hastig mission - Mayelle

Tid: 12:30
Sted: Instituttet - stuen
Omgivelser: Møbler og andet.
Vejr: Skyfrit men køligt.


MISSION! Det var blevet nærmest råbt ud og allerede inden de fik at vide hvad det gik ud på skyndte Jace sig at trække i tøjet når han nu alligevel var på sit værelse. Skyggejæger dragten sad som malede på ham, perfekt og som den skulle. Han fangede sin stele og forlod sit værelse, andet våben ville han finde når han havde fundet ud af hvad missionen gik ud på. De skulle samles i stuen, og derfor satte han kursen dertil. Clary var ikke i bygningen, men hun ville nok komme på et tidspunkt, forhåbentlig ville det først ske når de var tilbage, han vidste hvor irriteret hun ville blive af at være blevet efterladt, men hvis hun tog med ville han bare være for bekymret og konstant kigge i hendes retning. Inden længe trådte han ind i stuen hvor Isabelle allerede befandt sig, samt hendes far. Han vidste at Alec ikke befandt sig i bygningen men May var der et sted og sikkert ville være der inden længe. Han gled ned at sidde på en sofa og lod blikket glide hen over en fraværende Isabelle, han hævede brynet inden han vendte blikket mod hendes far ”Hvor slemt er det?” spurgte han, for han så tydeligt hvor bekymret denne var, og det sagde vidst at de skulle skynde sig. Hans blik gled hen over noget stof manden stod med, og rynkede brynene, hvad var der i det? Han smilede og bad ham vente til de alle var der så han ikke behøvede genfortælle.

Mayelle havde siddet på sin seng og vendt en seraphdolk i hænderne, da meldingen om en mission havde lydt. Et skævt smil gled over hendes læber, som havde det været det eneste, hun havde ventet på. Hun gik gennem lokalet, fandt kampudstyret frem og skiftede hastigt til dette. Med sig fra rummet medbragte hun sin stele og seraphdolken, inden hun vendte ansigtet med døren for at komme til stuen.
Vejen fra sit værelse på instituttet til stuen, når hun altså boede der, var efterhånden blevet så uhyggeligt normal for hende. Da hun først var kommet hertil, havde tvivlen ligget meget på, om hun nogensinde ville kunne finde rundt. Der var en labyrint for hende, instituttet, og destinationen var udgangen af den.
Så vidt hun kunne regne ud på vejen derhen, ville Isabelle og Jace være til stede. Var Alec ikke ude af huset? Ærlig talt fulgte hun ikke særlig meget med, da deres private liv ikke var hendes største interesse. Længere nåede hendes tanker ikke lege med hende, før hun nåede frem stuen. Automatisk blev ryggen rank, øjnene let arrogante. Et let smil spillede om hendes læber.
"Hvad handler den her mission så om?" Det var ikke svært at undgå utålmodigheden i den bløde, lette stemme. Med et lille nik hilste hun på de adskillige personer i lokalet. Det røde hår indrammede det finde ansigt med bløde krøller der slangede sig over skuldrene og ned over ryggen. Skyggejæger dragten sad som skræddersyet på hende. Dette var helt som hun følte sig, når hun havde den på. At være skyggejæger for Mayelle var som at trække vejret: Behøvet og vigtigt. De blågrønne øjne så sig omkring i lokalet og fandt tilsyneladende kun 3 personer: Isabelle, Jace og Robert Lightwood. Den første og bedste lånestol blev hendes kortvarige afslapning inden de ville blive sendt afsted, sendt ud mod våbenrummet efter våben og så videre.
Mayelle kunne ikke undgå at lægge mærke til det lille stykke stof, Robert havde i hænderne. Et sæt røde øjenbryn skød nysgerrigt i vejret. Hvad gik dette ud på?

