You're an idiot - Jack. [Slut]

Sted: Jacks lille lejlighed i Brooklyn.
Omgivelser: De sædvanlige.
Tid: 19.18.
Vejr: Det blæser voldsomt, og har regnet det meste af dagen.
Påklædning: Et par stramme bukser med en blank overflade, der sidder stramt om hendes ben, en hvid trøje der afslørede det nederste af hendes mave og hendes lange læderjakke med hendes våben.

Sarah havde fået besked på at finde Jack Thrusdale. Det var en opgave der godt kunne blive underlig for hende. Hun havde kendt Jack størstedelen af hendes liv, men på det seneste, var de gledet fra hinanden. Jack var ikke let at finde, han forstod at slette sine spor, men alle var nød til at lave en fejl på et tidspunkt. Blæsten fik Sarahs lange læderjakke til at stå efter hende som en anden superhelt. Hun var ikke en superhelt, på ingen måde. Hun havde fundet frem til Jacks adresse, og stod nu foran hans dør. Hun greb fat i håndtaget, og gav den et hårdt ryk, men den var låst. Så måtte hun gøre det på den hårde måde. Sarah trak en pistol frem hendes jakke og rettede den imod låsen.
Hun trykkede på aftrækkeren, der lød et højt brag og låsen var skudt i stykker. Hun skubbede til døren med foden og den åbnede sig lige så langsomt op. Hun gik ind i lejligheden, stadig med en pistol i hånden, hvis der nu ventede hende overraskelser. Da hun havde tjekket lejligheden var tom, satte hun sig til rette i sofaen. Hun smed fødderne op på sofabordet og lod hendes pistol bevæge sig rundt om hendes finger, som var det en fingerring. Hun havde naturligvis afladet den, hun var ikke idiot.
Nu kunne hun bare vente på Jack vendte tilbage. Noget sagde hende, han ikke ville blive så glad for, at hun havde ødelagt hans lås, men det var hun fuldstændig ligeglad med i øjeblikket. Hun havde kun fået denne opgave, fordi hun havde haft et tæt forhold til Jack engang, og nu mente de højere magter, at det var en fordel. Hun havde ikke kun fået til opgave at finde ham, men også at få ham til at forsætte som skyggejæger. Der var muligvis mange skyggejægere, men alle skyggejægere, stod sammen i kampen mod de underjordiske. Det skulle Jack ikke vide. Sarah lagde pistolen på bordet og rejste sig op. Hun så nærmere på det alkohol han havde. Hun kunne godt lige trænge til et glas. Hun hældte en smule gin op i et glas og gik tilbage til sofaen, hvor hun satte sig i samme stilling som før. Hun lagde pistolen på hendes lår, så hun nemt kunne få fat i den. Hun tog en kort tår, så hun kunne smage på det.

Jack var taget ned til sin gammel lejelighed i Broklyn, han havde været i Manhatten, hvor han havde skaffe sig en meget lille lejelighed, som han kunne bo i, jo mindre de var jo svære var det at finde ham, hvilket han havde valgt og gøre med vilje hvis han kunne nå og tag få ting med fra den her lejelighed. Han havde os udskifte mobil, så man ikke ville kunne spore ham ved hjælp af dem, men han havde dog overvejet hvor mange spor han kunne ha efterladt, det var kun et spørgsmål om tid, før de ville finde frem til ham. Jack sætte sit tempo op, han skulle ha en motorcykel som det næste. Det ville sikkert hjælpe ham med og stikke af, men hvis nogen var der nu var han nød til og flytte igen. Vinden kæmpet os mod ham, det føltes som om man skulle blæse væk, Jack bed sig selv hårdt i læben hvor efter han gik videre mod hans lejelighed. Da han nået ind i opgangen, var hans læderjakke gennemblødt og hans øjne havde han lidt tåre i på grund af vinden. Jack gik op mod sin dør, med faste skridt, mens han stadig var stille han syndes det lukket lidt anderledes, men det var sikkert bare ham, da han åbent døren var den ikke låst, han havde sikkert glemt det, det skete jo meget tit for ham, da han kom ind vende han sig om og så med et en kvinde som sad i en stol, og ikke en hvilken som helst det var Sarah. Jack træk sin pistol vildt hurtigt, hvorefter han gik ind i stuen," hvad laver du her glem det hvis det er hvad jeg tro det er så er svaret nej jeg er færdig." Lød det bestemt og stædig fra ham af, han ville ikke være skyggejæger igen.

