Musik høj, facaden op.

Tid: 00.30
Sted: Pandemonium
Omgivelser: Stedet er som altid næsten helt fyldt op. Larmen og latteren kan næsten overdøves af den dundrende musik der næsten springer trommehinderne og forvrænger ens virkeligheds syn yderliger.
Vejr: Uden for kan man svagt mærke en let sommerbrise der kilde på kinden. Solen er lige gået ned og mørket og stjernerne har nu bredt sig ud på himmelen
Påklædning:http://data.whicdn.com/images/43507796/262962_497877883564584_381483758_n_large.jpg


Som altid var der fyldt op. Der summede af liv. Stedet hvor man tog hen når man skulle more sig. Som om New York var et prægtigt smykke og Pandemonium var kronjuvelen i værket. For det meste ville det være de unge der slængede sig her. Unge...Mundaner. Ikke så meget warlocks, vampyre, varulve, feer og hvad der nu ellers var af magiske væsner. Dog holdt hun af at være her. Holdte af at se på hvordan de "unge" festede. Til tider lærte hun enda hvordan man skulle te sig i byen skønt hun havde haft et par år selv til at lære det i. Men ak ja...Det der før var moderne ændrede sig jo med årene og til tider vidste hun ikke hvordan det var man skulle enten tale eller gøre for ikke at virke som en der lige var trådt ud af et andet århundrede. "En martini..Tak?" Stemmen var rolig og mørk som sort fløjl der strøg mod øregangen. De lange brune hår hang lettere krøllende ned over de fine skuldre og gik let hen over de opmærksomme, vagtsomme grønne øjne.
Jo Castella var opmærksom. Opmærksom på omgivelserne. Indtil videre havde hun kun spottet to vampyre der dog hurtigt var daffet af igen grundet til deres fund af let påklædte mundaner piger som de kunne slæbe med sig. Ellers havde der kun været en enkelt warlock ud over hende selv som dog hurtigt var forsvundet i mængden. Altså ikke noget sjov til hende i aften. Desvære.

Deartháir trådte roligt igennem menneske mængden, *det var utroligt som moden skifter hele tiden* tænkte han for sig selv da han selv var iført et par fine bukser, skjorte og en vest, *det er ikke sådan når man er ved at blive gammel* han rystede på hovedet og åndede lettet op da han kunne sætte sig på en af barstolene, og hørte en ung pige bestille, "kan man bede om en Whiskey?" spurgte han så bartenteren kunne lave den i samme håndelag når han nu havde gang i flaskerne, "det er dog et løjerligt sted dette" mumlede han for sig selv og så sig om, han kunne ikke sætte finger på nogle, eller udpege andre racer end lige Mundaner, men han var jo også stadig meget ny her op egnen

Miller kom gående ind på Pandemonium søgende endnu en gang. Det var noget han gjorde det meget i for tiden, eller ihvertfald siden han havde mødt Castella, den selv samme som han ledte efter. Miller så langs med baren hvor han ellers havde haft fundet den elskede Castella. Han så på vejen op til Castella den gamle ven stå lidt derfra, det ligenede ham ikke at vige fra hans lille kælderrum på Saint George. Miller stillede sig ved siden af Castella"Hej elskede"sagde han meget omsonst og kyssede hende"Jeg har en du skal møde, skat!" Han vendte sig om kort mod Deartháir"Deart!! KOM LIGE HEROVER!!"råbte han igennem støjen.

Castella der straks kunne fornemme den anden Warlock da han trådte ind i rummet rettede sig lidt op men sagde ikke yderliger til ham da han jo ikke direkte henvendte sig til hende. Så hvorfor forstyre ham? Musik der endnu overdøvede de fleste andre lyde skræpede hendes sans til at høre så da pludselig hendes kære Miller stod der og talte blev hun næsten helt befippet. "Jamen skat dog?" smilede hun og kyssede ham kærligt og inderligt igen. "Jeg har savnet dig skat" Da så Miller kaldte på ham der tydeligvis måtte være den anden Warlock rettede den "unge" kvinde sig lidt op og knejsede med nakken.

"arhh Miller O'Byrne, hvad er bringer dog dig her op i denne del af byen?" spurgte han og bad bartenderen om endnu en whisky på sin regning og rykkede hen til Miller og hans unge veninde som han rakte hånden frem imod "Deartháir Rohazon" sagde han og smilede til hende, "nu brænder du ikke hele hytten ned ligesom du gjorde sidst vel?" grinede han og rakte glasset frem imod Miller, og beholdt selv det andet

Castella der sjældent gav hånd til nogen rakte langsomt den tynde lille fine hånd frem mod denne store fremmede mand der udgav sig for at være Deartháir. "Castella Dark" svarede hun roligt og fik dog hurtigt lappen til sig igen. "En glæde at møde dig. Jeg ser at de to herrer måske allerede kender hinanden?" Hendes rolige silkebløde stemme var som en kats spinden der kælede for øregangen skønt man ikke skulle lægge sig ud med kvinden som den tilhørte sig. Et forkert klap bagi og man ville miste livet på stedet. Og hvis ikke at hun valgte at aflive personen så gjorde kæresten det nok.

