Maskebal! ~ Alle er inviteret!

Hvorfor var det lige igen han var kommet til det her? Nåh ja, fordi han ikke havde et liv! Det var belastende sådan som kvinder kunne lokke ham til ting og sager, og nej det var ikke tanken om at se kvinder klædt i lækkert tøj og bar hud der havde fået ham til at sige ja, men Clary som absolut ville med. Invitationen havde været åben, og han havde kørt en lille fugl synge om at alverdens racer var inviteret, selvfølgelig kunne han ikke forhindre kæresten i at tage derud, om end han havde forsøgt at lokke med ting og sager, og forsøgt at overbevise hende om at de sammen kunne lave noget andet. Han havde dog opgivet, og tvunget sig selv til at tage med. Glad var han ikke just, og ubevæbnet var han nu heller ikke som han trådte ind i den lejede selskabslokale. Han finkæmmede stedet med blikket, udpegede hurtigt varulve, vampyrer, dæmoner og andet med blikket inden han med en utilfreds mine sukke.
Jace havde valgt en almindelig påklædning i form af jakkesæt, skilte sig dog ud ved at have valgt et hvidt sæt frem for det velkendte sort. Masken han bar var halvhvid/halvsort, dækkede hans øjne og næse, men læberne og munden var fulgt synlige. Clary var endnu ikke ankommet, og han skævede ned mod mobilen der var sat på høj lyd og klar til at løftes skulle den ringe.

SUIT + MASK

Ingen fest uden Jason, han var nok ikke den største festabe der fandtes, og gad da virkelig ikke blande sig med disse afskum. Trods dette havde han været temmelig overrasket over at modtage nogen form for invitation, og af ren og skær nysgerrighed, var han troppet op. Påklædningen var nok elegant og pæn, men skulle sandheden frem, havde han ikke brugt mere tid på at vælge tøj end hvad han plejede, og helt formelt var det ikke kunne han nu se hvilket da irriterede ham en anelse. Hans blik gled rundt i det store lejede lokale hvor diverse væsner allerede var ankommet. Flere af dem simple kedelig mundaner som han glædeligt ville sætte tænderne i senere, men for nu, gled hans undersøgende blik hen over nogle varulve, og videre hen til enkelte vampyrer som stod stimlede sammen og holdt øje med mundanerne. Blikket gled videre til en skønhed klædt i grønt, og han standsede brat op, hovedet gled på skrå og et smil krydsede hans læber. Som altid formåede hans elskede at skille sig fra mængden, denne dag med den grønne kjole som sad smukt om hendes krop. Det var på ingen måde kjolen der var smuk, men nærmere hende der skænkede den retfærdighed og skønhed. Han tilbagelagde afstanden mellem dem som han gik tværs gennem lokalet hen mod skønheden, undervejs smidende den halvfærdige smøg på gulvet og en mundan så irriteret på ham hvorefter han samlede den op og skoddede den. Hellere det end at få stedet brændt ned. Han end ikke stoppede op, ikke før han var hos hende, og ubesværet og let, slog armene om hende bagfra "Jeg vil kunne genkende dig om du stod omgivet af tusinder af dobbeltgængere min skønne... Du ser henrivende ud Katherine" hviskede han kælent i hendes øre, hvorefter hans blidt kyssede hende på halsen. Nåh, der var alligevel kommet en god ting ud af at komme her.