Sarah havde sat sig godt til rette, og havde tænkt sig at blive siddende sådan så længe som muligt. Der lød nogle skridt udenfor, og hun regnede med det var Jack, da der blev taget fat i dørhåndtaget var hun sikker. Hun så frem for sig, som hvis hun hørte hjemme der. Hvis der var noget hun var god til, var det at føle sig hjemme. Hun vendte blikket imod ham, da Jack kom ind af døren. Han trak pistolen med det samme, ikke overraskende. Hun lod dog hendes egen ligge. Hun vidste, han ikke ville skyde hende, medmindre hun selv lagde op til det. Sarah lyttede til hans ord og rystede så bare på hovedet. Hun drak det sidste fra hendes glas og stillede det på bordet, før hun tog fat i hendes pistol og gik hen imod ham, men hun lod pistolen ligge langs hendes side. ”Du ved lige så godt som jeg, at man ikke kan vælge det fra. Det er ikke et job. Du kan ikke sige op.” Det var som vampyrer havde det med blod. Man kunne ikke bare stoppe, det ville ende med at ende sit liv. Selvom man ikke ville dø af at stoppe med at være skyggejæger, men hun kunne ikke forstille, at det ville ende godt. ”Jeg er her ikke for at få dig tilbage. Jeg er her, for at sikre mig du er okay.” Det var ikke helt sandt. Hun var ikke blevet sendt der, for at tjekke op på ham, men det var en af grundene til hvorfor hun havde takket ja til det. ”Er du okay?” Hun så ham direkte i øjnene, så han kunne se hun var interesseret i at vide det, for selvom hun måske aldrig havde vist det eller fortalt Jack det, så betød han meget for hende.

Jack kigget på hende, da hun begynde og gå op mod ham, nogen få ville bare ha nikket ja til det, sådan var det jo for nogen, men Jack ville ikke være nogens dukke længere man kunne sige det han gjorde nu var bare oprør. Mod hvad hans familie var hvad han var, Jack bed sig selv i læben da hun stod foran ham og talte til ham, om at han ikke bare kunne sige op. Hvorfor ikke, det måtte han jo selv om ikke, Jack kigget på hende, og svaret ikke da hun spurgte om han var okay. Han var helt okay, eller det ville han sige til sig selv om og om igen, men det ville hun jo finde ud af før eller siden hvis han prøvet og lyve overfor hende. Jack vende sig om mod hende, da hun fortællet at han ikke havde et valg og så videre. "Jeg må da selv kunne bestemme hvad jeg gør med mit liv, ingen har sagt jeg behøvet og være det for livet, jeg vil ikke ende med og dø for noget jeg ikke tror på længere, hvad der er galt alt ting, jeg har aldrig følt mig mere alene ende nu." Alle de ord der flød ud gennem hans mund var sande, han ville ikke dø for noget han ikke troede på, han ville vælge sin egen skæbne. "Hvorfor er du her ellers, jeg ved det ikke kun er fordi du ville se til ham men mit svar er stadig nej, hvad gør forskelen jeg tror jeg vidste hvad vi kæmpet for men det gjorde jeg hvis ikke." Jack var ikke god til og vise følelser, så han drak for at gøre det bedre for ham selv hans ære, hans stædighed var ved og dræbe ham op indefra. Jack vende sit blik mod Sarah igen, "hvorfor tror du jeg slettet mine spor." Lød det kort fra Jack af, "jeg ville ikke findes jeg ville leve et normalt liv, selv om det ikke er muligt hvorfor skulle jeg vende tilbage, hvad venter der mig andet ende en ukendt grav." Jacks stemme knækket over da han sagde det sidste, hvor efter han drak et nyt glas whisky, han vende sig om mod hende nu når hun var her kunne han os spørge hende. Så Athena, vil du ha noget og spise, kan se du har taget noget og drikke."

