Your presence is convenient | Michael.

P https://thebookacademydotnet.files.wordpress.com/2014/06/jamiejace.jpg
Aftene, havde sænket sig over byen, man kunne næsten ikke se den person som bevægede sig gennem byen. Grunden til det var dog, meget fordi hans tøj blinde ind med mørket. Michael fortrak sig at liste sig gennem skyggerne, så han heller ikke behøvet at blive fanget af folk som ville snakke med ham. Hans mål var en meget høj, dæmon som os var meget stærk. Michael prøvet derfor at holde sig på afstanden af ham, da han gik ind på en natklub. Valgte Michael, at vente udenfor da han ikke arbejde så godt et sted folk kunne se ham.  Grunden til, alle de år, han havde været alene. Men denne mand, var en af dem som, havde dræbte hans forældre eller, havde været medskyldige. Michael havde som altid sine to sværd, og sin  seraphdolke med sig. De var dog os, som altid gemte vildt godt på hans krop. Michael stilte sig op af muren, hvorefter han ventet, han lagde hurtig mærke til en kvinde der kom gående ud. Helt sikkert en ny en i byen, det var han da næsten sikker på. Michael lukket kort sin øjne, hvorefter han hørte dæmonens stemme. Han åbnet øjne og så, at han fulgte efter en mundane. Michael greb fat om sin Seraphdolke, hvorefter han fulgte lydløste efter dæmon. Da han så, at der begynde en kamp træk hans sig kort tilbage, eller det var lige inden før dæmonen presset hende op af muren. Michael ville ikke undgå, at blive opdaget så i det samme, dæmonen nærmet sig hendes ansigt, hvor hun havde lukket øjne. Tog Michael chancen, han bevægede sig hurtigt op til ham, hvor han bagefter hamret Seraphdolken gennem ham. Det begynde dog bagefter og lugte, lidt brændt hvorefter Michael gemte sin Seraphdolke af vejen, et sted man ikke kunne se den samme med hans sværd. Michael så kort på ham, hvorefter han begynde og bevæge sig videre igen. Da han jo regnet, med at hun ikke ville finde ud af noget omkring, den anden side af verden.

Lori rynkede næsen, da en grim lugt spredte sig i luften. Hun vågede at åbne øjnene, og kunne ikke se manden, men tænkte ikke så meget over det, men mere over ham der gik længere henne. Han havde reddet hendes liv, eller i hvert fald reddet hende for en grim oplevelse, og så stak han af? Hvad gik det ud på? ”Hey!” Råbte hun og gik hen imod ham. Hvis det ikke var fordi hun var klædt i høje hæle, havde hun måske endda løbet, men det var ikke muligt. Hun ville brække et eller andet, hvis hun prøvede at løbe. Hun gik dog meget hurtigt, hvilket hun lige kunne overkomme. ”Jeg ved ikke hvordan man gør det her i Amerika, men der hvor jeg kommer fra, plejer man at takke folk, når de har redet andres liv.” Hendes franske accent trængte især igennem, når hun sagde en lang sætning, eller ved et langt ord. Hendes endelser var også et nemt sted at finde hendes accent. ”Så tak.” Lori så kort ned og opdagede først nu hendes sår. Adrenalinen havde vel forhindret hende i at mærke det før. Det gjorde ikke voldsomt ondt, men hun måtte hellere få det renset når muligt. ”En anden skik er at give en gave hvis man modtager en tjeneste.” Lori var ikke sikker på han ville tage imod det, men hun ville ikke tage nej for et svar. ”Kaffe?” Hun så kort afventende på ham, men besluttede sig for at sige mere, før han fik en chance for at svare. ”Jeg tager ikke godt imod et nej. Så det er lettest bare at sige ja.” Hun smilede, for at understrege hun ikke ligefrem ville tvinge ham.

