What an unpleasant surprise - Jack

Sted:: Nogle gyder i Brooklyn.
Tid:: Sent om aftenen.
Omgivelser:: Skrald, mørke.
Vejr:: Det er lettere køligt.
Påklædning:: Klik her

Det var bare en helt normal aften for Katherine. Jason var væk for at lave noget arbejdsrelateret, som han stadig nægtede at fortælle hende om. Noget med, 'det er mere sikkert for dig hvis du ikke ved noget'. Typisk ham. Nogle gange undrede hun sig over, om han overhovedet vidste hvad hun var i stand til. For hvis han gjorde, burde han da også vide at hun sagtens kunne tage vare på sig selv. Hun havde gjort det i årtusinder. Det var ikke ligefrem noget nyt for hende, og derfor havde hun heller ikke noget problem med det. Hun gjorde hvad hun måtte, for at overleve. Dermed ikke sagt, at det ikke var sødt af ham. Det var det skam. Meget. Hun elskede den måde han altid ville passe på hende, selvom hun sagtens kunne passe på sig selv. Det var rart at have en der bekymrede sig om hende. Det havde hun ikke rigtig haft i mange år, efter han havde forladt hende for så mange år siden. Men alt var godt nu, og de var atter lykkelige. Faktisk nok endnu mere end de havde været dengang, så det var jo helt igennem fantastisk.
Hun gik gennem en gyde, og ledte efter noget hurtigt føde. Hun slog aldrig nogen ihjel, eftersom det ville være et brud på fredsaftalen hun havde med Skyggejægerne. Og hun havde nok fjender uden også at skulle have dem på nakken. Så hun kunne godt lige overkomme, ikke at måtte dræbe uden grund. Hun fik øje på en ung pige, men valgte at gå forbi hende. Drenge var lettere mål. De gav hende gerne hvad hun ville have, helt igennem frivilligt. Hendes tøj var måske nok lidt for fint til sådan et snasket sted, men hun havde ikke tænkt sig at gå grimmere klædt af den grund. Hun brød sig om hvordan hun så ud, og derfor gik hun også klædt i lige præcis hvad der passede hende. Hun var en selvstændig, selvsikker kvinde, og det kom tydeligt til udtryk i alt hvad hun gjorde og sagde. Derfor kunne det vel også godt komme til udtryk i hendes udseende og måden hun bar sig selv på.

Jack gik ned gennem gyderene han var kommet op og diskutere, med et normalt menneske, hvilket havde medført et slagsmål. Som skyggejæger, ville man ha fået ham lagt ned, men det havde Jack ikke gjorde. Han ville ikke være en del af det der var sket, han havde prøvet og tale pænt til ham, men at få ham til og lade være hjælp ikke Jacks ansigt var smadret , var halvt brækket,  cirka  Jack var skredet  da det var slagsmålet var slut. Han anet ikke hvor han var på vej hen nu, han havde givet lidt slag tilbage mod det menneske men han havde det lidt dårligt bagefter. Jack havde prøvet og få et normalt liv, hvilket gik fint indtil videre, han havde ikke mærket nogen ting der var unormalt i nu så det gik fint, men han ville forlade denne del, af byen første, når han var klar ville han flytte til Manhatten og prøve og  gøre det umuligt at finde ham igen, så folk skulle gøre det før det skete. Jack bed sig selv kort i læben, mens han stadig prøvet og fjerne det blod han havde på læben, hans eget blod hans næse løb jo stadig. Jack gik kort forbi en kvinde, hvor han kom til og støde ind i hendes arm da han mærket hvor kold den var vende han sig hurtigt om, han måtte følge efter hende selv om hele hans krop sagde han ikke skulle da det ikke ville gavne ham. Men hans ære fik ham til at skygge hende, så Jack begynde og skygge Katherine han forsøgte så godt som han kunne at forblive uset, hvis han havde husket og trænt stadig ville han kunne finde ud af det. Men han havde prøvet, og lade være hundret procent, hvilket ville kunne ses på ham, han vidste ikke helt hvad han gjorde.  Men han følte stadig han var nød til og skygge hende, hvilket han sikkert ikke ville gøre igen.

Katherine var gammel og erfaren. Og derfor havde hun naturligvis også bemærket at nogen skyggede hende helt fra starten af. Og hun vidste også hvem. Eller, i hvert fald at det var en Skyggejæger. Han var en ung mand, nok i starten af 20'erne, og hun havde stødt ind i ham for noget tid siden. Katherine kunne altid kende Skyggejægere på deres duft. De duftede lidt som sæbe og citron. Og det var ikke kun Katherine der syntes det. Det var vel bare sådan Skyggejægere duftede for vampyrer. Alle folk havde hver deres individuelle duft, og hver race havde en duft lig hinanden. Derfor vidste Katherine at personen der skyggede hende i dette nu, var en ung Skyggejæger, som tydeligvis var lidt ude af takt. Og han undervurderede hende tydeligvis noget så grusomt, hvilket han ville finde ud af snart nok. Som hun drejede om et hjørne ind i en gyde, forsvandt hun i vampyrfart op på taget af den ene, laveste, bygning, så hun kunne se Skyggejægerens reaktion. Nu var det hendes tur til at holde øje med ham. Desuden havde han ingen ret til at invadere hendes privatliv på den måde, når hun ikke havde gjort noget for at fortjene det. Det var måske nok ikke teknisk set et brud på fredsaftalen fra hans side af, men det var tæt nok på. Hun satte sig på hug og betragtede Skyggejægeren dreje om hjørnet og ind i gyden, ikke længe efter hun gjorde. Enten havde han hørt om hende, eller også mistænkte hende bare for at være en vampyr. Ligegyldigt hvad, ville han nok få sig en overraskelse alligevel.