En sangerindes kald

Sted: En af Mahattens mange bar.
Tid: 23.45
Vejr: Det er holdt op med at sne men det er piv koldt uden for og rimfrosten glimter som diamanter
Omgivelser: Stedet er næsten helt proppet op. Det er en lidt skummel bar men ikke så skummel at normale mennesker med lidt mod tør bevæge sig her ind
Årstid: Vinter i midten af Januar
Påklædning: En lang sort kjole der har et svagt skær af blåt glimmer over sig. Skoene er sorte og høje og halsen er prydet af et smukt smykke.

Arbejdet nød hun altid. At kunne slænge sig i baren hele aftenen med en drik eller to. At få alle de mange blikke specielt fra mændende. Det var livet. Hun elskede det for at skulle være helt ærlig. Og der var så mange mænd man kunne tale med. Men i aften kiggede hun efter en helt bestemt en. Mon han kom? Det havde han jo lovet så hvorfor skulle han bryde det? Havde hun været dum at stole på en anden person eller var hun bare lidt for utålmodig? Nej han skulle nok komme. Det var hun sikker på.

Røgen hang som en svag tåge i rummet og de fleste plader var som altid fyldt op. Men stedet var jo også forholdvis kendt. Et sted hvor man kom for at hænge ud. Mennesker som væsner. Selvfølelig vidste menneskerne ikke at der var andre former for levende individer til stede. Og til tider så man da også en vampyr trisse af med et menneske. Stakelse den der kom til at forveksle Castella med sådan en tøs. Hun ville flå struben over på den vampyr der prøvede så meget som at ligge en hånd på hende.

Langsomt gik hun ud i lyset af de mange spots der hang i loftet og skinnede som små falske stjerner. Hendes hals smykke var et pragteksemplar fra faderen der hjemme. Et han havde foræret hende da hun flyttede hjemme fra. Det var stort og det var dyrt.
Langsomt tog hun den gammeldags microfon op til de skinnende læber og trak vejret tungt før hun langsomt begyndte at synge. Sangen var selvfølelig fra jazz genren. Det eneste hun orkede at synge. Den var langsom og erotisk. Forførende. Men alligevel vidste alle hun var en man skulle holde sig fra. For som hun altid sagde "En hver rose har sine torne"

Ind ad døren kom en høj mand med et typisk Engelsk udse'ene, dog skulle man aldrig kalde ham en af disse, en brite. Miller gik ind mellem de små borde og satte sig ved et med manglende deltagere, her sad kun én anden person, en mand der tydeligvis havde håbet på at sidde her ved bordet alene. Miller trak trenchcoaten af og svang den over stoleryggen, han satte sig og lagde så den ternede sixpence på bordet. Miller ville bare sidde her til en start og nyde den sang som Castella skulle synge.

Blikket var tomt som altid når hun sang. Det var en vane hun havde lært sig selv fra starten af. Aldrig få øjenkontakt med andre. Det bringer bare klørene frem. Så hun prøvede altid at kigge på en flaske martini nede i baren. Det hjalp altid på fokusset. Men allerede fra starten af kunne hun fornemme han var der. Lige fra det øjeblik han trådte ind i baren. Også selvom der var andre Warlocks til stede var hans vibrationer om tilstedeværelse mest tydelige. Måske fordi hun havde ventet ham.
Castella bed sig let i læben og lod sit blik glide med hvor han gik indtil han satte sig. *Han kom...Jeg vidste han ville komme* tænkte hun og et smil krøb igen over læberne mens hun sang videre.

Miller så fredsommeligt op på Castella der sang, hans eget smil voksede betydeligt da Castellas krøb frem på hendes læberne. Miller rakte en hånd halvvejs i vejret hvorpå en af bartenderne kom hen til ham. Miller så ikke fra Castella som hun sang men kommanderede blot bartenderen"To pint's, en martini og en jack on the rocks.." kom det beordrende fra Miller som så lod armen ned ved hans side. Manden ved bordet fnyste"Jeg skal ikke have noget, tak"Miller hævede blot et øjenbryn"Godt.. for hvis du rør mine drikkevarer.. så fodrer jeg dig med dine egne tænder!"

Castella havde et blidt og alligevel fast greb om den gamle mikrofon mens hun trak vejret tungt og sang videre smilede skævt og lod sin tunge glide over sin overlæbe. "A guy what takes his time, I’ll go for any time. I’m a fast movin’ gal who likes them slow. Got no use for fancy driving wanna to see a guy arriving in low. I’d be satisfied, electrified to know a guy what takes his time" sang hun med et drillende smil på læben så stadig ind i Millers øjne go smilet blev ikke mindre nej tværdig mod. Faktisk fik hendes kinder til en forandring en lettere lyserød kulør. Men det skjulte hun selvfølelig.

Miller igen stort til Castella og ignorerede den irriterende lille mandsling der nu brokkede sig lavmælt over Miller's øjenkontakt til Castella. Miller nikkede blot da bartenderen ankom med hans drikkevarer. Miller havde egentlig tænkt sig at tage en nedkølende slurk af sin pint, men lige nu var hans koncentration andetsteds"Kæft du er god" mimede Miller til Castella som han lod sine ører kæles af de lette toner i hendes sang.