Sarah stod der bare, lyttende. Hun havde noget at sige. Det var ikke noget nyt. Men han havde tydeligvis meget på hjertet, og der var ingen grund til at stoppe ham midt i det hele. Det var ikke bare et job. Man kunne ikke gå ud og søge til det. Man var født til at være skyggejæger, og det ville ikke ændre sig, selvom man stoppede. Det lå i hans åre, og han kunne løbe væk fra det lige så længe han ville, men med tiden ville det indhente ham. ”Sådan fungerer det ikke Jack. Vi kan ikke vælge om vi vil være skyggejæger eller ej.” Hun vidste ikke, hvordan hun skulle reagere på, at han sagde han følte sig alene. Det var præcis sådan hun havde det. Eller næsten. ”Det gør en stor forskel Jack. Vi har alle noget at byde ind med mig. At miste dig, er som at miste en finger. Hvis alle begynder at falde fra, vil vi være forsvarsløs.” Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, for at få ham til at forstå. Han anede ikke hvor vigtig han var for dem alle sammen. ”Hvis du vil ikke være skyggejæger, kan jeg ikke gøre noget ved det.” Hun gik forbi ham og gik udenfor. Hun havde ikke mere at sige til ham, på trods af han stadig betød meget for hende. Udenfor dukkede der en dæmon op, og så en mere og en til, indtil hun var omringet af fem dæmoner. Hun havde ikke en chance for at slippe levende fra det, medmindre hun fik hjælp fra nogen. Jack havde gjort det klart, han ikke ville have noget med det at gøre længere. Alle dæmonerne havde en menneskelig krop. Hun tog en pistol i begge hænder og begyndte at skyde på dem, men de var for hurtige og hun blev hurtigt såret flere steder på kroppen. Hun vidste godt, at kugler ikke ville virke særlig godt på dem, men hun havde ikke tid til at finde et mere effektivt våben. De forsatte med kampen, indtil Sarah var så tæt på at være bevidstløs, at de kunne tage hende op i deres arme og gå væk med hende. ”Jack, sagde hun med en hæs og svag stemme.

Jack bed sig selv i læben da hun begynde og forklare at de havde brug for hinanden, Jack kigget på hans whisky igen, hvorefter han tog en til tår da hun gik, en del af ham ville være sammen med hende og hjælpe, men hvad der var sket var sket. Man kunne ikke leve i fortiden, Jack lyttet til hende da hun gik stod han et øjeblik han måtte gå ud til hende han måtte sige hvad han følte. Jack kastet glasset ind i væggen, hvorefter han gik ned til hende han måtte fortælle hvad han følte for hende. Han havde været forelsket i hende længe men det syn, der stod ham i møde da han kom nedeunder var frygtelig der blive Sarah slæbt væk af to dæmoner. Jack kigget på dem, og uden han kunne nå og tænke sig om træk han hans seraphdolke frem, hvor efter han skar halsen over på den inden den nået og se ham. Jack kigget over på den anden dæmon som gav slip og løb mod Jack. Jack greb fat i hans serapdolke igen, hvor efter han undgik slaget hvorefter han slog ud mod dæmon med hans serapdolk som skar sig ind i benet på ham. Jack undgik det næste slag ved ren held, hvorefter han skar halsen over på den og der lød et skrig. Jack træk Sarah med sig op til lejeligheden igen, hun var mere skadet ende man ville tro siden hun var en skyggejæger. Hun havde måske ret, han kunne ikke flygte fra hvad han var og han ville ikke lade hende være, de to dæmoner var døde nu, men der havde været flere det vidste han med sikkerhed. Jakc kigget på hende da  han lagde hende i sofaen, "jeg er ked af det alt sammen Athena, hvorfor fik jeg dog ikke set det før nu, men hvis du ikke kommer dig skal du vide du betyder vildt meget for mig." Lød det svagt fra Jack af, mens han prøvet og finde ord på hvordan han kunne sige at han elsket hende. At sige at han elsket hende ville være den nemme løsning men, hvis hun ikke var der ville han ikke kunne sige det, han var os bare dårlig til og snakke om, hvad han følte.