Miller så fra den ene til den anden med et smil hvorpå han blussede let op i kinderne da Deartháir nævnte et foregående uheld han havde haft med ild her på stedet"Neej.."sagde han en anelse usikkert".. det kunne jeg ikk finde på" Miller lagde en arm om Castella og kyssede hende igen med et smil"Det lover jeg dig skat!" sagde han så i et beroligende tonefald.

Deartháir nikkede, "jo vi kender skam hinanden, og har gjort det i..." han hav en anelse og talte hurtigt på fingrene end til han måtte give op, "jo vi har da kendt hinanden en del tid" sagde han og tog en tår af whiskyen og pegede på Miller, "har han slet ikke fortalt noget om mig?" spurgte han måløst, "gode Gud jeg troede allerede hun havde fået besked om jernkæmpen" grinede han mens han lænede sig tilbage, "men det kan du jo selv forklare"

Castella smilede blidt og kyssede ømt Miller igen inden hun så skævede over mod Deartháir. "Nej det er som om Miller kun kan tale om en ting med mig..." smilede hun lettere lumsk og lod sin tunge løbe over de bløde læber inden hun drillende så op på Miller. "...Ikke skat? Men fortæl mig så om denne mand siden du åbenbart har kendt ham i så lang tid" Hun lod kælent sin ene hånd glide op over Miller nakke inden hun forsigtigt lod spidsen af de skrabe metal klør glide ud.

Miller himlede lidt med øjnene og rødmede så da Castella på mystisk vis uddybede deres samtale emner"Jo.."sagde han og smækkede i bardisken for bartenderens opmærksomhed"TRE PINT'S TAK!!" råbte han gennem støjen"Deart og jeg mødtes på kajen i Boston da jeg først kom hertil for meget længe siden!Hva var det du arbejdede med??"spurgte Miller og hev Castella ind til sig med den arm han havde lagt om hende.

"i Boston..." Deartháir gentog det er par gange for sig selv, "for Guds skyld det er jo en menneskealder siden, det må være dengang jeg stadig var kendt, før jeg gik hen og døde for omverdenen" han så ned på trekanten i sin hånd, "jeg mener at jeg var i gang med, ja at optræde i lokale tivolis og cirkus som den stærke mand" han grinede lidt, "jeg troede det var hvor jeg hørte til, men folk gjorde grin med mig, og da jeg endnu var umodnet til hvad jeg kunne kom jeg til at rive et par mennesker over... jeg tror jeg ville prøve at drukne mig selv" sagde han og så på Castella, "men så var det jo Miller kom og hjalp mig"

Castella smilede skævt og drillende over Millers pludeslige undvigen om hvad hun spurgte ham om men valgte ikke at lægge mere i det end som så. I stedet for vendte hun sin opmærksom hed mod Deartháir som begyndte at fortælle om hvorledes han og Miller dengang have mødes. "Intrasant..." svarede hun og strakte sig med en dyrisk næsten katte agtig ynde. "Det lyder som min Miller..Han er trods alt god til at hjælpe folk...Når han altså bare for en hvis belønding for det" Det sidste kom med dette drillende smil og hun puffede let til Miller for at understrege sin pointe.

Miller nikkede med et skævt smil på læben"Jeg kan love dig én ting min fine ven.."sagde han med en understregende mine"DU ER TUNG SOM BARE FANDEN!!" sagde han så hvorpå hans tunge mine skiftede til et enormt provokerende grin. Miller fik så kontrol over sit grin og så over på Castella med et smil"Ja ham og jeg har været en del igennem kan du tro"

Deartháir så på Miller og nikkede, "det er da klart at jeg er tung, det er ikke sådan når man ikke er af kød og blod" grinede han svagt og så på Castella igen, "joo han fik skam også noget for det, for han ville jo patu holde kontakten efter at han havde hjulpet mig... og så en dag melder han og begge ind i hæren fordi der er krig længere øst på, ovre vandet"

Castella der endeligt ikke havde den helt store lyst til at høre en eller anden gammel soldater historie nikkede bare og smilede sødt som hun for det meste gjorde i situationer hvor hun var kedet. Men drengene havde lov til at tale og snakke sammen hvis de ikke havde set hinanden i lidt tid men derfor behøvede hun vel ikke blande sig. Hun lod endnu engang sin tunge glide over de smalle læber inden hun så så over mod bartenderen der kom med de tre pints som Miller havde bestilt.

