Løber hjemmefra

Dearháir lagde pakken på bordet, "på sin vis ja" sagde han roligt imens han forvandlede sin hånd til en kniv så han kunne få pakken lukket op, og forvandlede hånden tilbage "ja så skulle der være ting od sager" grinede han og trak sin vest op for at brede den ud over bordet "århh ja du er sådan en smuk sag" han fandt en klud i bunden af kassen og gned lidt på vesten, "far har sådan savnet dig"

Adia smilede *mænd!* tænkte hun, og rystede på hovedet. Hun vendte sig mod sin pose og knappede skjorten op og lagde den fint sammen, og tog sin bluse op af posen og hev prismærket af før hun tog den på. Hun smilede og tog hans skjorte og gik hen, og lagde den på bordet. " tak for lån " sagde hun glad

Deartháir tog en sidste ting op af pakken, "jeg tror også der er en lille ting til dig her" sagde han med et let grin og lagde en sammenfoldet ting ind på bordet, "lad dig ikke tage fejl af dets udsenet, det er næsten stærkere end noget andet matriale her på jorden"

Adia så på ham med undrene øjne " jamen jeg ville jo ikke have noget" beklagede hun sig stille og folde det ude som han havde med til hende hun kiggede med stor øjne på det "det gjord du bare ikke " hviskede hun en anelse vred og overrasket og vendte ryggen til det for at samle sine tanker " jeg går jeg ikke i stramt tøj " sagde hviskede hun

Deartháir trak på skuldrene, "den er god beskyttelse, ting som sidder løst er ikke det bedste, det tager meget lettere imod slagende," sagde han imens han så på hende, "du burde overveje den hvis du vil gå med mig, den vil kunne være dig nyttig"

Adia så på ham med et undrende blik, hun ville vildt gerne være sammen med ham men det var bare så grænse overskridende for hende. Hun vendte sig om mod det igen, og holdet op foran sig hun så på ham med et spørgende på ham .

"jeg kan godt kigge væk hvis det er, men du har altså ikke noget jeg ikke allerede har set før" sagde han og grinede til hende, "du behøver ikke tænke på om den passer, målene burde meget gerne være som de nu engang skulle" han gik roligt ud i køkkenet, "skræderen havde fået dine mål på forhånd"

Adia så forskrækket på ham " hvordan i alverden viste du det!" sagde hun vredt og overrasket og så ned af sig selv " hvordan fandt mine mål?" spurgte hun og trak sig smule væk fra ham

Deartháir vendte sig imod hende og prikkede sig selv ned øjet, "det gælder bare om at observere, og vide lidt forskelligt om de forskellige størrelser, ligefra da jeg lånte dig skjorten gik det stærkt, der så man jo skulder mål, arm længde og bredde, talje da jeg hjalp sig med såret igår, og din måde at bevæge dig fra første gang jeg så dig, så den burde være behagelig nok"

Adia åndenede lettet op " pyh " hviskede hun, og rystede på hovedet. " fint jeg prøver den.." sagde hun en smule vredt, og gik hen til sin madras og tog først sin trøje, og efter fuldt af sine sko og bukser hun tog dragten på og med ryggen til ham. Den sad stramt indtil hende, men den føltes utrolig dejlig hun lukkede den .
Det sad indtil hendes slanke krop, hendes smukke former som altid havde været skjult under alt hendes tøj kom frem nu til syne hun vendte sig om " nåh?" spurgte hun

"den sidder som den skulle" sagde Deartháir roligt og vendte sig igen imod vasken for at tage opvasken fra om morgenen, "jeg havde godt tænkt at det skille side sådan som den gør på dig" han satte den ting han havde nået at gøre ren op i et stativ, og gik hen til hende for at se tæt på hvordan den sad

Hun bed sig læben da han kom hen til hende. Hun lod håret gå ned som et forhæng for sit ansigt, hun rødmede en smule hun kiggede ned i jorden. Selvom den klædte hende var hun så genert, og nervøs hun havde aldrig gået i noget tøj der sad så tæt som denne gjord.

