Løber hjemmefra

Han havde ret, hun var vildt svimmel alt kørte bare rundt og hun måtte hold fast i kanten. Hun så op på ham for at finde ud af hvad humør han var i men opgav efter noget tid, hun så ned i gulvet igen. " jeg et forfærdeligt menneske " sagde hun stille " jeg troede ikke på det i starten da jeg fik det at vide .. men se mig nu " sagde hun bedrøvet " jeg kan ikke styrer min føleser når du tæt på mig .. kan ikke forsvarer mig mod min far .. bor på gaden .. og har ingen venner ..." sagde vredt hun. hun vred over sig selv hendes selvtillid var godt i bund ..

"vil du da lige?!" spurgte han og løftede hendes hovede en smugle, "følser er desværre ikke noget du kan snakke med mig om, sådannet har jeg aldrig været god til, det er dæmon siden i mig, den gør at jeg bare ikke forstår sådanne ting" sagde han "det med din far, det er fordi du ikke selv mener at du endnu er stærk nok, og bange for at han slår krøller på dig, du mener ikke selv du ikke har nogle venner fordi du ikke er menneske, men Mundan, og så bor du ikke længere på gaden" afsluttede han og så på hende, "ja undskyld men det var ikke nogle hjernevrider"

Adia så op på ham " ja du har ret ... " sukkede hun hun overvejede om hun skulle kramme ham igen men ... lod tanken løbe ud igen og da hun havde genvundet lidt af sin balance satte hun sig på gulvet for at ryde op efter sig selv " det må du undskyld er nogen gange bare vred på mig selv... det ikke nemt at være mundan.." sukkede hun og lagde blyanterne ned i sin taske efterfuldt af hendes tegneblok

"det er helt okay" sagde han og fandt en moppe frem og begyndte at hjælpe hende, "du burde næsten se dette, de blege udsugere er igang med at samle sig der ude" han vred moppen op i en spand til der næsten ikke var mere, "prøv lige at se ud af vinduet her" sagde han og fik fat i spanden og gik udenfor og hældte indholdet ud på jorden et godt stykke der fra og skyndte sig tilbage for også at se igennem vinduet og så vampyrene begyndte at samle sig om pølen og undersøge dem, "det er faktisk sjovt med sådan noget, især hvis staklen er hel og i leve derude" han gik væk fra vinduet og smed vest, skjorte og bukser og samlede sin kåbe op som han før på dagen havde haft smidt da en gammel ven ringede

Adia så op på ham med et bekymret blik i øjne * har vampyrerne tænkte sig at bryde ind? * tænkte hun indtil han sagde hun skulle gå hen til vinduet, så gik det op for hende at han ville vise hende noget. Hun gik hen som han bedte hende om og så undrene på ham imens han gik ud, og kastede indholdet fra spanden ud.hun skulle lige til at spørger om hvorfor han gjord det, lige indtil at hun så hvordan vampyrene de flokkes omkring pølen ... hun gøs lidt ved tanken om at det var hendes blod. Da hun vendte sig om havde han klædt om til en kåbe hvilket også klædte ham " det en flot kåbe " nævnte hun blidt, og smilede hun .kiggede en gang mere på vampyrene før hun gik væk fra vinduet " du sagde jeg ikke boede på gaden mere... betyder det at jeg måtte bo her ?? " spurgte hun undrene

Han tog kåbens hætte op om hovedet, "selvfølgelig er det det jeg mener" sagde han og satte sig ned på gulvet foran det store kors i skræderstilling med hænderne på knæende, "eller du vil måske hellere lege med dem derude? de tager nogle gange unge mennesker når de er ude og feste, men de andre ligger aldrig mærke til noget"

" nej helst ikke ... specielt ikke nu hvor jeg ved de findes " sagde Adia nervøst og gik hen og satte sig på madresen som han havde taget frem hun så sig lidt omkring det var nu dejlig nok at der fandtes en der gad at tage sig en smule af hende hun lagde sig tilbage på madrensen og så op i loftet " Deartháir har du ikke nogen kvinde i dit liv?" spurgte hun pluselig uden at selv at tænke over spørgsmålet

han rystede på hovedet, "det er aldrig været en kvinde, jeg har altid været ene, entet på klostret, i krigen eller så her nu" sagde han og lukkede øjnene, "men du kan bare ligge dig til at sove" han tænde et par stearinlys og slukkede den elektriske pære, "du kan bare sove, jeg passer på at der ikke kommer nogle" han lukkede atter øjnene og begyndte stille at mumle en bøn