Sarah var ved nok bevidsthed, til hun kunne forstå hvad der skete omkring hende, lige indtil dæmonen slap hende og hun faldt ned på jorden. Hendes baghoved mødte asfalten med så høj en fart, alle ville blive slået ud. Hun var bevidstløs med det samme. Hun hadede at være et offer, være nød til at regne med andre for hendes overlevelse. Hun ville allerhelst bare klare sig selv. Det var sådan hun havde det bedst. Hun var faldet ind i hendes egen lille verden. Det var sommer, hun var sammen med Jack da de var børn. Selv dengang, kunne man se de personlighedstræk de bar i dag, hans stædighed og hendes varme væsen. Det ændrede sig dog som hun blev ældre. Hun var langt fra lige så varm den dag i dag. Hun var nærmere det modsatte. Udover når det kom til Jack. Hun var overraskende varm over for ham, selvom han måske ikke kunne mærke det. Men de havde ikke talt sammen længe, det var ikke let at starte hvor de slap. Hun registrerede kun lige at hun blev løftet, og hørte kun brudstykker af det han sagde. Athena, du, betyder og mig hun kunne godt tænke sig til hvilke ord der manglede, eller hun regnede med hun havde ret. Hun bevægede hendes arm, i et forsøg på at få fat i hendes hånd. Hun var ikke ved nok bevidsthed, til at tale, og selv hvis hun var, ville hun ikke fortælle hvad hun virkelig følte. I stedet måtte hun vise det, så godt som muligt. Selvom følelser var en af hendes store svagheder, blev hun indimellem nød til at vise dem. Hun kæmpede inde i sig selv, prøvede at vinde nok kræfter til, at kunne sige noget. Hun var utrolig svækket, men hun var også en kæmper. Hun ville ikke bare lige give op. Ikke tale om. Ikke når Jack lige havde fortalt hende, han holdte af hende, slet ikke når de følelser var gengældt. Det havde altid været sådan. Hun var forsøgt at komme sig over ham, men det var aldrig rigtig lykkedes. Han var den unge kærlighed, hun aldrig ville komme sig over. Hendes første kærlighed.

Jack greb ud efter hendes hånd, han elsket hende hvordan kunne det være så svært. Han vidste det ikke, men hun betød alt for ham, han forstod godt hvis hun ikke følte det samme men han ville bare ha løftet sit hjerte. Hvis det var sandt, hvad de havde sagt nu. Måtte han tag sig sammen til om han skulle igang igen, hvilket enlig ikke var svært at forklare men han ville få at kunne være sammen med hende, han havde hele sit live prøvet og undgå og vise følelser, men nu, havde det indhentet ham. Tænke der skulle så meget til, men han kunne stadig ikke få  sagt han elsket hende ud af hans mund. Jack kigget sig omkring i huset, for at se hvad han kunne gøre for at pleje hendes sår. Jack bed sig selv hårdt i tungen, hvorefter han rejste sig op, og kysset Sarah på panden. Han elsket hende, hvilket han håbet hun vidste, han havde aldrig haft let ved og lukke folk ind, selv ikke Sarah hans familie kende ham bedste og der havde kun hans lillesøstre tilbage. Jack kigget på hende, og gav hende et klem, med hans hånd til hendes, hun havde brug for noget stærkt til og komme tilbage. Så Jack rejste sig kort op og gik hen, hvor han hente et glas vodka som han gav hende, han ville dog os hjælpe hvis hun ikke kunne det selv. Jack smilte lidt selv om, hun ikke kunne se ham eller hvad han havde taget med. Jack kigget på hende hun havde brug for noget til og genvinde styrken, inden de kigget på hendes sår. Jack hvilke ikke hjælpe hvis hun selv kunne drikke, han kom dog i tænke om at hun ikke var så vild med vodka. Jack rejste sig op og kastet det glas ud os, hvorefter han tog noget whisky frem han kunne hvis godt huske hun kunne lige det og så var det lidt stærkere. Jack fandt et af de sidste glas frem, han havde haft altid for mange problemer i hans hoved, hvilket alle glaskår ude i køkkenet fortælte. Jack gik hen til hende igen og sætte sig ved siden af hende, hvorefter han holde glasset op for hendes mund hun havde brug for det. "Drik, du har brug for det, mere ende jeg nogensinde har haft."

