Watch the huntress ~ Amore

Skyggerne lå lange over det dugvåde græs, der var ved at indlede den voldsomme kamp mod frosten. Under halvmånens blege skær funklede hver en dugdråbe som en diamant, der kun ventede på at komme på en ring. Det virkede næsten som et eventyr. Så uvirkeligt. Stjernerne prøvede at skinne igennem de skyer, der dovent dansede hen over den tidlige nattehimmel. En halv Karlsvogn kunne spottes. Imellem træernes tunge skygger, der bevægede sig i takt med en kølig vinds berøring med træernes kroner, stod en mørk skikkelse. En yderst rank ryg, iklædt en kulsort skyggejægeruniform og et sæt høje, sorte støvler. En krone af ildrødt hår hang løst ned over hendes skuldre og næsten til hendes hofter. Når vinden legede med håret, kunne man tydeligt få øje på dets bløde bølger.
En dæmonjagt.
Der havde længe været optakter i mundanernes verden, hvor adskillige, mystiske dødsfald havde fundet sted. Som en skyggejæger tog denne unge kvinde sig af det. Måske ikke altid med direkte ordrer, men en jagt kunne hun aldrig takke nej til. Hånden lå over hendes skæftet på en Seraphdolk, det kriblede i fingrene på hende at bruge. Et årvågent blik lå i de blågrønne øjne, der i mørket bar den mørkeblå farve, havet antog en sensommeraften under mørkets frembrud. Ansigtet lå i alvorlige men dog spændte folder, og man kunne se hendes jævne små løft af fødderne var en udstråling af parathed.
En lav lyd kom et sted omkring hende, som fik hende til at bakke. Musklerne var alle spændte, og Mayelle prøvede ihærdigt at fortælle sig egen krop, at den skulle slappe af. Adrenalinen begyndte at få en regelmæssig rute i hendes blodomløb. Mayelle elskede denne følelse, og selvom hun kendte enhver fare ved dæmoner, kunne hun ikke dy sig. Et smil brød hendes læbers ellers lige streg. Hun bakkede igen, mere bestemt denne gang…

Påklædning: Skyggejæger uniform, og en halskæde med et vedhæng, der ligner et par briller med et moustache nedenunder.

Ved første øjekast lignede denne kvinde, denne skyggejæger ikke umiddelbart den skyggejæger hun skulle forestille at være. Hun lignede en almindelig teenager, der var forvildet sig ind i parken på vej til en fest. Eller hjem fra en.
Men denne kvinde var en skyggejæger, og endda en temmelig god en. Hun havde en ufattelig evne til at charmere alle, for derefter at dræbe dem. Hvis de altså var til fare for intet anende mundanere. Eller mennesker, som de kaldte sig selv. Amore var navnet på denne skyggejæger, og hun var hård som sten. Hun havde ingen følelser, som hun viste, og hun tænkte ikke på andres. Hun var lidt ligesom en lejemorder. Ingen følelser, intet familie, ingen venner, kun opgaven. Eller jagten. Jagten på dæmoner, på varulve og på vampyrer. Selvom det lød sindssygt, vanvittigt elskede hun følelsen af at jage. Den følelse af at man selv havde kontrollen. Kontrollen over byttet. Over monsteret.
Hun havde dog erfaret at ikke alle dæmoner var onde, nogle få stykker var gode nok, og ikke alle vampyrer og varulve var onde. Eller det prøvede de at overbevise hende om. Som om. Dæmoner var altid onde. Vampyrer tænkte ikke på andre, kun på at få blod. Og varulve, varulve var bare misfostre, en blanding af ulv og mundan. En skrækkelig blanding.
Mellem de slanke, blege fingre lå en kastekniv sikkert, klart til brug hvornår det end skulle være. Hun så sig omkring, ned, oppe, højre og venstre. Hun var på jagt, og når hun var på jagt kunne end ikke alkohol komme i vejen. Hun var fuldstændig koncentreret om jagten, om opgaven.
Vinden legede med hendes bølgede, blonde hår, som hang i en hestehale og Amores halskæde, hun selv syntes var virkelig sej, var gemt ind under hendes bluse mod hendes hud. Egentlig en skam at verden ikke fik den at se. Det var et par briller, med noget skæg.
Hun bed sig i underlæben, der krusede i noget, der kunne ligne et smil. Men ikke et varmt smil, et koldt smil. Et smil, der understregede at hun ingen følelser lod forstyrre jagten.
Jagten var alt i Amores hoved, i hendes filosofi, i hendes perspektiv, i hendes verden. Hadede man jagter, hadede man selve formålet for skyggejægerne. Formålet med skyggejægerne var at de skulle beskytte mundanerne mod racer, der ikke skjulte dem selv. De dræbte mundanerne, og inden for den sidste tid havde der været mistænkeligt mange drab. Selv mundanerne var begyndt at blive tænksomme, tænker over om alt nu var som det skulle.
Hun bakked et skridt, og trak en Seraphdolk op af bæltet, bag på ryggen, og så sig omkring endnu en gang. Hendes grønne øjne faldt på hvert eneste træ hun kunne se, iagttog dem for at se om der var en mistænkelig bevægelse. Hendes ører var spidsede, prøvede at opfange lyden af noget mistænkeligt. Men vinden gjorde det umuligt. Hun kiggede kort på stjernerne og lod sig et øjeblik betage af de mange blinkende prikker, og fandt hurtigt den halvt synlige Karlsvogn.
Hun tog endnu et skridt tilbage, og mærkede så noget kollidere med hendes ryg. Hun gav et dæmpet hyl fra sig i forskrækkelse, og overraskelse og hoppede nogle skridt frem. Hun vendte rundt, og så på en rødhåret kvinde. Amores øjne blev smalle, og hun så ondt på den nyankomne. Hvis denne kvinde også var en Skyggejæger, kunne denne ødelægge hendes jagt. Hvis ikke... kunne Amore ikke rigtig gøre andet end at skjule våbnene og lege fuld. Det var hun alligevel så god til.
Hun tog en dyb indånding og talte lydløst til ti, nu måtte hun se hvad dette ville lede ud i.

