Løber hjemmefra

Langsomt begyndte han at gå dybere og dybere ned med sin massagde, og fik langsomt blottet hendes skuldre imens han blev ved med presse lidt hårdere for hver gang han klemte sammen i hænderene for at massere, "sig mig, hvad er det der sker?" spurgte han, "hvordan føler du?"

hun sukkede " Jeg ved heller ikke hvad der sker ... jeg har ikke haft den følelse før..." sukkede hun, og prøvede fjerne hans hænder men hun følte sig rimelig svag når han rørte ved hende så hun opgav hurtigt. " det for pinligt at sige " sagde hun og rødemede " specielt når jeg ikke ved om det rigtig, det jeg tror det er "

Deartháir løsnede langsomt grebet om hendes skuldre og lod sine hænder glide ned langs ryggen på hende, "hvordan kan det være at du kan føle, men du kan ikke sige noget som helst om det?" spurgte han roligt og lænede sig langsomt ned imod hende til de var hovede om hovede

hun så ham dybt i øjne " jeg har adrig haft følelsen før ... og jeg usikker på om det fordi jeg kan...eller jeg mener .. det en dejlig følelse ... " sagde hun opgivne til sidst, og prøvede at forklare følelsen " alt for dejligt ... men den skræmmer mig lidt fordi det første gang ... øhm det en kildne følelse ... hun sad tænkte sig godt igennem indtil hun kom til at tænke på alle de film hvor piger fik den følelse og forstod nu hvad det var " nåååh ! lad os skifte emne " bad hun da hun virkelig ikke fortælle mere om den følelse han skabte

"jo det kunne godt være det var en god idé" sagde han roligt og satte sig tilbage på pladsen over for hende imens han roligt så på hende og tog et stykke af pizzaen, "men vi må jo nok også hellere få spist disse inden at de bliver for kolde igen"

Adia åndnede lettet op "ja det må vi heller " sagde hun, og smilede hun tog et stykke pizza begyndte at spise. Der gik lidt tid før hun kom ned igen og så op på ham " ej jeg kan ikke lade være " grinede hun " hvis der nu ikke er så mange piger ... så du vel nødtil at bliv gay? " grinede hun og så ned i bordet

"det kan jeg da love dig for at jeg ikke behøver at være" sagde han lettere fornærmet, "jeg har levet de seneste utrolig mange år uden at være det, så hvorfor i alverden skulle jeg dog blive det nu? jeg har jo set hvordan i alverden du kan reagere, skønt ingen andre gør sådanne underlige ting som dig"

hun så fornærmet på ham " jeg ikke underlig!" sagde hun letter fornærmet " og det faktisk normalt for piger! det dig der underlig ... du besat af en dæmon og har ikke nogen følelser" grinte hun " det notmalt for piger retter mundaner at reagere som jeg gør når de falder for en fyr " sagde hun og prøvede at lide som en professor

"falde for en fyr?!" spurgte han os så endnu mere undrene på hende imens han tog et par mundfulde til fra pizzaen, "du snakker så underligt om at falde og tænde af folk" sagde han og lagde hovedet lidt på skrå "og hvorfor er der ingen andre kvindelige væsner der har det på den måde?"

"hey jeg ikke et væsen, så jeg ved det ikke " sagde hun, og så ned i bordet og spiste resten af pizza stykket før hun snakkede videre " og i gamle mands sprog betyder at falde for en ... at forelske sig ..." sagde hun langsomt, og grinede " men det kan også være at de piger du har mødt er bedre til at skjule det ind jeg er ... jeg har aldrig været så tæt på en fyr uden at få tæsk ... så jeg nok den dårligeste, til at skjule mine følelser " tilstod hun og rullede med øjne .

"så det du prøver på at sige er at du har forelsket dig i mig?" spurgte han og skulle lige til at grine i troen om at det skulle være en dårlig joke, men da han så at hun selv så så alvorlig ud holdt han inde, "du.... du mener det rent faktisk eller hvad?" spurgte han

" jeg snakker for meget " sukkede hun og så op på ham " ja desvære ... men det skal du ikke tænke på " sagde hun og tog et stykke pizza til og " jeg ved du for gamle .. og tro mig jeg prøver at stoppe følelserne men det umuligt ..." sukkede hun og begyndte at spise

"men hvordan kan du have sådanne følser?" spurgte han og holdt en hånd fra den venstre brystkasse imens hans ansigt fortrak sig i et smerteligt træk, "hvordan i alverden kan du dog mene sådannet noget om en som mig? jeg har været efter din race så længe jeg kan huske, kun overgået af at være efter vampyrene for at jage dem"

hun rystede på hovedet "du vil aldrig forså det " sukkede hun hendes humør gik i bund
" du tror alt ondt om dig selv... du tænker slet ikke over at der findes mundaner som godt kan lide dig selvom du er som du nu er " sagde hun stille " men som sagt ... du vil aldrig forstå da du ingen følelser har "