Jace fornemmede hvordan utålmodigheden tog til, og hans blik syntes ikke at kunne forlade det stod Robert stod med i sin hånd. Denne bemærkede hans blik og sendte ham næsten et bekymret blik hvilket ikke beroligede Jace det mindste. Hvorfor tog det så lang tid!? Kunne det passe at May ikke havde hørt at der var mission? Typisk kvinder, hun stod formentlig foran et spejl og tjekkede om alting sad ordentligt. Han lod frustreret en hånd løbe gennem håret inden han sukkede og lænede sig frem i sofaen hvor han lod sine fingre flette sig ind i hinanden og så blot ned i gulvet. Efter godt nogle minutter dukkede hun op, Robert sukkede "Godt... så er vi her allesammen." sagde han med den rolige stemme som han var så kendt for. Han lod blikket glide hen over de tre inden han fortsatte "Et dæmonangreb mod en boligblok, det var kun mod den ene side af bygningen, nemlig de lejligheder der lå tilhøjre, alle dem der var hjemme døde men det her.. blev fundet" sagde han og fjernet stoffet fra hvad end han stod med og holdt det oppe. Jace stivnede ved synet af kindjalen og så hurtigt op på Robert "Hvad skal det betyde" hvislede han og Robert så beroligende på ham "Jeg ved det ikke Jace, vi ved det endnu ikke..." Isabelle brød ind "Ehm... hvad gør den brødkniv der?" spurgte hun hvor Jace tog ordet "Det er ikke bare en brødkniv Isabelle... det var... Valentines.." svarede han, denne så mere forstående ud hvor Jace sukkede og Robert tog ordet igen "Vi har fået melding om at der skulle være endnu et angreb.. denne gang mod den venstre side af bygningen" Jace rejste sig op "Ved vi hvilke slags dæmoner?" Robert nikkede "Raum-dæmoner". Jace´s blik hvilede på kindjalen "Dæmoner kan næppe finde ud af at bruge sådan en" mumlede han mest for sig selv.

Hun havde været den sidste, de havde ventet på, Mayelle. Ikke synderligt svært at gætte sig til, at hendes entre var ligeså bevidst, som den havde været et uheld at tage så lang tid. Da Robert Lightwood begyndte på at informere dem om missionen, lænede hun sig frem i lånestolen, hvilede albuerne på knæene og lyttede først tavst. Hans rolige stemme havde en irriterende effekt på hende, som havde den i sinde at lulle hende ind i stilhed. Oftest forblev hun også i stilhed.
Informationerne de fik om missionen syntes at sværme omkring i hendes hoved, som var hun blevet infiltreret af dusinvis af fluer. Hun gav en lille irriteret lyd fra sin, en der kom fra dybt i halsen på hende, og selvom dem var knapt hørlig, mærkede hun hurtigt Roberts øjne mod sig. Kortvarrigt og undrende.
"Interessant observeret Jace." Dette var de første ord fra Mayelle siden hun var kommet ind i stuen under informationerne om missionen. De første arrogante ord, som havde hun allerede ophævet sig højere end dem, bedrevidende. "Fandt du ud af det helt selv? Forbløffende." afsluttede hun idet de røde bryn atter skød i vejret. Det var en yderst interessant kindjal af udseende, kunne man tydeligt se, hun mente.
"Hvor er det helt præcist henne af i byen?" Lød der spørgende fra Mayelle, der denne gang lød en del mere seriøs. Hovedet blev lagt på skrå til højre, og som havde det været på kommando, dansede de røde lokker til denne side. På denne måde så hun næsten helt lille ud. Uskyldig. Raum-dæmoner. Hun skuttede sig hurtigt i stolen ved tanken, men det kunne næppe komme bag på nogen, at hun var klar på kamp.

Visse ting var klogt at undvære at nævne. At Mayelle var rapkæftet eller rettere, arrogant var han vel ret vant til for han gav hende normalt bare igen. Men lige det her... hun fattede åbenbart ikke hvad der blev sagt, eller også var hun ligeglad. Han regnede med af alt med det sidste, for det kunne ligne hende at være så ligeglad. At Valentines kindjal dukkede op betød at nogen forsøgte at bilde dem ind at Valentine ikke var død, eller også... at han havde en aftager. Begge dele var lige så slemt, men nu anede de jo ikke den fulde sandhed. Valentine var for de fleste omkring ham bare en person, en skyggejæger der havde dummede sig gevaldigt, for ham var han en far og familie, han hadede ham godt nok men dette ændrede ikke på den kendsgerning at manden var hans adoptivfar! Han havde håbede på en mission som kunne overståes uden spor mange spekulationer, desværre så det ikke ud til at være sådan. hendes første bemærkning lod han slippe igennem, ved hendes anden vendte han blikket mod hende med et hævet bryn "Ja ikke, jeg har vist.." Robert rømmede sig "Unger... nu ikke gå i flæsket på hinanden" sagde han irettesættende og dog stadig roligt. Hans blik blev vendt mod Mayelle "Det er den sydlig del af byen, tro mig, I kan ikke overse det" sagde han skidt tilpas. "Er der andet?" spurgte Jace og denne rystede blot på hovedet og mindede dem om at være forsigtige. Uden at vente på de andre skyndte han sig ud af døren og mod våbenkammeret.