Det var nødt til at blive gjort. Et væsen af denne kaliber skulle fanges og dræbes. Sættes ud af spil og ud af verden. Mundanerne var ikke altid Mayelles kop te, men de kendte ikke til denne, vilde verden, og sådan skulle det forblive. De ville få en beskyttelse, de ikke kendte til, og Mayelle ville elske missionerne. Det burde ikke blive set som en god ting, at der ’endelig’ var et væsen, der udøvede noget illegalt, men det var suset og jagten, der var højdepunktet ved at være skyggejæger. Når man var herude i dette spændende jagtstadie, var en forstyrrelse det værste, der kunne komme. Det var som at overfalde løven, der var parat på sit overraskelsesangreb på gazellen. En brat afbrydelse overfaldt den rødhårede, unge skyggejæger.
Mayelle ramte ryggen mod meget. I de få sekunder, det tog at vende sig om at træde forskrækket baglæns, løb en uendelig strøm af tanker igennem hovedet på hende. Hvem havde den frækhed at overraske hende på den måde, når hun var ude på en mission? Det var nogle dødsens farlige sekunder at være overrasket i, for en vampyr behøvede intet mere. Det var at vente på muligheden og så gribe den. Overlegent. Det var lette, hurtige vejrtrækninger, hun tog. Tydeligvis var Mayelle utryg ved situationen, for hun var jægeren ikke offeret. Hvor var adskillige års erfaring blevet af? Hvor var træningen? Instinkterne? Ikke alene var det ydmygende, men det var også en forfærdelig situation. Det kunne være en varulv, der kunne æde hende levende. En fjende ville være det værste.
”Hvad i…?” udbrød Mayelle uden tanke om, at hun fremstillede sig selv dumt. Noget af et godt førstehåndsindtryk af en skyggejæger. Hånden gled til seraphdolken, men hun hviskede ikke dens ’navn’ endnu. Den lå vejende i hånden på hende, som var det en forlængelse af hendes arm. Mayelle var så bekendt med seraphdolken, at hun ikke rigtig bemærkede dette længere. Det kom mere som en selvfølge, at hun kunne finde den frem med en elegant bevægelse og være klar. Hun bed sig fortrydende i læben og studerede nu pigen lidt nærmere. En blond pige, pæn af udseende og kunne ligne en almindelig teenager på vej hjem fra eller til en fest. Hun kastede hovedet svagt på skrå, da hun opdagede den anden, unge kvindes seraphdolk i hånden. Per automatik løftede Mayelle sit skæfte til seraphdolk og stod klar, som var hun en kat parat til angreb på den hjælpeløse mus. Forskellen var bare, at denne blonde pige ikke virkede hjælpeløs på nogen måder.
”Mission?” Andre ord kom der ikke over Mayelles læber. Tonen var kold som det første lag is, der lægger sig over en sø ved vinterens første frostgrader. Hagen blev hævet en smule, ryggen ranket og arrogancen fik et godt tag i de blågrønne øjne. En farve, der til dels mindede om havet. Hvor overrasket og åben for offentlig læsning hun end havde været, var dette helt væk nu. En selvsikker, arrogant og stolt skyggejæger stod tilbage, og selvom hun stod overfor en af egen slags, nægtede hun at smide paraderne. Selvfølgelig faldt det hende også naturligt ind som det første at påtage dette ydre. Det lå som et naturlig lag på hende, som seraphdolken virkede som en forlængelse af armen. Hun lignede en rigtig jæger, der ikke fandt sig i hvad som helst. Det røde hår hang som en flammerød krone, der frembragte det arrogante og udfordrende udtryk, der lå dybt i de blågrønne øjne. Udfordringen lå ubevidst, men den var ikke til at tage fejl af.

