Morning Sickness ☾ Adelaide ☽ [AFSLUTTET]

Sted ➙ Månepalæet, alfaværelset
Tid ➙ MEGET tidligt om morgenen
Omgivelser ➙ Almindelige værelses-omgivelser
Vejr ➙ Ummidelbart nogenlunde, lunt nok
Påklædning ➙ Løse, grå joggingbukser

Der var den der tilstand imellem at sove og vågne, hvor man nogle gange drømte om ting som virkelig foregik og dermed sneg sig med ind i ens drømme. F.eks. hvis nogle snakkede til én, mens man sov, kunne man ofte drømme om at den person snakkede til én i drømmen også. Og det var netop det Jackson gjorde lige nu. I drømmen var han ude og løbe en tur i parken, da der pludselig lød en underlig, høj lyd. Som om nogen var virkelig syg og var ved at kaste hele deres indhold op. Han kunne ikke se hvor lyden kom fra, men pludselig blev han trukket ud af sin søvn, og åbnede langsomt øjnene. Han rynkede på panden ved lyden af en der kastede op, og skyndte sig ud på det badeværelse der hørte til alfaparret's værelse i Månepalæet. Som han forventede, var det Adelaide, hans bedsteveninde, den anden alfa i koblet, hvilket tilfældigvis også gjorde hende hans kone. Det var ikke noget de selv havde valgt, eftersom det havde været arrangeret siden før de overhovedet var født. Men de var vokset op sammen og var blevet virkelig tætte, bare ikke på nogen romantisk måde. Og derfor var ingen af dem særlig tilfredse med deres ægteskab, om end det ikke var noget kæmpe problem, i hvert fald ikke for Jackson. Hvis nu han var blevet giftet væk til en han inderligt hadede, ville han nok have stukket af eller noget, men når det sådan var hans bedsteveninde, kunne han overkomme det. De sov endda i samme seng, selvom de havde sørget for at have et ekstra værelse, i tilfælde af at en af dem, havde andet selskab, eller noget i den retning. Som sædvanlig havde Jackson sovet i joggingbukser og ikke nogen t-shirt, for sandheden var at han ville få det alt for varmt. De fleste varulve var virkelig varmblodede, og Jackson var ingen undtagelse. Desuden var Adelaide som sagt hans bedsteveninde, så det var ikke rigtig underligt for dem, anyway.
Han åbnede døren ud til toilettet, som var på klem, og så Adelaide krummet sammen over toilettet. Han gik hen til hende og trak hendes hår væk fra hendes ansigt, så det ikke ville blive helt klamt. Så lagde han den ene håndryg mod hendes pande, for at mærke om hun virkede feber-agtig. Men da hun ikke gjorde, rynkede han på panden. "Hvad er der galt, Lai? Er du syg? Er der noget jeg kan gøre?" Han ville for alt i verden hjælpe sin veninde, hvor end han kunne.