Et veltilfreds smil dukkede op om hendes læber. Øjnene var vendt mod Jace, viste tydeligt sin fornøjelse af, at han ikke fik lov at afslutte sin egen sætning. Hvilken skam! Han ville med garanti have givet hende modspil, sat hendes hjerne i gang på en anderledes måde, hun ikke havde igang så ofte. De blågrønne sang af triumf. 1-0. Hun kunne, trods alt dette, godt forestille sig, hvad alt dette med Valentines kindjal måtte føles som. Selvom hendes egen far ikke havde været en ond skyggejæger, hvis intention var at overtage hele magten over det hele, kunne Mayelle godt sætte sig dette sted. Ved at rømme sig skubbede hun tankerne brutalt væk.
"Havde jeg heller ikke regnet med, vi kunne." Kommenterede Mayelle roligt på Roberts ord. Hendes blik gled skiftevis rundt på dem. Som Jace havde spurgt: Var der ikke mere? Utålmodigheden sang allerede igennem hendes blodårer. Længslen efter at komme ud og kæmpe var stor. Alt for stor. Og da var de sat fri.
Mayelle rejste sig fra lænestolen, sendte et hurtigt nik i retningen af Robert, før hun begav sig mod våbenrummet i hælene på Jace. Gangene var groet fast i hendes hjerne, og selvom hun troede inderligt på, hun kunne komme til våbenrummet med øjnene lukkede, tog hun ikke chancen.
Våbenrummet var ligeså velkendt for hende, som gangene var. Mayelle gik derfor direkte igennem lokalet til den væk, hvor seraph-dolke, sværd og - Mayelles absolut favorit - bue og pil var. Et pilekogger gled over skulderen på hende samt hun greb en bue og vendte sig om med et spørgende udtryk. ”Klar?” Var det eneste der kom over hendes læber, tålmodigt afventende.

Han kunne tydeligt set det triumferende udtryk i hendes øjne som han blev afbrudt og sukkede. Tiltrods for den ikke så behagelig stemning kunne han ikke andet end sende hende det sædvanlig blik der sagde, at det ikke var slut endnu. Hun havde nok vundet denne runde, men han skulle nok vinde den næste. Heldigvis var den kedelig del hvor de blev informeret snart over og de forlod alle stuen for at begive sig mod våbenkammeret. Robert stak dog hovedet ud af døren og kaldte på Isabelle, hvor han sagde at de nok kunne klare det de to alene. Han kastede et blik tilbage mod Isabelle der sukkede skuffet, trak på skuldrende og kastede et blik mod Mayelle, de to havde alligevel et ret godt teamwork så de kunne klare sig var han ret sikker på.

begge trådte ind i våbenkammeret næsten samtidigt og han greb to seraph-dolke, en dæmon censor/detektor, samt hans egen foretrukne våben.. et sværd, eller rettere. to i dette tilfælde som tog plads på hans ryg hvor de begge kunne trækkes let og ubesværet. "As always my dear" svarede han med tydelig spænding i stemmen som altid inden de skulle på mission. Sammen forlod de våbenkammeret hvor han krydsede fingre for at Clary ikke ville dukke op lige nu. Han fandt sin mobil frem og kastede et hurtigt blik på displayet, der var heldigvis intet. hurtigt lagde han den på lydløs. De bevægede sig mod udgangen hvor han trykkede på knappen til elevatoren og ventede utålmodigt på at den skulle komme. Omsider gled dørene op og de trådte ind for få sekunder efter at befinde sig på gaden. En rune blev hurtigt tegnet, de skulle jo nødigt blive set.. sådan.

En udfordring. Hvor interessant. Denne ville Mayelle huske til en anden god gang, vidste at denne ville hun tage op med ham senere. Selvsikkerheden i hendes øjne viste dog, uden at hun behøvede at sige noget, hvem hun vidste, ville vinde. Da hun havde kastet blikket over skulderen mod Isabelle, havde de indeholdt en kortvarig beklagelse. Da skuffelsen stod malet på hendes Isabelles skikkelse, så hun selv væk. I stedet gled blikket over på Jace, der var nået ind i våbenrummet blot adskillige få sekunder før hende.
”Then let us get going!" besvarede hun ham med et let smil. Hun vidste de var et godt team, Jace og hende selv. Begge dygtige skyggejægere i kamp, så de ville nemt kunne dække hinanden kun de to. På vej mod udgangen af våbenrummet snuppede hun en dæmoncensor og stak den i våbenbæltet til de andre våben. Hun følte sig godt dækket ind med adskillige seraph-dolke, et enkelt sværd (hun egentlig ikke var den bedste med) samt buen og pilekoggeret over skulderen.
Blikket faldt på hans bevægelse mod lommen. Mobilen. Et drilagtigt smil gled over hendes læber og inden hun kunne nå at stoppe sig selv, var ordene, hvert og et, blevet udtalt.
"Skal din turteldue have en sms lige inden du smutter ud i kamp?" Lød spørgsmålet med et let grin efterfølgende. - "Hvor dramatisk!" udbrød hun ekstra dramatisk, som var hun en skuespiller i en ny, stor film. Hun lavede en fnysende, fornøjet lyd og trådte så frem mod elevatoren. Den kom med en hvæsende lyd, da dørene åbnede for dem. Ind i den trådte de sammen og kørte med den ned i stilhed. I mellemtiden tegnede hun en rune på bagsiden af hånden og adskillige andre kampruner.
”Lad os få nedlagt nogle dæmoner!” erklærede Mayelle lidt for entusiastisk med et sidelæns blik mod Jace mens de gik.