I de sidste 2-3 år, Amore havde ikke styr på tiden mere, havde hun set mange, der mindede om hendes bror, vidunderbarnet William. Og hver gang hun så sådan en person vågnede Celestia og prøvede at få kontrollen. Men Celestia tog aldrig højder for hvor meget magt Amore havde skaffet sig over deres krop, hun ville aldrig kunne overtage den igen. For hvem var der var skyld i at deres forældre lagde alt deres kærlighed over på William? Hende. Det havde været hende, der ikke havde været stærk nok til at overbevise forældrene om, at selvom de var en pige kunne de sagtens være en stærk skyggejæger. Det var hende, der ikke havde haft styrken til at gøre det Amore gjorde, hvis hun bare havde kunnet forlade hendes elskede bror noget før kunne de begge have undgået at blive ignoreret, de kunne begge have undgået at føle sig så uelskede. For Celestia havde deres bror betydet så meget, og derfor havde hun ikke haft styrken til at stikke af noget før, men det havde Amore haft. Ligemeget hvad der skete ville hun aldrig lade Celestia blande sig i hvad hun foretog sig. Hun skulle bare blande sig uden om og græde over, hvordan Amore behandlede andre. Ja, græde. Celestia kunne ikke klare når folk ikke blev behandlet ordentligt og at det her var Amore, der ikke behandlede andre ordentligt, gjorde vel bare det hele værre.
Hun rystede på hovedet, det var fortiden. Nu skulle alle disse tanker om hendes familie, og især hendes bror, ud af hendes tanker. Ihvertfald for i dag. Hun nægtede, nægtede, at skulle blive mindet mere om de eneste mennesker, der nogensinde havde såret hende så hårdt. Eller i det hele taget såret hende. Siden hun stak af fra hendes familie havde hun ikke ladet nogen komme så tæt på hende, at de kunne såre hende. Hun havde haft for mange oplevelser med det at blive såret til at hun ville lade nogen såre hende igen. Den person de havde kunnet såre var i færd med at blive låst inde, så denne aldrig kunne få lov at styre kroppen igen. Den Amore hun havde været da hun boede i Leeds var for længst væk. Og hun ville aldrig, aldrig, komme igen.
Amore kiggede koldt og uinteresseret på den anden skyggejæger. Hun jagede ikke sammen med nogen. Hun jagede alene, og denne kvinde, denne skyggejæger, havde bare ikke at gå i vejen for hendes mission.
Hun nikkede kort, orkede ikke at spilde hendes ord på denne jæger. Hun knep hendes øjne sammen ved denne kvindes usagte udfordring. Hun udfordrede Amore? Dumt træk, mimede hun med en hånende hovedrysten. Hån. Flabethed. Nedladen. tre ting, hun var rigtig god til. Hun løftede, som et forsinket spejlbillede, også sin seraphdolk, ligesom den anden. Amore tillod ikke at kvinden var et skridt foran Amore. Ikke når en udfordring lå i både kvindens og Amores øjne. En udfordring Amore ihvertfald hånende havde taget imod. Hvis hun ikke tog fejl ville kvinden også tage imod hendes.