Deartháir gik langsomt rundt om hende imens han tilså dragten, "jo den burde gerne side som den skulle" sagde han og lod den ene hånd glide ned af dragten, "nogle gange kan man ikke lade være med at beundre hans arbejde" mumlede han stille og førte sin hånd ud langs hendes arm mens han studerede syningen

" den er også utrolig dejlig at have på" sagde hun stille og genert hun gispede stille da han lod sin hånd glide ned af dragten og hun knyttede sine næver for at beherske sig *ååh hvorfor kan jeg ikke styrer mine føleser* tænkte hun surt

Deartháir gav roligt spil på hendes arm, og lod den falde, "jo den sidder utroligt godt, det er alligevel et fantastisk stykke arbejde han har fået gjort med den, og så har han været endnu mere godhjertet og sat en lille gave på den" sagde han med et smil

" en gave!?" spurgte hun nysgerrig, og så op på ham. Hendes øjne strålede usikkerhed, og dårlig selvtillid. Hun prøvede at skjule det men ja det mislykkes også for hende, hun havde aldrig brudt sig om at drenge/fyr/mænd tog på hende og var derfor også tæt på af ren refleks at slå ham. men da hun kendte ham, og han bare var interesset i dragten gik det lige...

Deartháir giv atter hen vil vasken for at få vasket det sidste op, "hvis du nu lader dine fingre køre inde under syningen vil du kunne mærke den" sagde han og skyllede tallerkenerne og det andet service af og lagde det op på tørre blokken han havde ved siden af

Adia så ned af sig selv, hun lod forsigtigt sin hånd glide forsigtigt hen af en syning på dragten. * okay .. dette kan kun være en drøm * tænkte hun " hvad er det ?? eller retter hvad kan det ?" spurgte hun, og så op på ham hun kunne mærke at der var syet et eller andet ind men hvad det var kunne hun ikke lige sætte finger på.

"det var det eneste min ven skræderen kunne gøre for nu at måtte beskytte dig fra mig og andre warlocks" han så hen på hende igen da han havde lagt den sidste skål, "det er til hvis jeg, eller hvis en hvilken som helst anden warlock skulle finde på at gøre dig fortræd, den udsender et beskyttende skjold for dig"

Adia så undrene på ham, som hun jo så tit gjord " hvorfor skulle du gør mig fortræd ? " grinte hun nervøst, og følte sig lige pluselig sig ikke så sikker mere. Men hun prøvede at lade vær med at vise det, da hun ikke ville vise sig som offer.

"det er kun fordi at uanset hvor harmløs jeg virker så må du for alt i verdenen huske at jeg er søn af en dæmon" sagde han, "når jeg først taber tråden skal der meget tilhold før at jeg igen kan finde den, det er gået galt før på den måde, jeg havde engang en kammerat, en partner som jeg kom til at....." han stoppede og gik hen til hende, "jeg kan ikke snakke om det"

" jeg tror ikke det er så slemt, og det vigtigt at snakke om tingene " sagde hun, og gik hen til ham hun lagde sine hænder på hver af hans skuldre og kiggede ham i øjne " jeg tror godt jeg kan forstille mig hvad der skete ..." hviskede hun " og det okay du ikke kan snakke om det ... men det vigtigt du får det gjort engang " sagde hun, og så ned i gulvet før hun så op på ham igen " ellers kommer du dig aldrig over det" sagde hun stille og aede hans kind før hun gik over til madrasen for at tage dragten af igen og klæde sig i sit normale tøj

"det kan du da sagtens sige" sagde han roligt, "du har aldrig skulle stå i sådanne situationer, og jeg sværger ved Gud at jeg ikke vil lade dig stå i dem på nogle måde, men jeg ville være på den sikre side for at der ikke skete der noget, og det er derfor jeg fik ham til at lave den"

hun rullede med øjne, og begyndte at klæde sig af. Hun lagde dragten fin sammen, og lagde den på sengen og tog sin trøje og bukser på igen. " nåh men den er i hverfald fin " sagde hun uden at vende sig om mod ham *hvad har jeg drukket inden jeg gik i seng ?* tænkte hun, og havde svært ved at dette var virkelighed.

"det er da altid noget at du kan lide dets udsenet på trods af du ikke går så meget på i stramt tøj" sagde han og satte sig ned foran korset og så op på det, "jeg siger dig at jeg har brugt mange år på at bare side her, stirre og prøve at finde ud af hvad meningen med lige præsis mig var, hvorfor den dæmon ville tage en stakkels nonne"