Glimtet i hendes øjne der var så selvsikkert fik blot et smil over hans læber. Det var så typisk, og så velkendt at det blot morede ham. Inden længe var de endt i våbenkammeret og snart var de ude igen og på vej mod elevatoren. Hendes bemærkning ved synet af hans mobilen der kort blev trukket frem fik ham til at hæve det ene bryn med et morende smil "Nej, mobilen skal sættes lydløs inden den ødelægger mission som visse personers mobil gjorde sidst" svarede han med en tydelig hentydning. At nogen havde pillede ved hendes mobil dengang var underordnede, at modtage en sms midt i en mission for de forsøgte at være stille var bare ufedt! Mayelle var uden tvivl en smuk pige, lige så flot som Isabelle var men ret forskellige var de to tøser alligevel. Alligevel var de slet ikke noget i forhold til Clary, hun var en skønhed, om end mange syntes ikke at kunne se den skønhed.

Hendes kampgejst fejlede intet og han sende hende et fast blik der var morende men alligevel brændende efter at komme i kamp. Typisk hans fight look, og han var mere end klar. Omsider gik døren op, og de trådte ud. Inden længe stod de ude på gaden og han havde endnu fat i sin stel hvor han tegnede forskellige runer, kampruner selvfølgelig. "Tager vi min motorcykel?" spurgte han hvor han kastede et blik hen over sin kværn som virkede bedst på dæmonenergi, i hvert fald hvis de skulle have maksimal fart og ude at flyve, men det skulle de ikke. Han vendte kort blikket mod hende med et skævt smil inden han var henne ved sin motorcykel og allerede grebet hjelmen som han rakte bagud til hende.

Man kunne se hans ord ramte, da et anstrengt, men lusket, smil gled om hendes læber. Så vist hun selv huskede det, havde hun sat sin egen mobil på lydløs. - Og huskede hun ikke meget forkert, havde en hvis pilfinger pillet ved den.
”Vi overlevede det da, gjorde vi ikke? ” brummede Mayelle til sit eget forsvar. De var da ikke kommet fra den mission med de værste skader, og da slet ingen vedvarende af slagsen. Med en rynken på næsen overvejede hun at fiske sin egen mobil frem blot for at være sikker på, om den nu også stod på lydløs. Lidt ’overmodigt’ stolede hun på egen intuition om, at dette allerede var blevet gjort. I stedet valgte hun blot at følge hans retning at gå, i hvert fald til hun stoppede brat op.
”Så vi tager motorcyklen i dag? Sikker på du kan køre ordentligt?” Spøgte hun med et spøgfuldt smil om læberne. Mayelle måtte indrømme, at Jace faktisk havde en ret så sej motorcykel. Om nogen elskede hun ikke blot, at da den var drevet af dæmonenergi og dermed kunne flyve om natten, men også blot motorcyklens ydre. Ikke for første valgte Mayelle at fløjte i dens retning, som havde det været en lækker dreng, hun fløjtede efter.
”Sikker på det ikke er dig, der behøver den hjelm mest? Jeg mener, det hoved kan da ikke klare mere skade” lød det fra hende i en påtaget prædiken, som var hun en eller anden vigtig professor eller præst. Smilet forblev der. Da hun var nået over til ham, modtog hun hjelmen. Skønt Mayelle helst var fri for dette monstrum, tvivlede hun meget på, at Jace ville lade hende køre med, hvis ikke hun tog den på. Hun tog den på. Rakte tunge til Jace’s nakke.
”Hvis du sætter dig op, hopper jeg op bagefter” Mayelle flyttede vægten over på det højre ben og satte hånden i siden.

