Signs of Trouble ☾ Darryl ☽

Sted ➙ Gaderne i Brooklyn
Tid ➙ Henover aftenen
Omgivelser ➙ Diverse folk af alle slags
Vejr ➙ En smule køligt
Påklædning ➙ Klik for at se

Det var en meget begivenhedsløs aften. Jackson havde bare løbet ærinder det meste af dagen, så den havde heller ikke ligefrem været synderligt begivenhedsrig. Alt i alt, var det egentlig nok bare en af de dersens helt almindelige, måske endda halvkedelige dage. Han havde vågnet op ved siden af Adelaide ligesom de fleste andre morgener. Så var han stået op, uden at vække hende, fordi han vidste hvor morgensur hun kunne være. Virkelig, det kunne komme til fuldt ud ulvesnerren og what not. I hvert fald var han listet ind på Luna’s værelse, hvor hun havde ligget og sovet. Dog ikke særlig længe, og da hun vågnede kort tid efter, tog Jackson hende op, skiftede hende, puttede hende i noget afslappet og simpelt hverdagstøj - men nu var hun jo også en baby, så hvor kompliceret kunne hendes tøj egentlig blive, right? Han havde fundet noget babymos frem til hende, madet hende og så bare leget med hende lidt, indtil Matthew havde taget over. Det var trods alt ham der var hendes far. Desuden havde både Adelaide og Jackson ærinder at løbe, som en del af deres alfaroller. Jackson havde dog forladt Månepalæet noget tid før Adelaide, som også gerne ville starte sin dag med noget tid sammen med sin datter. Dette kunne Jackson på ingen måde bebrejde hende. Han havde det jo selv på samme måde, og Luna var ikke engang hans biologiske datter. Men nu var han så stille på vej hjem til Månepalæet igen, efter at have overstået de ærinder han havde ordnet idag. Han var på gåben, eftersom der ikke var særlig langt, og desuden havde han skam intet imod at gå. Han var også i fin form, så det var ikke et problem.

*Flashback*
Skud lød gennem hele gaden, mens Darryl kæmpet for at holde dem væk, med hans pistol. Lugten af blod og sår, var ikke til og tag fejl af. Darryl, kunne ikke holde dem tilbage, lige meget, hvad han gjorde men han  havde dog ikke set sin lillebror der nærmet sig, hvilket medførte at i det samme et skud løj over, hovedet, på ham faldt hans bror ned på hans knæ, hvorefter der blive helt stille, Darryl greb hans bror og lagde hans hovedet, mod hans pande.  
Efter det sluttet, kampen dog, hvor morderen flygte fra stedet af, da en uskyldig var blive dræbt. Darryl valgte, derefter og få styr over ham, lære de fleste ting at kende omkring ham, inden han ville tag afsted.
*flashback afsluttet*
I de kommene dage, valgte Darryl, at jagte hans brors morder gennem hele byen. Men han var endelig ved at ha fundet, ham dog ville skæbene ham det ikke på samme måde, inden han nogensinde komme tæt nok på, blev han overfaldt hvorefter han mærket nogen mærkelig ting, hans hovedet gjorde ondt, og hans hals havde han os smerter i. Han, havde derudover en kæmpe  hovedetpine, sammen med kvalme. Darryl bevægede sig så derfor halvt, om halvt gennem broklyns gader, for et øjeblik var han ikke kun opfylde af had, og hævn for hans bror, han var faktisk bange, for hvad der skete med ham, han havde aldrig prøvet det her før, han ville gerne vide hvad der skete med ham, han bevægede sig lige så stille gennem gaden, hvorefter han faldt sammen, for selv om han var en stærk mand, efter det han havde været, igennem ville hans krop ikke mere, han faldt derfor ned på knæ og til gadens jord.

