Long time, no see ✧ Darryl

Sted ✧ En gyde i Brooklyn
Tid ✧ Nok omkring kl. 17
Omgivelser ✧ Det sædvanlige
Vejr ✧ Ret varmt, faktisk
Påklædning ✧ Klik her

Det var en overraskende almindelig dag. Der havde ikke været nogen mission for Clary denne dag, og derfor havde hun bare haft en stille og rolig dag, med en tur i parken og sådan. Mundane ting og ærinder. Hun havde lagt et besøg forbi hendes mor og Luke, og nu var hun så på vej tilbage mod Instituttet. Hendes tøj var forholdsvist neutralt. Hun havde en hvid og sort stribet bluse med lange ærmer, der viste hendes skuldre frem. Dertil havde hun et par højtaljede sorte skinny jeans på og nogle sølvsmykker. Hendes sko var nogle blomstrede, flerfarvede korte støvler, som var flade. Når man var så lav som hun var, ville en masse piger på hendes alder nok foretrække at gå i høje hæle, så de fik lidt ekstra højde på sig, men det kunne Clary ærligt talt ikke overskue. Og hun så sådan set heller ikke rigtig nogen grund til det. Hun var som hun var, hun havde den højde hun havde. Og hvis hun kunne acceptere det, kunne andre folk vel også. Men det var op til dem selv. I hvert fald ville Clary bare hjem nu. Hun havde heller ikke fået særlig meget søvn natten før, så hun var faktisk noget så træt. Det gik dog hurtigt op for hende, at turen hjem måske ikke ville blive helt nem og smertefri, da hun så den gruppe unge mænd der stod et stykke foran hende. Og få sekunder efter at hun fik øje på dem, gjaldt det samme den anden vej rundt. Hun holdt hovedet lavt, og sørgede for ikke at se nogle af dem ind i øjnene. Så drejede hun ind i en gyde, og krydsede fingre for at den ikke endte blindt. Men heldet var kun halvt med hende denne dag. Foran hende, et par meter fremme, var nemlig et hegn af ståltråd, og en låge med en kæmpe lås og kæder på sig. Så hun kunne godt komme over dette hegn, men hun kunne med garanti ikke nå det før den intimiderende gruppe halede ind på hende, hvis det var det de havde i sinde at gøre. Og at dømme ud fra deres ansigtsudtryk og måden de havde rykket tættere på hende, var det lige præcis hvad de havde i tankerne. Hun hørte deres latter og tunge skridt bag sig, og kneb øjnene sammen. Hun kunne godt tage vare på sig selv, men de var en del. Hvis bare Jace var her, til at hjælpe hende ud af kniben..

P
http://www.acclaimmag.com/wp-content/uploads/2013/12/fast-and-furious-2-2003-18-g-639x420.jpg

Jimmy, var gået fra forstanden andet var der ikke at sige. Hans bedste ven, var begynde med at smadre folk i gaderen uden nogen grund. Banden var kommet ude af kontrol. Darryl sætte sig ind i sin pil, hvor han med det samme sætte speederen i bund. Hans bedste ven var gået over stregen, halvdelen af dem kunne han sikkert får til at høre på sig. Men den anden del, var blive lige så sindsyg som Jimmy. Darryl kørte så hurtigt  han kunne, ned mod Brooklyn. Carl ville være i fare så snart, at Darryl, begynde at stoppe dette derfor, havde han talte med hans bror og aftalte at han skulle finde et sikkert sted indtil dette var over.  Darryl red ned, hvorefter han parkeret sig selv lige ude for gaden. De skulle ha trængte hende op i en krog nu, eller de skulle til at gøre det. Darryl, sætte farten op, hvorefter han løb ind i gyden som de var kommet ind til. Han så pigen som, de alle sammen var ved at omringe hende. Darryl løb ind gennem gyden det sted, hvor de lige så stille var begynde med at bevæge sig ned gennem. Darryl træk kort sin pistol frem, de var ikke klar til og stå imod ham med pistol. Det, var os nået af det første Darryl havde gjorde, han ville dog ikke bruge pistolen med mindre de selv bedte om det. Så Darryl gemte den hurtigt igen, hvorefter han rykket hen mod pigen de alle samlet sig omkring. Darryl bed sig selv svagt i læben, hvorefter han prøvet og se om han kendte hende.  Da han kom tætte dem alle sammen, så han hvem det var. Clary, det var alt for længe siden han, havde set hende. Darryl rykket  sig med det samme ind foran dem, "Guys Jimmy er blive sindsyg, i ved det godt jeg kan vel ikke være den eneste der har lagt mærke til det, han er ved og blive sindsyg." Lød det højt og tydeligt fra Darryl af, hvorefter han kigget på dem, alle begynde at snakke sammen om, hvad de skulle gøre. Der begynde lige så stille at blive uro, hvilket den der ledte dem kunne se, "så STOPPER VI." Råbte John, hvorefter han kigget hen på Darryl, "vi gør som vi får besked på, gi mig ikke en grund til og skade dig." Lød det hårdt fra ham af, Darryl kunne ikke se nogen grund til og prøve og få det overstået. Darryl træk pistolen op, hvorefter han i det samme skød John, John var en skidt fyr så da Darryl gjorde det, klaret han sig. Han var ikke en der normalt tog liv, men han kunne ikke holde ham væk fra Clary. Darryl så at halvdelen af dem løb væk, hvorefter han smed pistolen og begynde og kæmpe mod de to andre.  Slagene, fløj rundt om hovedet på Darryl. Han begynde at kæmpe mod dem, den ene af dem træk dog en kniv frem da det så umuligt ud for ham, at forsætte med at kæmpe.