SUIT + MASK

Starring: Mayelle, Calypso & Jonathan

Det havde været en umådelig hektisk aften. Der havde været problemer med kjolen, der ikke ville sidde ordentligt eller give nok frihed for bevægelse. Den fine materiale af mørkeblå silke sad tæt mod kroppen på den unge kvindelige skyggejæger, hvilket afslørede hendes kvindelige former. Det lignede mere kroppen af en forkælet ung kvinde, end det nogensinde ville ligne kroppen på en skyggejæger. Håret hang løst i tykke, store krøller over den ene skulder, dækkede en del af masken. Kjolen spredte sig ud, blev løsere, men den nåede ikke gulvet, hvilket afslørede et par sorte højhælede sko. Op langs siden var der et cut i kjolen, der var en nødvendighed for en jæger af hendes paranoide kategori. Selvfølgelig var Mayelle ikke ubevæbnet ved en så stor begivenhed, hvor der kom alskens væsener.
"Er du allerede blevet væk fra din turtledue?" Lød de spørgende ord fra Mayelle. Hvert et ord bar præg af hendes rapkæftede natur, mens sarkasmen nemt kunne fornemmes nedenunder. Øjnene betragtede Jace, der ikke havde været svær at finde i mængden. Mayelles læber var trukket i et kækt smil, tydeligt uvidende om det par, der netop havde gjort sin entre til maskeballet.

Calypso elskede baller, nød opmærksomheden der fulgte. Hun ville have givet umådelige meget for at være den, der holdte dette bal. Det var blot ikke realiteten. Hendes isblå øjne landede på den unge herre, der gik ved hendes side. Hans hvidblonde hår hang vildt og ustyrligt, men stadig i et kontrolleret kaos, mens han var iført et klassisk, fint jakkesæt. Han rettede på det sorte slips om hans hals, der blot fik den blege hud til at fremstå næsten dødeligt bleg. Hans maske dækkede de mest klassiske ansigtstræk, der ville kunne afsløre ham. Kom man tæt nok på som Calypso, ville man se de kulsorte, rolige øjne, der scannede den kæmpe mængde af mennesker. Det kom selv bag på Calypso, at hun havde valgt at gøre entre med en skyggejæger. Endda Jonathan C. Morgenstern. Med et næsten hemmelighedsfuldt smil rettede hun på sin kjole og maske, førte dem begge mod baren med Calypso forrest.

Kjole + Maske

Grunden til at Clary ikke allerede var dukket op ved festen, var fordi hun havde haft en mindre krise angående sin kjole. Hun havde ringet og spurgt Isabelle til råds, og derfor var hun endt med at skulle prøve adskillige kjoler, før Isabelle endelig fandt ud af at hun faktisk ikke var tilfreds med nogle af dem. Derfor havde Clary fortalt hende at Jace vidst nok skulle have et hvidt jakkesæt på, i håb om at det kunne hjælpe hende lidt, og det gjorde det heldigvis også. For straks var den kære Isabelle fast besluttet på at hun skulle være iført en sort kjole, så de matchede bedst muligt. Et eller andet med Yin og Yang, eller noget i den dur. I hvert fald, havde Clary i sidste ende bare overladt stressen til Isabelle, der da også endte med at finde 'den perfekte kjole' som hun så fint udtrykte det. Selve kjolen var sort, gulvlang og egentlig ikke noget udover det sædvanlige, men på en eller anden måde syntes Clary faktisk også selv at den komplimenterede hendes figur ret godt - og eftersom det var sjældent at hun syntes om sit udseende, havde hun ikke været svær at overtale til at tage den på. Derudover havde Isabelle ment at hendes maske skulle være lidt mere speciel, så den assisterede kjolen perfekt - og hvid, så det ikke blev alt for sort og dystert. Som om hun skulle snakke om at gå i for sort tøj, når hun næsten altid selv gjorde det. Anyways.. Clary var nu endelig troppet op til festen, efter at Isabelle både havde fået lagt hendes makeup, sat hendes hår - hvorpå den tøs virkelig ikke sparede på hårsprayen! - og valgt hendes tøj. Det hele havde endt med at ligge i Isabelles hænder, men eftersom hun var meget glad for at bestemme, og Clary hellere ville lade hende tage beslutningerne, var det jo en win-win situation. Hun trak sin mobil op af den lille pung hun havde i sin højre hånd, og skulle til at ringe Jace op, da hun fik øje på ham og Mayelle. De stod side om side, hvilket nagede Clary en smule. Dog undertrykte hun hurtigt den følelse, inden hun lagde mobilen tilbage og lukkede pungen. Hun måtte indrømme at hun nok hurtigt ville blive træt af sin maske, da det jo var en selvholdt en, men Isabelle havde insisteret, og derfor var der ikke så meget at gøre. Men sådan var det nu engang, og så måtte hun vel bare sænke den lidt en gang i mellem, hvis det absolut skulle være på den måde. Indtil videre havde Clary ikke opdaget andre end Jace og Mayelle, og anede da heller ikke hvem der ellers var dukket op til denne fest..
Hun tog nogle skridt hen imod Jace, og sørgede for ikke at falde, på trods af kjolen og de højhælede sko. Da hun nåede op bag ved ham, placerede hun armen rundt om hans, og nikkede høfligt til Mayelle, som hilsen. Lidt elegance kunne hun vel godt præstere..