Næstedag:

" lad vær med slå mig ... lad vær .. nej" mumlede hun i søvne, og vendte sig og drejede sig sveden piplede ned at panden på hende. " nej .. NEJ" råbte hun til sidste, og satte sig op med skrækslagende øjne og forpustet. Hun så rundt i lokalt. " puh det var bare et mareridt" sukkede hun, og trak bene op til sig og tog sig til panden. Hun kiggede ned af sig selv ... skjorten ... kælderen ... vampyrerne .. "deartháir !!" råbte hun, og så rundt efter ham da hun var bange for han var gået. Men nej han sad stadig, og bad hun så undrene på ham. " deartháir " er okay ?" spurgte hun undrene *havde han slet ikke sovet?* tænkte hun og satte sig halvt i skrædderstilling " har jeg holdt dig vågn?? .. for hvis jeg har må du meget undskylde ... jeg har det nemelig med at snakke i søvne " beklagede hun sig

"amen" afsluttede Deartháir sin morgenbøn, og kom langsomt på benene, "nej det gjorde du skam ikke" sagde han og gik hen til hende, "jeg har skam allerede sovet rigeligt" han satte sig ned ved siden af hende, "hvad med dig? kunne du sove for alt påstyret?" spurgte han undrene mens han lænede sig lidt tættere på hende

hendes puls kom op at kører igen, og bed sig i læben " jeg tror aldrig jeg har sovet så godt " forklarede hun " hvis man ser bort fra mareridtet " grinede hun, og bed sig i læben igen. " hun så lidt ned i gulvet " jeg får så tit mareridt .. men de var ikke så voldsomme som de plejede at være " sagde hun stille, og undrene hun knyttede sine hænder for holde sine føleser tilbage .

Han nikkede roligt at kravlede om bag hende, "det var da altid noget at du har fået sovet godt" sagde han og smilede, "jeg skal lige hurtigt se hvordan det går med lægningen af dine sår" han trak ganske nænsomt op i skjorten, som var så løs at man bare kunne krybe den stille af hende

" okay .." hviskede hun, men da han kravlede om bag ved hende og hev op i skjorten stivende hun. han var så nær og ... hendes puls røg op i det rød felt * ååh han skulle bare vide hvad han gør ved mig ::*tænkte hun, og prøvede at skjule sine følser for ham. " hvordan ser det ud ?" stammede hun nervøst hun rystede en smule og begyndte at rødmede en smule

Deartháir lod sin hånd løbe roligt ned langs hendes ryg mens han undersøgte nogle af sårene, "joo" mumlede han roligt, "jo det ser langt bedre ud end det gjorde her i nat" han foldede skjorten ned over hendes bare ryg igen, "jo det er skam i lægning, vil du kave noget morgenmad?" spurgte han imens han rejste sig og traskede hen imod køkken afdelingen

hun pustede lettet ud da han rejste " jo .. ja ... eller jeg mener jo tak " stammede hun, og rejste sig op og strakte sin ømme krop. Hun rystede stadig en smule, men det var ikke voldsomt meget. Hun gik mod bordet i små lette skridt, og hendes øjne strålede af generthed og trivsel. Hun havde aldrig haft det så godt som nu, hun satte sig på hug ved sin taske og trak sin pung op for at tælle sine penge. Hun havde tænkt sig at købe en ny bluse eller top, og et par nye bukser så hun ikke behøvede at gå i hans skjorte og i de samme bukser altid. " har du sovet godt" spurgte hun glad og talte

"jo tak det har jeg skam" svarede han henne fra køkkenet af hvor han var igang med at forvandle sin hånd til en kokkekniv og begyndte at skære frugter i stykker som han vendte op i en skål og marinerede dem, "hvad kunne du tænke dig at spise? omelet? brød med pålæg? eller noget helt tredje?" spurgte han mens han stilte skålen med frugt på bordet

Adia lagde pengene i pungen igen, og satte sig til bordet og tog et stykke frugt og puttede det i munden. " mmmm ... noget mad " sagde hun drilsk " jeg spiser alt ! " sagde hun glad og tog et stykke til. Hun tog sin tegneblok op af tasken, og begyndte at tegne videre på sin tegning af ham. *han var så ... så.. uvirkelig og dog så ... * hun havde svært ved at ligge ord på ham selv i sine tanker ...

