Selv nemme jobs kan gå galt

Da han fik øje på hende gik han roligt hen til der hvor hun lå, "hvor mange gange skal jeg ikke sige at med den viden du efterhånden har fået er det blevet farligt for dig at rende sådan rundt selv, det var jo derfor du fik den dragt, sig nu du har den på ikke?!"

hun så ned i jorden " hvis du ikke har andet at sige så gå ... " sagde hun vredt og såret og lukkede øjne hun havde det dårligt og havde bare ikke brug for sådan nogen kommentar " og ... du prøvede at slå min ven ihjel ... som jeg har tilbragt flere timer med ... lært hende at kende svagheder ... og baggrundshistorie ... " alt begyndte at sløre for hende " og .. og .." udådnede hun

"men det så ikke ud til at hun stolede nok på dig til at inddrage dig i underverdenen vel?" spurgte han og knælede ved hendes side for at begynde at til se de sår hun havde fået, "har hun måske inviteret dig med hjem og bo der? nåår nej det havde jeg glemt, varulve spiser mennesker og Mundaner"

hun smilede " hvorfor ... slår du mig ikke bare ihjel ..." sukkede hun " jeg har ikke rug for at ide mere " hviskede hun hun kunne mærke hvordan kvalmen kom tilage og smerten i hovedet hun begyndte af pive igen " vil du ikke nok " græd hun bedene

"nej det er ikke mig der står for at slå uskyldige civilister ihjel" sagde han roligt og lagde armen hen til hende for at hjælpe hende op igen, "det er natte skabningerne som plejer at slå uskyldige ihjel for sjov"

" du skal ikke rører mig ..." hviskede hun " hvis du ikke kan så mig ihjel ...så .." en tårer trilede ned af hendes kind " gå .." bad hun og lukkede øjne i " Luciana tager sig af mig om hun så vælger at æde mig .. vil det bare være en befrielse " sukkede hun

"Ikke hvis det bliver på min vagt unge dame" sagde han og tog et blidt tag i hendes overarm for at hive hende op og stå igen, "den sølle køter skal ikke æde dig, og det skal ingen af de andre heller ikke, du skal hjem til din familie, og det er med det samme, det burde jeg have set første gang også"

hun åbenede øjne " hvis du sender mig hjem dør jeg alligevel " sagde hun, og så på ham " om jeg så må finde en der vil hjælpe mig " sagde hun vredt " jeg vil aldrig tilgive dig ! aldrig !" sagde hun prøvede at komme fri " HJÆLP! HJÆLP! " råbte hun med kraft nok til forhåbenlig at folkene på kroen måske kunne hører hende

Som den lille pige var kommet tilbage fra at have gået de andre varulve imøde (efterfulgt af at have dræbt en bunke af dem), stod hun nu foran de to diskuterende personer. Hendes hud var flænset og hendes tøj var forholdsvis ødelagt. "er det virkelig sådan du behandler dine venner..?" spurgte hun og kiggede på ham med et hævet øjenbryn. Hun måtte indrømme at hun ikke brød sig om ham, men at han nærmest tvang Adia til at skulle flytte tilbage til hendes gamle lorte familie havde hun alligevel ikke forventet.

"vil du da tie?!" spurgte han mere hårdt end hvad godt måske var, "du har været ude for alt for meget på denne korte tid, jeg skulle aldrig have indraget dig i alle disse hemmeligheder" sagde han og gik afsted med hende, "jeg havde ikke ture drømme om at det kunne gå så galt som det er gået" han så på den lille varulv som nu var kommet tilbage, "uhh hvor bliver jeg bange, så kom køteren alligevel også tilbage" sagde han spydigt, "ved du hvad, gør os alle en tjeneste og gå af helvede til"

" og dig med !" sagde adia hårdt til ham " gå afhelvet til deartháir ! " sagde hun vredt og prøvede at komme fri " forsvind ned i din lorte kælder hvor du hører til!" sagde hun og fik ondt i hovedet af at råbe sådan men hun ville bare ikke tilbage " lad mig bestemme over mit eget liv! du skal ikke komme og tro at du guds gave til menneskeheden .. gå !" kommanderede hun og så på luciana " vil du hjælpe mig?" spurgte hun

Lucia kiggede op på ham i øjeblikket ligeglad hvad han sagde. Hun stillede sig ordenligt op og kiggede let nysgerrig på Adia. Hun var i lidt i tvivl om hvad hun dog kunne hjælpe hendes med, ud over muligvis at nedlægge visse folk eller lign. "Hjælpe dig med hvad..?" spurgte hun og lagde let hovedet på skrå.

