This must end! - Calypso

Han burde nok have taget hjem, men han kunne ikke. Han følte sig for rastløs, for irriteret, for vred! Men vreden vidste han ikke helt hvem han ville rette den imod, sig selv, hende, eller en helt anden. Derfor endte han med at marchere ind i parken som heldigvis var tom, andet ville næsten være underligt. Jo skyggejæger, vampyrer, varulve eller noget helt andet kunne skam godt befinde sig der, men det var sjældent at disse steder blev taget i brug så sent. Om knap 15 minutter ville det blive midnat og månen var allerede tydelig på himlen, halvmåne. Han standsede foran en bænk, dog uden helt at se den hvor han marchere frem og tilbage med et tænkende mine og et vredt og irriteret udtryk. Katherine havde lige gjort livet langt hårdere end det havde været, og han anede virkelig ikke hvad han burde stille op. Han endte med at sparke til bænken i ren frustration, og i stedet for at ømme sin fod – som mundaner ville gøre – endte bænken med at være den der flyttede sig og væltede om af den styrke der blev brugt imod den. Måske skulle han finde en varulv eller to han kunne tæve løs på? Eller rive øjnene ud på en fe? Normalt var han mere rolig, og svær at rokke, men normalt mødte han ikke sin skaber og endte med at kysse og rage på hende som om han aldrig før havde rørt en kvinde! Han knyttede atter næverne sammen hvor han endte med at sukke og læne sig op ad et træ i nærheden. Han stak hænderne i lommen, fingrene kom i berøring med nøglerne, mobilen og noget… træ? Han trak fløjten op ad lommen, kiggede længe tænkende på den hvor han kom i tanke om den ide han havde fået tidligere. Han endte med at sætte den mellem læberne, og fløjtede, intet lyd forlod fløjten, men han vidste at det virkede alligevel. Imens han ventede på at Calypso dukkede op, trak han vejret dybt, og slappede af i musklerne om end det tomme udtryk i hans øjne ikke ændrede sig.

Klokken var mange, men ikke nok til at smutte i seng. Hun havde været vågen så længe, og skønt hun havde været frygteligt tidligt oppe, havde hun ikke den største lyst til at gå i seng. Og da slet ikke udmattelsen til at sove. Øjnene gled rundt i den rodede lejlighed, hun kaldte for sit hjem. Hvorfor hun bedre levede i rodet end en lejlighed, der praktisk talt skreg af nylig oprydning, var ikke til at sige. Calypso afsluttede sin sætning på papiret, som hun omgående foldede og proppede i en kuvert. Brevet nåede knapt nok at blive løftet fra bordet, da hun mærkede det.
Den smukke lyd fra en fløjte spredte sig fra ørerne til kroppen. Hun reagerede. Hun følte det hele som altid: Gåsehuden, lyden af fløjten kun inden i sig selv og følelsen. Åh nej var det første der gik igennem Calypso. Med en stram mine proppede Calypso brevet i en skuffe, gemt væk fra nysgerrige øjne og gik mod døren. I al sin hast nåede hun lige at gribe sin jakke og kaste et blik på sig selv i spejlet, inden hun var ude af døren. Døren låste af sig selv. Magi skulle da ikke gå til spilde, vel?
Calypso gik gennem gaderne og havde kurs mod tilkaldelsesstedet. Hun fulgte kaldet, som var det vibrationer der ledte hende frem til en tilkaldelse, hun ikke kunne nægte at møde op til. Snart stod parken frem i al sin pragt. Det var et øde sted denne nat, bemærkede Calypso forholdsvis hurtigt. Der var ikke nogen levende væsener på to ben nogen steder at se, men på den anden side kunne hun ikke se hele parken. Der var ikke andre væsener end hende selv og Jason.
Han var som taget fra en måned siden og placeret lige dér foran hende. Calypso stod i stilhed for en kort stund, lod sig ikke berøre af, at han med garanti havde hørt hendes højhælede sko med fortovets hårde fliser. Hendes jakke hang over den ene arm uberørt, og hun gjorde heller ikke mine til at tage den på.
"Hvad vil du?" Den silkebløde stemme forlod de fyldige læber samtidig med, Calypso trådte nærmere på Jason. Hun behøvede ikke en hilsen først, mente hun. Denne ville blot trække tiden ud. Tiden, hun ikke havde råd til at blive trukket ud. Spørgsmålet havde været direkte og lige frem. Jason havde umuligt tilkaldt hende bare for at sludre...