Michael var begynde og gå ned gennem gaden, så han kunne komme hjem. Være for sig selv, ikke mange vidste at det nogen gange, var det eneste Michael havde tilbage.  Da han hørte en stemme, vende han sig om han stod nu ansigt til ansigt med hende han, havde reddet. Han lyttet til hendes stemme, og var der en ting Michael, havde lært fra sin træning og sin rejse. Var at man kunne høre, hvor de cirka kom fra hende her, ville sikkert være fra Frankrig eller Spaninen.  Michael, gad ikke lige frem at stoppe hende i at tale. Michael bed sig selv svagt i tungen, hvorefter han kigget hende i øjne inde fra hætten af. Michael kigget kort efter på hende igen, hvorefter han fik styr på nogen få ting i sit, hovedet inden han kunne svare hende. "Jeg behøver det virkelig ikke, er lidt lige meget for mig." Lød det svagt fra Michael, hvorefter han bevægede sig frem af igen. "Men siden, du ikke har, tænkte dig at lade mig afslå det, skal jeg nok tag imod det." Sådan nu var det sagt, Michael kigget derefter, rolige omkring, hvorefter han vendte sig om mod hende igen. Michael, var ikke ligefrem, den person man ville vide mere om, der var en historie om alt ting. Dette var dog ikke en af de gode, hvilket var vildt mærkeligt. Michael, prøvet bare at spille de kølliget som han altid gjorde. Folk måtte aldrig finde ud af,  hvad der var gået galt før. Men det kunne sikkert godt gå, hvis man ville ha det til en meget letter ting. Michael bed sig selv svagt i underlæben, hvorefter han  prøvet og holde hans facade oppe. Det var ikke let, men efter så mange år, var det jo blive lige meget. Michael, havde inde, mod at gå med hende hen til det sted hun ville gi kaffe, hvis det var, hvilket nok lød meget normalt for en person som ham. Michael ville altid gerne undgå folk, hvilket han ikke kunne denne gang, fordi hun så gerne ville sige tak til ham.

Lori så på ham, og forsøgte at se ham bedre, men i nattens mørke, var han godt skjult inde bag hans hætte. Hun skulle lige til at protestere, da han lagde op til at takke nej til hende, men da det gik op for ham, at hun ikke ville lade ham gå, nikkede hun bare. ”Godt.” Hun så sig rundt, og rynkede brynene en anelse. ”Du kender ikke tilfældigvis et sted, gør du?” Hun havde ikke engang været i byen i en måned, så hun kendte ikke særlig mange caféer. Og de hun kendte, kunne hun ikke finde frem til igen. Det var jo en latterligt stor by, det var nærmest umuligt at finde rundt. Lori tog sig til ansigtet, og rørte forsigtigt ved det sår der fyldte det meste af hendes ene side af ansigtet. Det var ikke et voldsomt sår, men det måtte stadig se forfærdeligt ud. Hun håbede dog inderligt på, at det var væk inden for et par dage. Ellers ville hun uden tvivl blive indendørs indtil det var forsvundet. Udseendet var vigtigt for hende, fordi hun mente det var en stor del af førstehåndsindtrykket. Lori havde masser af attitude, men hvis man ikke havde et udseende der passede til den attitude, hvad var pointen så? Hun sendte ham endnu et spil, selvom hun var klar over, han helst ville så langt væk der fra som muligt. Det var næsten umuligt at overse, så hun ville ikke holde ham mere end højst nødvendigt. Lori var ikke meget for at bevæge sig rundt sådan som hun så ud, med det beskidte tøj og hendes sår, men hun regnede ikke med, at der var mange på café på denne tid, så mon ikke det gik alligevel. ”Bare rolig, det er kun en kop. Jeg vil ikke holde dig længere end du har lyst til.” Lori var interesseret i ham, hvem han var, hvad der skete med manden, hvor han kom fra. Men hun ville ikke spørge, for hun var ikke sikker på, om hun ville bryde sig om svaret. Hun rakte en hånd frem imod ham. ”Lorraine Aimee Lambert. De fleste kalder mig Lori.”

Michael, var ikke så meget for dette her, men hvad gjorde man ikke for at undgå og skulle forklare ting. Det, havde bare været letter og gøre det på den måde, hjælpe, hvor der var behov for og så smutte igen. Michael bed sig svagt i læben, et sikkert tegn på at, han ikke havde det helt så godt. Men når det kun var hende og en lille gruppe af mennesker, på en cafe, ville det sikkert gå ikke. Michael kigget på hende, da hun spurgte om et sted, som han måske kende, "øh der er hvis en, nede ved baren omkring hjørnet, har selv ikke været her i et godt stykke tid." Der var ingen grund til at  forklare sig, omkring hvad der havde gjorde, at han var kommet til at være alene.  Michael smilte svagt til hende, hvorefter han begynde og gå han regnet med at hun kunne følge med. Men Michael valgte dog at, gå hen til hende og trækket hans hånd frem for at gi hende den. Hvis hun ikke, ville forstod han godt, men idet han rækket  ud efter hendes hånd. Nævnte han hans egen navn, "Michael Lightstrider" lød det svagt fra Michael. "Tror du, at du kan holde mit tempo, uden og holde mig i hånden lød det en smule drillende fra Michael. Michael, havde ikke tænkte sig at begynde og gå før, han vidste om hun ville holde ham i hånden. Men han regnet dog med, at begynde og gå hvis, hun ikke gjorde noget i løbet af de første 2 min. Michael vendte sig om, hvorefter han begynde og gå hen mod Cafen.
//sorry det blive så kort :///