Selv nemme jobs kan gå galt

Tid: 15:43
Vejr: lyst, søl fra en næsten skyfri himmel
Sted: gaderne
Omgivelser: unge som gamle går rundt i gaderne

Deartháir tumlede hurtigt hen imod den cafe hvor han have ladet Adia side indtil han havde fået overstået sit seneste job, men på trods af at det havde været lige at gå til havde et eller andet gået galt, hans løse bukser og hættetrøje havde fået et par gevaldige rifter, selv hætten som han havde trukket over hovedet havde et fint rift mærke hen langs siden, få steder blødte det lidt fra, og flere steder på kroppen havde han metalliske rifter og mærker efter skud.
Da han enlig kom til cafeen lod han sig ikke tage notits af de mange folk som kiggede, men gik målbevidst efter at finde Adia

Adia sad inde på en cafe hvor hun havde fået at vide hun skulle blive. Hun sad og ventede på at en hun kendte rimlig godt, skulle komme tilbage fra sit arbejde så vidt hun forstod. Hun sad på en stol henne i et hjørne, og prøvede at bide sig igennem en bog som hun havde købt. Ja hun kunne ikke læse men hun havde fået en smule natundervisning der kunne hjælpe hende for de få pegne, hun lige havde ved hånden. Hun var iført den dragt hun havde fået dog med normalt tøj udover så det ikke virkede mærkeligt, for de forkellig mundaner der sad rundt omkring *kommer han ikke snart* tænkte hun sukkede, da hun slet ikke havde lagt mærke til at han var kommet ind i cafe'en.

Da Deartháir endelig fik øje på Adia tumlede han hen til hende imellem de mange stole og borde som der stod rundt omkring, nogle optagede, andre ledige, "vi må ud herfra nu" sagde han og lagde en hånd på hendes skulder, "lige her og nu er dette ikke sikreste sted vi kan opholde os"

Adia så forskrækket op da en lagde hånden på hendes skuldre " Deartháir hvad der sket ?" spurgte hun forskrækket over at se ham i den tilstand, og lukkede bogen sammen og rejste sig fra stolen. *hvad der sket ?? og hvorfor er han sådan ?* tænkte hun da hun ikke havde set ham sådan før .

Han så sig omkring inden han igen gik ud, "der er ikke tid til at svare på spørgsmål lige nu" sagde han og tumlede igen udenfor af den vej han var kommet, og tog en god solid stok som stod i døren imens han kom ud derfra, "jeg burde have vidst at det umuligt kunne være så nemt, hvorfor lytter jeg dog ikke til mine instinkter, det har jeg ellers altid gjort før hen"

Adia løb nærmeste efter ham, da var lidt hurtiger ind hun var ." jamen .. hvad er det du snakker om? " spurgte hun, og så bekymret på ham. " hvad er du har lavet efter at vi må så hurtigt afsted?" spurgte hun letter irretert over han ikke ville svar på hendes første spørgsmål. Hun så sig tilbage, og op på ham igen. * hvad er det han har lavet som ført til dette? * tænkte hun, og så ned i jorden.

"det var en fælde for mig" sagde han da de var kommet et lille stykke væk fra cafeen, "der stod en masse varulve og ventede på mig da jeg havde udført mit job, og de gjorde virkelig deres del for at komme mig til livs" han så ned af sig selv, hvor de havde revet ham, "men jeg havde jo godt vidst der var noget galt med det job"

" varulve!?" sagde hun nervøst og så sig tilbage " jamen ... det forstår jeg ikke ... er varulve ikke gode ?" spurgte hun, og så ned i jorden hun havde troedet at de mørke væsner holde sammen og var venner ikke at de angreb hinanden og prøvede at slå hinanden i hjel .. okay vampyr og varulve kunne hun godt forstå var uvenner, det var jo ligsom på film men varulve mod warlocks? hun fattede det ikke.

"vi lever i en verden hvor det er alle mod alle" sagde han og så sig lidt over skulderen for at være sikker på der ikke var nogle efter ham og Adia, hvorfor var han da også gået tilbage til Adia?! nu vidste de jo at hun også var sammen med ham

så sig op på ham " hvad skal vi nu? " spurgte hun og stoppede op " hvor går vi hen nu?" spurgte hun ,og så på ham. Hun så sig tilbage og da hun ikke så nogen der virkede unormale eller havde travlt og kom i mod dem, lagde hun armene over kors og på på ham " hvor er du det du vil have skal tage hen .... " spurgte hun igen, og så undrene på ham.