For ham føltes det som en evighed inden han opfangede den fjerne lyd af hæle. Omgivelserne var så stille at denne lyd næsten ødelagde stilheden og var gennemtrængende på en alt andet end behagelig måde. Han fortrak dog ikke en mine, lænede roligt vægten op ad træet mens han lukkede øjnene og lod hende komme nærmere. Hendes fært nåede ham også, og som altid bar hun den søde duft. Lyden af hendes puls og hamrende hjerte syntes slet ikke at påvirke ham, for det gjorde den heller ikke, han var bare ikke sulten lige nu, eller så havde han bare mistet appetitten. Han lod øjnene glide op igen, fulgte hende med blikket som hun kom ham i møde hvor hendes blik ligeledes var faldet på ham.

Der kom ingen hilsen som hun standsede, og det havde han heller ikke forventede. Endelig var han også ligeglad. Hans blik gled hen over hende, af ren vane, inden blikket standsede ved hendes. ”Jeg har brug for en magisk drik.. eller noget i den stil der kan afsløre løgne” svarede han ligeud. Hans flirtende rolig person var ikke helt til at finde denne aften, ganske enkelt fordi han var så irriteret og ude af sig selv. Hans egen stemme lød rolig, dog med en snert af kølighed. Han flyttede sig ikke ud af stedet gjorde heller ikke mine til at have planer om det for han havde ingen planer om det i disse øjeblikke. Han vidste at det han bad om ikke var umuligt, den slags var der nok noget af i hendes verden.

Elevatorblikket. Start fra fødderne og kør op af skikkelsen med blikket. Det var dette Calypso gjorde med sine isblå øjne. Et glimt sad i dem, et der ikke følte sig specielt tryg ved situationen, hvor meget hun så end ikke ville kendes ved det. Lige siden dengang, den forbandede situation for så uhyggeligt mange år siden og stadig hang hun på den i dag. Betalte tilbage til evig tid med en betaling, der aldrig helt ville blive nok. Underligt forekom tanken hende hurtigt, så da Jason svarede, lagde Calypso armene over kors. Hvorfor skulle han dog bruge en sådan drik? Og endnu underligere: Hvorfor havde hun ikke fremstillet en sådan drik i over 100 år?
Der var noget anderledes over ham denne gang. Ham var ikke som han plejede, som var der noget, der nagede ham. Det ellers så evigt kolde glimt i de isblå øjne formildnedes en smule, men man burde have øjnene med sig, hvis dette skulle spottes.
"Kan den store stygge vampyr ikke klare nogle løgne?" jokede hun med spørgende hævet øjenbryn. Alvorligheden vendte tilbage hurtigere end isblomsterne forsvandt på ruderne en kold vintermorgen, når solens varmende stråler ramte dem. Hun skiftede vægten over på det ene ben og iagttog ham nøje, målte hans bevægelser. Hun vidste udmærket godt selv, at et nej ikke ville være velkomment. Ikke kunne blive velkomment! Calypso rykkede tættere på ham, til hun kun var en armslængde fra ham. Hvis hun ønskede, ville hun kunne røre ved ham, men undlod at gøre andet end at betragte ham.
"Hvad skal du bruge denne specielle drik til?" Der var gået noget andet over hende nu. En ny stemning, der ikke var hverken spøgfuld eller direkte forretningsmæssig. Et let smil fandt sin vej om hendes læber, da hun overvejede, hvad hun skulle bruge til denne drik.