Som (u)heldet ville have det, var det tilfældigvis en fuldmåneaften denne aften. Dette betød, at Jackson var på vej hjemad, så han kunne lede sit kobbel sammen med Adelaide. De var trods alt alfaparret, og derfor var det også dem de nye medlemmer fik ekstra hjælp af under deres første fuldmåner. Det var dem de ældre, mere erfarne medlemmer fulgte trofast, selv i deres ulveforme. Men hver gang der var en varulv som skulle skifte skikkelse for første gang, var det hvad aftenen/natten mest handlede om. Det var det vigtigste, at sørge for dem. De mere erfarne krigere - som medlemmerne af Warriors of the Moon hed - kunne godt styre deres egen forvandling, og derfor behøvede de ikke rigtig opmærksomhed. Ikke på samme måde som de nyforvandlede krigere, i hvert fald. Men hvis Jackson opdagede nyforvandlede varulve, som ikke var nogle af hans egne krigere men bare ikke havde nogen hjælp til deres første forvandling, smed han også alt hvad han havde i hænderne, for at hjælpe dem. Det var bare den slags person han var. Den slags alfa. Det betød meget for ham, at andre havde det godt, og da specielt når de gennemgik overgangen fra mundan til varulv. Det var en once in a lifetime experience, og det var vigtigt at man kom ordentligt igennem denne. Ellers gik alting højst sandsynligt nok bare ned ad bakke efterfølgende. Og dette var lige præcis hvad han skulle til at opleve. En nyforvandlet ulvs første forvandling. Han stoppede pludselig med at gå, da han fik fornemmelsen af dette. Med sin forøgede lugtesans, kunne han let lugte blodet fra et friskt sår. Han rynkede på næsen, og fulgte lugten til et lille stykke væk fra hvor han havde været, hvor en ung mand faldt til jorden. Han løb derhen, og vidste godt at han skulle være forsigtig. Det var essentielt, i øjeblikke som dette. Luften var tyk af forvirring og frygt, hvilket på ingen måde var overraskende. Han begyndte at tale langsomt, men overbevisende, mens han trådte forsigtigt hen imod manden, med hævede hænder der signalerede overgivelse og at han kom med fred. "Kan du høre mig? Hvad er der sket?" Det var nok ikke en god idé, at indlede med; 'jeg ved hvad der skete, du er ved at forvandle dig til en varulv'.

Det var som om alle hans sanser, var sløret lige nu, hvilket gjorde han ikke med det samme opfanget personen, som dukkede op foran ham. Han kigget op, hvorefter han rejste sig op, selv om hele hans krop, var tungere ende, han nogensinde, havde prøvet før. Darryl, fik kæmpet sig selv op, hvorefter han kiggede på ham, han nikket kort, til hans første spørgsmål, hvorefter han svaret på det andet spørgsmål."Et overfald,"han behøvet ikke og vide, hvorfor han var blive overfaldet, det betød jo intet for ham. Darryl tog sig selv lidt til, hovedet, han havde det af helvedes til som om hele hans krop, var lammet. Eller i chok, måske, begge ting faktisk. Darryl kigget hen på ham, da han endelig selv var kommet op og stå. Han stilede sig op af, en mur, mens han så på ham, han anet ikke, hvad der skete med ham, mon ham her gjorde. "Hvad er det der sker med mig, jeg har det som om min krop, æder sig selv op indefra."Spørgsmålet var rettet mod Jackson, da han sagde det.  Mere fordi han var dukket op her og nu, mens hele Darryls krop, var ved og falde sammen. Han, havde aldrig haft det være, ikke engang de gange, hvor han havde haft tømmermænd eller var kommet til skade, i et slagsmål. Han måtte bare, prøve og få sit, hovedet på plads, han skulle jo stadig finde hans brors morder. Men indtil videre, kunne han ikke fokusere på det, selv om han vildt gerne ville ha styr på sine tænker, Darryl kiggede over på Jackson igen, hvorefter han mærket hans muskler spænde igen, uden nogen grund. Hvilket gjorde at han fik smerte igen, han ville bare gennem det her og hjem til sit eget liv.

Hvad var oddsne egentlig også lige for, at Jackson skulle støde på to nyforvandlede varulve midt i deres første forvandling, indenfor så kort tid? Det var ikke mere end et par uger siden, at han havde mødt Casey under hendes første forvandling. Der havde han bare ikke nået at tale med hende før hun rent faktisk havde forvandlet sig. Han havde bare holdt øje med hende og fulgt efter hende hele natten, indtil hun skiftede tilbage til menneskeform. Og så havde han hjulpet hende med at finde ud af hvad der lige var sket for hende. Så denne gang ville det blive en smule anderledes, men det var nok ikke meget. Han kunne nemlig personligt mærke hvor tæt månen var på at være helt fuld. Forvandlingen greb også i hans krop, men han kunne efterhånden styre den fuldstændigt, uden at anstrenge sig helt forfærdeligt meget. Han kunne i hvert fald bestemt godt holde den under kontrol længe nok til at sørge for, at ingen kom og så manden foran ham skifte form til ulv. Og dette burde ske indenfor de næste få minutter, hvis hans beregninger holdt stik - hvilket de klart gjorde. Han rynkede lidt på panden, og prøvede at finde ud af hvad der kunne hjælpe forvandlingen på vej, og gøre den mindre smertefuld. Han havde ikke i sinde at svare på mandens spørgsmål - ikke før fuldmånen var væk og han var forvandlet tilbage igen, for lige nu kunne han med garanti ikke fokusere ordentligt alligevel. "Bare slap af, og lad være med at kæmpe imod. Så er det langt mere smertefrit, det lover jeg." Forhåbentligt havde denne mand ikke tænkt sig at modsætte hvad en fremmed instruerede ham i, for så ville det kun gå ud over ham selv.