"ja med at du skal forsvinde jo" vrængede Deartháir af varulven, "istedet for bare at stå der og se dummere ud end hvad godt af, skrid af helevede til din horeunge, forsvind fra denne jord eller jeg personligt skal få dig fjernet"

Adia så på Luciana " jeg vil gerne have du hjælper mig med at komme væk fra ham .." sagde hun, og nikkede hovedet mod deartháir " du gør ingen ting ... du har gjort nok ... og det dig der skal forsvinde .. jeg færdig med dig ..." sagde hun vredt og støttede sig til væggen

Lucia smilte og forvandlede sig langsomt igen. Denne gang så hun til sidst stod på alle fire og til forveksling lignede en ulv, bare sådan mega meget større. Hendes pjuskede sort pels så helt levende og silkeagtigt ud. Og svagt i hendes øjne lignede det nærmest at små flammer tegnede sig og bevægede sig. Hun bøjede sig let ned så der ikke var så højt op til ryggen og kiggede afventende på Adia.

Deartháir gav atter slip på Adia, han gik stadig rundt som metal manden, "nu ikke igen" sagde han opgivende og vendte sig imod varulven, "hvorfor i alverden er det at du helt patu vil blive ved med at slås imod mig når du godt ved du ikke kan røre mig?"

Hun kiggede op på ham med et irriteret udtryk. Hun prøvede så meget at sige noget, men det var en anelse svært da ulve teoretisk set ikke kunne tale. Mens hun prøvede at tænke over mulige måder hun kunne forklare ham det på kiggede hun op af mod himlen. Det var efterhånden begyndt at blive lidt mørkt. Men da hun endelig fik en ide på en måde bare at kommunikere lidt med ham kiggede hun mod ham og prøvede at sende hendes ord via et blik som hun sendte ham. *Kampen-sluttede-for-længst-,-lige-nu-vil-jeg-vise-dig-hvor-ondt-det-gør-at-blive-efterladt...* Også rettede hun sig op og hylede let i mod himlen i tone der forklarede en del om ensomhed.

"altså har du fået kryb i øjet eller hvad din forbandede vandskabning?" spurgte han underne da ulven begyndte at blinke som en i helvede, "ved du hvad?! jeg har fået nok af dig, hvad med at jeg bare svære dig ud som det insekt du er?"

" ååh gå nu med dig .. gider du " sagde hun og lod sig fald på knæ " luciana hjæp mig ... jeg forbløder .. kender du ikke et sted vi kan slå os ned?" spurgte hun den ulveformet Luciana og så ned i jorden

Lucia bøjede sit hoved ned og støttede Adia så hun kunne kravle op. Men da hun ikke længere havde mennesket til at hænge omkring sit ansigt kiggede hun på Warlocken igen og blottede sine sylespidse tænder i et smil der ville være umuligt i alle andres sted. Men hun følte at han skulle have at vide at hun var ligeglad med om han troede han var uovervindelig eller ej, han skulle bare holde sig væk.

Deartháir vinkede hende hen til dig med et flabet efterspil, "jammen så kom da hvis du endelig tror du er noget, det vil da altid være sjovt at finde dine svage punkter hvilket jeg ved i varulve har massere af" sagde han helt roligt med sin metalliske klang, "du er selv ikke uovervindelig jo, du er bare endnu en sindsforvirret skabning som TROR kan overleve en masse, men sådan hænger det ikke sammen"

Lucia smilede stadig i sit store smil som nærmest gik hende til ørene. *Jeg har jo overlevet alting indtil nu, dumbass.* tænkte hun og rystede svagt på hovedet af underholdning. *Men sindsforvirret...? Jeg tror snarer du mener sindssyg..." Tænkte hun og hylede mod himlen engang for at vende sit blik tilbage mod ham. *Men du er skam velkommen til at prøve på noget blikspand, for hvis jeg husker ret er det mig der lige har været i kamp med en uvlekobel. OG vundet..* tænkte hun til sidst rystede med hovedet for at slippe af med noget der kildede hende på øret.

*hun så såret ud før hun forvandlede sig, DET VIL SIGE at hun stadig må være svækket over en tideligere kamp* tænkte Deartháir for sig selv og smilede svagt, "men så lad da være med bare at stå der og hyle og fucking klø dig bag øret, tag dig sammen"

Adia var kommet op på Luciana. og var allerede var på vej til at gå ud som et lys af udmattelse ,og mangle på blod. Hun kunne hører deres stemmer blev mere og mere fjern, for hvert et minut der gik. " luciana lad os komme væk" bad hun, og faldt i dyb og meget stille søvn som når man besvimede.