Sarah mærkede en hånd om hendes, hun gik straks ud fra, det var Jacks. Dernæst mærkede hun et kys på hendes pande. Det fik hende til at kæmpe endnu mere. Hun var så tæt på at komme tilbage til bevidstheden, hun manglede bare noget ekstra. Hun var ikke sikker på hvad det var, men hun håbede Jack vidste det. Da der lå et glas mod hendes læber, og Jack bad hende om at drikke, løftede hun hovedet så meget som muligt, og åbnede hendes læber så væsken kunne bevæge sig over hendes læber, det krævede bare at Jack fik hende til at drikke. Da væsken bevægede sig ned igennem hendes krop, kunne hun mærke varmen sprede sig, og hun fik det ekstra kick hun havde brug for. Sarah åbnede sine øjne og så først et sløret ansigt, som kort efter blev til Jacks, hans læber, øjne, hår. Hvis hun skulle være i selskab med en person lige nu, var Jack den eneste hun kunne komme i tanke om, udover hendes moster, var han den eneste der betød noget for hende. Utroligt nok. På grund af Sarahs blodtab og den stærke alkohol hun netop havde indtaget, var hun allerede blevet påvirket. Hun tvang sig selv op at sidde, og så Jack i øjnene, hun lagde hendes hånd oven på hans, for at vise, hun godt hørte hvad han sagde. Eller noget af det. Hun havde altid haft følelser for Jack, med tiden havde det udviklet sig til, at hun blev forelsket i ham og så til at hun elskede ham, men så forlod han hende, og hun var nød til at komme videre. Nu var han tilbage i hendes liv, men hvor vidt han havde lyst til at blive der eller ej, kunne hun ikke vide sig sikker på endnu, selvom hun håbede på det. Sarah var ikke den storsmilende person, så man ville også kun se hende smile i særlige omstændigheder.

Jack bed sig selv hårdt i tungen, hvor han så kom til og smage sit eget blod, han kigget på Sarah og da han så hende åbenet sine øjne, prøvet han at forholde sig rolig. Hvorfor havde han ikke bare sagt hvad han følte for hende den gang, kunne han ikke bare ha sagt det og undgået alt det her. Jack sende et skævt smil til hende, da han så hendes smil som var rettet mod ham, han var ikke så glad for at smile, da han ikke kunne lige hans egen smil. Men sådan var der sikkert mange der troede om sig selv, han kunne ikke gi slip på hende igen han havde smidt hende væk, engang før men han ville ikke gøre det igen. Det møde han havde haft med hende varulven, havde fået ham til og indse det. Jack kigget ind i hendes øjne, det var ikke svært og se for ham, hvad han havde smidt ud før var det der var foran ham igen. Denne gang ville han ikke forsvinde, han havde haft svært ved og binde sig men nu, ville han prøve og sige det som det var. Jack bed sig kort i læben, "skal vi kigge på dine sår, eller klare du den." Sagde Jack, hvorfor kunne han ikke bare sige det i stedet for at finde på undskyldninger,  så mange smutveje som han prøvet og tag virket ikke. Jack tog en dybe indåndning, hvorefter han kigget hende i øjne, "jeg har en ting og sige," Han holde en kort pause, hvad var der galt med ham, han kunne ikke sige andet ende sandheden nu noget han havde gemt på i lang tid. " jeg elsker dig Athena det har jeg gjorde, siden vi var børn" Jack kigget på hende, da det var sagt. Nu måtte han bare vente på, hvordan hendes reaktion var, han villel forvente et slag eller noget andet fra hendes side af.