Efter at have trukket vejret dybt ind et par gange, kunne Clary høre skridtene hale ind på hende og omringe hende. Dette gjorde, at hun åbnede øjnene igen, fandt sit allermest skyggejæger-agtige intimiderende ansigtsudtryk frem, og stirrede dem allesammen ind i øjnene én efter én. Dette gjorde hun for at vise dem, at hun ikke var bange for dem, og at hun ikke ville gå ned uden at kæmpe. Det havde det nok troet, på grund af hendes lille størrelse og skrøbelige udseende. Men hun var ikke ligeså skrøbelig som hun så ud til at være. Hun var måske nok ikke på mission denne dag, men hun var altid forberedt på det værste, og derfor havde hun også en af Isabelle's berømte, og dødsens farlige piske viklet rundt om livet som et bælte. Pisken var ikke hendes foretrukne våben, som det var Isabelle's, men hun havde efterhånden lært at bruge det ret så godt alligevel. Jace havde også insisteret på at hun vidste hvordan hun skulle bruge alle mulige forskellige våben, selvom hun ikke var særlig god med dem alle. Hvis det var helt rigtigt, måtte hun faktisk ikke bruge sine våben på mundane, i hvert fald ikke hvis de var magiske, ligesom pisken der kunne maskeres som et læderbælte. Men nogle gange måtte man bare gøre en undtagelse, og dette var et af de tilfælde. Dog nåede hun ikke engang at tage kampen op med mændende, før en ny kom til og helvede brød løs, basically. Hun kiggede forskrækket på den unge mand, der kom tættere på hende end de andre. Der var dog noget over hans gang, som virkede beskyttende i stedet for truende. Og så hævede hun blikket til hans ansigt. Han så meget bekendt ud, men hun skulle lige bruge nogle sekunder til at placere ham. Det havde trods alt været mere end to år siden hun sidst så ham. Darryl. Ham havde hun ikke skænket en tanke i meget lang tid. De havde også mødt hinanden før hun blev hevet ind i Underverden, så efterfølgende havde hun ligesom haft en hel del at se til. Og nu var han foran hende, og råbte ad mændende, som om han kendte dem alle godt. Manden der virkede til at være lederen råbte tilbage, og pludselig hørte Clary et skud fra en pistol. Hun så ledermanden falde til jorden, og hun spærrede øjnene op i overraskelse. Det var Darryl der havde skudt ham. Et par af mændende løb deres vej efter skuddet, men to blev og kæmpede mod Darryl. Og det så ikke ud som om han kunne holde stik meget længere, så Clary handlede lynhurtigt, uden overhovedet at tænke over det. Hun var veltrænet i kampens kunst efterhånden, så hun vidste hvad hun gjorde. Hun sparkede den ene mand hårdt lige på håndfladen, så han tabte kniven ud af hånden. Så satte hun også et knoglebrækkende spark ind lige i hans ribben, da han skulle til at samle den op igen. Han kom med et udråb og faldt sammen, hvilket lod Clary koncentrere sig om den anden mand, som gav slip på Darryl og kastede sig over hende i stedet. Hun samlede kniven op med foden og kastede den op, hvorefter hun greb den med højre hånd, ligesom manden skulle til at overfalde hende. Hun holdt den frem mod hans strube, og pressede på lige akkurat nok til at der kom et par dråber blod frem. Han så overrasket og ærligt talt lidt skræmt ud, men i samme øjeblik begyndte den anden at kæmpe med at komme op og stå igen.