Castella kvalte et let grin over hvad Miller mimede til hende og hun bed sig let i læben smilede charmerende til ham. "A guy what takes his time. I’d go for any time. A hasty job really spoils a master’s touch. I don’t like a big commotion, I’m a demon for slow motion or such. Why should I deny that I would die to know a guy who takes his time?" sluttede hun og trak sig et skridt tilbage stadig med blikket vendt mod Miller. Hun nikkede let til ham og bifaldet der kom.

Miller nikkede tilbage til Castella hvorpå han rejste sig og piftede voldsomt ad Castella. Miller stod så med et smil og afventede Castella's ankomst til bordet. Miller så over på den ret så negative lille mand"Og nu ska jeg så bruge bordet!" sagde Miller med en fast tone og da manden så ikke rykkede sig ud af flækken men blot fnyste af Miller, tog Miller et skridt hen til manden. Miller greb så fat i hans krave uden at foretage sig yderligere"Nu.."

Manden rejste sig fortumlet og gik fra bordet hvorpå Miller stillede sig bag den nu frie stol og afventede Castella så at han kunne lade hende sætte sig i denne stol.

Castella havde nu sin chance for at le og det gjorde hun så mens to store robuste mænd tog hver sin hånd og løftede hende ned fra den lille platform. Hun smilede og gik med rolige lange elegante skridt hen mod Miller og smilet blev endnu større da hun nu stod foran ham. "Så kom du altså alligevel" sagde hun med et charmerende tonefald. "Det er jeg nu glad for at du gjorde" Hun så stolen han stod bagved og satte sig langsomt ned lod sit hovede se op på ham med et lille blidt smil.

Miller smilede som Castella satte sig ned på stolen, han gik ind foran hende og strøg hende kærligt på kinden med et smil på læben. Miller hev stolen hen foran sig og satte sig modsat på denne så han kunne støtte med armene på stoleryggen"Du synger fandme godt Castella!" sagde han med et smil og så på hende med et søgende blik"Og så ser du heller ikk værsst ud for at være ærlig"

Castella lo kærligt over hvad Miller sagde og så ham ind i øjnene rødmede let igen hvilket hun ellers aldrig gjorde. "Jeg må jo tjene til føden på en eller anden måde. Og jeg holder af jazz så hvorfor ikke udnytte det?" smilede hun og gispede så fornøjet da hun så hvad der stod på bordet. "Den martini skulle da vel aldrig være til mig?" spurgte hun og måtte tvinge sig selv til ikke bare at snuppe den. I stedet så hun bare ind i hans øjne og smilede stadig. "Jeg er altså rigtig glad for at du kom her i aften. Så behøver jeg ikke svanse rundt med en tilfældig mand.." Det sidste kom med en blidt og let latter

Miller gjorde et let bump med øjenbrynene og nikkede"Den er skam til dig.."sagde han med et smil"Og jeg er nu også ganske godt tilfreds med at være kommet Castella" Miller så op og ned ad kvinden inden han så selv rakte hende martini'en. Da Miller havde rakt Castella martini'en tog han selv sin whisky"Skål for en god sang, Castella"sagde Miller med et stort smil og bundede den lille whisky inden han så satte glasset tilbage på bordet og så på Castella.

Hun tog elegant fat om Martinien og smilede skævt og charmerende til ham. "Skål for en god sang Miller" smilede hun og tog et let sip af Martinien og et suk undslap hendes læber da den velsmagende væske ramte hendes gane. Hun satte igen glasset på bordet og så indgående på ham. "Så jeg gætter ikke på at du er gift eller har en samlevende?" spurgte hun lettere nysgerrigt og så irriteret op mod en lille lok af hår der faldt ned over hendes øjne.

Miller rystede let på hovedet af Castellas spørgsmål angående hans civilstatus"Nej.. ikk en der er kommet mig nær endnu.."sagde han med et smil, lagde hagen til armen der lå støttet til ryglænet og betragtede Castella med en vis længsel"..endnu, altså"Miller lagde derpå mærke til Castellas misbehag ved den lille hårlok der hang hende ned i ansigtet"Lad den hænge.."sagde han med en blid røst"..den er ret så charmerende"

Hun løftede let det ene øjenbryn og smilede stille. "Uforståeligt. En mand som dem burde have kvinder til at hænge om sig døgnet rundt" smilede hun drillende og lo igen let. "Men nogle gange er det bedste vel gemt væk" Hun så igen op på den lille hårlok og sukkede tungt. "Jamen så lader vi den hænge" mumlede hun og pustede dog alligevel let til den inden hun igen studerede ham nærmere mens hun lod sine negle glide om det masive smykke om halsen.

