Vil du være en Skyggejæger, en Vampyr, en Varulv eller noget andet? Her kan du!
 
IndeksCalendarFAQSøgTilmeldte brugereGrupperTilmeldLogin
Login
Brugernavn:
Kodeord:
Log mig på automatisk ved hvert besøg: 
:: Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email
Hvem er på nu
Der er 1 bruger på systemet nu: Ingen tilmeldte, ingen skjulte og 1 gæst

Ingen

Flest brugere online på samme tid var 14, Ons 9 okt 2013 - 15:33
Regler for siden og brugerne
Lør 3 jan 2015 - 4:09 by Elena
Hey folkens! Der kommer lige til at stå nogle små huskeregler for siden herinde ;-)



Comments: 0
Top posters
Deartháir
 
Adia Adrin
 
Clary
 
Madison
 
Katherine
 
Jace
 
Aleck
 
Jason
 
Castella
 
Tia
 
Latest topics
» Jeg søger... Kontakt med jer igen!
Man 2 maj 2016 - 17:29 by Clary

» Cooking skills - Tia
Ons 23 mar 2016 - 21:23 by Tia

» Lets light this place up. *emnesøgning*
Tors 3 mar 2016 - 17:34 by Michael

» New year, new me [ÅBENT]
Lør 9 jan 2016 - 23:26 by Madison

» Aisling Rowan
Fre 1 jan 2016 - 18:24 by Clary

» Little miss perfect søger alt !
Man 28 dec 2015 - 17:16 by Aisling Rowan

» Signs of Trouble ☾ Darryl ☽
Søn 13 sep 2015 - 3:17 by Jackson

» Away from the wolves - Jackson.
Lør 12 sep 2015 - 20:02 by Jackson

» Give me everything! ~ Søgning :-)
Tirs 23 jun 2015 - 18:18 by Marina

Top posting users this week
Top posting users this month
Statistics
Der er i alt 103 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Aisling Rowan

Vores brugere har i alt skrevet 3901 indlæg in 269 subjects

Share | 
 

 Cooking skills - Tia

Vis foregående emne Vis næste emne Go down 
ForfatterBesked
William



Antal indlæg : 57
Geografisk sted : Brookelyn, New York - Oprindeligt fra Leeds, England.
Job/hobbies : Skyggejæger
Humor : Where is the glory in repeating what others have done?

IndlægEmne: Cooking skills - Tia    Lør 27 okt 2012 - 19:23

Sted: Instituttet, Brookelyn
Tid: Klokken 5 om morgenen
Vejr: Stadig mørkt og en smule overskyende. Fugtigt i luften fra daggårdens regn.
Omgivelser: Ingen
Påklædning: Klik! - Dog uden jakken.

William stirrede kort på komfuret. Hvordan i alverden skulle man dog tænde det? Eftersom han var kommet 4 timer forinden havde han ikke sat sig ind i noget som helst i det store hus. Det første han havde gjort var at pakke ud på værelset som pigen - Clarissa? Var det, det hun hed? - havde vist ham. Så var han gået lidt på opdagelse, og havde til sin undren fundet en meget højlydt kat, der havde ført ham ned i biblioteket. Så havde han prøvet at finde op til sit værelse igen, men var gået forbi køkkenet, og var så kommet i tanke om at han ikke havde fået noget at spise. Clarissa-pigen havde trods alt bedt ham om at føle sig hjemme, og det havde han ikke ladet sig sige to gange, så han var straks gået på opdagelse i køleskabet, og havde bikset sammen til omelet med bacon og lidt grøntsager i. Han havde altid holdt af at lave mad, måske fordi han altid havde haft folk til at lave det for ham, så når han endelig selv lavede maden, lagde han altid tid i det.
William prøvede undrende at dreje på en knap, og betragtede mens den runde plade blev rød. Sådan! Nok havde han boet i Idris hvor der ikke var noget elektronik i et par år, men han var trods alt opvokset i London, og han kunne tydeligvist stadig huske et og andet.
Med et skævt smil lagde han panden på blusset, og hældte æggeblandingen op på panden. Han skævede kort til den åbne dør, og overvejede at lukke den - måske larmede han for meget? Så blev han opmærksom på hvor latterlig hans tanker var, og han hævede undrende et øjenbryn. De skulle da bare være glade for at han lavede lidt mad - der sandsynligvis nåede at blive koldt før nogen overhovedet stod op, men det var tanken der talte. Med himmelvendte øjne gentog han madlavningen, og vippede kort den ene siden af æggekagen, over den anden, så den dannede en halvcirkel. Indeni puttede han de overskårne gulerødder, lidt forårsløg og nogle få skiver champignon.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Tia



Antal indlæg : 111
Geografisk sted : New York's Institut
Job/hobbies : Hmm.. Missioner?

IndlægEmne: Re: Cooking skills - Tia    Lør 27 okt 2012 - 21:55

Tia vågnede med et sæt, og satte sig lynhurtigt op i sengen. Hvad var det for en larm? Hun var ny her på Instituttet, og var derfor ikke vant til larmen fra New York. Hun havde boet i Idris det meste af hendes liv, og derfor var det helt mærkeligt for hende at bo sådan et sted, som New York. Der var så anderledes, fra hvad hun var vant til! Hun kunne ikke bare lægge sig til at sove igen, så hun besluttede sig for at finde ud af hvem - eller hvad - der dog lavede alt den larm. Hun skulle jo alligevel snart op, eftersom hun altid stod tidligt op, for at træne om morgenen. Sådan startede hun tit dagen. En omgang hård træning, et bad og noget morgenmad. Det var forskelligt om hun spiste morgenmad før eller efter træningen, men som regel var det efter. Hun tog hurtigt et sæt tøj på, og trak så i nogle støvler. Gulvet kunne godt være meget koldt, så hun gik næsten altid rundt med sko på indenfor.. Hun kaldte stille på Church - som var katten der boede her på Instituttet. Det var som om den var magisk, eller noget, for den vidste altid hvor alle var. I hvert fald alle der befandt sig inde for Instututtets mure. Hun så Church komme listende ind af den åbne dør, og så smøg den sig om af hendes ben. Hun lo lidt, og aede ham. "Larmen. Find larmen." Hun nussede ham bag ved ørene, og så gik han afsted. Umiddelbart hen imod køkkenet, men man kunne aldrig være helt sikker, eftersom Instituttet var så stort og forvirrende. Specielt når man var ny her. Faktisk havde Tia kun været her i lidt over en måned. Og hun var stadig kun ved at vænne sig til stedet. Måske fordi hun havde opholdt sig på sit værelse det meste af tiden, i starten.. Da Church stoppede foran en åben dør, var hun sikker på at det var køkkenet. Hun sukkede lidt lettet. Så var det jo nok bare en eller anden af de andre, der var i færd med at lave noget morgenmad.. Endnu en der havde været tidligt oppe! Hun smilte skævt, og gik så ind. Hun sendte et kort blik hen imod personen der stod henne ved komfuret, men da han stod vendt med ryggen til hende, gik hun hen for at tage noget at drikke i køleskabet. Det mørke hår, fik hende til at gå ud fra at det var Alec, selvom det undrede hende at han var her og ikke hos Magnus Bane - hans kæreste. Men da hun havde taget en flaske vand ud, og lukket det igen, begyndte hun at gå hen imod personen. Da hun tog et nærmere kig på ham, gik det op for hende at det ikke var Alec. Han var lidt mere bredskuldret og sådan noget. Denne fyr var mere slank.. Og håret var derudover også sat på en anden måde, end Alec's. Men hvem kunne det så være? Der var kun Jace af andre fyre, her på Instituttet - udover Robert selvfølgelig - og han havde lyst hår.. Der var også et eller andet der virkede bekendt ved ham. Da han så til siden, tabte Tia vandflasken på gulvet, og hendes øjne blev store. "Will?" Hendes stemme var ikke mere end en hvisken, da hun var for chokeret. Hun måtte se syner. Hendes Will, var ikke i live. Det kunne han ikke være! Han var for fanden da forsvundet for over to år siden! Åh gud...