Han havde regnet med at hans rod ville ramme et ømt punkt, og af hvad han kunne se så havde han ramt plet. 1:1. Et tilfreds smil var at spotte på hans læber hvor han forsøgte at se uskyldig ud som hun nævnte en vis person. Han havde da intet gjort, eller måske. Men altså, lidt drilleri kunne der jo engang i mellem være, og da han havde gjort det havde det slet ikke været med henblik på at de skulle på mission senere, han havde bare fundet hendes mobil på sofabordet, og kunne han dy sig for at sætte alarm på eller andre ting? Næ nej! uheldet var så indtruffet og en eller anden havde sendt hende en besked det forkerte tidspunkt. Hans hævede brynet ved hendes ord ”Ja overlevede, men det kunne have været vores første mission uden skræmmer” svarede han drillende. Hun tjekkede dog ikke sin telefon hvilket han kendte grunden til, hun havde sat den på lydløs men ville ikke tjekke om en vis pilefinger havde rørt ved den. Meget modigt. Men nu vidste han jo godt at han ikke havde pilede ved den så der var ikke fare for at den ikke var lydløs, medmindre hun virkelig havde glemt at sætte den til det. Hendes kommentar til hans motorcykel fik ham til at hæve brynet ”May, du ved at der ikke er nogen i verden der kan køre så godt som jeg kan” svarede han med et hævet bryn og dog et glimt i øjnene. Enhver der havde prøvede hans motorcykel havde været overraskede over hvordan den kørte, men nu var det jo heller ikke en almindelig motorcykel. Hendes fløjten fik blot et smil frem over hans læber, der var en god grund til at hun fløjtede, den var virkelig lækker. ”Bare rolig, jeg klarer mig, men du skulle nødigt gå hen og tabe hovedet som du plejer” svarede han spydigt og dog drillende tilbage. Nogen ville nok undre sig over deres konstante mundhuggeri, de fandt det derimod morsomt at have disse udfordringer og de kunne blive ved i timevis. Selvfølgelig ville han ikke lade hende køre uden hjelmen på, der skulle nødigt ske hendes lille søde hoved noget, for så ville man komme efter ham og bebrejde ham for sin kørsel, som absolut intet fejlede! Ved hendes ord gled et flabede smil frem på hans læber, han satte sig roligt op mens han kort så på hende ”Du må ikke hoppe på, vi har ikke tid til at skifte dæk!” svarede han flabede og hentydet derved til hendes vægt der kunne ødelægge hjulene. Få sekunder efter var motoren tændt, den gik i gang med et højt brøl hvor han gassede op bare for at nyde lyden af motoren. Han lod hende sætte sig tilrette inden han fjernede foden som solidt havde været plantede på jorden og der kom bevægelse i cykelen. Inden der var gået mange sekunder havde han gassede op igen og farten tog til. Vinden legede med hans hår hvor han nød fornemmelsen af vinden mod ansigtet og følte hvordan energien fyldte hans krop.

Han udlignede. Jace udlignede! Tilfredsheden fra ham fik hende til at skule til ham, prøve at gøre ham mindre, skønt hun vidste det aldrig ville lykkes. Man kunne se hun opgav dette kort efter, da øjenbrynene skød i vejret i stedet. Som om de nogensinde ville få en sådan mission! Mayelle kendte godt til sin overmodighed, for da ikke at nævne at de begge kunne være en smule dumdristige. Jace var en fantastisk skyggejæger, en af de bedste hun nogensinde havde set, men hun nægtede at tro på, at dette nogensinde ville komme til, at ske. Til udtryk kom dette også:
”Hvor skønt det end lyder med en mission uden skræmmer, tror jeg desværre ikke det nogensinde kommer til at ske” Hun rynkede kortvarigt på næsen. Det var jo sandt, ikke? Smilet, der ikke syntes at vige fra hendes læber, havde været ualmindeligt drillende. Om dette skulle opfanges som et forsvar på egen stolthed eller et angreb på hans, måtte være op til Jace. Han havde været skyld i deres opdagelse, da hun selv mente, den mobil var blevet sat på lydløs.
”Er det ikke noget alle drenge siger?” Spurgte May med påtaget mistænksomhed. Denne gang var det kun det ene, røde øjenbryn, der blev hævet. ”Det lyder nu mere som om, du prøver at overbevise mig. Hvis det er tilfældet, må du jo bare prøve at bevise det modsatte!” med et ekstra tryk på ordet ’prøve’, sang hendes stemme af drilleri og en lille dråbe arrogance.
”Du burde være mere bange for eget hoved, min ven” mukkede Mayelle, der hovedkulds benægtede, at hun nogensinde ’havde tabt hovedet’. Det var jo en direkte absurd tanke at få! Hun var da alt for god til at komme til skade med hovedet, om det var så ved et styrt på denne motorcykel. Måske en lidt for overmodig tanke at have, men Mayelle var ikke ligefrem pigen, der undervurderede sig selv. Snarere det modsatte, hvis noget da endelig skulle siges!
Som et tavst svar til motorcyklens ’fare’, slog hun et par gange på hjelmen. Den hule lyd for Mayelles ører var blot endnu en påmindelse om det sikkerhed, Jace krævede hun skulle være under. Hvorfor anskaffede han sig ikke to? Clary skulle med garanti også have et tur på den motorcykel af og til, så hvorfor krævede hun ikke hans sikkerhed også? - Dog, Mayelle ville bare ikke se dum ud med hjelm alene. - ”Tak Jace. De forstår virkelig at ødelægge en piges frisure” protesterede Mayelle og slog så en sidste gang på hjelmen.
Af alle de farlige emner, Jace kunne kommentere på, blev det vægten. Mayelle var sådan set ligeglad med sin vægt, vidste udmærket med al sin træning, hun næppe kunne være bare i nærheden af overvægt. ”Siger du jeg er tyk?!” Gispede Mayelle, falsk godt nok, og tog hånden op til munden. De store øjne glimtede af drilskhed og selvsikkerhed. ”Jeg havde nu håbet lidt på, at du så i det mindste havde muskler nok til at skifte dæk på en motorcykel, men der kan man bare se. Hvilken fejl, jeg begik!” grinte hun drilagtig, inden hun satte sig op bagved Jace på motorcyklen med armene om livet på ham. Hvis ikke det havde været på hjelmen, ville hun have følt vinden igennem håret, følt friheden. Nu berørte vinden kun hendes arme. Farten var fantastisk!