Hun tjekkede ham ud, som sædvanligt, måske for at tjekke om der var sket noget nyt, om han havde ændrede sig, fået nogle skræmmer eller noget i den retning, men kropsmæssigt var der ikke kommet nogle forandringer. Overfladen var som den altid havde været, altid vil være, men det der var under overfladen var det der forandrede sig, hvilket vel et sted kunne ses. Der var gået så mange så siden de havde mødtes, og de havde begge forandret sig dog alligevel ikke så meget. En ting havde dog ikke forandret sig, og det var den aftale der var imellem dem, den kunne ikke forandre sig, ikke før en af dem døde.
Hans blik veg ikke fra hendes, derfor bemærkede hans hendes iskolde øjne ændre udtryk i ganske få sekunder hvor hans egen blev hårdere ved synet af dette. Han nægtede at besvar spørgsmål omkring hvad der var sket hvis det var hvad hun ville spørge om, langt fra var det dog ikke for han hævede det ene bryn ved hendes ord "Stik nu ikke næsen i noget der ikke vedkommer dig" lød hans svar. Hendes jokende udtryk og tone forsvandt nu snart hvor det vel også var godt. Hans blik fulgte hende som hun nærmede sig dog uden at ændre udtryk. Snart standsede hun igen, hendes spørgsmål fik ham til at sukke ”At finde ud af om en person lyver for mig eller ej naturligvis” svarede han ganske kort og uden detaljer. Det var vel svar på hendes spørgsmål, og hans faste mine sagde at hun ikke skulle spørge for meget, for han var virkelig ikke i humør til det.

Døden var vejen ud men hvorfor synke så dybt og give op? I alle de år, alle de forbandede år, havde Calypso set fremad. Simpelt havde hun forsøgt at finde en udvej, men dette var en bindende aftale. Downworlders havde deres naive sider, så selvfølgelig var de bindende aftaler blevet skabt. En dum beslutning avlede dumme eftereffekter. Det var som et dominospil. Væltede en brik, væltede de allesammen sammen. Hun kunne ikke lade være med at tænke på, at dette var nøjagtig det samme. Calypso havde væltet ind i den første brik, der væltede år og nye ting med sig. Et uendeligt spil der aldrig ville tage en ende. Man kunne dog ikke sige, at hun ikke havde lært at være uberørt i hans nærvær. Med uendelighed og tid kom erfaring automatisk til.
"Bevares.. Du lader virkelig til at have noget hængende over hovedet?" Spørgsmålet blev egentlig mere til en konstatering, men alligevel lå der en spørgende, krævende undertone, der ville sikre sig fast grund af et rigtigt svar. Den ene hånd kørte igennem de lyse lokker, vinden syntes at have sin helt egen intime leg med. Hun elskede at mærke vinden kærtegne hendes hud, lege med hendes hår og mærke dens svale effekt i kroppen. Calypso skuttede sig og vovede at tage et halvt skridt nærmere på Jason og sendte ham en legende smil.
"Hvad du end skal bruge det til, endda hvad end der nager dig så besynderligt meget, behøver jeg en dato. Hvornår skal du have den?" Spurgte hun med en harmonisk stemmeføring. Direkte. Der var ikke nogen tvivl om, at Calypso slappede aldeles mere af i Jasons selskab end i en fremmedes, da Calypso valgte at være mindre barsk og mere rolig og belejlig. En bevidst klog handling, hvis hun selv skulle sige det. En smule utålmodigt efter svar skiftede hun vægten over på det andet ben.