Sidst rettet af Tia Ons 23 mar 2016 - 21:24, rettet 1 gang
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
William



Antal indlæg : 57
Geografisk sted : Brookelyn, New York - Oprindeligt fra Leeds, England.
Job/hobbies : Skyggejæger
Humor : Where is the glory in repeating what others have done?

IndlægEmne: Re: Cooking skills - Tia    Lør 27 okt 2012 - 22:29

William stirrede på omeletten på panden, som om det kunne få den til at blive hurtigt færdig. Han skævede op til uret, og erkendte så at der var mere end en time til han normalt ville stå op. Han var altid tidligt oppe, men aldrig tidligt. Han havde trods alt brugt over et år på biblioteket i London, hvor han havde læst og læst, for han havde håbet at han kunne finde noget, der ledte ham den rigtige vej når det handlede om at finde sine families.. mordere. Morder. Han vidste ikke hvilken en af de to muligheder var den rigtige, kun at de var døde, og at han ikke kunne gøre noget for at ændre det. Der var dér han var faldet over englen. Amitiel. Englen for sandhed. Ironisk at det lige var dén engel han faldt over da han havde mest brug for sandheden i hele sit liv. Og han var draget ud efter hende. Hun havde ikke givet ham meget - faktisk ikke rigtig andet end at han skulle tage til Brookelyn - at gå efter. Nu var han her. Så skulle han bare finde ud af hvor han skulle kigge hen som det næste.
William sukkede, og skubbede irriteret tankerne ud af sit hoved. Nu ville han fokusere på maden... Der pludselig lugtede en smule brændt?! William snerrede for sig selv, og greb hurtigt en tallerken, som han næsten kastede omeletten over på. Han stillede panden fra sig, og studerede nærgående sin morgenmad. Med et tilfredst nik, konstaterede han at den ikke var brændt, men at den så perfekt ud. Det var nok derfor han ikke havde hørt pigen komme ind bag sig, fordybet i tanker og irriteret over måske at have brændt sin mad på. Derfor gav det et sæt i ham, da han hørte sit navn. Det måtte være Clarissa, der undrede sig over hvad han lavede, for hun lød lidt chokeret. Han havde ikke tænkt sig at undskylde.
"Jeg tænkte at jeg ville lave lidt morgenmad" sagde han, da han hørte noget ramme gulvet. Han stod med siden til, men vandflasken trillede hen, og ramte hans fod. Med en skødesløs bevægelse, puffede han til flasken med snuden af sine sneakers, og vendte sig halvt om.
"Claris-" Startede han, men stivnede så. Med meget langsomme og overvejede bevægelser, satte han tallerkenen fra sig på bordet han stod ved, stadig med opspærrede øjne. Det måtte være en joke. Var der nogle dæmoner der kunne forvandle sig til ens største frygt, måtte der også være dæmoner der ville kunne forvandle sig til noget andet. Mest sårbare punkt måske.
William tillod sig selv at trække vejret igen, og hans muskler slappede langsomt af. Han måtte se syner. Det kunne vel ikke være Tia? Hun var vel hjemme ved sine forældre i Idris, i den verden hun hørte til, ved de personer hun hørte til. Og så alligevel kunne han nærmest dufte hende. En duft han havde savnet så frygteligt meget. Han fandt pludselig sig selv ude af stand til at tænke rasionelt. Selvfølgelig var det en dæmon, men han blev alligevel nødt til at prøve ikke? Hans øjne blev blanke uden at han ville det, og han måtte inhalere en ekstra gang for at være sikker på at hans stemme ikke knækkede over.
"Tia?" Spurgte han åndeløst. Det måtte simpelthen være noget han forstillede sig. Måske var det manglen på søvn. Eller en eller anden joke man lavede på de nye her på instituttet.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Tia



Antal indlæg : 111
Geografisk sted : New York's Institut
Job/hobbies : Hmm.. Missioner?

IndlægEmne: Re: Cooking skills - Tia    Lør 27 okt 2012 - 23:17

Duften af mad, fik Tia til at tænke på hendes far. På den måde han altid stod tidligt op, for at kunne have morgenmaden klar, når Tia og hendes mor vågnede. Han havde vækket dem med et kys på kinden, og sagt at morgenmaden var klar. Det savnede hun. Og det var blot en ting bland mange, som hun savnede. Hun ville aldrig glemme sine forældre. De havde altid været der for hende, og de var de mest fantastiske mennesker - eller Skyggejægere, var de jo egentlig.. - hun nogensinde havde mødt. Det havde været så hårdt for hende, da de døde. Og eftersom hun ikke havde andet familie, var hun blevet nødt til at klare sig igennem smerten helt selv. Hun havde ikke engang haft William, fordi han var forsvundet. Og hun havde været sikker på at han også var død, hvilket ikke ligefrem gjorde det lettere for hedne. Hun havde været forelsket i ham. Det havde hun virkelig. Og efter ham, havde hun ikke tilladt sig selv at forelske sig igen. Mest fordi hun ikke var klar til det, men også fordi hun ikke mente at hun var værdi til at elske. Hvis hun elskede, mistede hun. Og så gjorde tabet bare tusinde gange mere ondt. Så elske.. Det ville hun holde sig fra, så vidt som muligt.
Da hun hørte hans stemme, var det som at få pisk. Det var helt klart hans stemme. Hun ville kunne genkende den overalt. Altid. Hun fik nærmest kuldegysninger, da han vendte sig halvt om. Han skulle til at kalde hende for noget andet - det lød som Clarissa, aka. Clary - da han stivnede, fordi han genkendte hende. Hvordan var dette overhovedet muligt?! Hun gik med rystende og tøvende skridt lidt tættere på ham, og stoppede så omkring en halv meter fra ham. Hun kunne række ud og røre ved ham, og hun havde virkelig lyst til at gøre det. Bare for at få bekræftet endnu en gang, at han rent faktisk var her. At han var i live, og ikke død, som hun ellers havde troet..
Da han sagde hendes navn, begyndte hun at trække vejret lidt hurtigere. Kunne han virkelig være her? Det måtte han jo være.... Hun havde både lydt til at græde, grine og give ham et kæmpe kram. Dog overraskede hun sig selv - og nok også ham - ved at gøre noget helt fjerde. Hun begyndte at banke hendes flade hænder mod hans bryst, og hendes bevægelser var vrede, og aggresive, selvom en del af hende virkelig ikke håbede at det gjorde ondt på ham. En anden del af hende ønskede at være vred på ham. At se ham lide. Men det var dog en meget lille del. Lige nu havde hun bare brug for at komme ud med den lille del af hende. Men hun ville ikke se ham ked af det. Det havde hun set en gang før, og hun ønskede aldrig at se det igen. Det gjorde ondt på hende, at se ham på den måde. Bare ikke lige nu. Nu skulle han vide hvad han havde gjort mod hende. Han havde fucking forladt hende! Og så endda lige før hendes forældre døde! Hun mærkede hvordan tårerne kom frem i hendes øjenkroge, men kneb øjnene sammen, for at holde dem inde. Han skulle ikke se hende græde! Hun råbte af ham. "Din idiot! Hvordan kunne du bare forlade mig - efterlade mig - på den måde?! Jeg havde brug for dig!" Hun var så vred på ham, at glæden over at se ham, blev fortrængt. Han havde forladt hende lige efter hun havde fortalt at hun var forelsket i ham. Og så var hendes forældre forsvundet et par dage efter. Perfekt timing, ikke sandt? Hun havde været sikker på at han var blevet fanget af Valentines mænd, før de var nået til Tia's hus. Og hun havde aldrig overhovedet været i stand til at overveje andre muligheder. Det havde bare virket for umuligt...
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
William



Antal indlæg : 57
Geografisk sted : Brookelyn, New York - Oprindeligt fra Leeds, England.
Job/hobbies : Skyggejæger
Humor : Where is the glory in repeating what others have done?