PÅKLÆDNING

Ingen ubehagelighed kunne måle sig med denne, som Adelaide følte i dette øjeblik. Hun havde været søvnløs, da hun kunne mærke, at hendes mave var i uro, men da hun endelig slog øjnene op for at tjekke op på det, så var opkast i hver fald det sidste, som hun havde regnet med, ville være årsagen til den ulidelige smerte. Det hele skete så hurtigt. Hun vidste, at nu skulle der handles hurtigt, ellers skulle hun til at rense sengetøj og meget andet. Hun var løbet ud på toilet i sådan en fart, at hun fik det endnu værre. Hendes knæ blev hamret ned i gulvet, da hun smed sig ned foran toiletkummen, så snart hun var inde på alfaværelsets toilet. Smerten, der så stille gjorde sig opmærksom i hendes knæ, var det sidste af hendes bekymringer. Hendes største bekymring i det øjeblik var, om hun nu skulle dø, for det var sådan, hun havde det. Hendes anden bekymring var, at hun helst ikke skulle vække Jackson. Han var udmattet, træt efter al den ansvar, der kom med koblet, og han fortjente sin søvn. Selv synes hun, at det til tider kunne være hårdt, men hun huskede altid sig selv på, at Jackson stod ved hendes side altid. Lige siden de var små, ja, selv inden de var født. Det var uheldigt, at de var havnet i den situation, som de var i nu, men de vidste begge, at intet kunne gøres ved det alligevel, så de prøvede at få det bedste ud af det, og det havde de i den grad, siden deres ægteskab var åbent.
Tårer strømmede ned ad hendes kinder, da smerten i hendes mave føltes som om, at den ville være permanent, og al den syre som strømmede sig op ad hendes spiserør og efterlod en ulækker smag i hendes mund var så ubehagelig, at det nærmest var umuligt for hende, at lade vær med at græde.
Hun kunne mærke nogen tage fat om hendes hår, og hun vidste med det samme, at hun havde vækket Jackson. Hendes samvittighed havde samlet sin næve og givet hende en ordentlig én på hoved, for hun skammede sig umådeligt meget. Hun måtte se så ynkelig ud. Knælende foran en toiletkumme, hjælpeløs, grædende, og lugtende af bræk. Det blev ikke meget værre. Nå nej, hun havde jo også vækket ham.
Da han lagde sin hånd mod hendes pande og spurgte ind til hendes velvære, hulkede hun højt. Hun vidste ikke, hvad der kom over hende, men hun følte sig så følelsesladet og emotionelt ustabil. Hun kunne ikke få ord ud, kun gråd og tårer. Hun spyttede den resterende syre ud i kummen, men hun kunne stadigvæk mærke den tydelige, ulækre smag i munden. Hun prøvede at se op op ham, men nogle hårstrimler var blevet gjort våde af hendes tårer, og derfor var de blevet som limet mod hendes kind. Hun kørte en hånd gennem sit hår for at fjerne håret, og det blik hun sendte ham var bedende. Men bedende for hvad? Hun vidste det ikke selv. Hun vidste bare, at uden ham, så ville hun ikke overleve resten af natten.

Jackson var en medfølende, empatisk person, og derfor hadede han også at se folk være i smerte. Selv hvis det var folk der rent faktisk fortjente det, kunne han stadig have svært ved det nogle gange. Og hvis det så var nogen han holdte af, var det blot endnu værre. Og han havde en del personer som han holdte af. Hans familie, f.eks. Han var ikke særlig tæt med sin far, specielt ikke efter at have været tvunget ind i et ægteskab af ham, og efter hvordan han opførte sig overfor Jackson's yngste lillesøster, Julia. Jackson havde tre små søstre, Jillian, Jennifer og Julia, hvoraf Jennifer og Julia var tvillinger. Jennifer var dog et par minutter ældre end Julia, selvom det jo ikke gjorde den store forskel. Den største forskel på de fire Carter søskende, var deres race. I de traditionelle varulvefamilier, såsom Jackson's egen, gav man sine børn biddet da de fyldte 16, og så håbede man på at de ikke var immune. Og Julia var den eneste af Jackson og hans søstre, som havde været immun overfor biddet. Hvilket også gjorde, at hans far, som sad fast i de gamle traditioner, havde smidt hende på gaden og nu opførte sig som om hun var død. Derfor brød Jackson sig ikke om sin far. Ægteskabet havde gjort ham vred på ham, men farens behandling af hans egen datter havde været det der skubbede Jackson over linjen. Han kunne ikke elske en mand der var så kold. Og det havde også påvirket hans forhold med sin mor, eftersom hun ikke havde gjort nok for at stoppe sin far, med nogle af de to ting. Han elskede dog stadig sin mor, men så hende ikke særlig meget mere. Og så var der hans søstre. Han var ret tæt med alle tre, og de var også tætte med hinanden. De havde altid haft et motto om at det var dem imod verden, og derfor holdt de altid sammen, gennem ild og vand. Det havde tæret hårdt på Julia, at være den eneste mundane i familien, og derfor prøvede Jackson, Jillian og Jennifer at opmuntre hende så godt de kunne, og få hende til at føle sig som om hun stadig betød noget. Hun havde faktisk overtaget Jackson's gamle lejlighed, da deres far smed hende ud, og Jackson alligevel var flyttet ind i Månepalæet, så han havde været glad for at kunne hjælpe.
Og nu boede han sammen med sin bedsteveninde, Adelaide, som også var en af de personer der betød allermest for ham. Hvilket også var derfor han skar en grimasse, da han så på hvor forfærdeligt hun havde det. Jackson vidste hvor meget Adelaide's stolthed betød for hende, og hvor meget hun måtte hade at lade nogen se hende på denne måde, men for ham betød det intet. Udover, at han hadede at se hende lide på den måde, naturligvis. Hun så op på ham med et så bedende blik, at han ville gøre hvad som helst for at give hende hvad hun bad om. Men han vidste ikke hvad hun ville have. Hvis bare han gjorde, ville han straks skaffe det til hende.
"Skal jeg hente et glas vand til dig? Gøre et bad klart? Bare sig hvad du vil have, søde." Han tænkte tilbage til igår, da de havde spist aftensmad sammen med resten af koblet, og hun havde spist det helt samme som resten af dem, så det kunne ikke være madforgiftning. Han følte nemlig ingenting, udover måske en smule udmattelse og træthed, men det var jo heller ikke engang blevet lyst udenfor endnu.

