. Det var fyldt med svigt, både for hende selv og hendes bror, hvilket havde påvirket dem i stor stil. Adam havde ikke været mere end 6-7 år da det begyndte. Det havde påvirket ham mere end nogen anden, og det påvirkede hende. Hendes lillebror var alt for hende. Hun hørte hvad han sagde, og det passede hende fint. Det gav også god mening, man lærte altid teori, før man kom ud i det fysiske. Han takkede nej til hendes tilbud, eller et tilbud var det ikke, mere en direkte ordrer, men hun ville lukke den sag. For nu. Når det kom til hendes tillid, havde han ikke noget at bekymre sig for. Medmindre han svigtede hende i stor stil, ville hendes tillid for ham blot vokse med tiden.
”Du har min tillid Jackson.” Det var svært og have absolut tillid til en næsten fremmet, men det var overraskende let at stole på ham. Casey sendte ham et smil, da han forklarede hvad der stod i hans ”jobbeskrivelse,” hun havde aldrig tænkt på at være alfa som et job. Men det gav mening, nu hvor hun tænkte over det. Han var leder. ”Det står også i min jobbeskrivelse, at jeg skal hjælpe de syge, men det betyder ikke, jeg ikke vil tage imod en frugtkurv, når jeg bliver tilbudt en.” Hendes stædighed havde alligevel trængt igennem, selvom hun havde bestemt sig for at slippe det. ”Lad os bare komme i gang.” Hun vidste ikke om Jackson var stædig, men hvis han var i nærheden af, at være lige så stædig som hende, kunne de stå der hele dagen. Casey havde også et vigtigt spørgsmål at stille ham.

Jackson fandt Casey ret interessant. Umiddelbart ville han mene, at hun var dybere end som sådan. Hun virkede som en person med en historie. En historie der måske ikke kom på tale så tit, hvilket interesserede ham. Han ville hjertens gerne vide mere om hende, men han var for høflig til at spørge. Man vidste aldrig hvilke sårbare punkter man kunne ramme, og derfor valgte han også at lade være. Det ville nok også være bedst hvis han bare holdt sig til at træne hende. Han havde ikke brug for en masse komplikationer for tiden, hvis han kunne undgå det. Og det kunne han vel sådan set godt. Det handlede alt sammen om, hvilke beslutninger man tog. Og Jackson plejede som regel at være meget fornuftig og god til at tage beslutninger, så det burde ikke være et problem for ham nu heller ej. Ellers måtte han da lige lave om på noget, hvis det havde ændret sig. Det var en egenskab man ikke burde sige nej til, trods alt.
Han nikkede taknemmeligt, da hun sagde at han havde hendes tillid. Det var virkelig det eneste han ikke kunne klare sig uden. Ikke hvis han skulle lære hende alt hvad han vidste. "Tak." Han vidste ikke hvad han ellers skulle gøre, så han smilte bare et varmt smil. Det kunne godt være, at der kom lidt charme ind i det, men nu var han jo altså heller ikke en ucharmerende person. Ikke hvis han selv skulle sige det, i hvert fald. Og han havde da heller ikke fået det fortalt før, så det måtte jo have noget at sige.
"Så lad os bare sige, at jeg siger til hvis jeg får brug for noget. Aftale?" Han var bestemt stædig, men han havde lært at man skulle give kvinder ret så ofte som muligt. Så holdte man sig på deres gode side, hvilket han ikke havde i sinde at afvise. Han nikkede, ved hendes næste ord. Så så han på hendes jakke, og spurgte, "Skal jeg tage din jakke, eller vil du beholde den på?" Han var vel en gentleman.

Casey var ikke sikker på om hun stolede på ham, fordi han havde hjulpet hende da hun havde brug for det, fordi han var så let at stole på eller om det var begge dele. Sidste mulighed virkede mest sandsynlig, men hun var stadig usikker. Casey ville gerne lære Jackson bedre at kende, det var også en af grundene til hun var kommet. Den største, og mest åbenlyse, var så hun kunne lære at kontrollere sit nye jeg. Casey havde stået over for mange svære beslutninger i hendes liv. Hun var tvunget til at vælge imellem hendes bror og hendes mor, det var ikke et valg man bare lige to. Det krævede en masse overvejelser. Men når det kom til kærlighed, havde hun også taget en stor beslutning inden hun var flyttet med hendes bror. Hun var blevet efterladt alene med en dreng på 10 år, fordi hendes kæreste ikke magtede det længere. Det havde ændret hendes syn på kærlighed en hel del.
Det handlede ikke bare om at være forelsket, men også om man kunne stå sammen i regnen. Hvis nogen kunne bevise over for hende, de var der for hende, ville hun være langt mere tilbøjelig til at se en fremtid med denne person. Men det var ikke noget hun tænkte så meget over længere. Inden tingene blev alt for alvorlige, havde hun en tendens til at stikke af. Ikke en af hendes mest prisværdige egenskaber, men hun måtte passe på sig selv, når ingen andre kunne. Hun sendte Jackson et varmt smil, da han takkede hende. Casey kunne godt gå med til hans forslag. Det var også bare det hun ville have, at det ikke kun var hende der fik hjælp af ham, men at det gik begge veje. Selvom han ikke virkede til, at være i nød på nogle områder. I såfald, havde hun ikke opdaget det endnu. Hun kunne ikke se hvorfor hun skulle beholde den på, så hun tog den af i en enkel bevægelse. Det var en stor jakke, så den gled nærmest af hende. ”Tak.” Casey synes godt om, at han var en gentleman. Han var høflig, hvilket var et stort plus for hende.