IndlægEmne: Re: Cooking skills - Tia    Søn 28 okt 2012 - 0:00

William kunne slet ikke lade være med at stirre. Han havde altid syntes at det var noget af det mest irriterende og smagsløse folk kunne gøre, at stirre, og nu gjorde han det selv. Han var virkelig blevet taget med bukserne nede. Stadig forvirret kiggede han sig hurtigt omkring i rummet for at være sikker på, at de var alene. Men i princippet var der jo heller ingen, der kunne gemme sig, og så lave en projektering af Tia, var der? Og hvordan skulle Clarissa overhovedet vide noget om Tia? William havde ikke engang sagt hvor han kom fra, og det havde den unge pige accepteret uden at tøve det mindste. Det måtte være en forbandelse. Han var forbandet! Måske var det derfor alt han elskede blev taget fra ham? Måske var det derfor han nu begyndte at se syner. Måske var der nogle der havde hældt vand fra Lake Lyn i hans vand, og han derfor hallucinerede? Det måtte være d...
Hun slog ham på brystet. Chokeret over drejningen det hele havde taget, snappede han efter vejret, og måtte så omsider indse at hun ikke var en hallucination.
"Tia?" Gentog han, totalt uden at forstå noget af det der skete. Normalt var han altså hurtig til at komme til fatningen igen, men han stirrede stadig på hende uden at fatte det. Hans Tia. HER!? I Brookelyn? Et kort billede af englen Amitiel poppede op i hans hoved. Var det dét han skulle finde i Brookelyn? Tia?
Glæden skyllede ind over ham, selvom hun slog ham på brystet, og han skulle lige til at sende hende et bredt, blændende smil, da hun begyndte at råbe af ham. Han vaklede forskrækket et skridt bagud, for han var i tvivl om han nogensinde havde hørt hende råbe.
Din idiot! Hvordan kunne du bare forlade mig.
Ordene ramte ham som piskeslag, og han krympede sig uvilkårligt sammen. Det var jo rigtigt det hun sagde. Han havde bare forladt hende. Han var flygtet. Han havde ikke engang lagt et brev, og så havde han regnet med at hendes familie - der alligevel ikke havde været vildt begejstrede for ham - havde kunne forklare hende at der var flere fisk i havet. Den samme sætning som han havde bildt sig selv ind tusinder af gange, ved tusinder af piger, der alle sammen havde været... ingenting... i forhold til Tia. Og det var vel i bund og grund derfor han havde forladt hende. Han ville aldrig kunne finde en som hende igen, men han vidste at hun ville have det bedre uden ham.
I det moment tøvede han og spurgte sig selv om det havde været rigtigt.
William greb fat i hendes skuldre med et blidt tag, for at få hende til at stoppe med at slå ham på brystet - blå mærker, tænkte han vagt - og betragtede hende kort, før han lagde armene om hende og hev hende ind til sig.
"Tia!" Udbrød han så, med et lettet klukken. Det kunne ikke være andre end hende.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Tia



Antal indlæg : 111
Geografisk sted : New York's Institut
Job/hobbies : Hmm.. Missioner?

IndlægEmne: Re: Cooking skills - Tia    Søn 28 okt 2012 - 1:13

Da William så sig omkring i rummet, kunne Tia ikke lade være med at gøre det samme.. Var dette en spøg? Kendte nogen på Instituttet til hendes fortid?? Var det en eller anden dæmon?! En milliard spørgsmål kørte rundt i hendes hjerne, og stak hende én efter én - som bier! ... Eller... Hvepse? For bier kunne jo kun stikke en gang inden de døde, hvorimod hvepse kunne stikke flere gange, right? Måske ikke, men whatever...
Da han snappede efter vejret, var hun lige ved at blive bekymret. Hun troede at hun havde gjort ham ondt, og det ville hun jo ikke! ... I hvert fald ikke særlig meget! Bare en lille bitte smulle... Og kun fordi hun var vred - og nok også ret skuffet - over at han bare havde efterladt hende i Idris, på den måde.. Hun havde været sikker på at han var død, og derfor havde hun haft det endnu dårligere.
Hun plejede at elske at høre ham sige hendes navn, men lige nu gav det hende bare flere tårer i øjnene.. Hun havde savnet ham, det ville hun ikke engang prøve at benægte. Men hun havde jo også troet at hun aldrig ville få ham at se igen, og derfor var det lidt at et chok, sådan at finde ham her.. Bare sådan helt tilfældigt.. Hun rystede på hovedet. Det var jo umuligt, for fanden! Han kunne ikke være her! Det måtte være en drøm!
Da han forskrækket vaklede et skridt tilbage, gled en blanding af fryd og forfærdelse over hendes ansigt. Hun kunne ikke lade være med at tænke 'Ja, den side har du ikke set det sidste til.. Jeg er ikke den samme mere...' inden hun så ham krympe lidt sammen - tydeligvis uvilkårligt. Hun både hadede og elskede at kunne få den reaktion frem i ham. Hun var ret sikker på at han selv mente det samme. At han havde forladt hende. Hun kunne se det i hans øjne. De øjne hun var blevet fanget i så mange gange. De øjne hun havde set glade, men også kede af det. Hans øjne. Hun var aldrig kommet sig over ham. Og selvom det jo nok var det han havde forventet, eller håbet på, var det bare ikke sket. Det var vel nok bare ikke muligt for hende, at glemme ham, eller bare komme sig en smule over ham. Hun havde set en side af ham, hun vidste at ingen andre så.. Hun havde været der for ham gennem hans svageste periode.. Og hun havde forelsket sig i ham.. Selvom det aldrig havde været hendes plan, at falde for ham, var det bare sket. Og hun havde ingen mulighed for at kontrollere sine følelser.. Derfor havde hun til sidst besluttet sig for at fortælle ham om sine følelser, og det var gået forfærdeligt. Katastrofalt! Han havde forladt hende.. Hun havde ødelagt alt ved at fortælle ham det.. Sandheden gjorde ondt...
Hun havde ikke engang nået at forstå at han var væk, for alvor, før hendes forældre så også forsvandt, og hele hendes verden ramlede sammen om hende. Hun havde været så langt nede, at hun havde fordybet dig i en søgen efter det umulige. Valentines mænd, og dem der havde taget hendes forældre - og muligvis også Will - fra hende. Hun havde dræbt utallige dæmoner, for først at høre om de vidste noget.. Og det var sådan det hele startede. Hun var begyndt at få smag for det, og efterhånden som hun ændrede sig mere og mere, skete der nærmest en hel forvandling inde i hende. Og udenpå. Hun opførte sig som en Anti-Tia. Slet ikke den Tia hendes forældre havde opdraget hende til at være.. Men hun var begyndt at være ligeglad med tiden.. Okay.. Måske ikke helt ligeglad, men hun havde ikke noget imod den nye Tia. Hun elskede følelsen af at være frygtet, og af at kunne være så kold og ligeglad. Det gav hende en fornemmelse af magt. Og der var noget over det, der fik hende til at glæde sig over ethvert drab på en dæmon.
Da han tog fat i hendes skuldre og kiggede hende ind i øjnene, kunne hun ikke holde tårerne tilbage mere. Fuck det! Hun havde ikke engang lyst til at kæmpe imod, da han trak hende ind i en omfavnelse. Hun lagde bare armene om ham, og indåndede hans duft. Jep. Det var helt klart ham..
"Will... Jeg troede du var død.. Jeg var sikker på at du var død! Da mine forældre forsvandt, og jeg stod i flammerne fra vores hus, var jeg sikker på at de også havde fået fat i dig..." Hun knugede ham ind til sig, og ville ikke give slip. Hvis han virkelig var her, ville hun ikke miste ham igen...
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
William



Antal indlæg : 57
Geografisk sted : Brookelyn, New York - Oprindeligt fra Leeds, England.
Job/hobbies : Skyggejæger
Humor : Where is the glory in repeating what others have done?