Normalt var Talia slet ikke meget for hverken fornemme fester eller lange kjoler, men denne ene gang havde hun af en eller anden grund valgt at gøre en undtagelse. Hendes kjole var derfor denne dag - eller aften, om man ville - helt ned til gulvet. Det gik hende faktisk lidt på, men hun valgte blot at ignorere det. Hendes maske var guldfarvet med noget guld glimmer samt små diamanter - ikke ægte selvfølgelig. Det var en selvsiddende maske, eftersom Talia nægtede puré at gå rundt og holde en eller anden latterlig maske oppe hele aftenen, blot for at se godt ud. Desuden kunne man sgu da sagtens se ligeså godt ud med en selvsiddende maske, for det var vel ikke det der gjorde hele forskellen.. Egentlig forstod hun ærlig talt ikke rigtig hvorfor hun havde gjort så meget ud af sig selv, bare for denne fest. Det var jo heller ikke ligefrem fordi hun havde valgt at dukke op til dette bal, eller noget i den dur. Hun havde nærmest været tvunget til det, ligesom de fleste højt rangerende varulve i Brooklyn. Talia var sentinelhun for Brooklynklanen Warriors of the Moon og hun stod ret nær med koblet's alfaer, Jackson og Adelaide. Jackson havde ikke selv haft tid, så derfor havde han i stedet sendt nogle af hans mest betroede kobbelmedlemmer ud for at gøre hans beskidte arbejde, eftersom han mente at der burde være mindst et par varulve med til ballet, da der jo kunne være noget under opsejling, og den slags. Det var vel hans valg. Talia selv var meget mere bekymringsfri - på trods af at hun skam sagtens kunne være ansvarsfuld og den slags. Hun valgte bare ikke at være det, det meste af tiden..

Kjolen
Masken


De højhælede sko klikkede let mod gulvet, da Castella bevægede sig hen af gulvet. Det lange brune hår bugtede sig i lange slangekrøller ned af hendes slanke ryg. De grønne øjne, der var gemt bag den sorte maske, søgte roligt rundt i rummet efter velkendte skikkelser, men ingen af personerne til festen bar et genkendeligt ansigt. Den lange røde kjole slæbte hen af gulvet, som var den en hale af ild. Hun smilede skævt til et par vampyre der åbenbart genkendte hende fra en aften på Pandemonium. *Dearth...Hvor er du?* tænkte hun lettere irriteret, og greb fat om et glas med martini i. De elegante og knald røde læber åbnede sig let, for at lade en slurk af den stærke drik glide ind gennem munden. Endeligt burde hun ikke være til denne fest.Hun havde ikke lyst til at tage nogle steder hen, og specielt ikke uden...Uden Miller. Men Deartháir, hendes gode ven, havde så pæn spurgt om hun ville med og selvfølgelig havde hun ikke kunne sige nej. Måske var det også bare ved at være på tide, at hun bevægede sig ud af den store lejlighed. Hun kunne jo ikke leve sit liv der inde. Og en god fest var måske vejen ud af indelukkelsen i hendes sind. Endnu engang kiggede hun efter sin kære ledsager, men han var stadig ingen steder at se.