At leve evigt, at være udødelig havde sine fordele såvel som sine ulemper. Usårlig var han langt fra, hverken fysisk eller psykisk. Solen kunne tage hans liv lige så let som et skud ville dræbe en mundan, jern var ham en svaghed, men alene om denne svaghed var han ikke for det var et fællestræk med vampyr, akkurat som solen også var det for de fleste andre vampyrer. Nogen var dog så... heldige...at de var immune overfor den røde, brændende kugle der hang over himlen og som jorden kredsede om. Men var det nu et held? De ville ikke engang kunne tage deres liv om de så selv ønskede det. De var dog heldige at kunne se solen, at fornemme dens varme om end det ikke ændrede på spor meget for dem. Psykisk var han nok ikke så svag igen, men helt usårlig var han ikke og trykkede man de rigtige steder skulle man da nok få en reaktion, og nok en voldsom en. Heldigvis havde det ikke helt været tilfældet denne gang for ellers var han nok ikke helt så rolig som han ellers så ud til at være. Han sukkede ved hendes ord, lukkede øjnene i nogle sekunder og trak vejret unødvendigt ind hvorefter han atter vendte blikket mod hende "Jeg kan sige så meget at jeg allerede er træt" lød hans svar med en træt tone, allerede var jo nok fordi mørket kun lige var faldet på for nogle timer siden. Hans blik forlod hende, hang derimod på hende hvor han bemærkede den mindste bevægelse, den mindste trækning. Han bemærkede vinden lege med hendes hår, hendes funklende øjne, og vægten hun flyttede fra den ene ben til den anden. Hun var en smuk kvinde, uden tvivl, men lige nu var hans flirtende og drillende side til at spore. Hun trådte nærmere, og han flyttede sig ikke, betragtede hende blot ganske roligt. "En uge... højst to" svarede han. Det var rigeligt tid syntes han selv, forhåbentlig ville hun kunne klare det på kortere tid.

Mørkets frembrud var Jasons tur ud i den verden, han ikke kunne se under solens stråler nogensinde igen. Aldrig havde Calypso forstået, hvordan han kunne holde dette faktum ud, at solen ikke var en "ven" for ham længere. Snarere ville de for evigt være dødsfjender i den drabeligste alvor, for satte han fødder ud i solen, ville han brænde levende. Calypso selv holdt af solens varmende stråler, som hun nød fuldmånens blide skær en sval forårsaften. I alle de år hun havde levet, var Calypso aldrig blevet træt af solen eller månen. Skønt varmen om dagen var skøn, var hun mest på dupperne om natten. Der var ikke det udsagn om hende, der ikke fortalte om en Calypso, der var blevet set i natten. Oftest med en forskruet smil eller dødeligt kolde øjne.
”Det er ikke så tit det sker. Det må være en hård omgang, du har været ude for" konstaterede Calypso med armene lagt løst over kors. Hun så næsten for afslappet ud, som hun stod der. Et triumferende smil strejfede hendes fyldige læber, da Jason lukkede øjnene for en kort stund og tog en unødvendig vejrtrækning. Var dette en vane, de aldrig rigtig kom af med? Hvorend Calypso færdedes, havde vampyrer altid draget denne unødvendige vejrtrækning, der ikke var til spor gavn for dem.
"Du må virkelig have lid til, at jeg kan gøre det hurtigt." påbegyndte Calypso med en yderst tænksom mine, skønt hun ikke overvejede selv den mindste detalje. Tog hun ikke meget fejl, havde hun det hele fast indprintet i hukommelsen. Det var aldrig en let omgang, men tingene skulle være til at skaffe, hvis de da ikke bare kunne fremtrylles. "Hvor stor en mængde af det behøver du? Jeg vil jo ikke lave for meget, forstår du.." afsluttede Calypso mere forretningsmæssigt, end hvad hensigten havde været. Lyttede man efter, hvilket Jason med garanti gjorde, kunne man høre den ironiske undertone. At få for meget af en sådan drik ville ikke være forfærdeligt. Langt fra! Hendes tanker begyndte at summe om, hvad hun egentlig manglede af informationer. Smilet der altid kom, når disse tanker begyndte, krøb langsomt sig om hendes læber. Slangede sig nærmest...