"Det er er altid noget at du ikke er kræsen" grinede han til hende, "men så tror jeg virkelig at jeg vil udfordre dig på dine smagsløg" han åbnede et lille køleskab for at finde en klat dej som han hurtigt fik banket/rullet ud, og tænde ovnen, "dette er en af mine egne favoritter, egnet til alt" han skar nogle svampe og peperfrugter ud med 'knivhånden' og dryssede det over, og der kom da også forskellige oste og stykker kød på inden han smed den ind i ovnen

Adia så nysgerrigt til i mens han lavede mad, det så uroligt lækkert ud og hun kunne mærke på sig selv at hun ikke havde spist siden morgenmaden fra dagen før. Hendes mave begyndte at rumle, og hun tog sig til maven og begyndte at rødmede. *ååh hvorfor nu !* tænkte hun, og blev en smule pinlig berørt. " jeg .. overvejer forresten ... at gå i byen idag " sagde hun stille, og lod håret gå ned foran sit ansigt så han ikke kunne se hende rødme. " bare for at finde noget tøj så jeg ikke behøver at gå i din skjorte " sagde hun nervøst.

Deartháir så hen på hende imens han stod og udskar en stor røget bacon i tynde skiver stadig bare ved håndkniven "det er fint nok, har du nogle specielle steder at købe noget ind i tankerne?" spurgte han, "for jeg har selv en lille ting jeg skal ud og havde ordnet idag"

"øhm nej ikke sårn rigtig jeg går ikke så meget i byen ... jeg har ikke købt tøj i to år " sagde hun lidt flovt " jeg har det dårligt med at gå i ... pige butikker " grinede hun lidt da hun godt viste det lød dumt, men hun hadet bare at kigge på piger der løb rundt og var besat af tøj .. tøj og mere tøj ..." så... men jeg finder nok noget " sagde hun, og satte de sidste skygger på tegningen og så det flotte resultat af sin tegning der lignede ham på en prik ! " så " hviskede hun og beundrede billede

Han smed de udskårede stykker bacon ned på den varme pande og vendte sig imod hende, "så hvor vil du gerne gå hen for at købe nyt tøj?" spurgte han, "jeg kender en udemærket skræder hvis det er noget som du kunne finde på at ville gå i?" spurgte han, "jeg kan godt give det nye tøj hvis du skal med til skræderen?"

Adia så overrasket på ham " ej det kan jeg altså ikke tage imod " sagde hun " jeg tror bare jeg finder noget tøj på udsalg det plejer jeg at gøre " sagde grinte hun " det billigt og man tiltrækker ikke så meget opmærksomhed " sagde hun med et smil, hendes øjne strålede af glæde. Duften af bacon nåede hendes næse " Bacon!?" sagde hun højt og hoppede op af stol hen til ham, og kiggede på baconet " det har jeg fået siden vi flyttede hertil! " sagde hun glad, og kunne mærke sine tænder løbe i vand bare ved duften.

Han grinte og omformede kniven til atter til metal hånden for at vende vendte baconet med hånden, "hvor lang tid siden er det så i flyttede her til?" spurgte han og tog dejen direkte ud af ovnen og stilte den på bordet og tog lige så baconen af, "så er der serveret" sagde han og smilede til hende, "jeg skal alligevel over til skræderen, min vest havde ikke så godt af det sidste job"

Jeg flyttede hertil da jeg var 1 -2 år... men jeg føler men fordi jeg ikke var så gamle føler at jeg først flyttede sårn rigtig da jeg var 6 år gamle ... "hun så lidt ned i bordet " og da jeg var 6 år måtte jeg godt få bacon ... " sukkede hun men smilede så og skyndte sig hen på sin plads og fjernede sine tegne ting væk " ååh hvor godt jeg hundesulten! " udbrød hun og så på ham med store sultene øjne " hvad har du lavet efter den ikke har det så godt?" spurgte hun undrene