IndlægEmne: Re: Cooking skills - Tia    Søn 28 okt 2012 - 11:14

Der gik lidt tid, før det gik op for William at Tia havde sagt noget. Ikke fordi det ikke interesseret ham, men fordi hans tanker simpelthen havde været så højlydte og larmende og helt igennem forvirrende, så det var først da han begyndte at ignorere dem, det gik op for ham at hun havde sagt noget. Derfor tog det yderligere et par sekunder før det gik op for ham hvad hun havde sagt.
Jeg troede du var død..
Det første han bed mærke i. Endnu en bølge af undren skyllede ind over ham. Hvorfor havde hun troet han var død? Det var da lidt i overkanten, var det ikke. Men så lagde han mærke til det sidste hun havde sagt. Forældre...Forsvundet? William gispede, og holdt hende ud fra sig i strakt arm. Han kunne ikke engang skærme sine følelser fra at vælde op i øjnene på ham, og siden hun også græd, mærkede han en knude i maven. Da han talte var det ikke mere end en hvisken.
"Død?" Hviskede han, og strøg hende forsigtigt over kinden. Den dårlige samvittighed haglede ind over ham. Hun havde haft det svært - han burde være blevet ved hende! Hun havde hjulpet ham, da han havde haft det svært, da han havde været sårbar, og da hun havde mest brug for ham, var han der ikke. "Dine forældre?" Spurgte han hæst, og kunne ikke lade være med at føle hendes smerte. ... Var jeg sikker på, at de også havde fået fat i dig. Verden snurrede kort rundt, og han slap hendes skuldre, da det gik op for ham, at han måske havde holdt for hårdt fat i hende. I stedet knyttede han hænderne, og løsnede dem så igen. Han kiggede på hende, indgående og bedende, og håbede inderligt at hun ville tro på ham.
"Jeg sværger, Tia! Jeg vidste absolut intet om din familie" Hans stemme var stadig hæs, og han havde lyst til at kramme hende igen. Indhylde i hendes duft og føle sig hjemme for første gang i to år. Alligevel var der noget, der holdt ham tilbage. Måske var det skyldfølelsen. "H..Hvad skete der den dag?" Spurgte han så, og måtte støtte sig til bordet. Hvad var der sket? Hvor havde hun været, da ilden i deres hus var blevet tændt. Havde William kunne gøre noget for at forhindre det, hvis han var blevet? Spørgsmålene hvirvlede rundt i hans hoved, og han mærkede en stigende hovedpine komme snigende.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Tia



Antal indlæg : 111
Geografisk sted : New York's Institut
Job/hobbies : Hmm.. Missioner?

IndlægEmne: Re: Cooking skills - Tia    Søn 28 okt 2012 - 20:51

Savnet havde været stort, det havde det virkelig. Det havde taget Tia længe, at forstå at hun nok ikke fik hverken William eller sine forældre at se igen.. For selvom de da indimellem havde haft lidt uenigheder, og at hendes forældre ikke havde været så glade for William, elskede hun dem jo stadig. Af hele sit hjerte.. De havde været de mest fantastiske forældre nogensinde, og hun ville ikke bytte sin barndom ud for nogen andens. Hun havde haft en god barndom! Ja, dengang havde hun jo nok ikke været særlig glad for at skulle læse så meget, og lave så mange skolerelaterede ting, men sandheden var at hun satte pris på det, den dag idag. For det havde formet hende, og gjort hende til den hun var idag. Det havde gjort hende en bedre Skyggejæger. Og det var hun dem taknemmelig for...
Hun mærkede - og hørte - hvordan han kom med et lidt forsinket gisp, og så holdt hende ud fra sig, i strakt arm. Hun så hvordan blandede følelser vældede op i hans øjne, og hvordan han lignede en der kunne græde med hende. Men han var stærk. Endnu stærkere end Tia, endnu stærkere end den nye Tia. Og hun kunne ellers klare lidt af hvert! Hun hørte hvor svag hans stemme var, og fik lyst til at holde om ham igen. Trøste ham. Når han virkede ked af det, bragte det altid den følelse frem i Tia. Også selvom det egentlig burde være hende selv der var trist.. Hun kunne ikke lade være med at ville tage sig af William først..
Hun nikkede rystende, og lukkede øjnene halvt i, da han strøg hende over kinden. Hun kunne se at han fik dårlig samvittighed, hvilket ikke hjalp på hende. Selvom han havde god grund til at føle dårlig samvittighed, hadede hun at se ham på den måde.. Det lå bare ikke til hende at kunne vende ryggen til hans smerte... Alle andres, måske, men hans... Nej. Det var umuligt.. Ganske enkelt, umuligt for hende.. Hun nikkede endnu en gang, da han nævnte hendes forældre. Hans hæse stemme, var så velkendt, at hun ikke kunne lade være med at føle sig lidt lettet. Tænk at hun virkelig havde fundet ham! Tænk at han virkelig var i live! Det gik ud over hendes vildeste ønsker! Hun kunne aldrig havde troet det, hvis ikke det var fordi hun kunne mærke hans nærvær, og dufte hans velkendte duft. Det var virkelig ham, og han var virkelig lige her. I Brooklyn, på Instituttet. Hun havde ikke engang lagt mærke til om han havde et for hårdt greb om hendes skuldre, da han pludselig slap dem. Hun bemærkede hvordan han knyttede og løsnede sine hænder, og havde lyst til at tage dem i sine egne..
Hun kunne tydeligt se i hans blik, at han talte sandt. Men hun ville heller ikke have kunnet tro andet.. For hun var da ret sikker på at han ikke ville have forladt hende, hvis han havde været klar over hvad der var ved at ske.. Men hun forstod nu stadig ikke hvorfor han rent faktisk var smuttet... Hun gik tæt på ham, og lagde hånden på hans kind, hvor hun holdt den. "Jeg tror dig, Will. Men jeg ville stadig gerne have haft dig der.. Og du forlod mig uden nogen som helst form for afsked! Jeg anede ikke hvad der skete med dig, eller hvorfor du forsvandt. Det gør jeg stadig ikke..."
Selv da han støttede sig til køkkenbordet, blev hun stående tæt på ham. Hun svarede så roligt og fattet, hun kunne. "Valentine's mænd kom efter mine forældre.. Jeg ved ikke hvorfor, og jeg ved ikke om de også var ude efter mig. I hvert fald fandt de mig aldrig. Min mor og jeg var ovenpå, da de kom og derfor skyndte min mor sig at gemme mig væk. Hun nåede lige at lukke mig ind bag det skjulte rum i klædeskabet, før døren brød op. Jeg hørte hendes skrig, men huskede på at hun havde beordret mig til at blive i skabet, til alt lyd var forstummet. Og det gjorde jeg så. Jeg holdt mine hulk inde, og hørte lyden af flere ting der smadrede. Efter hvad der føltes som flere timer, kunne jeg høre lyden af heste der red væk, udenfor. Først da begyndte jeg at hoste.. Røgen sved i mine lunger, og kvalte mig næsten, inden jeg nåede nedenunder og udenfor. Da var det allerede ved at være mørkt, og flammerne var overalt. Det eneste jeg nåede at få med ud, var min mors medaljon.. Jeg har båret den lige siden. Jeg tager den kun af når jeg går i bad, for ikke at ødelægge det billede der er i den. Et billede af min mor, min far og mig.. Klanen fandt mig dagen efter, i skoven nær vores hus.. De tog mig med, gav mig noget rent tøj og et midlertidigt sted at bo.. Derefter tog jeg til Paris, før jeg besluttede mig at opsøge Maryse og Robert.. Jeg huskede dem fra da de havde været hos os engang, som mine forældres venner. Så jeg tænkte at de nok ville tage imod mig her - og det gjorde de.. Derfor er jeg her nu..." Hun afsluttede sin historie, og mærkede at der var gledet et par tårer ned af hendes kind i mellemtiden...
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
William



Antal indlæg : 57
Geografisk sted : Brookelyn, New York - Oprindeligt fra Leeds, England.
Job/hobbies : Skyggejæger
Humor : Where is the glory in repeating what others have done?