Han kunne tydeligt se hendes utilfredshed hvilket blot gjorde sejren mere sød, noget han ikke lagde skjul på hvor han sendte hende et morende og flabede smil. At hun skulede fik blot morskaben til at vokse hvor han sendte hende et drillende blik blot for at drille og provokere hende endnu mere. At gøre ham lille var simpelthen ikke muligt! Da hun svarede at hun ikke troede at det nogensinde ville ske med en mission uden skrammer hævede han selv det ene bryn "Selvfølgelig ikke, ikke så længe du er med på de missioner" svarede han provokerende. Hvorfor de altid var sådan overfor hinanden vidste han ikke lige, men det syntes altid at være morsomt at være på mission med hende, ikke tørt og kedeligt for de sørgede begge to for at der skete noget. Han antog at hun blot forsvarede sig selv, for hun burde da vide at et angreb mod hans stolthed ikke ville virke, eller jo, men der skulle nok mere til end lige denne bemærkning hvor han sendte hende et blik der sagde at hun måtte prøve noget bedre.

"Jo drenge, men nu er jeg tilfældigvis en mand.. så.." svarede han ganske roligt. Han var da mere mand end dreng, alene hans krop sagde det hele og hvis hun anså ham for værende en dreng, hvordan havde hun så brugt så meget af sin tid på flirt med ham? At hun så også var nogle få måneder ældre end ham betød jo ikke at han blev mindre mand af det. At prøve at bevise at han var god til at køre var slet ikke svært, han skulle ikke prøve, det faldt ham naturligt ind. "Prøve...? Min egen, jeg behøver ikke bevise noget for dig... når alle andre bekræfter mine ord" svarede han med en tone der sagde at hun altså ikke var verdens centrum eller så vigtig at han gad spilde sin tid på at bevise noget for hende.

"Nej da, jeg er så skadet at det ikke kan blive værre... men du... du har aldrig haft noget derinde så at få flere skrammer og slag betyder at du ender med at savle og jeg! gider ikke tørre op efter dig" svarede han og rakte drillende tunge af hende inden han skyndte sig op på sin motorcykel. At hjelmen ødelagde hendes frisure var han ret så ligeglad med, og jo Clary fik skam også sådan en på når de skulle ud at køre, og hun havde da også brokkede sig men nu var han ret svært at knække, ikke at hun havde opgivet. "Havde du da sat håret?" spurgte han lettere forundret og dog flabede. At antyde at hendes hår havde været et høstak ville næppe glæde nogen pige. "Ja May, det er ved at blive en dårlig vane for dig.. at begå fejl altså! Først mobilen, nu det her.. jeg må vist snakke med Robert om at overveje at sende dig på flere missioner" svarede han med en drillende hovedrysten. At hun antydede at han ikke var stærk blev modbevist ved blot at tage et kig på ham, dragten han havde på lagde ikke skjul på hans markante muskuløse overkrop så at sige sådan var direkte.. dumt.