Adelaide kunne ikke gøre andet end at nikke til det hele. Selv vidste hun ikke hvad der kunne havde gjort hende så syg, men hun var så absolut ikke glad for det. Jackson's hjælpsomhed blev sat pris på uden tvivl, men hun kunne ikke lade vær med at have ondt af ham. Ikke nok med, at han var blevet tvunget til at gifte sig med hende, men hun var en håndfuld at tage for ansvar, og hun havde så absolut ikke gjort det nemt for ham at være gift med hende. Det første stykke tid havde alting været et kaos for hende. Hun nægtede simpelthen at lade sig selv blive kaldt hans kone, for det var hun så sandelig ikke, og det havde hun aldrig haft nogle tanker om at blive, men hun havde selvfølgelig ikke noget at sige i den sag, for det var allerede bestemt for hende, selv inden hun var blevet født. Til tider følte hun sig så værdiløs. Den eneste grund til, at hun var blevet født i det hele taget var fordi, at hendes forældre og Jackson's forældre ville forene deres to kobler, og hvilken bedre måde at gøre det på end at tvinge de to førstefødte ind i et ægteskab. De havde dog ikke regnet med, at de to unge ville vokse op til at blive bedstevenner og ikke elskende. Det var ikke fordi, at Adelaide slet ikke kunne se sig selv sammen med Jackson, men der havde bare aldrig været sådan nogle signaler, og under deres omstændigheder så var det akavet. Adelaide havde altid været trodsig og på tværs, og hun nægtede derfor at blive forelsket i ham, dels fordi hun ville irritere hendes forældre og være på tværs. Nej, Jackson var så absolut dejlig, og havde det ikke været fordi, at hun havde mødt en anden, så kunne der måske sagtens havde været nogle følelser, men for nu måtte det hvile sig. Det var ikke noget, som hun ville rode op i.
Hun ville åbne munden for at sige noget, for hun var ikke i et sekund i tvivl om, at hendes ånde måtte være absolut hæslig. Hun spyttede dog en ekstra gang ned i kummen og tog fat i Jackson's håndled for at indikere, at hun havde brug for støtte. De to læste nærmest hinandens tanker, det havde de nærmest altid gjort. Sådan gik det, når man var så tætte, som dem. Hun vidste i hvert fald, at hun umuligt kunne stå på sine egne ben, siden hendes mave var i pinefulde kramper. Hendes greb om hans håndled var stramt, men alligevel ikke. Adelaide var ikke som alle andre kvinder på hendes alder. Hun havde faktisk muskler og var ret stærk, så det kunne mærkes på hendes greb, at hun var svækket. Måske var det ikke alle, der kunne mærke det, men det her var Jackson. Han var så absolut ikke en del af "alle". Det var Jackson, og han var helt sin egen. Han var hendes Jackson.