Miller nikkede stilfærdigt til Castella med et smil og rykkede stolen nærmere hendes, inden han så rettede sig op og tog sin pint fra bordet op til munden. Miller lod den mørke krydrede øl glide ham ned i halsen med en liflig fornøjelse"Ahh.. Jeg må ærligt indrømme at disse her er bedre end dem på Pandemonium.."sagde Miller og satte kruset tilbage på bordet"Men stadigt ikk ligeså god som dem tilbage på Saint George"afsluttede Miller og så Castella ind i øjnene.

Castella sukkede og himlede let og drillende med øjnene over hvad han gjorde. "Jeg har selv været forlovet 3 gange...Alle tre mænd er døde nu" fortsatte hun roligt og tog et sip af Martinien igen. "Nogle mænd kan bare ikke forstå hvad man fortæller dem"
Hun lod sin ene hånd glide ned over hans kind langsomt og blidt mens hun smilende så ind i hans øjne. "Jeg må vist heller komme forbi en dag og smage dem hvis de er så gode som på påstår de er. Jeg tvivler stærk på at de kan få mig til at ændre mening om min Martini"

Miller nikkede stilfærdigt"Jeg har stort set ikk haft kontakt med omverdenen siden jeg flyttede ind på Saint George.. det kræver at man konstant flytter rundt og det orker jeg ikk rigtigt.." sagde Miller med en nærmest skuffet tone, hvorpå han så en anelse udfordrende på Castella som hun færdig gjorde sin sætning"Du kan da komme forbi i aften.. hvis det ellers skulle være noget?"spurgte Miller så med et smil"Jeg har ingen andre planer for i aften så.."

Castella trak let på skuldrene og smilede stadig til ham. "Lidt rod holder jeg nok ud" svarede hun og blinkede kækt til ham. "Og det lyder fint for mig. Men jeg har først sat mig. Natten er ikke engang begyndt endnu men kære ven" Det sidste kom med en mild latter og hun studerede hans ansigt nærmere med de skarpe negle. Og mens hun var tæt mod hans øre hviskede hun stille og roligt. "Når Warlock...Hvad har du så for nogle kræfter?"

Miller smilede stort til Castella, lagde en hånd ved hendes nakke og hviskede tilbage i hendes øre"Det kan du få at se når vi to engang er alene"sagde han med et smil og kyssede hende blidt på halsen"Og tro mig.. du bliver ikk skuffet.. tro mig"sagde han med det store smil og lod grebet i hendes nakke ned på hendes skulder i en betryggende gestus.

Hendes åndedræt blev tungere over hans hånd mens hun lyttede til hvad han fortalte. "Du pirrer mig jo" mumlede hun halv irriteret men kunne ikke holde det lumske smil inde og langsomt lod hun sit blik glide rundt mellem de nærmeste gæster. Men nej de kiggede ikke. Langsomt voksede hendes pegefinger negl sig lang og skarp som en tiger klo og hun lod den glide om hans hals. "Jeg bryder mig ikke ret meget om at blive pirret kæreste" Neglen gled tilbage og blev sin normale størrelse.

Miller gav langsomt slip på Castella og så smilende på Castella"Missen har kløer.."sagde Miller og lagde hånden på hendes. Miller så op på Castella med det rolige smil fra før og gav hendes hånd et klem, han så sig rundt og overvejede at udøve lidt tricks og fiduser selv, men besluttede sig for at det var risikabelt med alle de mennesker der var tilstede i den lille klub.

"Mennesker ser intet i denne tid..Specielt ikke når de har fået en tand for meget" hviskede hun roligt mod hans øre og lod alle sine klør glide ud på den ene hånd. "Se blot..Og hvis de gør bilder man dem ind at de ikke så det de virkelig så..Det er den rene leg" Hun lod sit blik glide rundt igen om de andre gæster men der var ingen der kiggede. "Se blot..Ingen ser på" Hun lod neglene kærtegne hans nakke helt forsigtigt og blidt så hun ikke ville skære ham.

Miller spændte an i hele ryggen ved Castellas berøring og smilede roligt til Castella"Du er lidt af en vovet kat.. er du ikk?"spurgte Miller inden han kort så sig om med øjnene, uden at vende hovedet"Men du er vel også lidt mere vant til disse.. dødelige.."sagde Miller sagte ind mod Castellas øre".. så jeg må vel bare stole på din erfaring.. ikk?" Miller lod hånden på Castellas nakke ae hende blidt op og ned ad hendes øvre ryg.

Castella så ham stadig ind i øjnene med et lettere undre blik. "Hvad er du dog for en..Sådan at få mig til rødme" hviskede hun med en blid stemme lod sine skarpe negle glide op af hans hals gennem hans hår. "Jeg færdes tit med de dødelige...Og kende dem bedre end de fleste væsner. Warlocks som demoner... Feer som varulve" Hun skævede da en høj mand kom ind af døren til baren. Han var bleg og havde helt sort hår røde øjne. "En vampyr...De plejer at være her for at trække væk med et menneske. Gerne kvinder. Den sidste vampyr der forvekslede mig med et menneske led en meget grusom skæbne. Måske fordi han ikke døde" Hun så tilbage mod ham og hendes smil vendte tilbage.