Lad retfærdighed ske fyldest - åbent for alle

"Se det lyder som en plan Castella" sagde Deartháir imens han roligt nikkede, "Dæmoner elsker 'ofre' og Sameal er ikke anderledes, han kan ikke gå uinteresseret forbi en ung smuk kvinde, som syntes en gave til ham, men derfra skal det gå stærkt, Sameal er ikke lige så dum som andre dæmoner, så sker tingene bare 3 sekunder for langsomt vil han lugte lunten"

"Det er særdeles storsindet af dig at melde dig frivilligt, Castella." mumlede Madison og strøg fraværende fingrene igennem håret. Det kunne under alle omstændigheder ikke være hende der spillede skønjomfru i nød. Samael ville genkende hende på stedet, og så ville situationen hurtigt blive ubehagelig. For hende, højst sandsynligt.

Hun fandt det rigtige lager, nummer 47, og skubbede uden besvær den tilrustede låge op. Der lugtede... mystisk. Af råd og mug. Der var allered tegnet et pentagram på gulvet. Madison levede sit liv i en ustruktureret fest, men om ikke andet kunne hun lave et godt pentagram.

"Kender du påkaldelses formularen eller..?" Hendes stemme var en smule kølig, og til hendes rædsel følte hun sin mave trække sig sammen.

"Årh, jeg havde nu ellers regnet med at den ældste og mest erfarende af os skulle have æren" kom det roligt fra den høje warlock kvinde, alt imens hun med sin normale katteligende gang fulgte efter de to artsfælder ned af den lange havnekaj. "Men, hvis du skal insisterer..."
Godt nok havde hun ikke haft æren af at møde Samael, endnu, så hun regnede heller ikke med, at han kendte noget til hende. I hvertfald ikke hendes udseende.
De ankom til et skummel udseende sted, hvori hun gættede at Samael befandt sig. Kun en dæmon ville kunne holde et sådanne sted ud i længere tid. De fleste andre ville nok få nervøse trækninger af stedet.

"Jeg har over længere tid studeret forskellige formularer" mumlede hun, alt imens hendes øje gled hen over det optegnede pentagram på jorden. "Men dæmoniske formularer har aldrig været mit speciale" Stadig med blikket på de snirklede optegnelser, satte hun sig let ned på hug, og lod sine tynde fingre glide over pentagrammet.

"jeg kender påkaldelsen" sagde Deartháir tavst, og trådte lidt frem, han studerede pentagrammet og nikkede, "men det bliver som sagt ikke let, hvis vi vinder over ham i denne verden, skal vi også få ramt på ham i dæmon verdenen, ellers vil han blot forvises dertil igen" han trak en amulet frem fra trøjen, og lagde den i midten af pentagrammet, "Madison, hvis du gemmer dig væk så han ikke får færten af dig, og Castella, jeg bliver nok nødt til at få det til at se ud som du er bundet, så skal jeg kalde ham"

Madison fulgte begge warlockerne med øjnene, hvilket var temmelig imponerende når man tænkte på at hun kun havde de to øjne. Hun skuttede sig så frakkeskøderne flagrede. "Smuk plan. Bare lad være med at stramme knuden for meget, for Guds skyld. Og så længe han holder sig væk de næste tusind år, så er jeg tilfreds." SÅ lang tid regnede hun heller ikke med at blive på denne triste planet.

Hun bakkede langsomt så langt væk fra pentagrammet som hun kunne komme i det temmeligt lille lager. Hun stillede sig bag ved en af de firkantede stålsøjler og tittede frem for at vinke inden hun kastede en hurtig usynlighedsbesværgelse. Den skulle forhåbentligt ikke holde længe, blot til dæmonen havde lagt sin forsigtighed en smule til side. Hendes fingre stak allerede af statisk elektricitet. Det kunne ikke gå for hurtigt.