Naturligvis savnede han solens stråler, varmen og både at se og nyde solopgang og solnedgang. Desværre havde det bare denne smertefulde og dødbringende effekt på hans slags. Han var forbandet til evig tid, hvilket han efterhånden havde affundet sig med. Han havde endelig aldrig fattet ideen bag - at være forbandet-teorien - hans egen skaber kunne vandre rundt om dagen, hvorfor kunne han så ikke? Åh den skaber! Atter tænkte han på denne og straks skulede han som om det var Calypso han havde en horn i siden på. Han vendte kort blikket mod himlen hvor der var skyfrit og månen kunne ses. Fuldmåne var det ikke, men alligevel syntes månen at se større ud en normalt. Han droppede tanken om månen og lod blikket vendes mod hende. Nej hun havde ret, det skete ikke så tit så han kunne fornemme hvor mere irriteret dette gjorde ham "Og det er ikke forbi før den eliksir er færdig..." svarede han sigende hvor det var tydeligt at se at han virkelig havde brug for den eliksir. Han åbnede øjnene igen for at bemærke smilet over hendes læber som fik ham til at skyde det ene bryn i vejret. Hvad skulle det der triumferende smil til for? At han gjorde noget, en handling, som var ligegyldigt var måske sandt, men folk der kendte til hans slags glemte tit at det faktisk var livsnødvendigt at de trak vejret og ikke kun var en vane. Det var blandt andet via den at man kunne lugte andre væsners tilstedeværelse, synet og hørelsen var ikke nok alene. Hendes følgende kommentar fik et skævt dog glædesløst smil frem på hans læber "Du ved jeg stoler og tror på dine evner Calypso" lød svaret ganske roligt, løgn var det ikke for han stolede skam fuldt ud på hendes evner og kunnen. Den ironiske undertone der fulgte hendes næste bemærkning fik ham til at ryste på hovedet af hende hvor smilet denne gang ikke var helt så køligt "Nok til 4-5 personer.. du skulle jo nødigt spilde din tid på at lave mere hvis jeg også får brug for det senere" svarede han han lige så ironisk, i hvert fald der hvor han sagde at hun spildte sin tid.

At være et af Lilith's børn var en ære på mange måder. Det ville være synd at sige, hvis man ikke kunne se en andel af den Lilith, man altid hørte om. Alt fra grusomheden til selv de små ting, der også tæller for noget. Smilet. Ikke at dette smil var et, der skulle sprede den største glæde, men for Calypso var et smil altid et smil, og det så blev kategoriseret som godt eller skidt. Hans pludselige skulen kom en smule bag på hende, for hun glippede kort med øjnene og fik et meget kort glimt af forvirring. Havde han noget på Calypso, der ikke burde være der? Umuligt. Eller rettere, ikke udover den forbandede aftale, Calypso blev mindet om i tide og utide. Det var, som ønskede han, hun aldrig nogensinde skulle nå at glemme den. End ikke for blot et splitsekund.
"Nånå. Du har jo et udestående med nogen!" konstaterede hun bedrevidende og lod sig ranke ryggen bare en anelse mere. Calypso lod et let smil strejfe sine læber idet hun plantede sin højre hånd på hans skulder. Ikke en tung berøring, men ej heller en fjerlet berøring. Den var moderat.
"Du kan have den i udgangen af denne uge, Jason. Brug den vel!" Calypso blev krævende. Dette var en af de ting, hun normalt ville kræve betaling for, og det ville koste dyrt, men af en eller anden grund, kunne hun ikke. Selvfølgelig kendte hun grunden, men hun nægtede blot at indse det. Det var værre end et nederlag, for hvor mange gange ville hun så ikke have tabt allerede? Tanker summede, men de isblå øjne forblev som før. Uberørte. De syntes at antage en andel af den krævende tone.
"Store hjerner tænker ens" udbrød Calypso funderende og lagde hovedet ganske let på skrå. En dyb indånding blev draget inden hun fortsatte. Den dybeste alvor sad i tonen såvel som de isblå øjne. - "Det er ikke en almindelig drik denne her. Jeg håber du forstår den kraft og ved, hvad du gør. Jeg ønsker ikke at blande mig mere end dette. Den er kraftig og vil få enhver løgner til at fortælle den dybeste hemmelighed om dem selv. Du behøver ikke meget for at få sandheden frem.." Calypso afrundede med at fjerne sin hånd fra hans skulder, som havde hun fået stød på ham. Endnu en dyb vejrtrækning blev draget, afslappet.