Suit
Maske

En høj mand kom langsomt ind i lokale nummer 11 og rettede på den korte kappe som sad på hans kostyme, han rettede sig op på tå og så hen over de mange andre som han selv havde fundet hen til maskeballet, efter en tids søgen fandt han hvad han søgte, og satte kurs imod personen.
Et par rolige hænder lagde sig på siderne af Castellas skuldre, og hovedet blev lagt på hendes højre skulder "undskyld at jeg kommer en lille smugle forsent min kære, men du kender mig, der er altid et eller andet man lige skal nå" sagde Deartháir med en hvisken da han endelig var kommet hen til hende, "nok er du iført maske, men din skønhed må da stadig siges at overstråles alle de andre" et lille smil strejfede hans læber, han havde været glad for at Castella accepterede hans invitation, på trods af alt

Lyden af den bløde stemme i hendes øregang, fik en varm ridslen til at glide ned over Castellas ryg. Hun gjorde ikke nogen hentydning til at vende sig om, men stod bare helt roligt og følte Deartháirs ånde mod hendes hals. "Så kom du altså endelig kære" hviskede hun med en stemme så blød og mørk som sort silke. "Det var på tide" Hun vendte sig langsomt om, og lod sine arme glide rundt om hans hals, hvorefter hun blidt plantede et venskabeligt og let kys på hans læber. "Ja..Du har vel altid noget at gøre rundt i byen. Jeg syntes, at jeg høre mere og mere til dit arbejde her for tiden. Er du ligefrem gået hen og blevet populær hos arbejdsgiverne?"
De grønne øjne så ind i hans og de røde læber smilede det blide og drillende smil, som de altid gjorde når hun så sin kære ven.

"ja det kan man vel godt sige at jeg er blevet, men da også på de lokale bare er jeg begyndt at blive vel anset" sagde han med et lille smil, "men det var nu ikke kun derfor, mange racer er samlet et sted, det virker ganske uskyldigt, men jeg har fornemmelsen at der stikker et eller andet under, derfor kunne jeg ikke bare vælge en almindelig maske" han slog et par gange på masken for at vise for Castella den var af metal, og førte derefter begge sine hænder ned til hendes hofter, "må jeg.. få æren af en dans eller to? når vi nu alligevel er her?" han sendte hende et varmt, men skævt smil som han gjorde når han ikke lige vidste hvordan og hvorledes

Efter noget tid overvejede han kraftigt at ringe og høre hvor hun var blevet af, hvis hun havde ombestemt sig havde han ingen grund til at være der. Mens han stod og diskuterede ved sig selv om han skulle ringe eller ej, troppede en hvis skyggejæger op ved hans side med en kæk bemærkning, eller nærmere rapkæftet ord som dryppede af sarkasme som han virkelig ikke havde overskud til i øjeblikket. Hans blik gled over kvinden han ubesværet genkende som Mayelle, han kendte hende trods alt godt nok til at vide hvordan hun så ud, både krop og træk – trods de der var skjulte – samt stemmen som han umuligt kunne glemme.
At han ikke havde været svær at finde i mængden var ikke så underligt, festens flotteste fyr, maske eller ej, men han så blot på hende gennem maskens huller som drillende og legesygt henlagde hans øjne i mørke og gjorde ham blot en kende mere dyster, og interessant. ”Er det nu igen det lille grønne monster der taler Mayelle, hvornår giver du op og indser at du ikke har en chance.. dine spydige bemærkninger er søde, men i aften orker jeg dem bare ikke” svarede han sukkersødt hvor tonen dog var advarende og gjorde det klart at hun var kommet ham på tværs en forkert aften. Der skulle virkelig ikke meget inden hans vrede blussede op, han var her af en grund, og denne grund var endnu ikke ankommet! Han var virkelig bekymret og havde netop truffet beslutningen om at ringe hende op som hans skærpede sanser – grundet runerne og fordi det var Jace der var tale op – nærmest fornemmede hendes tilstedeværelse. Eller… nej. Hans blik skød gennem mængden af gæster og fæstnede sig på en specifik skikkelse, en ung mand med mørkt hår og med en aura han straks genkendte. ”Shit!” var hans første ord, i det samme lukkede en arm sig om hans og han vendte blikket til side mod Clary der netop var ankommet. Okay, det havde alligevel været hende han havde fornemmede. Synet der mødte hende slog ham et øjeblik ud, hun så fantastisk ud – hvilket hun nu altid gjorde – det var i alt faldt tydeligt at hans plejesøster havde haft fat i hende. ”Du ser smuk ud” sagde han smilende, endnu med personen han netop havde set i sit sind.