Casey var let at være omkring, efter Jackson's mening. Og det var jo altid en god ting. Han hadede sådan at være omkring folk der fik ham til at føle ubehageligt til mode, eller folk der bare automatisk skabte en akavet stemning. Han var nok egentlig en meget udadvendt person, i hvert fald for det meste. Men selvfølgelig kun hvis de folk han var omkring ikke havde givet ham nogen grund til ikke at være det. Hvis nu han ikke rigtig havde tillid til de folk, var han også langt mere indelukket. Men det var vel meget naturligt, hvis man tænkte over det. Naturligvis var man ikke bare totalt åben overfor folk man ikke stolede på, det ville jo ikke give nogen som helst mening.
Jackson havde ikke det store kærlighedsliv. Han var ikke uerfaren på den fysiske del, men den følelsesmæssige del havde han ikke nogen særlig erfaring med. Han havde jo også altid været... Reserveret, hvis man kunne kalde at være trolovet, dét. Det kunne man vel godt, ikke? Anyway, det var hvad han var. Han havde altid været lovet væk til en anden, så han havde aldrig følt sig tilpas ved at begynde at lede efter kærligheden. Desuden var han vel bare gammeldags på det punkt, og mente at kærligheden ville komme til ham, ikke omvendt. Det var dog endnu ikke hændt ham, men det kunne jo nå at ske endnu. Han havde kun haft to kærester i hele sit liv, og de havde ikke været særlig seriøse. Og så havde der været en del flirts, men han var ikke typen der bare udnyttede kvinder, så han sørgede altid for at gøre det klart, at han ikke ledte efter noget seriøst. Så måtte de acceptere det, eller lade være.
Han tog imod hendes jakke og hang den på en knage i den lille gang. Så gik han tilbage til hende og spurgte, "Vil du have noget inden vi går igang? Et glas vand, eller noget andet at drikke?" Han ville gerne have, at hun havde det bekvemt. Det var ikke til at vide hvor længe dette kunne tage, men det ville ikke være hurtigt overstået. Det var helt sikkert.

Casey havde i det meste af hendes barndom været meget udadvendt, men tingene ændrede sig efter hendes far døde. Hun var tvunget til at vokse op før tid, hvilket også betød, at hun blev nød til at beskytte sig selv. Hun kunne bedst beskytte sig selv, ved at lukke alle andre ude. Sådan foregik det i et par år, indtil hun blev ensom. Hun levede i hendes egen verden. Hun var dømt til at blive ensom i længden. Det var også derfor hun havde forsøgt at lukke mere op, Jackson var en af de få, hun havde lukket sig op for. Hun havde givet ham en chance for at komme derind, hvor han kunne få en betydning for hende.
Det havde han allerede. Han havde fået rollen som den hun gik til, når der var noget hun ikke forstod. Det vidste hun allerede nu. Casey kunne ikke prale med det store kærlighedsliv. Hun havde haft en kæreste, efter han knuste hendes hjerte, gad hun ikke bruge tid på det mere. Det var ikke det værd. Men hun havde heller aldrig mødt en, som virkelig var der for hende og samtidig havde følelser for hende. Det var åbenbart ikke let at finde længere. Hun mente dog heller ikke hun havde behov for det, selvom hun inderst inde var ensom. Det var bare ikke noget hun ville indrømme. Så hellere fremstå stærk, glad. Hun blev revet ud af hendes tankestrøm, da han tilbød hende noget at drikke. ”Et glas vand, tak.” Hun regnede ikke med, at det tog en time og så vidste hun alt om varulve. Faktisk vidste hun ikke, hvor meget der var at vide om varulve, men det kunne ikke være et let emne at terpe. Casey var nu ikke længere nervøs for hvad der skulle ske, men bare spændt på at komme i gang, og lære en masse om den verden hun nu var blevet en del af. Hvor længe det end måtte tage.

Da hun bedte om et glas vand, smuttede han hurtigt ud i køkkenet, hentede to glas vand og gik så tilbage til hende. Han rakte hende det ene glas og gestikulerede så over imod den ene af de sofaer der var i stuen. "Sæt dig endelig ned, dette kan godt tage noget tid." Han blinkede drillende til hende, og gik så selv hen imod sofaen. Han satte sig ned i den, og ventede på at hun gjorde det samme. Imens overvejede han hvad han skulle begynde med. Måske det ville være bedst at begynde med nogle facts om varulve. Det var nok noget af det hun var allermest ivrig efter at vide. Det ville han i hvert fald have været, hvis det var ham. Han havde kendt til varulve hele sit liv, på grund af hans familie. Men hvis han tilfældigvis ikke var blevet født ind i den familie, som han var, havde han nok levet hele sit liv uden nogensinde at kende til Underverdenen. Det var skam langt fra usandsynligt. Der var trods alt en hel del mundane, som aldrig ville drømme sig til hvad der fandtes lige for næsen af dem. Sandheden kunne være svær at forholde sig til, svær at acceptere. Men det var nu nok også bedst på den måde. Underverdenen og mundanernes verden var to helt forskellige, som sjældent for alvor blandede sig med hinanden. Og det passede alle parter helt fint, for mundanerne vidste alligevel ikke hvad de missede ud på. Og hvis de gjorde, ville de færreste nok foretrække at blive trukket ind i det, alligevel. Det var en kompliceret verden at leve i, det ville han med glæde skrive under på. Men det gik vel nok det alt sammen. Den mening var han i hvert fald af.
Da hun havde sat sig, begyndte han endelig. "Er der noget specielt du gerne vil vide?" Han havde besluttet sig for, at det var et godt sted at starte. Det kunne måske også hjælpe ham med at komme igang. Der var så mange steder han kunne starte, at han ikke vidste hvor han rent faktisk skulle. Det var noget af et lille dilemma han havde fået sig. Dog var det bestemt et dilemma der var til at overkomme, hvis han selv skulle sige det.