Han satte farten op, og kørte ind imellem bilerne i en høj fart, han var fokuseret på vejen men afslappet, nød fornemmelsen af vinden i ansigtet og måden den næsten gjorde ham døv på. Farten steg fra 60 km/t til 120 km/t i byen hvilket betød at han kørte utrolig hurtigt og på samme tid skulle dreje skarpt. Han havde dog fuld kontrol og derfor var det ingen problem for ham at dreje de rigtige tidspunkter. Der gik ikke lang tid inden han standsede foran den bygning de skulle til. Og som Robert havde sagt, var den ikke til at overse for politi udstyr, afspærringer og andet. Der var dog heldigvis ikke nogle betjente.

Et suk undslap hendes læber, da hun indså de begge var for stædige til at give op. Ingen af dem ville opgive og lade den anden vinde. Dette var et faktum, hun måtte indse. Af denne grund gik hun ikke i modvind. Tværtimod. Der var andre måder at komme omkring på. Mayelle skar kort tænder inden hun svarede.
”Visse missioner kræver det, der kaldes for satsninger, Jace. Og ville en sådan mission ikke være særdeles kedelig?” fnøs Mayelle, der med denne påtagede fornærmelse lignede en vigtig dronning, der snakkede til en undersåt. Det eneste der afslørede, at dette var påtaget, et skuespil, var det smil, der ikke veg fra de rosafarvede læber ét eneste sekund. Et drillende smil.
Den ene hånd blev placeret på hoften og, om man end måtte tro på det eller ej, svarede hun ikke på hans næste ord. I stedet himlede hun opgivende med øjnene. Hende og Jace havde et mærkværdigt venskab, et de fleste, hvis ikke det ikke også gjaldt dem selv, kunne sætte en finger på. De havde for længe siden fundet ud af, at en flirt og sågar et forhold ikke ville virke med dem, men et venskab var på sin plads. Hver for sig var de to personer, der ofte havde en kvik kommentar, og når de var sammen? Ja, så kolliderede det hele! Der var ofte de små skænderier for sjov, som kun gjorde en mission sjov og ikke en kedelig dødbider-mission.
”Vil du definere alle andre? For det kunne meget muligt kun være dig selv” Gav hun igen med et veltilfreds smil. Hans opblæste ego passede på en hel forsamling af mennesker, men var underligt nok samlet i kun én person. Ham.
”Ikke overdrive, Jace. Det klæder dig ikke” påpegede Mayelle med løftet pegefinger og et drilagtigt smil. Det lignede en lærer der irettesatte en elev med en fast holdning. Hvor læreren ville have en autoritær holdning og blik, var Mayelle drilsk over det hele. Hvis hun kunne trykke på de rigtige knapper, gjorde hun det gerne. Sådan var hun af natur.
”Det var det i hvert fald. Det er mere, end hvad der ellers kan siges om din fuglerede af noget hår” mukkede Mayelle tvært, denne gang med mere ægthed end en påtagethed. Uden egentlig at lade ham svare mere på det, havde hun sat sig godt til rette på motorcyklen. Selvom det ikke var første gang hun sad på denne, virkede det for hver gang nyt. Han drejede på hånden, de skød frem, ude i byen...
Farten var befriende og vinden legede med det hår, der ikke var fastgjort under hjelmen. Hvis ikke det havde været for det forbandede sikkerhedskrav, havde hun slet ikke haft hjelmen på. Var der noget hun elskede, så var det farten. Farten og alle de ting, den medførte. Friheden, suset, den uforklarlige glæde og frigørelsen fra solidt plantet på jorden med begge ben. Alt dette gik igennem Mayelle i det øjeblik Jace kørte ind og ud imellem bilerne. Overmodig var hun ikke, hvilket blev bevist, da hun klemte en smule fastere om livet på ham, da han lavede en skarp drejning... Jace stoppede.

”Denne mission ødelægger jeg ikke! Hvilken dum vane, du har opfundet om mig.. Er du klar, eller vil du hellere blive og beundre dit kværn” Udbrød Mayelle lidt for hurtigt, da sætningerne blev mikset sammen til noget, der ville kunne blive sammenlignet med et dårligt remix. Sådan gik det, når hun ventede med at svare. Spørgende betragtede Mayelle Jace inden hun vendte sig mod bygningen.

Selvfølgelig ville Jace ikke bare opgive og lade hende vinde, det burde hun efterhånden vide. Han ville selv ikke lade sig tilfredsstille med denne lille sejr, han havde fået blod på tanden og nu skulle han nok vise hende. "En mission uden dig ville være en befrielse, og betydeligere kortere for du vil jo ikke gå i vejen" svarede han kækt og med et drillende blik hvilende på hende. Hendes skuespil og højtidelig holdning kunne få ham til at bryde ud i en munter latter. Han vidste dog at det bare var drilleri, og det morede ham da ubetydelig meget.