Jackson og Adelaide havde været venner altid. Og han ville ikke undvære hende for noget. Hun var hans bedsteveninde, og en af de personer han elskede absolut mest. Måske ikke på den måde der ville gøre deres situation en smule lettere, men derfor ikke mindre. Og det var jo ikke fordi hun ikke var tiltrækkende, eller noget. Overhovedet ikke, faktisk. Hun var skam ganske attraktiv, han så hende bare ikke på den måde. Men det var nok også det bedste, eftersom hun heller ikke så ham på den måde. Hun var for nyligt begyndt at udvikle et lille forhold til koblet's sentinelhan, Matthew. Det generede ikke Jackson sådan rigtigt, da han kun ønskede hende lykke, men samtidig var han bekymret. Han ville ikke have at der skete hende noget, at hun blev såret. Og Matthew virkede ikke umiddelbart som typen der var klar til at slå sig ned. Ikke ligesom Adelaide. Hun havde et medfødt moderinstinkt og havde altid ønsket børn, så det varede nok ikke længe før hun begyndte at skulle have dem. Og Jackson ville nok være den der skulle give hende dem. Det var deres pligt at få, i hvert fald, et barn sammen. Dette barn skulle nemlig være den næste alfa, efter de trak sig tilbage. Og Jackson ville skam også gerne have børn, men han havde ikke travlt. Det behøvede ikke at være med det samme. Selvom han godt vidste, at det ikke kunne vente alt for længe. Højst et par år. Hans ældste ville tage over efter ham, og det kunne han/hun ikke hvis de ikke var fuldvoksne. De ville få biddet som 16-årig, som det var traditionen tro, men så skulle de gerne også nå at have noget erfaring. Jackson, for eksempel, havde haft næsten ni år til at lære varulvelivet at kende. Og han ville ikke have følt sig klar til at være alfa, hvis han havde haft mindre tid. Derfor var det en smulle presserende, de var nødt til at få børn inden alt for længe. Men selvom Adelaide var tiltrækkende, var hun hans bedsteven. Han ville have det så underligt ved at skulle have sex med hende. Det ville nok også bare komplicere deres forhold, hvilket han ikke behøvede.
Adelaide greb fat i hans håndled, hvilket bekymrede ham. Hun var normalt ikke så svag. Han rynkede fortvivlet på panden, og vred sin hjerne for idéer til hvad der kunne være galt med hende. Og så kom han tilbage til sine tanker fra før. Børn. Graviditet. Han spærrede øjnene op, og lagde forsigtigt en hånd på hendes skulder. "Søde? Dig og Matthew, når I, øhm... Husker I beskyttelse?" Han følte sig akavet til mode, bare ved at sige den sætning. Hvordan skulle det ikke gå ham, hvis han skulle have sex med hende? Det turde han ikke engang tænke på. Han brød sig overhovedet ikke om at tænke på at hun kunne være gravid. Det generede ham faktisk gevaldigt, for det var ikke sådan det skulle ske. Hendes førstefødte skulle være hans barn, ikke Matthew's. Den næste alfa i koblet, skulle være deres barn, ikke Adelaide og Matthew's. Det ville ikke komme til at ske, det var han fast besluttet for. Han prøvede at lade være med at vise sin irritation, da hun havde større ting at bekymre sig om, end hans... Ja, det var vel på en måde jalousi..

