Come and have a go-Callum

Tid: 01.23
Sted: The Bloody Vamp
Omgivelser: Som altid er stedet næsten fyldt op med vampyrer. Dog er der ingen der har lagt mærke til den smukke elegante Warlock der sidder alene ved et bord med en Martini i hånden- Som altid.
Vejr: Det er midt i sommeren. Den milde brise gnide sig let på af håret. Den sene midnats sol er gået ned men alligevel er der ikke helt så mørkt som i de kolde vinter månder.
Tøj: http://i1.ztat.net/large/WA/22/1C/00/E8/02/WA221C00E-802@1.1.jpg

Hun var ikke ubemærket. Nej langtfra. Samptlige af resten af barens gæster havde på et eller andet tidspunkt i løbet af natten glanet over mod hende med et hungrende blik der tydeligt ikke lagde skjul på hvad de havde i tankerne. Warlock blod var ret delikat. Ikke kun på grund af dens smag men også fordi at Warlocks ikke så tit bare lod vampyre drikke fra dem. Altså var der meget mere udfordring i at tage sådan et væsen i stedet for en helt normal mundaner. Dog var der ingen af de mange døde der havde bevæget sig hen mod hende...Endnu. Det ville ikke vare længe før en eller anden mand eller kvinde ville tage chancen og prøve at forføre hende...Og den første der prøvede ville få en skarp klo spiddet direkte gennem hjertet. Nej Castella var ikke en man skulle drille...I hvertfald ikke hvis man ønskede at fortsætte sit liv. Selvom man var død.
Med et roligt blik kiggede hun op mod barteneren og gjorde et lille nik med hovedet. "En martini mere.." Ordende bliver formet med de smukke fyldige læber og bartenderen nikker bekræftende og går igang med at skænke op i et nyt glas. *Jeg keder mig...* tænkte den kvindelige Warlock med det uforglemmeligt smukke udseende. Det var ikke bare fordi hun var smuk...Hun var simpelthen det smukkeste. Men det var jo også en del af de kræfter hun var blevet skænket. Utrolig skønhed...Men hvis man nærmer sig den smukke tiger for hurtigt dræber den. Sådan var det også med hende. Hun var en jæger. En dræber.
Langsomt lod hun tungen glide om læberne for at fugte dem mens hun roligt gjorde et let knejs med nakken. Jo hun var så sandelig en elegant skønhed. Som taget ud af paradis. Faktisks skulle man næsten tro at hun var i familie med disse yndefulde og smukke væsner der dog var lige så dødsensfarlige som hun selv var. Måske var det også derfor hun holdte af at komme her lige for tiden. Fordi hun følte sig hjemme?

For enden af baren sad en ung herre. Han havde en glas i hånden med en dyb, rød væske, som han med små sving med håndleddet lod slikke sig op ad siderne. Det så kedeligt ud, men af en eller anden grund virkede den unge herre yderst velfornøjet. Han så endda en smule anderledes ud end de typer, man ellers kunne finde på The Bloody Vamp. Han havde en hat siddende let på skrå over sit mørkebrune hår, der kun meget svagt krøllede i spidserne. Under hatten, delvist i skygge, kunne øjnene findes. De var rødbrune, dybe og med en forståelse af verden, man ikke ville se mange andre steder. Mundvigene var trukket op i et fornøjet, ulæseligt smil. Herefter ville øjnene naturligt granske hans påklædning. Et jakkesæt i sort der ikke syntes at sidde forkert nogen steder. Nej, Callum Dawson var ikke helt som de andre.
"Godaften, miss!" Hilste Callum på den kvindelige warlock, han først netop nu havde opdaget sad i baren. Callum tog ved et let greb fat om hatten, han i en galant bevægelse lavede et velkommende vip med. Det fornøjede smil voksede en anelse, for det var ikke hver dag man mødte en warlock af hendes skønhed. Callum havde ikke synderligt nogen hensigter med denne lille hilsen. Den virkede større, end den burde have fået lov at være. Ikke desto mindre var det en kæmpe morskab for ham. Det skadede jo ikke blot at hilse på denne unge kvinde, der meget muligt kunne være meget ældre, end han selv var. Tid var en ubekendt faktor, når man levede et liv som Callum's. Han var ikke gammel, men man skulle sandelig heller ikke undervurdere et par hundrede år. Han tog en hårdere greb om glasset og gik mod den kvindelige warlock. Det, der burde have været elegant, kom ud på en helt forkert måde. Glasset var ved at vælte, barstolen nåede at vippe adskillige gange, før den blev endeligt indtaget.

Warlocken havde noget over sig, Callum ikke kunne sætte en finger på. Mens han blot betragtede hende for en kort stund, var hans ene mundvige trukket op i et fornøjet smil. Hun lod ikke til at gøre synderligt meget for, at der kom dette 'sexet warlock' over hende. Det var dette, Callum fandt interessant. Han havde efterhånden mødt så mange kvinder, der ihærdigt prøvede at fremstå som det mest sexede væsen på planeten, hvor det fra et hankøns synsvinkel blot var akavet at være iagttageren. Hovedet blev legende lagt på skrå.
"Æren skyldes dig, miss!" Det formelle nåede et højdepunkt ved miss, efter det havde druknet i dig. Han var som taget direkte ud af slut 1700-tallets overklasseliv. Det var blot en fornøjelig overraskelse, at den unge warlock hoppede med på denne uventede, formelle vogn. For Callum var det dog langt mere en normalitet, at kvinder blev omtalt miss. Han havde det ved at leve i en anden tid, end hans omgivelser ville matche. Nutidens unge mundaner lod overraskede blikke lande en ekstra gang på ham, når han åbnede munde.
"Hvad laver en warlock kvinde af din kaliber i en bar helt alene på en sådan aften som denne?" Den dybe stemme var som en kats. Spørgsmålet kom med en anderledes elegance, end hvad de normale vampyrer kom med. Han var mere legende. Gammeldags. På visse punkter endda klodset og et delvist mislykket forsøg på at blive mere respektiv. Callum ville snarere se det som endnu en normalitet. Det var sådan, som det skulle gøres.