"bare længere væk end hvor de varulve normalt holder til" sagde han, "de kender mig allesammen, og vil måske alle have mig under deres kløer" han så tilbage på hende imens han tænkte over tingene, "det må have været en anden varulv som ville have væltet alfaen af pinden så han selv kunne overtage, det er åbentlyst nu, og for ikke selv at få beskidte poter fik han en anden til det" han klaskede sig selv i hovedet over at han ikke havde set det noget før

hun sukkede " så du dummede dig ... okay ... " sagde hun rystede på hovedet " men varulve angriber ikke når der mundaner tilstede vel? altså i alt offentlighed.. så hvorfor flygter vi væk fra offentligheden i stedet for at blive i den .. så vil de jo nok ikke angribe os uden at blive taget i det af mundaner " sagde hun og smilede

Langsomt og listigt løb hun fra tag til tag og fulgte lugten af denhersens warlock som hun mente nogle varulve havde været på nakken af. En svag lugt af hund og blod sad i hvert fald over ham, dog var han alligevel så langt væk at hun fandt det svært at bedømme om blodet kom fra varulvene eller ham selv. Hun havde egentlig ikke den store grund til at jage ham, men alene at han var en Warlock var grund nok til hende. Efter at have jagtet ham et godt stykke mente hun at hæle ind på ham, men der var vidst også et eller andet der sank hans fart lidt.
Til sidst da et højhus havde for lang afstand til at hoppe videre til det næste indså hun også at havde overhalet ham og så en mulighed til at overraske ham. Hun hoppede fra ting til ting ned af bygningen for at ende ovenpå et halvtag over en butik lige forud for den retning han kom løbene i.
Ligesom hun regnede med at han næsten var under hende svingede hun hendes hoved ned og lod det dingle, og hun smilte legesygt til ham. "fanget.." sagde hun med en stemme som honning men som havde noget faretruende over sig.

"for hvis vi bliver i offentligheden vil mange uskyldige Mundaner måske stå for skud, kommer vi lidt væk fra mængden vil skades omfanget være langt mindre, du må nok også holde dig på lettere afstand uanset hvad der sker og hvad jeg siger" sagde han og gik tilbage til hende så de kunne komme videre, af ren refleks tog han fat i det som ligepluslig hang foran ham og hev til, "varulv" mumlede han og så på den lille skikkelse, "men ikke en gammel, hvor er din kobel?" spurgte han ulven med en barsk tone

hun så skuffet ned i jorden, hun havde lige følte sig så klog. Hun skulle lige til at sige noget da hun så han havde fat i hendes ven. " slap hende!" sagde hun, og løb hen for at prøve at vride Luciana ud af hans greb. " HUN ER MIN VEN! " hvæsede hun, og så vredt på ham. " hun er kun en lille pige, og ved derfor ikke hvad hun gør. !" sagde hun vredt, og for at beskytte hende .

Hun grinte som Adia til sidst havde fået fat i hende, ikke et eneste øjeblik var smilet røget af hendes læber. "Jeg havde ikke regnet med at se dig lige foreløbig, Adia.." sagde hun, men vendte hurtigt sin opmærkesomhed mod warlocken og smilte ondt til ham. "Som om jeg skulle være i en kobel.. Så ville varulvene jo være over dig lige nu som vi står her.." sagde hun spydigt og kiggede nedladende på ham. "Du var ikke specielt svær at jage dog. Du lugter langt væk af hund i øjeblikket.." sagde hun så til sidst med et lille grin efterfulgt men bagefter op på Adia. *åh gud, det er ham hun bor med er det ikke?* tænkte hun og ændrede sit udtryk tilbage til det gamle hadefuld blik.

Deartháir forvandlede langsomt den hånd han holdt den lille pige med til metal, "men denne gang ville jeg være klar til at i kom, så du kan jo bare kalde på de andre" sagde han hårdt, "eller du har måske ikke hørt om mig før? det undre mig ikke hvis du ikke har, i krystere stikker jo sikkert halen lemmen benene for hvad jeg gjorde ved jer dengang" grinede han og så over på Adia, "kender du virkelig dette kryp?" spurgte han undrene, "så må det jo blive en slem dag for dig idag"

Adia så på dem med et skræmt blik på dem. hun var bange, vred, og forvirret på samme tid. " Deartháir slip hende så !" skreg Adia og prøvede at vride hans hånd op, men det var nærmeste umuligt " ja jeg kender den pige jeg hjalp hende med at komme væk, efter hun havde stjålett nogen æbler fra en mundan ... Men der var jeg altså ikke klar over at hun varulve " sagde hun vredt " slip hende så! " skreg hun igen

Han strammede sit greb om den unde varulvs hals, "hvorfor skulle jeg dog slippe hende?" spurgte han og løftede hende op og stå, "det ender bare med at hvis jeg lader hende gå at hun henter resten af sin kobel, de har vel ikke ture prøve at finde mig efter den omgang de fik her for lidt siden" grinede han spydigt og så pigen i øjnene, "vil du vide hvorfor det er at resten af dine varulve fæller er så bange for mig?"

hun så på ham " STOP SÅ!" skreg hun en enkelt gang til før hun gav ham lussing, dog ikke med vilje da det var en ting som bare skete uden at hun selv ville. hun stod stivnet over sin uventet lussing, hun havde aldrig troedet det skulle komme over hende men det gjord det ." slip hende så " kommanderede hun igen

Hun følte langsomt jorden forsvinde under fødderne på hende, som han strammede grebet om hendes hals. I et stykke tid kiggede hun ned på jorden og fulgte med i det han sagde, så hendes store hår røg ned i hovedet og dækkede hendes ansigt. Men da han havde udtalt sig, grinte hun lavt for sig selv. "Din hørelse må fejle et eller andet. Sagde jeg ikke lige jeg ikke var med i noget kobel..?" spurgte hun og hang et stykke tid uden at sige noget. "Men jeg kan høre dem... Den andre... De kommer for at afslutte jobbet..." sagde hun og kiggede op på ham med et vanvittigt og hadefuldt smil. "Men ser du.. Det er den forkerte ulv du truer, Warlock... Det er ved at være lang tid siden jeg mistede frygten for smerte..." hviskede hun og kørte en finger hen over hans metalhånd og studerede den svagt. "I år levede jeg i mørke med ikke andet end smerte og elendighed... Tro ikke at du er så god at du rent faktisk vil skræmme mig..." afsluttede hun og kiggede på ham igen.

Deartháir ænsede ikke den lussing som Adia uddelte, han var fuldt ud optaget af den forbandede varulv han holdt i hånden, "jeg har hørt skam hørt historier om at varulve lader deres yngel gå igennem svære prøver de første mange år af deres liv for at de skal være frygtesløse til de når en hvis alder" sagde han og hævede sin ene arm bag ud, "de skal gå igennem smerte, frygt, had, skyld og meget mere" han grinede lidt, for hvis den unge ulv virkelig var som hun sagde ville dette kunne trække ud, hvilket kun ville glæde ham, "men jeg påføre skam ikke kun smerte, hvis du bare havde hørt de historier ulvene har om mig"

" deartháir .. for min skyld .." begyndte Adia sagde Adia vredt " hun er kun et barn !" sagde hun igen, og prøvede at vride hans hånd op igen. " SLIP NU" skreg hun, og slog ham på armen gentagne gang indtil det gjord for ondt i hendes arm. " slip hende!" skreg hun igen som hun havde gjort rimelig mange gange, men hun kunne ikke gøre andet .

Hun grinte højlydt da han snakkede videre. "Ynkeligt...." hviskede hun for sig selv og smilte igen. "Mine forældre var alddrig varulve... De sendte mig på Institution fordi de frygtede mig..." sagde hun og svingede let med hovedet. "Du taler virkeligt for stort om dig selv... For mig er du ikke bedre end mennesker..." sagde hun og sendte igen et underholdt smil til ham. "Hvis du vil have mig til at tro at du er så god som du siger... Må du bevise det..!" sagde hun udfordrende og lagde sin hånd omkring hans og strammede grebbet han havde om hendes hals frivilligt.

Deartháir så olmt på Adia, "bare lad mig ordne dette, det er ikke en sag du skal blandes ind i" sagde han og kastede den unge varulv und i en mur og forvandlede sig helt til metal, "dette er en sag imellem mig og hende" han gik hen imod ulven, "i det mindste er jeg mere menneskelig end hvad du er, det er klart at dine forældre ikke ture have dig, varulve er jo de mest sindsyge skabninger som findes" han tog hende på struben og pressede hende på den, "hvis du bare forsvinder og holder dig ude af mit syn kan vi godt indgå en aftale" han tænkte sig lidt om, "ellers kunne jeg jo bruge dig til at spionere for mig blandt de andre ulve"