IndlægEmne: Re: Cooking skills - Tia    Tors 1 nov 2012 - 22:52

Hun var der. Hun stod lige foran ham, sådan som han havde set så mange gange for sig i sine drømme. Flere gange havde han set piger med samme lange, brune hår som Tia, og han havde et kort øjeblik været ved at eksplodere af lykke, inden det gik op for ham at det ikke var hende. Og som hun stod der foran ham følte han.. Han følte sig tom. Han havde det som om hver eneste af hans tusinde argumenter for at forlade Idris, pludselig var fløjet ud af hans krop, og i stedet undrede han sig over sin dumhed. Og så alligevel. Han var trods alt ... forbandet. Det havde engel endda sagt, bare ikke med præcis de ord. Han vidste, at han i sidste ende ville komme til at skade Tia, men kom så i tanke om at det allerede var sket. Kunne han finde på at gøre det to gange? Han tvivlede stærkt. Hun snakkede til ham, og lagde hendes hånd på hans kind. Will sukkede, og lukkede et kort sekund øjnene i salighed. Han kunne mærke hendes svage puls gennem fingerspidserne. Han kunne føle hendes varme. Og han kunne dufte hende. Han havde savnet den duft. Hans tanker fløj kortvarigt væk, og overvejede om hun brugte parfume, og i givne tilfælde hvilken, før hun talte igen. Og det ramte ham lige i mellemgulvet. Han havde lyst til at krumme sig sammen og hive efter vejret, men blev nødt til at være stærk. Om ikke for sin egen skyld, så for Tias.
Hun havde det ligesom ham selv, havde han bemærket op til flere gange. Gjorde det ond på hende, gjorde det ondt på ham, og omvendt. Hvis Will var stærk, ville det ikke gøre så ondt på Tia, overbeviste han sig selv om, og lyttede intenst til hendes smertende rigtige ord. For hun talte jo sandt. Han havde forladt hende. Han havde ikke engang lyst til at forsvare sit valg, og han havde ingen anelse om hvordan han skulle kunne forklare det. Derfor blev hans ord både hæse og en smule fumlende.
"Jeg... Jeg troede jeg kunne beskytte dig" Hviskede han. Og det var sandt, hvert et ord. Han havde gjort det for hende. Hun havde trods alt mulighed for at finde en anden, var det gået op for ham, en anden, som ikke ville såre hende, sådan som William vidste han ville gøre på et eller andet tidspunkt. Han havde altid såret alle han elskede. Selv hans lillesøster havde han på en eller anden formået at skramme væk, og nu var hun også død. Pistvæk. Borte.
Så begyndte Tia at fortælle om hvad der var sket. For hvert ord frøs blodet i hans årer mere og mere til is. Han fik kuldegysninger, og på samme tid mærkede han varmen skrige i hans krop. Hvordan kunne det lade sig gøre!? Hvordan kunne Will have forladt hende, og så skete der sådan noget som det? Og hun fortsatte. Beskrev hvor bange hun havde været, og her vaklede hans øjne kort, og han lukkede dem i for at slippe for billederne i hovedet. Han havde jo kendt de mennesker! Selvom de nok ikke havde syntes så godt om ham som han havde håbet på, havde han kendt dem! Og det havde altid gjort at for Tia, alt for at gøre hende glad, så Will var gået ud fra at de havde kunne hjælpe da han besluttede sig for ikke at give mere smerte. Og så var det alligevel sket! Bag om ryggen på ham!
"Det var jo derfor" Sagde han hæst, og anede ikke om hun vidste hvad han snakkede om. "Det er det jeg gør" Mumlede han, og slap langsomt køkenbordet. Han kiggede for første gang rigtigt ind i Tias øjne. "Jeg forsager ødelæggelse. Jeg kvæler alt jeg elsker, og folk bliver rivet med ind i kaosset. Der må være noget galt med mig." Hans stemme tonede ud i en mumlen, og han knyttede kort hænderne igen. Så rørte han forsigtigt ved en lok af Tias hår, og betragtede det med sørgmodige øjne, før han lagde armene om hende.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Tia



Antal indlæg : 111
Geografisk sted : New York's Institut
Job/hobbies : Hmm.. Missioner?

IndlægEmne: Re: Cooking skills - Tia    Lør 3 nov 2012 - 11:44

Selvom Tia ikke havde været den bedste til at vise det, før det var for sent, havde hun altid værdsat sine forældre meget. Og det håbede hun bare at de vidste, hvorend de så var. Om de var døde, eller ej.
Men det var det der havde taget så hårdt på hende. Det havde fået hele hendes verden til at ramle sammen, og da hun prøvede at bygge den op igen, ændrede den sig. Meget endda. Hun havde ændret sig så meget, efter det med hendes forældre, og William. Før det havde hun været sød, men dog stadig et konkurrencemenneske. Hun havde elsket at vinde, og at vide at hun var den bedste til ting. Dog ikke nær så meget som nu. Nu var det nærmest blevet en selvfølge for hende, at hun skulle være den bedste til det hele, så hun kunne vise hvad hun duede til. Hvor meget hun rent faktisk kunne. Hun kunne bevise at kvinder eller/og piger sagtens kunne være præcis ligeså gode Skyggejægere, som mænd eller/og drenge. Der var jo ikke den kæmpestore forskel på piger og fyre... Det skulle da lige være at hun ikke var lige så længe oppe som f. eks. Jace.. Og at hun som regel ikke var særlig længe udenfor.. Men det var der nu også en grund til. Hun yndede at få sig noget aftentræning, inden hun gik i seng, hvilket gjorde at hun tit ikke var ude frygtelig længe om aftenen. Dog med undtagelse af når hun var på mission, eller var ude og feste, hvilket også var noget hun holdt af. Hende og alkohol var ret gode venner, eftersom det hjalp hende med at glemme sine bekymringer for en stund.. Og ligegyldig hvor hård og ligeglad hun altid virkede, bar hun altså alligevel rundt på en del spekulationer. Hun kunne ikke gøre for det, det lå vel bare ikke til hende, andet.. Hun havde det nok fra sin far.. Han gik også altid og tænkte så meget over alting. Det gjorde hendes mor nu også, men det var mest hvis hun var bekymret over noget - den mindste ting. Hun påtog sig alles bekymringer og gjorde dem til en del af sine egne. Sådan havde hun altid været, og det var blot én af de ting, Tia fandt så fantastisk ved hende.. Men nu kunne det jo være ligemeget med hvorfor hun var fantastisk, og at hun overhovedet var fantastisk... For det gjorde jo absolut ingen forskel, når hun var død, vel??
"Beskytte mig? Ved at forlade mig?" Hun så forvirret og fortvivlet op på ham. Hun ville ikke miste ham, for noget som helst, og så troede han rent faktisk at han beskyttede hende, ved at smutte ud af hendes liv?? Han var sgu da en fantastisk Skyggejæger! Hvordan kunne det ikke være beskyttelse?? Hun anede simpelthen ikke hvorfor han havde gjort det. Eller.. Han havde jo så lige sagt at det var for at beskytte hende, men hun kunne ærlig talt ikke se hvordan... Og hun ville virkelig bare ønske, at han var blevet hos hende. Men sket var sket, og nu var han her i det mindste igen.. Hun var sammen med ham igen. Og det var alt hun kunne ønske sig.. Nå ja, udover lige den lille detalje, om at han også var forelsket i hende.. Men der sørgede hun skam for ikke at få sine forhåbninger op.. For hun havde ikke brug for at blive såret igen, og hun regnede heller ikke med at han nogensinde ville kunne se hende på den samme måde, som hun så ham.. Desværre.. Trist men sandt...
Hun kunne tydeligt mærke hans reaktioner, mærke hvordan det kom bag på ham.. Men han kunne jo intet gøre, og Tia ville ikke have at han gik rundt med skyldfølelse hele tiden.. Selv hvis han rent faktisk havde været der den dag, havde han jo ikke kunnet redde hendes forældre alligevel. Det eneste han kunne have haft hjulpet med, var at hun ikke døde af sorg. Men det gjorde hun utroligt nok ikke, alligevel såå...
Hun vidste ikke hvad han mente, da han sagde 'det var jo derfor' men hun ventede bare på at han fortsatte. Og da han gjorde, kiggede han hende også endelig ind i hendes øjne. Endnu engang smeltede hun helt indeni, ved at kigge ind i hans øjne. De var som en hvirvelstrøm, der bare trak hende ind.. Hun kunne ikke flygte, på nogen måde.. Hun så på ham med overraskede, og lidt forfærdede øjne. Det passede da ikke! Og tænk at han gik rundt og troede det om sig selv! Hun rystede insisterende på hovedet. "Der er absolut intet i vejen med dig, Will! Du har bare været lidt uheldig.. Ligesom mig.. Man må bare acceptere at det er faren ved at være en Skyggejæger... Det ved vi alle.. Men derfor kan det jo selvfølgelig godt være forfærdeligt, alligevel.. Det ved jeg godt.. Men Will... Du er fantastisk, og jeg er sikker på at intet af det der er sket, har været din skyld!" Han rørte ved en lok af hendes hår, og lagde så armene om hende. Hun holdt ham tæt ind til sig, og bare indåndede hans duft. Hvor havde hun bare savnet ham...
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
William



