Away from the wolves - Jackson.

Casey havde brugt en hel del tid på, at finde på undskyldninger over for hendes bror. Hun hadede at lyve for ham, men hun var også klar over, hun ikke kunne fortælle ham noget. Ikke alene var det imod de regler, der var for varulvene, men det kunne også sætte ham i fare. Hvis han vidste om hende, var han måske mere tilbøjelig til at følge efter hende på en fuldmåne. Men hun havde brug for at komme væk fra det, alle hemmelighederne og varulve-tingene. Hun havde brug for bare at snakke med en, frit fra leveren uden at skjule sig bag løgne og facader. Jackson var den eneste hun kendte, hun kunne det med. Hun havde derfor sendt ham en SMS, og spurgt om de kunne mødes væk fra Månepalæet og væk fra hendes bror. Hun havde klædt sig i noget tøj hun følte sig godt tilpas i, men som hun stadig synes var flot. Hun satte sig ved et lille café bord i hjørnet, og hang sin taske på hjørnet af stolen, inden hun så på deres menukort for at finde ud af hvad hun kunne ønske sig.

Casey så frem til at se Jackson, uden at skulle tale om varulve og kontrol, men bare at tale med ham. Hun så på Jackson som en ven, en fortrolig. Hun fandt sin telefon frem og kiggede på uret. Hun var ikke kendt som en utålmodig type, på ingen måde, men hun var lidt nervøs, hun var vant til at tale med Jackson om varulve og andre racer, men nu skulle hun tale med ham om noget helt andet, og hun var ikke sikker på om de kunne det. Hun håbede det, men det var ligesom med sine kollegaer. Det var nemt at tale med dem om jobbet, men man kunne ikke altid tale med dem efter fyraften. Men hun tvivlede på det ville blive sådan med Jackson, de havde jo talt fin sammen før, hvor de bare snakkede om dem selv.

Jackson havde kun været mildt overrasket, da han havde modtaget en SMS fra Casey. Han havde hele tiden sørget for at fortælle hende, at han var der for hende. Han havde fra starten sagt, at hun altid kunne skrive eller ringe, selv hvis det ikke omhandlede den overnaturlige verden. Han prøvede bare at gøre hendes overgang så komfortabel som overhovedet muligt. Dette var naturligvis noget af en opgave, men det betød meget for ham, at andre havde det godt. Specielt når de andre var medlemmer og/eller potentielle medlemmer af hans kobbel. Som alfa var det en underforstået del af jobbet. Sådan så han i hvert fald personligt på det. Og eftersom Casey hele tiden havde virket som om hun var ligeså godt tilpas i Jackson's selskab som han var i hendes, var det ikke en stor overraskelse for ham, da hun benyttede sig af hans tilbud om at snakke. Han havde bestemt heller intet imod det, da han jo som sagt var godt tilpas i hendes selskab. Og godt selskab skulle man ikke tage for givet.

Han trådte ind på caféen, hvor Casey havde bedt ham møde hende. Det tog ham ikke mere end et par sekunder at få øje på hende. Hun havde sat sig hen i et hjørne af caféen, hvor hun nu sad og studerede et menukort. Hun var iført ret neutralt, afslappet tøj, men som på ingen måde var grimt. Jackson selv havde også bare taget en tynd sweater og et par bukser på. Ikke noget fornemt, for det så han såmænd ingen grund til. Han gik hen til bordet hvor Casey sad, og smile helt automatisk. Han var trods alt glad for at se hende. "Hey." Han sagde sin hilsen, mens han satte sig ned på stolen overfor hende, så de bedst kunne føre samtaler. Hvilke samtaler, var endnu ikke til at vide, men det kunne være om alt mellem himmel og jord, for hans skyld. En hyggelig dag i hyggeligt selskab, så skulle samtaleemnerne nok komme af sig selv, var han sikker på.