En kvinde med store øjne af rædsel løb af sted ned af gaden. Det raslede hende gyseligt ned af nakken ved tanken om at den lille skræmmende pige stadig jagtede hende. Det var ikke længere end et par minutter siden hun skældte den lille møgunge for at opføre sig uforskammet og grimt. Det havde så bare ført til at den lille pige havde kigget på hende med et forfærdeligt blik og havde jaget hende gennem gaderne. Hun vidste ikke hvorfor hun følte det nødvendigt at flygte fra en lille pige, men noget sagde hende at hun bare skulle gøre det. Og ligesom hun kom til en proppet bar bestak hun dørmanden og gik ind.

Længere henne af gaden kom den lille pige løbende fuld af raseri. *Sølle Menneske! Belære mig! Ynkeligt!!* råbte hendes tanker mens hun vredt skubbede sig forbi de forbi passende mennesker. Det havde været en ganske almindelig gåtur eller nattur (da hun finder det yderst svært at sove om natten) sammen med Adia da den lede hønserøv var kommet gående og havde skældt hende ud over noget hun muligvis havde gjort. Men kvindens lugt svirlede stadig omkring i luften og hun smilte ved tanken om at kunne lære det kvindemenneske om at holde sin fede kæft for sig selv! Lugten fortsatte om hjørnet og som hun så hvor kvinden højest sandsynligt havde flygtet hen gyste hun. Tonsvis af mennesker stod ude foran den så velkendte Pandemonium og gjorde hvad de fleste gjorde i storbyens natte. Festede, druknede sig i alkohol og gjorde alt det, som for Lucia ikke havde nogen pointe. Fulgt af hendes arrigskab listede hun sig forbi den store dørmand og masede sig ind og igennem den overfyldte klub. Lugten af kvinden var stadig i luften men blev stærkt overdøvet af alkohol og andre stinkende mennesker. Til gengæld var der en anden genkendelig lugt af en anden person. Og som hun endelig poppede ud af en oversvømmelse af mennesker endte hun foran ham. ”Long time no see, Blikspand..” sagde hun i en irriteret tone og kiggede nedstirrende på ham.

Adia kom løbne ned af gaderne ,lige efter at Luciana var løbet rundt om hjørnet. ” LUCIANA!! råbte hun efter den lille pige, der var godt sur på den kvinde der havde været lidt for skrap. Hun måtte skubbe til mennesker der gik roligt på vej hjem fra en hyggelig aften, eller var på vej til noget diskotek .” undskyld .. undskyld ” råbte hun til dem hver gang hun havde skubbet dem, og væk
*åååh af en lille pige at være er hun uhyggelig hurtigt *tænkte hun ” LUCIANA STOP!! ” skreg hun igen og løb rundt om hjørnet, og så hvordan luciana bare sneg sig igennem indtil til klubben ” pis da også ” sagde hun vredt, og tænkte på hvordan hun i alverden hun skulle kunne komme forbi den dørmanden. Hun løb hen til den store flok mundaner der prøvede at komme ind ” lad mig komme forbi!” sagde hun vredt men blev bare skubbet tilbage af de unge mennesker ” FLYT JER SÅ !” råbte hun til dem ” hold din kæft fik hun bare skudt i hovedet igen ” hold din egen kæft ” råbte hun, igen men fortryd det hurtigt igen da hun så en fyr der var højre og pumpede sikkert meget i sin fritid trådte frem. ”øøhm undskyld ” sagde hun, og da han kom hen imod hende. hun satte i løb og skubbede folk til side og kom frem til dørmanden og så på ham. ”øhm... ” hun stod lidt * nåh jeg dør sikkert alligevel * tænkte hun, og slog ham hårdt i hovedet og skubbede ham væk da han tog sig til hovedet. Hun løb hurtigt ind ” Luciana !” råbte hun og så sig om efter den lille pige

"HEY, VENT! kan vi ikke være venner" råbte Susi til de to fremmede. hun løb efter dem på gaden. de drejet om hjørnet hun løb efter men de var væk. hun kiggede rundt og der var den bange fremmede. hun var ved at slå en dørmand ned, hun løb ind i en mærkelig klub. hun løb efter...