Casey tog imod glasset da han kom med det. Hun var stadig noget imponeret over hans hus. Det var noget anderledes, end den lille lejlighed hun selv bosatte. Køkkenet måtte være på størrelse, med hele hendes lejlighed til sammen. Hun stod et øjeblik, før hun satte sig ned. Hun tog en tår af vandet, og drejede sig imod ham, så hendes ene knæ var presset op imod sofaen og hendes ankel lænede sig imod sofaens kant, mens hendes anden fod var plantet solidt på gulvet. Hun havde et spørgsmål, der havde været plantet bagerst i hendes hoved i noget tid nu. ”Jeg bor sammen med et menneske, hvad fortæller jeg ham, når jeg lige pludselig forsvinder hver fuldmåne?” Hun gik ud fra, hun ikke ligefrem kunne fortælle løs om at være en varulv, og hun ønskede det ærlig talt heller ikke. Det var bedre, hvis Adam levede i uvished omkring dette. Hun ønskede ikke at sætte ham i fare.
Hun havde forsøgt at regne ud af hvad hun kunne fortælle ham, men hun kunne ikke blive ved med, at bruge den samme undskyldning om og om igen. Det ville ikke gøre andet, end at skabe mistanke for ham. Det ville være lettere, hvis hun bare holdte sig væk fra ham fremover, men det ville hun bare ikke byde ham. Han skulle ikke lide samme skæbne som hende. Han skulle være et barn, mens han stadig havde chancen. Casey tog endnu en tår af vandet, mens hun så på Jackson over glassets kant. Hun håbede virkelig, han havde en god løsning på hendes problem, der ikke betød at hun var tvunget til, at efterlade hendes lillebror. Det spørgsmål, var det vigtigste for hende, fordi det ikke kun påvirkede hende. Når hun havde brug for at vide mere om varulve, var det for hendes skyld, og dem hun eventuelt kunne skade. Men det påvirkede ikke en virkelig person. Ikke andre end hende selv, naturligvis.

Månepalæet havde gået fra generation til generation i et par hundrede år efterhånden, og havde altid været et hjem for varulvekobler. Det ene kobbel efter det andet havde boet der, og stedet var fyldt med historie. Men der blev dog renoveret når der var behov for det, og møblerne var også blevet udskiftet regelmæssigt. Det var faktisk ret flot indrettet, så det gjorde det også meget hyggeligere at være der. Hvilket var en fordel når man, som Jackson, boede der. Og han var jo ikke den eneste der havde residens i Månepalæet. Mange af koblets medlemmer boede der også. Hvis en kriger - som medlemmer af Warriors of The Moon jo blev kaldt - havde brug for et sted at bo eller anden form for hjælp, ydede koblet det. Det var en del af det med at være i et kobbel. I hvert fald dette kobbel. Og Jackson sørgede så vidt som muligt, for at det var et godt kobbel. Et ordentligt kobbel, som folk rent faktisk havde lyst til at være medlemmer af. De var en familie, hvilket var ret fantastisk. Der var nemlig en del af krigerne som ikke havde særlig meget familie, eller måske endda ingen. Jackson selv var ret privilegeret på det punkt, måtte han sige. Selvom han ikke var på god fod med sin far, og derfor ikke så sin mor særlig meget heller ej.
Da Casey sagde at hun boede sammen med et menneske, rynkede han lidt på panden. Det var slet ikke gået op for ham, at hun kunne have en kæreste, af en eller anden grund. Det var bare ikke faldet ham ind. Men selvfølgelig måtte hun have en kæreste, hun var jo en smuk, intelligent kvinde. Det burde heller ikke genere ham. "Ærligt talt, er den lidt svær. Jeg kommer fra en familie af varulve, og det samme gør mange fra mit kobbel. Og mange af dem bor her, så vi ikke behøver at lyve for nogen om vores natteudflugter. Men jeg kan godt se, at du selvfølgelig ikke bare kan melde dig ind i et kobbel og så flytte. Det vil... Personen, nok ikke blive glad for. Men det er vigtigt, at du ikke fortæller ham om Underverdenen, som den hedder. Det ville være et regelbrud, som jeg nok skal fortælle mere om." Han ville ikke drage forhastede konklusioner, men det var det mest logiske at gå ud fra. Han vidste ikke helt hvad han skulle fortælle hende. Han ønskede at hjælpe hende, men det måtte han lige tænke over.