"Alle andre er alle dem vi begge kender, bortset fra dig, venner såvel som fjender" svarede han uddybende "Skal jeg nu også til at lære dig engelsk" fortsatte han med en flabede tone og en himlen med øjnene som om hun var fuldkommen hjernedød og han alligevel anstrengte sig for at forklar hende noget utrolig vigtigt, hvilket det helt klart var hvis man spurgte ham. Han var bevidst om hvor selvsikker han var, og havde tit hørt at han nok var lidt for selvsikker, dette og det at han havde et stort ego havde dog aldrig slåede ham ud, men derimod var disse ting ret karakteristiske ved ham, og kilden til hans charme.

"Du siger det med et smil kære, hvilket betyder at du nyder at jeg overdriver sådan" svarede han med en munter tone hvor han blinkede drillende til hende. At hun pegede finger af have og nærmest irettesatte ham som var hun en lærer der tog sin elev i at begå en stor fejl bemærkede han, det morede ham også gevaldigt. "Jamen jeg måtte skynde mig til stuen, det var derfor jeg kom til tiden mens hun brugte ti minutter på at ordne dit hår, som alligevel er blevet ødelagt nu" svarede han næsten spidst.


Hun sad dog snart bag ham og inden længe var de også standsede igen ude for bygningen som skulle være sprængfyldt med dæmoner. Hun stod af før ham, og han låste sin kværn inden han ligeledes steg af og tog imod hjelmen hvor han var tæt på at komme med endnu en bemærkning om at hun måske skulle beholde den på, men lod være. Hendes egne ord fik ham til at fnyse "Rolig kvindemenneske" svarede han spidst hvor han fandt dæmondetektoren frem og indstillede den, straks fangede den et signal inde fra bygningen "Nåh.. spøg til side for nu... lad os se at komme derind" han trådte ind foran hende hvor han dækkede fortrop mens hun overtog bagtroppen og derved dækkede hans ryg.

Den faste grund under jorden var pludselig så forbandet velkommen, at det kom helt bag på Mayelle. Hun elskede farten, elskede at køre med fuld fart af sted med Jace på hans motorcykel, men nu virkede den faste grund mere tiltrækkende. Det var, som havde den en dragende evne på hende. Ikke at hun følte sig nødsaget til at lægge sig ned, tværtimod! Det var blot rart med roligheden pludselig. Mærke at det var missionstid igen. Måske var det dette, der kørte så meget rund i hovedet på hende? Hjertet bankede en smule hurtigere, som var det en stille sang, hvor tempoet blev sat godt op. Hun følte hjertet var teknomusik for ørerne.
Mayelle tog en dyb vejrtrækning. Dette havde været mere velkommen end den faste grund under fødderne. Den friske kølige luft røg helt ned i lungerne, spredte sig og skabte en afslappende følelse. Den friske ilt i kroppen var en forfriskning, en opvågning lidt ligesom at få en spand vand i hovedet om morgenen uventet. Var det virkelig så længe siden, hun havde været på mission? Et skævt smil fandt sin vej til hendes læber, træk den ene mundvig op.
”Jeg er da helt rolig!” Protesterede hun mut og lagde armene over kors. Med øjenbrynene der atter skød i vejret, betragtede Mayelle Jaces bevægelser. De virkede så enkle og nøje målte, at hun selv følte sig klodset. Dette var langt fra tilfældet, for hun var en elegant, rolig ung kvinde. Dæmondetektoren fangede hendes opmærksomhed omgående, som var den ualmindeligt dragende for hendes gråblå øjne.
”Er der meget dæmonaktivitet?” Spurgte Mayelle, skønt det mere lød som et krav på bekræftelse af egen undren. Hvad ville de mon møde derinde? Det løb hende koldt ned ad ryggen ved tanken om de dæmoner, de var blevet fortalt, skulle være derinde. Raum-dæmoner. Men en næserynken dækkede Mayelle bagtrop og fulgte Jace. På vejen derhen tog hun et solidt greb i buen, mens den anden hånd greb en pil fra koggeret og lagde på strengen. Dette var blot af sikkerhedsmæssige grunde. Altid vær parat, havde hun altid fået at vide. Al denne spøgfulde side, hun havde haft fremme før var blevet erstattet af den lidt mere alvorlige side. Mayelle kunne sagtens lave sjov under en mission, altid, men hun blev blot en smule mere på vagt.