"undskyld men dette er ikke et sted for små børn" "vrissede Deartháir til den lille pige, "hvis du ikke selv vil forlade stedet tror jeg at jeg kender en som der gerne vil hjælpe mig med at ekspedere jer alle tre ud" sagde han til den lille ulv, "så vær nu en stor pige og så udenfor med jer, dette er ikke et sted for patte børn"

Castella der hurtigt havde grebet om Pinten og taget en slurk af den. Ikke lige så god som de Martinis hun plejede at drikke men det gik an. Hun fornemmede dog hurtigt efter lidt tids lytten til drengen at et andet væsen var trådt ind i lokalet. En.... Varulv hvis ikke hendes spirituelle fornemmelser tog fejl. Og det gjorde de sjældent. Og ikke nok med at varulven var trådt ind i lokalet...Nej den kom også direkte hen til dem. En lille pige. En sølle lille pige. Ikke i sit liv om Castella skulle til at babysitte. "Du kender hende vist så vidt jeg kan fornemme Deartháir?" spurgte hun dovent og lod igen tungen køre over de smalle læber. "Lille pige du er sent ude. Burde du ikke ligge og sove?" Og som om det ikke blev bedre så kom der tilmed også en lille mundaner pige pludselig. "Hør så vidt jeg ved så er dette ikke en børnehave så...SKRID SMÅ BØRN!"

Lucia kiggede sig uinteresseret over skulderen og muggede. "Fatter du ikke en hentydning..?" sagde hun irreterret til varulven som stadig fulgte efter, hvorefter hun vendte sig ned igen og studerede kvinden kort. "HA! du kan rende mig stort!" sagde hun med et underholdt smil. "Er der ikke en eller mand du skal sælge dig selv til? Selvom du pågrund af dit udseende nok kun kan gå til underpris." sagde hun og kiggede olmt på hende. "kan du i hvert fald ikke gøre det, imens jeg snakker med ham ISTEDET for at afbryde os var..?" sagde hun som i en tone der tydeligt sagde at hun var pisse ligeglad med kvinden. "Du skulle vel ikke have set en vildfaren kvinde herinde..? Oldingen sagde noget der ikke kom hende en skid ved!" sagde hun henvendt til Warlocken foran hende og kiggede ned på ham igen med et blodtørstigt smil.

Castellas latter var rolig og tør mens hun med et overskueligt og dog kedet blik så på pigen. "Lille pige med store kæft du burde gå hjem og lægge dig. Din mor savner dig måske ikke hvilket er forståeligt nok siden hun nok har prøvet op til flere gange at slippe af for det lille møgdyr af en unge hun er end top med. Men gå et andet sted hen. Det her er et sted for de voksne og jeg har ikke lyst til at smide dig tilbage i børnehaven. Og med hentydning til at sælge mig selv har jeg skam tjent min løn godt for de næste mange år...Ikke skat?" smilede hun roligt med et syredryppende smil og gjorde et lille nik mod Miller. "Desuden så er det vist ikke mig der afbryder dig i at tale men dig der afbryder os i at tale. Men siden din sans for at bryde ind i samtaler er bedre end din sans for at tale så har du vel ikke lagt mærke til noget som helst"

Dearthair så på Castella,"jo jeg mødte hende engang ude på gaden, selv der var hun flabet som du ser nu" sagde han os så derefter på varulve tøsen, "du burde virkelig til at holde op med at rende ind i problemer som os her, vi ønsker dig ikke her, kan du ikke bare tage resten af dine frenner og tage tilbage til der hvor i kommer? ellers skal jeg love dig for at du ikke kan gå efter denne behandling"

Miller der havde været optaget af sin pint og dog havde haft lagt et vågent øre til samtalen vendte sig stilfærdigt om mod den varulv der for at sige det mildt havde en grim tone at lægge ud med. Miller smilede flabet til den pigen"Du.."sagde han med det flabede smil som rettende gestus"Jeg tror at en vabs som dig selv bør gå over til de andre køtere.."Miller pegede mod en lille samling varulve"..og lade os andre i fred, ikk? Og undlad alle kommentarer! Jeg bad ikk selv om de her træk"sagde Miller og blottede ulve lignende hjørnetænder. Miller havde efterhånden hørt en del kommentarer om "Familierelationer" til varulvene også fra selve koblet, en ting der åbenbart var dem ret underholdende.

Adia hørte hvad deartháir sagde til Luciana, og blev letter fornærmet og såret men gik alligevel hen til dem. " undskyld ... jeg ked af hvis hun fornærmede jer ... " sukkede hun og greb Luciana om skudrene og vendte hende om " varulve ... " grinte hun falsk og så på luciana " og nu går vi inden vi får flere problemer ..." hviskede hun til Luciana, og så hårdt på Deartháir " og forresten når du kommer hjem skal du ikke forvendte at møgungen Adia er der .. og hvis du leder efter mig så giv op for jeg kommer aldrig tilbage " sagde hun vredt og vendte sig mod de andre " og forsæt godaften til jer " sagde hun venligt, og holde godt fast i Luciana mens hun hev hende med ud af døren.