Ord kunne ikke beskrive den følelse, som gik gennem Adelaide, da realisering af det, som Jackson lige havde sagt, kom igennem hendes forståelsesproces. Hun kunne ikke fatte det. Hun tænkte, så det knagede, for det blev pludseligt svært at tænke og koncentrere sig om flere ting på én gang, og så slog det hende. Det skete for en måned siden. Det hele passede jo perfekt tidsmæssigt. Den ene gang hvor de havde valgt at være ligeglade med beskyttelse, og hun blev gravid.
Panikken blev klar i hendes øjne, og hun slap ham med sin ene hånd for at føre den op og dække hendes mund i chok. Hun kunne mærke en ny bølge af tåre presse på, og hun vidste, at de ekstra mange hormoner hun nu producerede var skyld i hendes emotionelle reaktioner. Hun vidste ikke, om hun kunne tillade sig at være lykkelig over at blive gravid, for sandheden var jo, trods alt, at hun altid havde ønsket sig børn, men hun havde jo regnet med, at Jackson ville være far til hendes førstefødte og ikke Matthew. Men i det øjeblik kunne hun hverken være lykkelig eller sørgmodig, for panik pumpede gennem hendes krop, og hun vidste ikke, hvordan hun skulle håndtere det. Hun skulle være mor. Hendes største ønske var endelig gået i opfyldelse, men det var ikke sket, som hun ville have det. Hun var blevet gravid udenfor sit ægteskab. Matthew og hende var måske intime partnere, men hun havde aldrig regnet med, at de to skulle have et barn sammen, det havde aldrig været planen.
Hun så ham direkte i øjnene, hendes paniske mørkegrønne mod hans bekymrede mørkeblå.
"Jackson, hvad har jeg gjort? hulkede hun, stadig med en hånd foran munden og den anden rundt om hans håndled.

Jackson kunne tydeligt se alle de følelser der gik igennem Adelaide, da det gik op for hende, hvad der også lige var gået op for ham. Panikken stod allertydeligst frem i hendes ansigtsudtryk og øjne. Jackson fik det straks dårligt på hendes vegne, da de altid havde været særligt tætte og forbundne. De kunne nærmest læse hinandens tanker, fordi de var så tætte og havde været det i så mange år. Når den ene var ked af det eller i dårligt humør påvirkede det den anden. Nå ja, og selvfølgelig også hvis den ene var i et virkelig godt humør. Men det var bestemt ikke tilfældet denne gang. Jackson kunne fornemme hvordan han så småt begyndte at panikke selv, fordi hun gjorde, men han prøvede så vidt som muligt at undertrykke det. Han var nødt til at holde hovedet koldt for hendes skyld. Hun havde brug for ham, og hun havde brug for at han var stærk for hendes skyld. Så det havde han enhver intention om at være. Han brugte den hånd hun ikke havde fat i, til at fjerne hendes greb i den anden, og så lagde han armene om hende og holdt hende tæt indtil sig, mens han rokkede hende på en beroligende måde. Adelaide var en af de stærkeste personer han kendte, og når først hun græd var der noget alvorligt galt. Hun hulkede ind i hans skulder, og han aede hende ned over håret med den ene hånd. "Det skal nok gå alt sammen, Lai. Jeg er her for dig, ligemeget hvad." Han kyssede hende oven på hovedet, i håret. Og han mente hvert et ord af hvad han sagde. Selvom han var frustreret, var det ikke rigtig på hende. Han var mere bare frustreret på situationen, fordi den var en møgsituation. Og det ville hun nok erklære sig enig i, selvom hun aldrig havde ønsket noget højere end at være mor. Derfor havde han på en måde også lidt dårlig samvittighed over sin frustration og jalousi. Han ønskede hende kun lykke i livet, og hun ville gerne være mor. Han vidste jo godt at hun havde et kæmpe moderinstinkt, og hun fortjente at få gjort brug af det. Det burde han da godt kunne unde hende, burde han ikke?

