Tilfældigt sammenstød

Adia løb efter Luciana, da luciana gik lige pluslig. " hey vent!" råbte hun, og da hun kom over i parken stod hun i baggrunden, og så mærkeligt på pigen der overfaldt luciana. " warlock?" spurgte hun da gik det op for hende at dette ikke var normale børn *det kød elskedene barn, knurren fra sammenstødet. det gav alt sammen mening nu de var :! *- " VARULVE !" skreg hun bange og gik bagud.

Lucia sukkede irriteret og kiggede op fra den beskidte jord. "Gider du flytte dig fra mig, din møgunge?!" knurrede hun vredt og rejste sig hurtigt som pigen havde flyttet sig. "Tsch, Warlock.... De lugter sgu da værre en jeg gør.." Mumlede hun og fik en anelse fornærmet blik i øjnene. "Så du kender allerede til underverdenen? Nu er det lidt mindre overraskende at du kaldte dig selv for mundan..." sagde hun roligt efter at have kølet lidt ned og havde børstet noget af jorden af sig.

"undskyld, det var ikke meningen at gøre dig sur" Susi kiggede ned i jorden. hun kiggede på den anden "og jeg er en varulv" nu kiggede hun på på pigen hun lige overfaldet " ja, jeg er beskidt, og jeg må godt overfalde dem dem går ind i mit hus eller egendom... du en Warlock?".
hun fløjtede, og 3 små fugle sætter sig på hendes hovedet :D

"Selv hvis jeg var kom det slet ikke dig ved!" sagde hun med en rolig men alligevel faretruende stemme, og lagde sine arme bag hovedet. "Jeg er varulv... Og i hvert fald en bedre en end dig..." mumlede hun og gik hen til det træ ved siden af dem og lænede sig op af det. "Ynkeligt...." gryntede hun for sig selv og rystede lidt på hovedet. "Hvis du ikke havde været så barnlig i dit overfald havde jeg kradset øjnene ud af dit kranie for at være en trussel.." mumlede hun til sidst og lagde armene over kors i stedet for.

"ER DU EN VARULV? jeg har altid drømt om at møde en anden varulv..." hun havde store øjne om kiggede på den fremmede. "hvad hedder du? jeg må vide det så kan vil blive bedste....." hun kiggede ned i jorden, hun var bange for at de måske vil spørge hvem hun var, og hvor hun kommer fra... og hvad der skete med hendes forældre. hun løb over stenen igen og løb hen til lille seng ude ved den lille sø i skoven.
hendes bedste ven Ninus sad i sengen.

Hun sænkede hendes bryn i en uinteresseret grimasse. "Jeg er ikke på shoppingtur efter venner..." sagde hun og lukkede øjnene i en stund for at prøve koncentrere sig om at ikke at angribe den irriterende varulv foran hende. "Behøver du absolut at stille så mange spørgsmål?!?! Jeez du minder sgu da om en der er yngre end mig..." sagde hun muggent og åbnede øjnene for at sende hende et nedladende blik. Men da hun stak af og løb væk fulgte hun hende bare med øjnene. "Nårh, der forsvandt hun så.." sagde hun roligt og kiggede ned i jorden igen og op til Adia. Hun var sikker på at hun før eller siden ville få det smidt i hovedet at hun ikke skulle tale så grimt til folk og hun måske skulle gå ned til hende for at sige undskyld. Men havde aldrig og ville nok aldrig være noget hun gjorde frivilligt.

Adia så på dem *okay ... varulve er måske ikke så uhyggelige igen?* tænkte hun og gik tætter på dem " Okay ... i varulve .. små .. varulve ... ufarlige varulve .. " stammede hun og måtte tage sig virkelig sammen for ikke at gå i panik

"jeg bur gå tilbage, ikke Ninus?" spurte hun den lille hare i sin seng. "ja, de er ikke farlige, og hvad er sandsynligheden for at de vil spørge til mine forældre. ja, jeg går tilbage"
hun løb gemmen skoven igen og over stenen... hun hørte hvad de overraskede fremmede sagde. hun stak hovedet over sten "jeg er ufarlig i dag:), men små ved jeg ikke..."

"And.... Here we go again..." sukkede hun og nikkede pessimistisk. "Havde du ikke et eller andet du skulle nå..?" spurgte hun og håbede at varulven ville gå sin vej igen og kiggede op på Adia. "JA vi er varulve... OG nej hende der er ikke den farlige af slagsen!" sagde hun med en nedladende stemme. "Men mig....?" sagde hun i en drillende ond tone og kluklo for sig selv. "Joh det får du vel nok at se på et tidspunkt.." Afsluttede hun og grinte.