Sarah så på hans smil og trak selv hendes mundvige op i et, men det varede ikke længe. Hun var generelt bare ikke glad for at vise sine følelser, så nu hun endelig gjorde, varede det ikke længe. Hun så ned af sig selv, da han nævnte hendes sår. Hun følte ikke det var så slemt, så hun ville selv se på det, når hun engang kom hjem. ”Jeg klarer mig.” Hun lod hendes blik hvile på ham, da han sagde han havde noget at sige. Hun havde en idé om hvilken retning han ville gå, og hun var ikke sikker på, om hvordan hun ville have det med det. Da ordene endelig havde forladt hans læber, trak hun sin hånd til sig. Sarah kæmpede sig op at stå, og kunne nu mærke smerten fra hendes sår, men bed den i sig. ”Jack.. Du har altid været min første kærlighed, men tingene har ændret sig.” Hun var ikke sikker på hvordan hun skulle sige det, eller om hun overhovedet skulle sige det. Sarah tog en dyb indånding og så på Jack. ”Jeg er forlovet.” Sarah elskede ikke ham hun skulle giftes med, og hun gjorde det kun for at få del af hans formue. Hun havde brug for de penge han havde, så hun havde nåede at give til hendes moster. Hendes fremtidige mand, var også de der havde købt lejligheden til hende. Hun kunne ikke klare sig uden hans penge, selvom hun gerne ville. ”Jeg må hellere gå.” Hun vendte ryggen til ham, og hendes lange jakke fulgte efter hende. Hun forventede ikke, at han havde lyst til at se på hende. Hun forstod ham også godt, hvis det var sådan han havde det. Måske var tingene lettere, hvis de ikke var i hinandens liv alligevel.

Jack bed sig selv i læben, da hun begynde og tale, han havde forventet et slag, men da hun fjernet sin hånd og talte til ham, var det som om en del af hans sjæl blive knust. Hun havde en forlovet, det burde han ha forudset han forstod godt hun ikke havde ventet på ham han kunne ha været død, for hvad andre vidste. Jack kigget hen på hende, da hun rejste sig om, hun var stærk nok til og kunne klare sig selv. Han ville ikke komme i vejen, for hvad hun, havde for de andre. Han træk sig selv op hvorefter, han træk en halskæde frem som han, havde fået af hende da de var mindre. Han gik hen til hende, med den da han, havde fundet halsekæden, som han ville ha givet hende da de var mindre. "Jeg lavet den her til dig inden jeg forsvandt, jeg er ked af jeg ikke fik det sagt før." Lød det fra Jack af men, hvad der var sket var sket, han ville ikke sige at han var glad på hendes vegne for det ville være at lyve. Jack greb fat i hendes hånd, hvorefter han lagde halsekæden i den. Den var formet som en ulv og var af sølv, han havde haft den i langtid, han vidste denne gang hvorfor han havde elsket hende. Men hvordan kunne han ha været så dum som barn, det var jo kun på grund af hans møde med Casey. Han, havde indset at lige meget, hvad kunne han ikke løbe fra sin fortid, eller smide den ud. Jack kigget på hende med øjne som han prøvet og holde masken med, hun betød alt for meget for ham, men han måtte vel lade hende gå.  "Jeg vil altid være der for dig Athena." Sagde Jack  hvorefter han kigget hende i øjne, det var op til hende selv, om hun ville ha ham i sit liv men lige meget, hvad ville han være der for hende. Jack begynde og tag de få ting med som han ville ha med sig, det var besluttet før han, havde mødt hende igen. Jack så hen på de penge som Casey, havde efterladt han ville ikke ha dem, så de kunne, bare blive der.

Sarah kunne godt fortælle Jack sandheden om hende og hendes forlovede, men en del af hende, var overbevidst om, det var bedre hvis de ikke var i hinandens liv længere. Selvom hun elskede ham, og følelsen tydeligvis var gengældt, så ville han vende tilbage til det liv han ikke ville have, hvis de var i hinandens liv. Hun så på ham, da han sagde noget om en halskæde. Hun så ned på deres hænder, da han tog fat i hendes. En halskæde. Den var smuk, men uden at være alt for feminin. Hun havde aldrig været den pigede typen. Hun knugede sin hånd og omfavnede halskæden, til det punkt at det efterlod et mærke. Hans sidste ord til hende, var alt afgørende for hende. Det betød, at hun ikke ville glemme ham, selvom de ikke kunne være sammen. ”Farvel Jack.” Hun gik hen til ham, og lod hendes læber røre ved hans kind før hun gik udenfor. Hun hængte halskæden om hendes hals og begyndte at gå, på trods af smerten ville hun ikke stoppe, før hun var hjemme igen.

//Out.