Casey havde aldrig haft mulighed for at prale med hendes hjem eller familie. Det havde engang været så tæt på perfekt det kunne komme, men det var før murene smuldrede og afslørede det egentlige forhold mellem hendes mor og far. Aldrig i livet, ville Casey leve et liv, hvor hun konstant skulle lyve om hendes forhold. Slet ikke for hendes børn. Hvis et forhold ikke fungerede, var der ingen grund til at skjule det. Ikke alting kunne blive perfekt i denne verden, og det skulle man heller ikke forsøge, at få et forhold til at blive. Det ville blot slide på begge parter, og til sidst få dem til at gå fra hinanden. Hun drak det sidste af vandet, men lod stadig glasset blive i hendes hånd. Hun så på ham, da han rynkede panden. Kunne hun ikke længere bo sammen med et menneske? Hun var stærkt overbevist om, det var det han ville fortælle hende. Da han havde talt ud, så hun tænksomt ud i luften.
Hun blev nød til at finde en løsning på en eller anden måde. Hendes blik blev igen fokuseret på ham. ”Jeg fortæller ham det ikke. Han har nok at tænke på.” Hun så kort ned, med antydningen af et smil. ”Han vil gerne have jeg flytter. Du ved hvordan man er når man er 16. Man vil bare klare sig selv. Man vil i hvert fald ikke forsørges af sin storesøster.” Hun så op på ham igen og tog en dyb indånding. Hun anede ikke hvad hun skulle gøre. Det var svært at finde en undskyldning for det. ”Jeg må finde på noget.” Hun vidste nu, at mange fra hans kobbel boede hos ham, at man ikke måtte afsløre noget for mennesker, og at den verden hun var blevet del af, hed Underverdenen. Så langt så godt. ”Så hvilke regler skal jeg følge?” En regel førte ofte til en anden, så hun regnede ikke med, at der kun var den ene regel hun skulle indfinde sig under. Casey var ikke sikker på, om hun havde plads i hendes liv til at være en del af et kobbel, men hun kunne godt se fordelene ved det. Man var altid stærkere når man var flere, alene ville hun være sårbar og let at skade. Hun ville helt sikkert tage det op til overvejelse, hvis Jackson overhovedet ville have hende med.

Jackson ville gerne have børn. Han vidste ikke hvornår, men han vidste at han ville have dem. Og derudover vidste han også, at han var forpligtet til at få et barn med Adelaide. Og det skulle nok gerne være snart, så barnet kunne nå at vokse op, inden han selv trak sig tilbage en dag. Han havde egentlig ikke lyst, for det ville involvere at have sex med hans bedsteven, men han var en pligtopfyldende person. Derfor ville han også gøre hvad der var krævet af ham, om han havde lyst til det eller ej.
Da hun sagde at mennesket havde nok at tænke på, nikkede han bare en smule fraværende, tog en tår af sit vand og satte så glasset ned på bordet foran sofaen. Så talte hun videre og han blinkede et par gange. Wow, han følte sig næsten ikke dum nu. Han vidste godt at han ikke burde have draget forhastede konklusioner, og det var hvad der skete når han gjorde. Han kom til at tænke på da han var 16. Det var der han blev forvandlet til en varulv. Hans far havde givet ham biddet på hans 16-års fødselsdag. Sådan fungerede det i de gamle, traditionelle varulvefamilier. Han smilede til hende og nikkede forstående. "Det giver mening. Men det er kun indtil han skal til at forsørge sig selv, så ville han nok ønske at du stadig sørgede for ham." Han ville nogle gange ønske at han også selv kunne have haft en normal opvækst. En ordentlig barndom. Men der var ingen grund til at græde over spildt mælk, og desuden havde han jo haft det okay alligevel. Han nikkede ved hendes næste kommentar og tog så endnu en tår vand. Så spurgte hun om de andre regler.
"Først og fremmest, må du aldrig afsløre Underverdenen overfor mundane. Nå ja, mundane er det ord de fleste Underjordiske (folk fra Underverdenen) bruger om mennesker. Derudover må du ikke bare forvandle folk, eller forvandle dig foran folk, da det også ville afsløre Underverdenen. Du må under ingen omstændigheder dræbe nogen, da det ville være et brud på fredaftalen der er mellem de Underjordiske og Skyggejægerne. Jeg bør nok fortælle dig om de forskellige væsner som det næste.." Han blinkede drillende til hende endnu en gang, da det sikkert var meget at tage ind på en gang.