Casey forsatte med at studere menukortet. Hun studerede måske ikke så meget menukortet, som hun tænkte på en masse andet. Det var ikke så længe siden, Jackson havde fortalt hende hun var en varulv, og selvom hun virkede fattet, var der stadig en del af hende der manglede overbevisning. Men det skulle nok komme, før eller siden. Casey satte dog pris på alt Jackson gjorde for hende, og hun havde forsøgt at udtrykke dette hver gang hun kunne. Men hun ville helst ikke have han fandt hende irriterende, så hun var så småt ved at stoppe det. Han måtte næsten også være have forstået det nu. Hun læste menukortet endnu en gang, før hun besluttede sig for hvad hun skulle have, lige i tid til at en velkendt stemme frembragte et smil på hendes læber. Hun så op på ham. ”Hej.” Casey skubbede menukortet frem til ham, så han også kunne bestille noget, ved hans ønskede det. Hun tog sig selv i at se på ham i lige lovlig lang tid, før hun endelig slog blikket imod bordet. ”Tak fordi du kom.” Casey havde det rigtig godt i Jacksons selskab. Bedre end hun havde det med de fleste. Der var bare ikke mange der forstod hende, måske fordi hun ikke altid gav folk en chance for det. Adam havde kendt enhver aspekt af hende, men nu hvor hun holdt noget skjult for ham, følte hun Jackson var den eneste hun kunne vende sig til. Selvom han endnu ikke kendte hende som hendes bror gjorde, så kendte han til den ene ting som Adam ikke gjorde. I øjeblikket følte Casey ikke kunne undvære nogen af dem. Hun havde heller ikke ligefrem lyst til det.

Casey havde tænkt en del på Jackson, meget på hvad han havde fortalt hende, og om hans kobbel som hun stærkt overvejede at blive en del af - hvis det var muligt - men også på ham. Han havde gjort et rigtig godt indtryk på hende, lige fra starten, men med tiden som hun havde lært ham bedre at kende, var det blevet til noget mere, end bare et godt indtryk. Han var charmerende, forstående og han var hjælpsom. Han var der altid for andre, eller for hende i hvert fald, og det var noget hun beundrede. Casey havde endnu ikke set hans lederskab med andre, men hun var ikke i tvivl om han var en fantastisk alfa. Hun brød ud af sine tanker og så på ham igen. ”Jeg håber ikke jeg rev dig væk fra noget vigtigt.” Hun smilede atter til ham.

At være alfa for et kobbel var faktisk sværre end de fleste nok lige ville tro. Ja, i hvert fald hvis man stræbede efter at være en så god alfa som muligt, ligesom Jackson gjorde. Dette krævede jo en hel del ting. Deriblandt at man satte sine kobbelmedlemmers behov før sine egne, og derfor havde man også hele tiden travlt med at sørge for at de havde det godt. Jackson var nødt til at tage de nødvendige forholdsregler hver dag, som sørgede for at de forblev sikkert gemt for mundanerne, selvom de opholdt sig midt iblandt dem størstedelen af tiden. Hiding in plain sight, som man sagde. Han skulle sørge for, at de hele tiden var på god fod med New Yorks skyggejægere, så de ikke endte med at rende ind i dem og skabe en masse problemer. Det ville kræve unødvendigt meget tid og give unødvendigt meget stress. Dette så han såmænd ingen grund til. Han skulle også sørge for at der altid var penge nok til at putte mad på bordet flere gange om dagen, om end hele koblet heldigvis hjalp til med dette. Det med at passe på de yngste i koblet, klarede de også allesammen fælles. En god alfa var jo også meget afhængigt af et godt kobbel, hvilket Warriors of the Moon var, efter hans mening.

"Der er ingen grund til at takke mig, det er såmænd ikke noget problem." Han smilede sit sædvanlige charmerende smil og samlede menukortet op. Han havde bare tænkt sig at finde noget at drikke, men han var ikke sikker på hvad. Det kom sådan set lidt an på hvad Casey skulle have. Hvis hun foretrak en varm drik, ville han nok også vælge en varm drik. Hvis hun foretrak noget koldt, var det hvad han ville vælge også. Han kunne drikke lidt af hvert, så det betød ikke så meget for ham. Han hørte hvad hun sagde, og rystede forsikrende på hovedet. "Nej, overhovedet ikke. Intet der ikke kan vente til i morgen." Hans smil der fulgte, var af den skæve slags. Et smil han ofte brugte i en lidt drillende og endda til tider også flirtende sammenhæng.
Der kom en tjener hen til dem, og han holdt menukortet i hånden, mens han så på nogle muligheder. "Hvad skal du have?" Spørgsmålet var rettet mod Casey. Så ville han bestille sit efterfølgende.