Antal indlæg : 57
Geografisk sted : Brookelyn, New York - Oprindeligt fra Leeds, England.
Job/hobbies : Skyggejæger
Humor : Where is the glory in repeating what others have done?

IndlægEmne: Re: Cooking skills - Tia    Tirs 20 nov 2012 - 12:03

William fattede stadig ikke at det virkelig var hende. Hende! Hende han havde drømt om at se igen, og vågnet hver gang det var sket, med koldsved og bankende hjerte, mens han for syv tusinde gang overvejede at tage tilbage til Idris og undskylde. Som han stod der, ansigt til ansigt med hende, vidste han, at han havde været en kujon. Han burde have taget tilbage og forklaret sit valg. Så havde han i det mindste haft tid til at overveje hvordan han skulle forklare det. Lige nu, anede han ikke hvordan han skulle sige det, og det gjorde ham både vred og træt. Han var træt. Han havde ikke sovet i godt to døgn, og han havde oplevet meget allerede. Første dag i New York. Ha! Det føltes allerede som om han havde oplevet nok til at have været der i en måned. Først Jace, så pigen på baren, noget i hans drink, irritationen over ikke at have holdt øje med den forbandede drink, turen ud for at finde instituttet, mødes med Clarissa, endelig at kunne slå sig ned i et værelse, han kunne kalde hans – i hvert fald midlertidigt. Da han endelig havde lagt sig i sin seng, havde hans krop ikke lyst til at slappe af overhovedet. Hans tanker holdt ham vågen i omkring en time. Mest omkring de mord som Jace havde talt om, og så havde han besluttet sig for at gå på opdagelse rundt omkring. Han kendte trods alt ikke stedet. Da han var endt i noget, der lignede en massiv spisesal, opdagede han katten, der havde ført ham ud i køkkenet, og det var gået op for ham, at han havde været sulten. Og nu det her. Det næste ville vel blive at hans forældre vadede ind, og fortalte at de slet ikke var døde, og at hans søster pludselig bankede på døren, og befandt sig på instituttet. Med et suk, gik det op for ham, at hans tanker bare prøvede på at trække tiden ud. Han havde ikke lyst til at forklare det for hende, for han vidste, at han ville lyde dum. Og han vidste at det hele kunne koges ned til én ting.
”Jeg…” han tøvede. Noget han ikke ofte gjorde, men nu havde gjort tre gange på én dag. Jesus Kristus hvor var Amerika ikke for sjov. ”Jeg tror.. jeg tror at jeg blev bange” Indrømmede han, og rynkede øjenbrynene sammen. Det hele var forvirrende og måske åndsvagt, men han havde ikke kunne klare at forelske sig i en person. Alle han nogensinde havde elsket, var blevet brutalt rykket ud af hans liv, og han havde ikke planer om at udsætte Tia for det. Og sig selv, indrømmede han tomt. Han ville heller ikke udsætte sig selv for den smerte, og de evige mareridt, der stadig hjemsøgte ham i drømmene. ”Alle, jeg nogensinde har elsket rigtig højt, er blevet taget fra mig. Mine forældre. Min bedste ven. Kokken i England, der nærmest var som en anden mor for mig. Alle. Og så havde jeg besluttet mig for bare helt at lade være, bare stoppe med at holde af folk. Jeg turde ikke tage til New York, a frygt for at mig og Jace stadig var lige så gode venner som før, for jeg vidste, at jeg på en eller anden måde ville svigte ham, måske i kamp, og så ville han heller ikke være der mere. Så jeg blev i Idris. Og jeg blev glad! Jeg elskede dit hus, og jeg holdt af dine forældre og jeg..” Endnu engang stoppede han, og lagde hovedet et smule på skrå, for at betragte hende. ”Du dumpede bare ned fra himlen. Jeg kunne ikke nå at slå panseret op, og på en måde så du mig bare som jeg var. Du så mig ikke som ’ham der havde mistet sine forældre’, du gav mig støtte i stedet for medlidenhed, og jeg ved ikke.. Du fejede bare benene væk under mig.” Han smilede svagt ved tanken. ”På en måde fik jeg overbevist mig selv om, at du bare kunne lide mig som ven, for vi havde det super sjovt sammen, og jeg overbeviste mig om, at jeg ikke elskede dig rigtigt. Da du sagde at du.. var forelsket i mig braste det hele sammen. Folk plejer ikke at sige til mig, at de elsker mig, det er altid noget man bare ved. Og jeg lagde mærke til at dine forældre måske ikke var så begejstrede for mig. Den aften spurgte jeg dem hvorfor, og din mor smilede undskyldende til mig, og sagde at du kunne finde en der var stærkere end mig. Stærkere og bedre, og det gik op for mig at.. De havde ret, havde de ikke?”
Will pustede ud, og aede hende stille på ryggen. Hun havde ret. Det var en del af jobbet.
”Ingen fortalte os nogensinde at livet var sådan her, gjorde de vel?” Spurgte han, uvidende om hvorvidt han spurgte sig selv eller hende. Han smilede skævt. ”Måske var det ikke min skyld. Men måske kunne jeg have gjort det hele om. Hvem ved, måske kunne jeg have stoppet det hele.”
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Tia



Antal indlæg : 111
Geografisk sted : New York's Institut
Job/hobbies : Hmm.. Missioner?