Darryl blokkeret så mange slag han kunne, halvdelen af dem der var flygtet ville sikkert sige, hvad Darryl, skulle gøre. Han måtte få styr på det alt sammen, de folk der løb var dem som var med i banden resten, var blive hyret. Så meget vidste Darryl da, Darryl blokkeret så mange slag han kunne, men de var bedre trænet ende ham, så det ende med at han stod op af muren. Han havde, dog os tabt hans pistol, hvorefter han prøvet og finde den. Manden som kravlet frem af, havde dog fået øje på pistolen. Darryl prøvede og løbe hen og sparke den væk, men i det samme han fik sig selv der hen, var pistolen i hans hænder, der lød et skud, hvor Darryl hoppet ud foran. Han vidste ikke, hvorfor han gjorde det andet ende at han måtte beskytte Clary, han tog sig selv til siden, hvorefter han holdet blodet inde, han kunne se manden som med det samme smed pistolen fra sig, hvilket havde været en dårlig ide fra hans side af. Daryl kaste sig selv frem, hvorefter han tog fat i den og skød manden i ryggen mens han løbe. Manden faldt, hvorefter Darryl, skar ansigt i smerte. Det var længe siden han, havde følte en kugle. Slag kende han nemlig alt til, fordi hans forældre jo, havde tæsket ham og hans bror.Manden som Clary stod med sank en klump, hvorefter han kigget ned på Darryl og hen på Clary. Han var en af dem, som bare fulgte ordre, hvilket kunne ses på ham og lugtes os. Han havde nemlig skedet i bukserne, Darryl rynket kort på næsen, mens han holde sig for det skudhul han, havde fået. Det værste i følge Darryl var trykket, hvilket der var over. Han måtte slappe af for engangs skyld, men hans bror skulle væk. Jimmiy var blivede sindsyge, han var alt for langt ud og det kunne Darryl ikke være en del af ikke længere.Det var startet som et fristed, hvordan var det kommet så vidt som det her,han måtte stoppe dem. Darryl, Rev en del af sin trøje af, hvorefter han bandet den omkring skudhullet. Så han jo ikke behøvet og miste mere blod, Darryl så hen på Clary, hvor han rejste sig op. "Så Clary, lang tid siden, hvad har du så gået og lavet." Lød det venligt, fra Darryl af.

Alt bevægede sig og gik så hurtigt, at den eneste grund til at Clary kunne nå at opfatte det hele, var på grund af hendes skærpede Skyggejæger-sanser. Hvis hun blot var en helt almindelig mundan, havde hun nok ikke kunne have fået fat i alt hvad der var sket og havde foregået. Og derfor var hun også ret så glad for at hun faktisk var en Skyggejæger. I starten havde det været forvirrende og faktisk det værste der var hændt hende, men sådan var det på ingen måde længere. Nu var det faktisk det bedste der var hændt hende. Det havde ledt til hendes møde med Jace, hendes livs kærlighed, Isabelle, hendes bedsteveninde og en masse andre nye folk, som hun var begyndt at holde ret så meget af. Hun havde naturligvis også mødt en masse folk hun helst gerne bare ville glemme, siden hun opdagede at hun var en Skyggejæger, men det var blot en del af hendes nye liv. Og hendes nye liv var ikke længere så nyt, så derfor var det blot hendes liv nu. Men hun havde også vænnet sig til det, så at sige. Og hun var faktisk blevet ret glad for sit liv. På trods af alle problemerne, dæmonerne og what not. I hvert fald, lød der et højt gisp fra Clary's mund, da et skud penetrerede Darryl's side. Hurtigt var kampen overstået, og kun hende og Darryl var tilbage i gyden. Hun gloede på ham med et løftet øjenbryn da han spurgte hende hvordan hun havde det, som om at han ikke lige var blevet skudt i siden. Hun fnøs, og gik så hen til ham, og støttede ham. Han havde allerede lagt pres på skudhullet, som hun ellers ville have gjort. Som det første. "Sniksnak senere, professionel hjælp nu." Hun så strengt på ham. Han skulle i hvert fald ikke dø på hendes vagt, det var helt sikkert.