Casey havde selv ønsket sig børn da hun var yngre, men hun var ikke så sikker længere. Men så igen, hun havde også været sikker på, der ikke fandtes varulve indtil for en uge siden. Tingene ændrede sig. Casey havde altid været pligtopfyldende og var det stadig. Hun gjorde hvad der forventet af hende, og glemte at gøre hvad hun selv følte var rigtigt. Hun glemte ofte hendes egne behov, for at opfylde alle andres. Måske noget hun skulle arbejde lidt med. Casey smilede let over hans ord. Han havde ret, hun drømte selv om de dage, hvor hendes forældre passede på hende. Hun så på Jackson og så nærmere på ham. På hans øjne, hans læber. Hun tog sig selv i det, og fjernede sit blik fra ham. Hun ville ikke gøre det akavet, ved at hun sad og stirrede på ham. Hun lyttede til det næste han fortalte. Reglerne gav god mening. Der var allerede en der var brudt den, ved at forvandle hende. Men det var ikke noget hun ville spekulere for meget over. Der var så meget andet, hun skulle forholde sig til. Hun måtte vælge sine kampe med omhu.
Casey smilede over at han blinkede drillende til hende. Hun havde lige brug for en pause. Det var meget at tage ind. ”De forskellige væsner, selvfølgelig. Hvad er det, vampyrer, enhjørninger og flyvende kattedyr?” Det var selvfølgelig ment i ironi, selvom man aldrig kunne vide. Det var en helt ny verden, så det var umuligt at vide, hvilke væsner det fandtes. Casey så på det tomme glas og så hen imod køkkenet, før hendes blik igen faldt på hende. ”Jeg tror, jeg har brug for noget stærkere.” Denne gang blinkede hun til ham.

Jackson havde altid været god til at vælge sine kampe med omhu. Han rodede sig sjældent ud i noget han ikke kunne håndtere, og hvis han gjorde endte det som regel godt alligevel. Han sørgede stort set altid for at være i kontrol. Hvilket måske lød ret kedeligt og kontrolfreak-agtigt, men det var altså bare sådan han var. Så måtte man acceptere ham som han var, eller lade være. Han behøvede ikke folk i sit liv, som ikke kunne acceptere ham. Hele ham. Det var der ikke noget ved, det ville kun trække ham ned. Og Jackson havde aldrig været fan af folk der kun trak andre ned. Det så han absolut ingen grund til. Hvorfor skulle man dog gøre sådan noget? Man kunne da lige så godt lade være med at stå i vejen for folk, når man nu kunne. Men det var selvfølgelig bare hans mening, og den delte alle desværre ikke.
Naturligvis var det meget at tage ind, og derfor lo han bare da hun sagde at hun havde brug for noget stærkere. Det måtte hun skam gerne få, hvis hun ville. Det kunne måske løfte humøret en smule. Måske mente hun det ikke alvorligt, men det var der vel egentlig kun en måde hvorpå han kunne finde ud af. Hun var ret charmerende når hun blinkede, tog han sig selv i at tænke over. Men generelt var hun nu ret charmerende. Han rejste sig, tog sit glas i den ene hånd, og rakte hende så den anden til at tage fat i. "Så kom endelig med mig, miss Jackson." Han smilte skævt over deres navne, endnu en gang. Det var nu altså et morsomt tilfælde. Det var ret sjovt som man nogle gange kom ud for den slags sjove tilfælde i ens hverdag. Selvom det nu også kunne være en smule skræmmende en gang imellem. Men det kom jo helt an på tilfældet.

Casey havde det også bedst med at være i kontrol. Hun havde svært ved, at håndtere en kaotisk situation. Hun ville forsøge at rydde op i den, skabe kontrolleret rod så at sige. Casey havde altid haft den holdning, at folk skulle synes om hvem hun var, og hvis de ikke kunne det, var de ikke værd at samle på. Hun omringede sig med folk, som syntes om hvem hun var, men på grund af hendes travle livsstil, havde hun ikke tid til at finde ægte venner. Det var ærgerligt, og hun burde virkelig prøve at slappe mere af og bruge tid på sig selv. Hun så på ham, da en kort latter forlod hans læber. Selv hans latter var charmerende. Casey burde slet ikke tænke sådan. Han var sikkert allerede optaget. Der var vel altid en alfahun til en alfahan. Desuden, virkede han ikke som en der gik ledigt på markedet. Han havde både en fantastisk personlighed og et dejligt udseende. Casey fulgte ham med blikket, da han rejste sig op. Hun lagde hendes hånd i hans og trak sig selv op at stå. Hun så på hans skæve smil og tog sig selv i at smile, men lod så sit blikke falde ned. Hun havde altid været god til at håndtere tiltrækning og følelser. Hun havde svært ved at vide, hvordan man opførte sig. Casey så op på ham igen og sendte ham et forsigtigt smil. ”Skal vi gå?” Hun havde svært ved at finde på noget at sige, så hun sagde det første der faldt hende ind. ”Ud i køkkenet, mener jeg.” Casey følte sig akavet til mode. Ikke på grund af ham, slet ikke, men på grund af hendes selv, og hendes tiltrækning mod ham. Men hun blev nød til at komme sig over det på et tidspunkt.

Det var ikke fordi Jackson ikke kunne håndtere kaotiske situationer, men han kunne bare bedst forholde sig til de kontrollerede situationer. Dem var han langt mest komfortabel med, at håndtere. Så behøvede han heller ikke at stresse så meget. Det var bedre på den måde, efter hans mening. Men der var selvfølgelig nogle folk, der bedre kunne forholde sig til kaos. Nogle folk var også bare så vant til kaos, at de ikke rigtig kendte til kontrollerede og rolige stunder. Det var sørgeligt, men sandt. Og sådan var det desværre bare.  Han så på hende, da hun fulgte ham med øjnene, for så at tage hans hånd. Han hjalp hende lidt på vej, men hun trak mest sig selv op. Og så kiggede hun ned på sådan en kær måde, som om hun pludselig blev genert. Det var sødt. Og det samme var hendes forsigtige smil, som hun sendte ham. Han nikkede, da hun foreslog at de gik ud i køkkenet. Så slap han hendes hånd, og gestikulerede fremad med hånden. "Damerne først." Han blinkede til hende en gang, selvom han nu altså faktisk mente det. Han var jo ligesom opdraget til at være en sand gentleman, og en gentleman lod altid damerne  gå forrest. Det var bare skik, af en eller anden grund. Da hun gik mod køkkenet, fulgte han tæt efter. Så åbnede han køleskabet, og afslørede dets indhold overfor hende. Der var alle mulige almindelige hverdagsvarer, og så var der nogle øl. Oven på det ene skab var der en række rødvin, og så var der også andet, hvis hun var til andre slags alkoholiserede drikke. Frit valg på alle hylder, som man sagde.