Deartháir rejste sig lettere usikkert, stadig med den ene hånd presset ind mod sit venstre bryst *hvad... hvad sker der med mig?* tænkte han febrilsk og fandt atter den flaske han også havde drukket af før og tog de sidste dråber der var tilbage *nej!! ikke mere* fortumlet og med krampetrækninger fra det venstre bryst kom han hen til køkkenskabet for at finde en flaske til "hvordan kan det lade sig gøre?" spurgte han imens han roede alle sine forskellige flasker igennem, "hvordan han en 16 år gammel Mundan dog...?"

hun så op på ham " hvad sker der !" spurgte hun bekymret, og rejste sig op og løb hen for at støtte ham. " hvad sker der med dig?" spurgte hun bekymret for han skulle falde om " ej det må du altså undskylde !" undskyldte hun hurtigt " du skal side ned ...."

"nej jeg skal aldeles ikke ned og side" sagde han idet endnu en krampetrækning gik igennem ham og han faldt ned på knæ, "hvordan kan det ske? efter så mange år?" han bukkede sig forover og så hvordan trekanten i hans hånd langsomt og smertefulgt blev rød/orange som der gik ild i den, og han så hen på hende, "er du helt sikker på at du er en Mundan?" spurgte han langt hårdere end det havde været meningen, "hvordan kan du dette?"

Hun så på ham " ja jeg er mundaner jeg kan ikke være andet! " sagde hun bekymret " hvad er det jeg gør ved det " sagde hun panisk, og hun satte ved siden af ham " fortæl mig hvad der sker " sagde hun så på med bekymret øjne

Deartháir fik roligt skubbet til hende så han kunne komme op, og han stavrede om i den anden ende af kælderen imens han mumlede "det er altså sandt, 'selv ham med hjerte så koldt som den metal han er støbt i vil mærke det, den aften hvor den der ikke er som ham skal fortælle hvad han er fornægtet for altid' det er det der sker" stønnede han og skvattede om på gulvet, "dette vil blive en hård aften" sagde han for sig selv og lod hovedet falde tungt ned i gulvet

hun så uforstående op på ham, da han havde skubbet til hende. hun skulle lige til at blive sur på ham men da han skvattede om på gulvetk kom hun hurtig på bene og faldt på knæ ved siden af ham og ledte efter hans mobil. " hvad dine warlocks venners nummer " spurgte hun hårdt " jeg nødtil at have det så jeg kan ringe efter hjælp " forklarede hun og så alvorligt på ham

"nej du skal for alt i verden ikke ringe til nogle af dem, hvis de ser mig sådanne her med dig ved siden af vil de tro du prøver at slå mig ihjel, så er dette langt mere smertefrit for dig" sagde han og viste hende hvordan trekanten lyste, "du hjælper mig med at overskride grænsen, dæmonen bliver svækket på denne side, men samtidig finder han noget andet som vil gøre ham stærkere"

hun stoppede med at lede efter han mobil, og så på hans hånd " oh det var ikke min mening ..." sagde hun, og skjulte sit ansigt i sine hænder " ej jeg så ked af det... jeg må lærer hold min kæft" sagde hun, og fjernede sin hænder så hendes øjne fyldt af skyldfølelse kom til syne igen. Hun holde hans hånd med trekanten " er der noget jeg kan gør for det holder op?" spurgte hun og kiggede ham dybt i øjne ...

"dette er skam ikke enden" sagde han roligt og fik med lettere anstrengelse rakt sin hånd op til hendes kind, "bare rolig, lige nu er jeg kun ved at blive stærkere, ikke andet" han krampede lidt sammen igen, "dæmonen er blevet svækket, og jeg selv har fået mere magt over mig selv, jeg vil tro at jeg igen langsomt vil kunne begynde at føle som dig"

hun så overasket på ham " er du ved at få følelser " sagde hun, med en smule glæde i stemmen. Et smil begyndte så småt at komme frem på hendes læber. Hun lagde sin hånd på hans som han havde lagt på hendes kind,. hun lukkede øjne og bed sig i læben. " jeg bryder mig ikke om at du lider " sagde hun stille ,og åbende øjne og lagde sin hånd på hans brystkasse og så på ham med sine bekymringsfulde øjne.

han grinede muntert nede for gulvet, "jeg lider skam ikke" sagde han idet endnu en krampeanetrækning for igennem ham, "jeg har det skønt lige nu" holdt han fast for at berolige hende, "jeg ser blot døden som en ny begyndelse"