IndlægEmne: Re: Cooking skills - Tia    Søn 25 nov 2012 - 3:07

Tia kunne slet ikke tro at han rent faktisk var her. At hun endelig havde fået ham igen. Hun havde været helt sikker på at hun aldrig ville få ham at se igen. Ikke efter hendes forældres død.. Hun havde slet ikke kunnet forstå hvorfor han var forsvundet, med mindre han også var blevet dræbt af Valentines mænd, så derfor havde hun kun været i stand til at finde den forklaring.. Hun havde undværet ham i alt for lang tid, men egentlig burde hun bare være glad for at se ham igen, og det vidste hun også godt. Det var bare svært sådan lige at acceptere. Han var her, og hun elskede ham stadig ligeså meget som sidst hun kiggede ind i hans smukke øjne. Hun havde nok ikke forandret sig så meget, som hun gerne ville give folk indtrykket af. Hun kunne stadig være den søde Tia. Den uskyldige, venlige, høflige Tia. Den Tia som William kendte, og - var hun rimelig sikker på - holdte af.. Elske, var nok lige i overkanten, men holdte af var sådan set også bedre end ingenting, jo. Og hun kunne godt leve med at vide at han bare holdt af hende, som sin veninde.. Kunne hun ikke? Ellers ville hun i hvert fald tvinge sig selv til at leve med det, for hellere det, end at miste ham endnu en gang.. Men hun burde ikke dvæle i fortiden, og hun gjorde også virkelig sit bedste for ikke at gøre det... Det var bare ikke altid helt så let.. Men måske ville det faktum at hun nu var sammen med William igen, hjælpe lidt på det...? Det kunne faktisk meget vel være.. Hun måtte jo bare krydse fingre for at hun kunne glemme lidt om sine forældre og deres død, nu hvor William var her sammen med hende.
Hun hørte godt hvordan han begyndte at sige noget, men så afbrød sig selv og tøvede. Noget hun ellers ikke var vant til at høre ham gøre. Han var altid så selvsikker.. Altid klar med en spydig og flabet kommentar. Og det havde Tia egentlig ikke noget imod. Hun elskede det ved ham. Det var ret frækt. Haha.. Tia havde virkelig forandret sig meget, siden William sidst havde set hende. Gad vide hvad han ville synes om den nye Tia? For måske ville han slet ikke bryde sig om hende, og så ville han alligevel forlade hende endnu en gang.. Åh nej. Det ville hun helt klart ikke kunne holde til. Ikke at miste ham for anden gang. Ikke når hun lige havde fundet ham igen, efter flere år.. Da han snakkede videre, rynkede hun endnu mere på panden. Bange? For hvad dog? "Bange? Jeg var ikke ligefrem farlig dengang, Will..." Det sjove ved den sætning, var at hun sagde var og dengang. Intet om hvordan hun var nu.
Hun hørte på ham, med et trist og ret fortvivlet blik. Hun hadede dette. Hun hadede at høre ham snakke på denne måde, om dette. Det var ikke meningen at han skulle have det på den måde. Og desuden.. Hvis der var noget galt med ham, var der vel også med hende.. Hun betragtede ham indgående, og forstående. Da han så stoppede lidt op, vidste hun at han ville fortsætte, så hun afbrød ham ikke. Hun kommenterede ikke på noget af det endnu.. Da han også betragtede hende, bed hun sig nervørst i læben. Hun havde virkelig ikke lyst til at skilles fra ham endnu en gang.. Overhovedet! Da han sagde at hun fejede benene væk under ham, måtte hun lige blinke en gang. Han fik det - desværre - til at lyde som om han rent faktisk havde været forelsket i hende, eller var forelsket i hende. Og det fik hendes hjerte til at springe et par slag over. Hvilket hun bestemt ikke havde behov for, skete. Hun kunne ikke klare at blive så skuffet, hvis hun fik sine forhåbninger for højt op... Det varede dog kun utrolig kort, før de barrierere braste sammen. 'Jeg overbeviste mig om, at jeg ikke elskede dig rigtigt.' Den sætning blev bare ved med at gentage sig selv. Den kørte rundt i hendes hoved, og fik hende til at blive totalt forvirret. Hvorfor talte han som om han rent faktisk også var forelsket i hende? Det gjorde jo bare ondt på hende! Og hun vidste godt at han aldrig ville kunne elske hende, på samme måde som hun elskede ham. Det havde hun hele tiden vidst. Hun havde bare ikke kunnet lade være med at forelske sig i ham, alligevel. Hun havde skam prøvet at holde sig fra ham.. Hun tøvede lidt. Hvad fanden skulle hun sige?
"D-du... Du?... Du var også forelsket i mig? Mener du det?" Det kom ud som en ret nervøs mumlen, og hun kiggede overrasket og en anelse fortvivlet på ham. Det kunne jo ikke passe.. Det blev hun ved med at bilde sig selv ind.
Hun så tænksomt på ham. Nej.. Ingen fortalte hvor hårdt dette liv i virkeligheden var.. Man måtte bare lære det på den allerhårdeste måde af dem alle.. Men hun vidste ikke hvem han spurgte, så hun svarede kun indvendigt.. Det næste svarede hun dog på. "Jeg ved at det ikke var din skyld. Men ligegyldigt hvad er det for sent at omgøre nu. Vi må bare leve med det vi har..." Hun så tøvende ind i hans øjne. Ham. Det var hvad hun havde...
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
William



Antal indlæg : 57
Geografisk sted : Brookelyn, New York - Oprindeligt fra Leeds, England.
Job/hobbies : Skyggejæger
Humor : Where is the glory in repeating what others have done?