Adelaide vidste slet ikke, hvad hun skulle gøre. Hun ville så gerne føle ren lykke over det barn, som netop voksede indeni hende, en levende organisme, som om otte måneder ville blive enten hendes søn eller datter, men hun kunne ikke tillade sig selv at give sig hen. Det var ikke fair for Jackson, intet af hvad hun havde hevet ham igennem var fair, slet ikke. Hun havde været en drillepind da de var mindre, på trods af, at de var bedstevenner, besværlig inden og efter deres bryllup, og nu var hun blevet gravid med hende og deres Sentinelhan's barn. Skyldfølelse strømmede gennem hende, og hendes samvittighed gjorde fysisk ondt. Bare at tænke på hvad han måtte have følt gennem det hele gjorde ondt på hende, og igen var det selvisk af hende. Hun følte sig selvisk. Jackson var en god person, hans intentioner var altid rene, og han handlede med sit hjerte og tog kun valg, der ville gavne deres kobbel, ligesom den rigtige alfa han var født til at blive, og han levede op til alles forventninger, men det havde Adelaide sjælendt gjort med hendes stædighed og spydighed. Hun var ikke kun vred over deres ægteskab, fordi det ødelagde hendes chancer for at finde én, som hun elskede, men også fordi, at Jackson fortjente bedre end hende. Igen, det var ikke fair, at den samme chance blev taget fra ham, men alligevel havde han ikke reageret, som hun. Adelaide var hysterisk, kom med det samme i et intimt forhold med en anden før deres bryllup overhoved fandt sted, og nu skulle hun have deres barn. Nej, hun var absolut ikke god nok til Jackson, for han fortjente så meget mere end hende.
Hun klamrede sig ind til ham, som gjaldt det hendes liv, for sådan føltes det i hvert fald, rystende og hulkende og endnu engang hysterisk. Hun kunne ikke gøre meget andet end at acceptere, at hun skulle være mor, men det ville ikke være hendes husbond's barn.

Det var sandt, at Adelaide altid havde været en bestemt, besværlig pige, men han elskede hende på trods af det. Måske endda på grund af det. Hun gav ham noget af en sag for, når han sådan skulle sørge for at følge med hende. Men han havde nu ikke noget imod det. Hun ydede ham noget modstand, men uden at være irriterende og frustrerende. De kunne være som nat og dag, men måske var det netop hvad der gjorde deres venskab så godt og tæt. For det var det. Som tidligere nævnt, kunne de nærmest læse hinandens tanker. På mange måder afhang de nærmest af hinanden, og Jackson ville nok ikke kunne leve uden Adelaide. Hun var som hans anden halvdel, og derfor var det måske også ærgerligt at de ikke havde lært at elske hinanden som mere end bedstevenner. Det ville i sandhed have gjort tingene meget lettere. For alle. Men sådan skulle det åbenbart ikke være, og nu var Adelaide tilsyneladende blevet gravid. Hun havde tydeligvis dårlig samvittighed over det, hvilket Jackson ikke ville have hende til at have. Han elskede hende for meget til at se hende have det dårligt. Hun klamrede sig til ham, hvilket gjorde at han også automatisk strammede sit greb om hende en smule. Han var ikke meget for hendes graviditet med en anden, men han ville heller ikke stå i vejen for hende. Hun var hans bedsteveninde, og han ville bare have at hun var lykkelig. Derfor ville han også altid være der for hende, gennem tykt og tyndt, selv når hun fødte en anden mands barn. Han ville måske nok ikke være meget for det, og han kunne ikke love at han nogensinde ville lære at holde af Matthew, men han ville holde af barnet. Det var Adelaide's barn, ligeså meget som det var Matthew's. Og han elskede hende, af hele sit hjerte. Derfor ville han også være der for barnet, og han skulle nok være en god stedfar, selvom han ikke var barnet's far. Han håbede bare at Matthew havde i sinde at være der, både for Adelaide og for deres ufødte barn.

//The end ;-)