Casey havde haft sin sjat af ukontrolleret situationer, men hun forsøgte så vidt som muligt, at undgå dem. Selvom det ikke altid var muligt. Hun nød egentlig følelsen af hans hånd i hendes, og da han slap den, havde hun lyst til at tage fat i hans hånd igen. Hun sendte ham hendes klassiske skæve smil, da han opfordrede hende til at gå først, og derefter blinkede til hende. Man kunne i hvert fald ikke sige han var uhøflig. Det var forfriskende, og hun synes godt om det. Ikke at det var overraskende. Hvem ønskede ikke at kende en gentleman? Hun gik ud i køkkenet, og så ind i køleskabet da han åbnede det. Hun foretræk enten vin eller øl, men lige netop til denne samtale, virkede rødvin som det bedste valg. Øl var bedre til når der var en afslappet stemning. Selvom Jackson var nem at omgås, og hun derfor ofte ville føle sig afslappet i hans selskab, var denne samtale ikke ligefrem afslappet. ”Et glas rødvin kunne være godt.” Casey så på ham med hendes ene mundvige trukket en smule op, hvilket skabte en smilerynke ved den optrukket mundvige. Hun var ikke sikker på hvordan aftenen ville forløbe sig. Sikkert med mere information, hvilket ikke var en dårlig ting, men hun håbede også på, de bare kunne tale sammen og lære hinanden bedre at kende. Casey var ikke sikker på, hvordan et forhold mellem en alfa og en anden varulv burde være, men hun håbede ikke der var en masse regler for det også. Det lød dog ikke sådan. Ud fra hvad Jackson havde fortalt, lød det hele meget afslappet, udover det faktum man var tvunget til at forvandle sig hver fuldmåne. Den dag, kunne det umuligt være helt afslappet.

Jackson brød sig personligt på ingen måde om uhøflige personer, så hvorfor skulle han dog være en af de personer selv? Nemlig, det skulle han ikke. Det ville ikke give nogen mening, plus at det ville være dobbeltmoralsk. Og det var en ting han yndede at holde sig fra, så vidt som overhovedet muligt, dobbeltmorale. Mens hun tjekkede køleskabet ud, lænede han sig op ad køkkenbordet og placerede begge hænder på bordpladen bag sig. Han krydsede det ene ben en smule over det andet, og betragtede hende let. Hun så på en eller anden måde, fredfyldt, ud. Det var umiddelbart det bedste ord han kunne finde på. Hendes hvide kjole var sommeragtig og hyggelig, på en eller anden måde. Det var tydeligt, at hun ikke var helt foruden smag i tøj, hvilket selv Jackson godt kunne sætte pris på.
Han nikkede og gav hende et smil, da hun spurgte om et glas rødvin. Han tog to vinglas fra det ene skab, rakte op efter en vin og tjekkede om den så bare nogenlunde ud. Og eftersom den gjorde, fik han hurtigt åbnet den, hældt op til dem begge og rakt Casey det ene glas. Han lænede sig endnu en gang op mod køkkenbordet, og hævede sit glas i en skålende gestus. "Jamen skål, så." Så tog han glasset op til sine læber og sippede lidt af det. Rødvin var ikke hans yndlingsdrik, men det kunne gå an. Han var generelt ikke så kræsen, heldigvis. Hvis denne aften skulle forløbe bare nogenlunde udholdeligt, var der nok nødt til at blive blandet noget smalltalk ind imellem alle de nye informationer. Det kunne umuligt være nemt at skulle køre igennem og huske. Det var altid svært at tage for meget ind på en gang, og da specielt når det var noget så kompliceret som Underverdenen. Når man var trænet og havde lidt mere erfaring på varulvefronten, var fuldmånerne ikke så slemme. Hele koblet havde en slags fuldmåneritual som de som regel udførte sammen, men det var relativt afslappet, også. Og de havde altid hinandens ryg, så det var bestemt ikke galt at være i et kobbel. Specielt ikke Warriors of The Moon.

Casey lagde mærke til hans betragtende blik ud af øjenkrogen, hun ville lyve, hvis hun sagde, det generede hende. Hun havde selv set på Jackson med det blik i løbet af dagen, og hun var overbevidst om, det ikke var sidste gange. Han var en flot mand. Hun tog imod glasset da han rakte det over til hende, hun løftede det let op for at besvare hans skål. Hun tog en tår på samme tid med ham, og lod væsken cirkulere rundt, indtil alt den smag der var i vinen var suget ud, før hun sank det. Hun kunne godt lide smagen. Men vin var også en af de drikke hun brød sig godt om. Hun stillede sig op af et køkkenbord, så hendes lænd var lænet imod kanten. Hun havde mange spørgsmål, men få af dem handlede om at være varulv. Lige nu, var hun mere interesseret i Jackson. Så længe hun ikke forvandlede sig foran nogen, ikke bed nogen eller fortalte nogen om underverdenen, kunne hun godt klare sig i noget tid. Det vigtigste var, at hun lærte at kontrollere hendes forvandling. Selvom det også var vigtigt at kende til at der fandtes derude, kunne hun godt gå derfra uden den viden. Men hun ville nu tage det som det kom, Jackson havde trods alt så mere styr på det end hende. ”Hvem er ellers i dit kobbel?” Hun fiskede efter, om han rent faktisk var ledig. Selvom hun havde indtryk han var, var det altid bedst at være sikker. Hun ville nødig træde nogen over tæerne, og risikere at hun ikke kunne komme der igen. Casey tog endnu en tår af vinen, før hun stillede det ved siden af sig. Hun lod hendes blik hvile på Jackson. Hun førte en tot hår bag om hendes øre, så den ikke generede hende. Hun tog hånden ned og væltede vinglasset. Hun skyndte sig at flytte sig, og så på den røde væske der flød ud på bordet. Hun samlede glasset op, men det meste vin var allerede blevet spildt. Hun tog en dyb indånding og drejede sig om imod Jackson. ”Undskyld. Har du noget jeg kan tørre op med?” Det ville hun alligevel ikke lade ham gøre, hvis det skulle han tilbød det.

Når først man havde fået bare en smule styr på kontrollen, var det ret så let. Hvis bare man havde lidt viljestyrke, ville man godt kunne holde sin ulvehalvdel under kontrol. Jackson havde ikke haft svært ved at lære det, selvom han havde været en 16-årig teenagedreng, der havde en tendens til at blive frustreret nogle gange, hvis noget ikke fungerede som han ville have det til. Men det gjorde de fleste vel, og specielt hormonelle teenagere. Personligt ville Jackson dog mene at han ikke havde været en synderligt besværlig teenagedreng, men det var selvfølgelig ikke helt nemt at bedømme selv. Man var jo ikke ligefrem upartisk i den sag. Og det var vel altid bare det nemmeste at spille hellig, selvom man sådan set aldrig var. Det med ikke at bide nogen, var intet problem. Med mindre man da var lige lovlig underlig, plejede man ikke at gå direkte op til folk og bide dem. Nye varulve kunne måske godt finde på at sætte tænderne i et menneske, hvis de kom op og skændes, men det skete sjældent. Og når det gjorde, var det sådan set fordi de endnu ikke havde lært deres nye dyriske instinkter at kende. De havde ikke accepteret deres nye jeg, og havde derfor heller ikke lært at kontrollere det. For accept var virkelig det første skridt i processen. Han hævede det ene øjenbryn en smule, af hendes spørgsmål. Nå ja, det skulle vel bringes på banen på den ene eller anden måde. "Vi er efterhånden oppe på et lille dusin, eller noget deromkring. Der er et alfapar, et betapar og et sentinelpar, som fungerer som næst- og tredjekommanderende. Og så er der resten af koblets medlemmer, som betegnes som krigere. Dem har vi også et par stykker af. Inklusiv to af mine søstre, faktisk." Hun virkede som om hun ikke ville have noget imod lidt mere personlig info om ham, også. Han burde måske nok forklare nærmere omkring parrene. Det kune virke forvirrende, og lyde anderledes end det virkelig var. Men lige som han skulle til det, væltede Casey sit rødvinsglas. Jackson satte sit eget glas fra sig på det andet køkkenbord og greb hurtigt en klud fra en af køkkenskufferne. Han gik hen til Casey og begyndte at tørre vinen op, inden hun kunne nå at indvende. Det var ikke rigtig gået op for ham, at han måske havde bevæget sig i en varulvefart, som han ikke havde forklaret hende om endnu.

Casey følte ikke selv hun havde haft chancen for at være teenager. Da hun blev 15, begik hendes far selvmord og hendes mor blev deprimeret og efterlod alt ansvaret til Casey. Det havde modnet hende, men også røvet hende fra hendes barndom. Hendes mor var grunden til, hun var stukket af lige så snart hun var fyldt 18. Men hendes barndom, havde ikke kun ført godt med godt sig. Men så længe Casey respekterede, hvor meget hun selv kunne holde til, var det ikke noget problem. Hun så på ham, da han besvarede hendes spørgsmål. Et alfapar, ikke overraskende. Hun havde ikke regnet med andet. Hun vidste ikke hvad et beta eller sentinelpar var, men hun forventede han ville forklare det. Hun så på det rødvin hun havde spildt, så hen imod Jackson men han var væk, hun så sig forvirret omkring og opdagede ham hurtigt i gang med at tørre vinen op. Hun så skiftevis mellem hvor han havde stået før, og hvor han stod nu. ”Du bliver nød til at lære mig det der.” Det ville blive så let at gøre rent. Hun behøvede ikke bruge flere timer på det som hun plejede. Det ville give hende en masse ekstra tid. Hun anede tydeligvis ikke, hvad man kunne som varulv. Men det ville vel komme med tiden. Hun lænede sig op imod bordet igen, og så på Jackson med et studerende blik. Hun kunne ikke stoppe det, han var en del af et alfapar. Han var en alfahan og havde en alfahun. Casey sukkede let, og lod hendes blik bevæge sig frem for sig i stedet. Det var tydeligt, det ikke ville ende godt for hende, hvis hun ikke stoppede det, før legen blev for god. Det var også bedre sådan, kærlighed var bare ikke noget for hende. Det var ikke fordi, hun aldrig havde drømt om at finde en at dele hendes kærlighed med, men det var bare aldrig lykkedes hende. ”Så hvem er den anden del af alfaparret?” Hun ville ikke lyde skuffet, men det var hun. Casey forsøgte dog at skjule det, bag et smil.

Både alfaparret, betaparret og sentinelparret var gift. Og alle tre pars ægteskaber var arrangerede. Det var et dårligt system, som skabte en masse utilfredse personer, hvilket Jackson gerne ville have afskaffet. Og det samme ville Adelaide. De havde begge været meget utilfredse med deres arrangerede ægteskab, da de aldrig havde set hinanden på den måde. Og derfor var de også begge enige om at det skulle afskaffes, så deres egne børn ikke skulle udsættes for det samme. De ville aldrig sætte deres børn i den situation som de selv havde været i. Det var en svær situation, og man kunne jo nok håndtere den på mange måder. Man kunne prøve at lære, at elske hinanden. Man kunne være tro mod hinanden, og ikke se andre folk. Det havde ikke ligefrem været den mulighed Jackson og Adelaide havde benyttet sig af. Hvilket tydeligt kunne ses på det faktum, at Adelaide for nyligt havde fået en lille datter, med sentinelhannen, Matthew. Jackson havde ikke det store problem med Matthew, selvom han ikke brød sig om at de havde et barn sammen. Lige da de fandt ud af, at Adelaide var gravid, havde han været ret så vred. Han havde prøvet at holde det inde i sig selv, men det havde været udfordrende. Det var meningen, at hun skulle få børn med ham, og så skulle de børn være koblet næste generations ledere. Og nu havde hun så fået et barn uden for deres ægteskab. Det havde været lidt svært for Jackson at håndtere, men han havde affundet sig med det nu. Og han holdt af Adelaide's datter, Luna, bestemt. Han var der naturligvis også altid for Adelaide, og dermed også hendes lille datter.
Han lo lidt, da det så gik op for ham at han havde bevæget sig overnaturligt hurtigt. Han blev færdig med at tørre vinen op, og vaskede kluden. "Det er såmænd ikke så svært, du skal bare tænke på at bevæge dig så hurtigt du kan, så kan du." Han smilede skævt til hende. Da hun spurgte om det næste, fik hendes tonefald Jackson's smil til at vokse endnu mere. Hun lød en smule skuffet, selvom hun tydeligvis prøvede at skjule det. "Hendes navn er Adelaide og hun er min bedsteveninde. Det har hun egentlig altid været, siden vi var ganske små." Så måtte han forklare videre om de arrangerede ægteskaber, hvis Casey krævede et mere uddybende svar.

Casey havde aldrig forstået, at gifte sig fordi man var nødsaget til det. Hvad hun forstod endnu mindre var, hvordan man kunne gifte sine børn bort. Hvis hun fik børn, ville hun aldrig så meget som overveje at gøre det. Men det var aldrig til at vide, hvorfor folk gjorde sådan noget. Hun forsøgte ikke at tænke for meget i de baner. Hun kunne ikke se ind i folks hoveder, så hun prøvede heller ikke. Casey så på ham, da han forklarede hende, hvordan man løb hurtigere. Det ville hun helt sikkert prøve, på et tidspunkt. Da han fortalte hvem hans kone var, nikkede hun en enkelt gang før hun overvejede om hun skulle spørge mere ind til det, eller skifte emne. Hun havde engang været en meget social pige, men tingene havde ændret siden da, og hun havde ikke længere lige så social. Hun prøvede, men det var lige som om, hun ikke længere vidste hvordan man skulle omgås. Ikke hele tiden i hvert fald. Det meste af tiden, havde hun ikke et problem med det, men på et tidspunkt ville hun blive genert, ikke vide hvad hun skulle sige, eller noget helt andet. Hun havde før fået af vide, det var helt normalt, men hun hadede det. Det betød, hun ikke kunne tage have kontrol i en situation, og det var ikke ligefrem hvordan hun ønskede en situation skulle være. Hun sendte ham et smil, men det var ikke længere det charmerende smil hun tidligere havde sendt, men i stedet blot et venligt smil. Hun havde ikke lyst til at overskride nogens grænser. Hun førte en misledt tot om bag hendes øre og overvejede længe hendes ord nøje. ”Er der andet vigtigt jeg skal vide?” Hun var sikker på, at svaret var ja, men hellere være sikker. Jackson var en af dem, hun havde det svært omkring. Hun var ikke sikker på, hvordan hun skulle være omkring ham, hvilket irriterede hende. Men hun skulle nok komme sig over det med tiden, når hun lærte ham bedre at kende, ville hun højst sandsynligt også finde ud af, hvordan hun skulle være omkring ham. Så kendt hun bedre hans grænser.