IndlægEmne: Re: Cooking skills - Tia    Ons 24 feb 2016 - 13:45

Den mest mærkværdige følelse skyllede ind over ham som en flodbølge. Var det nostalgi? Selvom det var lang tid siden han havde set hende, var minderne om hende mere klare end de havde været i lang tid. Minderne om dem. Som de så mange morgener havde stået i hendes forældres køkken og havde været lidt for højlydte på de tidlige morgentimer. Han kunne se hende for sig, i sit lette tøj med sin glødende hud, der skinnede i morgenlyset, som blev kastet ind af køkkenvinduet. De små støvkorn der fløj rundt i luften omkring dem, og fik det til at ligne, at det sneede glimmer. Hendes øjne, der altid syntes at lyse med et beroligende skær. De samme øjne han kiggede ind i nu. De skinnede stadig, men naiviteten og den barnlige glæde havde fået en mere skarp kant, som om hun var blevet tvunget til at blive voksen alt for hurtigt.
William rystede på hovedet med et svagt smil. Hun havde virkelig ingen anelse om hvor farlig hun havde været. Ingen anelse om hvordan mange af de andre unge fyre i Idris havde kigget beundrende og sultent på hende, når hun gik forbi. Hvordan pigerne havde sendt hævede øjenbryn til deres kærester, når de stoppede med at snakke idet hun passerede dem. Hvordan drengene snakkede om hende, og hvordan de havde været irriterende flabede bag hendes ryg, som om hun bare var en smuk pyntegenstand man kunne vinde. Han pustede lidt opgivende ud, og betragtede hende varmt. Med en svag klukken nikkede han. ”Åh Tia, jo du var,” svarede han, og måtte alligevel se på hende med et beundrende blik. Hun havde været noget af det smukkeste han nogensinde havde set i sit liv, og han havde så absolut ikke været den eneste til at beundre hendes skønhed og charme. Han havde været lykkelig over at kende til hendes endnu smukkere personlighed, men havde stadig været jaloux og irritabel når andre drenge snakkede om hende – en følelse han heller ikke havde prøvet at have før. Jalousi var et koncept han aldrig havde brudt sig om, og han havde været vred over at Tia kunne få følelsen frem i ham. Han havde konstant måtte minde sig selv om at; hun bestemmer selv, jeg kan ikke bestemme over hende, hun er sin egen person, hvem hun snakker med er ikke noget jeg bør blande mig i og vi er ikke kærester, så jeg har ingen grund til at være jaloux.
Det gjorde næsten ondt, det blik hun betragtede ham med. Bekymret? Fortvivlet? Undskyldende? Han nærstuderede de fine træk i hendes ansigt. Hun havde fået mere markante kindben, men hun lignede sig selv. Han overvejede kort hvor meget han selv havde ændret sig, men tvang hurtigt blikket tilbage på hende, næsten panisk, som om hun ville forsvinde igen hvis han fjernede blikket. Hendes blik var forvirret, som om hun ikke kunne fatte hvad han lige havde sagt. Han rynkede øjenbrynene sammen. Havde han sagt noget forkert? Han måbede ved hendes spørgsmål. Havde han virkelig sagt dét højt? Det gik op for ham at han aldrig helt havde accepteret sine følelser for hende, og da slet ikke sagt dem højt, så nu var det hans tur til at blive forlegen. Forlegen?! Hvornår havde han sidst været forlegen? Hvor blev hans berømte selvtillid af? Ork, som hun da også kunne ændre på ham på to sekunder.
"Mener jeg det?" Udbrød han, og kiggede en smule opgivende op i himlen. Han smilede skævt, og rettede et varmt blik mod hende. Hun havde været solen som hans planeter havde drejet omkring. Hun havde været den eneste grund til at han ikke var endt på et totalt sidespor. Hun havde været der for ham, og han følte pludselig at han havde udnyttet hendes godhed, sådan bare at smutte fra hende, efter hun havde gjort så meget for ham. Men det havde jo været for hendes eget bedste, havde det ikke? Hun kunne finde en der var meget bedre end ham. Han kom med en hæs klukken, og skubbede forsigtigt en hårtot om bag ved hendes øre. "Du var det eneste der betød noget for mig, Tee. Også selvom jeg måske var for blind til at se det." Selvom hendes ord gav ham en smule trøst, følte han stadig skyldfølelsen nage i ham. Hvis han bare havde vendt tilbage til Idris. Hvis han bare havde holdt ørerne åbne for nyheder fra byen. Hvis han bare havde vidst. Så var han jo kommet løbende tilbage. Der var så mange hvis'er, og han vidste at hun havde ret. Man kunne trods alt ikke ændre på fortiden, men det var ikke for sent at ændre på fremtiden, og mens han kiggede ind i Tias evigt smukke øjne, følte han for første gang i flere år, at fremtiden havde andre muligheder, end blot at søge efter hans forældres mordere. Der var så meget andet, der måske kunne fylde hullet ud.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Tia



Antal indlæg : 111
Geografisk sted : New York's Institut
Job/hobbies : Hmm.. Missioner?

IndlægEmne: Re: Cooking skills - Tia    Ons 23 mar 2016 - 21:23

Tia huskede tydeligt alle deres øjeblikke sammen tilbage i Idris. Og der var skam mange øjeblikke at huske. Som for eksempel på sommerens allervarmeste dage, hvor de som regel bare lå i Tias have i deres badetøj og blev dejlig solbrune. Der var en af disse sommerdage der blev så ulidelig varm at de simpelthen ikke havde haft overskud nok til at tage sig til noget som helst. Selvfølgelig var dette hurtigt blevet uinteressant, og derfor havde Tia fået den geniale idé, at skubbe William i hendes families pool. Hun havde været så optaget af at more sig over dette, at hun ikke engang havde opdaget at han gengældte dette, før det var for sent. Hun huskede hvordan hun havde svømmet væk fra ham og plasket vand på ham, som han hurtigt havde gengældt. Hun huskede hvor bekymringsfri og lykkelig han havde set ud den dag. Dette huskede hun tydeligt, fordi hun sjældent havde set ham sådan - ikke til en sådan grad. Denne dag var desuden umulig for hende at glemme fordi det var første gang hun havde indrømmet overfor sig selv, at hun var forelsket i William. Altså, William uden trøje på havde aldrig været noget hun ikke havde lyst til at se på/være i nærheden af, men det var nu ikke det. Det måtte have været måden hans øjne havde funklet af glæde.
Ja, minderne om deres tid sammen i Idris, var noget Tia aldrig kunne glemme. Hun havde godt nok ikke tilladt sig selv at tænke at for meget på disse minder over de seneste par år, men det betød ikke at hun havde glemt dem. Hun havde nogle gange prøvet inderligt på at fortrænge dem, men det havde ikke været muligt for hende. Og i dette øjeblik, når hun var sammen med William for første gang i alt for mange år, var hun dybt taknemmelig for dette. Tænk engang, hvis hun ikke havde haft minderne om ham. Det ville selvfølgelig være mindre smertefuldt hvis han besluttede sig for pludseligt at forsvinde sporløst igen. Og hvis han gjorde dette, ville hun nok ikke engang prøve at følge efter ham. Det kunne hun vælge at gøre, og hun ville muligvis også være i stand til at følge hans spor og finde ham, men det kunne hun ikke se nogen grund til. Ja, det ville ødelægge hende hvis han forsvandt, netop som hun havde ham i sit liv igen, men hvis han skred var han tydeligvis bare ikke ivrig nok efter at have hende i sit liv. Og så var det simpelthen ikke besværet - og smerten - værd, at prøve at få fat i ham igen. Så hun kunne kun håbe, at han ikke ville gøre dette. Igen.
Hans beundrende blik, fik hende til at slå sit eget blik ned. Hun kunne langsomt mærke varmen i sine kinder. Hun var ikke vant til at blive beundret og påskønnet af fyre. Okay, det var løgn. Hun var ikke vant til at blive beundret og påskønnet af fyre der rent faktisk betød noget som helst for hende. Og det kunne man vidst roligt sige at William gjorde. William, som stort set ikke havde ændret sig siden sidst hun havde set ham. Hans kropsbygning og holdning var en smule mere maskulin og bar præg af træning, og hans øjne havde ikke længere den samme funklende glæde, som han havde fået i løbet af deres tid sammen i Idris. Men smukke var de endnu.
Selvom Tia var dybt forbavset, kunne hun ikke lade være med at smile en smule over hans måben, fordi den var så kær. Og da han så fik et lidt forlegent udtryk i ansigtet, så han blot endnu mere kær ud. Måske mest af alt, fordi han altid var så selvsikker. Ved hans udbrud og opgivende, opadvendte blik, rynkede hun bare en smule på panden. Da han så smilede skævt og kiggede varmt på hende, gjorde hun blot det samme til ham. Ved hans hæse klukken, kunne hun mærke de sædvanlige William-rettede sommerfugle i maven flytte på sig. Hun tog en dyb indånding, mens hun samlede sit mod. Så lagde hun begge håndflader mod det øverste af hans brystkasse. "Og nu? Har du ikke mødt nogen siden du forlod Idris?" Hun rynkede på panden, af bekymring, gik det op for hende. For hvad nu hvis han havde? Pludselig blev hans brug af ordet 'var' meget tydeligt for hende. Hun havde ikke engang nået at tænke over det, men det ville være forfærdeligt hvis han var forelsket i en anden - specielt nu hvor hun vidste at han havde været forelsket i hende også. Hun brød sig ikke synderligt om jalousi, og der var sjældent noget der kunne gøre hende jaloux. Men at se William med en anden ville uden tvivl vække en masse forfærdelige følelser i hende. Hun bed sig fraværende i læben, som hun tænkte over det skræk-scenarie.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Sponsored content




IndlægEmne: Re: Cooking skills - Tia    Today at 15:25

Tilbage til toppen Go down
 
Cooking skills - Tia
Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen 
Side 1 af 1

Permissions in this forum:Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
Dæmonernes By :: New York City :: Brooklyn :: Instituttet-
Gå til: