Løber hjemmefra

Deartháir lagde sig på siden så han kunne se ned imod den besynderlige pige, *det er da underligt at hun bliver ved* tænkte han imens han bare lod sit blik glide ned over hende, *hvordan kan hun dog holde ud at blive ved med at være her når hun har set hvilket monster jeg i virkeligheden er?*

hun åbende roligt øjne igen, og så ned i gulvet. Hun lagde sin hånd indunder hovedet som en pude, og den anden placerede foran sit ansigt på madrasen.Hun nød en smule den stilhed der var ,og og at han var der. Selvom han havde et monster inden i sig, så var han altså også en mundan der viste en smule om hvordan han kunne beskytte hende mod sig selv. og det gjord hende sjovt nok mere tryk.

Han blinkede et par gange med øjnene inden han stille rejste sig op og fandt en pude samt et tæppe fra en kasse under sofaen, og gik hen med dem til Adia og gik ned på knæ ved siden af hende, "her tag dette" sagde han roligt og sendte hende et lille smil, "jeg tror nu godt at du kan bruge det på trods af hvad du end har at sige imod det"

hun rullede med øjne og satte sig op " tak.." tak var det eneste hun kunne tillade sig at sige selvom hun havde lyst til at spørger om det ikke var muligt at får sin vilje en denne kælder men ... lod det ligge da han prøvede at være sød hun sendte et smil og et sødt blik før hun tog imod tæppet og puden hun så lidt ned på det før hun lagde puden hvor hun havde hovedet før og og bredte tæppet ud over sig " du faktisk ikke så forfærdelig at bo sammen med som man skulle tro, fordi du jo er halvt dæmon." sagde hun sødt, og lagde sig ned på puden og så op på ham .

Han smilede let til hende, "jeg er da slet ikke forfærdelig overhovedet" sagde han og lagde tæppet lidt tættere om hende, "jeg har da slet ikke været forfærdelig, jeg er jo nok den mest fornuftige at bo sammen med fordi jeg har det så enkelt som jeg har her"

Hun smilede " ja men du også den farligest når det kommer til din dæmon og forbandelse " sagde hun med et smil " men ja .." sukkede hun. hun kærtegnede blidt hans en kind med sin hånd forsigtigt som altid, og beundrede ham * niks en han er ikke værst !* tænkte hun

"detalje detajle" sagde han med et lille grin og rejste sig op og gik tilbage til sofaen igen hvor han lagde sig efter at have skubbet kassen ind under sofaen igen, "du skal da hænge dig i de mindste af dem alle"

hun grinte " ja ... men hvis du var mundan, og aldrig havde set en mand blive til et metal monster ville det da også hænge fast ved dig ... tror du ikke?" spurgte hun, og vendte sig om på siden med fronten mod ham. Hun gabte en gang til. hendes øjne var fast besluttet på at lukke sig men hun prøvede at kæmpe i mod, hvilket aldrig lykkes og hendes øjne gled i.

"jo det kan jeg jo et eller andet sted godt forstå dig på" sagde han roligt og slukkede lyset i kælderen henne fra sofaen af, "men du må hellere til at få lidt søvn, der er en ny dag foran os igen imorgen"

et lille smil dannede sig på hendes læber, og hun låg lidt og lyttede før hendes krop blev tung og blev trukket ind i drømme land for anden gang i denne kælder. Hun håbede at hun ikke ville få mareridt igen, og at hun vil få en rolig nat uden noget som helst snakken fra hendes side ...