Det slap ikke forbi Clary's ører, at Jace kom med et lille udbrud, men eftersom hun nødigt ville risikere at skulle bekymre sig om alt muligt nu - i aften. Når hun nu alligevel havde klædt sig så fint på, og havde stået model til... tja, Isabelle.. Så havde hun altså fortjent bare en enkelt aften uden nogle former for drama eller bekymringer. Hvilket så totalt fik hendes liv til at lyde travlt, kompliceret og what not, men i virkeligheden var hendes liv faktisk ret almindeligt og normalt - i hvert fald, hvis man regnede det efter en normal skyggejægers liv. Okay, det havde så været ret så hektisk er i den seneste tid, efter hun opdagede hvor hun kom fra, hvad hele hendes familie rent faktisk var, og efter hendes mors forsvinden - kidnapning/bortførsel. Men det var heldigvis et overstået kapitel nu, og de var vendt tilbage til deres gamle, normale liv. Sådan da. Nu skulle hun jo så bare have overstået alt det bryllupsræs med sin mor, hvilket bare syntes at vare for evigt.. Men det var jo så hvad det var, og hun var bare glad for at se hendes mor og Luke så lykkelige. Det var simpelthen bare alt for fantastisk..
Selvom nysgerrigheden selvfølgelig lå lige under overfladen, valgte Clary at ignorere det helt og holdent. Hun smilte derfor bare til Jace, og lænede sig hen mod ham for at placere sine læber over hans - dog ikke længe, da hun trods alt var godt opdraget, og meget høflig. "Tak.." Hun mærkede en smule varme stige op i sine kinder, men prøvede med vilje at ignorere det og lade som ingenting. Så ville det måske forsvinde hurtigere. Den forbandede rødmen, altså! Bare fordi hun ikke ligefrem var den bedste til at tage imod komplimenter, skulle hun absolut rødme næsten hver evig eneste gang hun fik en. Ligegyldigt hvem det var fra.. "Du ser skam heller ikke værst ud." Hun smilte skævt og plantede et kort, blidt kys på hans kind, inden hun kiggede hen på Mayelle, og sendte hende et høfligt smil. Derefter tog hun endnu et kort blik rundt i rummet, og fik så øje på Katherine og Jason. Ikke at det overraskede hende det mindste, for selvfølgelig ville Katherine dukke op til den slags ting, og selvfølgelig var Jason her for at beskytte hende osv. Det var faktisk lidt sødt, og mindede hende - på trods af at hun aldrig nogensinde ville indrømme det - lidt om hende selv og Jace. De var jo garanteret ligeså forelskede og pladderromantiske at se - og høre - på nogle gange..

Da et par arme tog rundt om hende, gled et skævt smil straks over Katherine's læber. Selvfølgelig vidste hun godt at det var Jason, selv før ordene kom ud af hans mund, kort tid efter. Hun ville også kunne genkende ham overalt. Hun ville kunne genkende hans duft, gang, stemme, bevægelser - ja, alt ved ham! - overalt hun kom. Nu havde hun så godt nok også været sammen med ham i en del år efterhånden - selvom de da også havde haft et par hundrede år væk fra hinanden. Men hvis man elskede en person ligeså meget som Katherine elskede Jason, glemte man dem vel heller ikke bare sådan lige uden videre. Hun var ret sikker på at hun ville huske ham for evigt, selvom de måske atter ville skilles og gå hver deres vej, en dag. Hun håbede det ikke, men hun havde for længe siden lært, at man ikke skulle prøve at forudsige fremtiden. Den var for uforudsigelig, og umulig at blive helt klog på. Man vidste aldrig hvad der kunne ændre sig, eller hvornår noget ville ændre sig. Store som små ting. Hun lukkede øjnene lidt, da han hviskede hende i øret, for det ville være løgn at påstå, at det ikke sendte signaler rundt i hendes krop. Hele hendes krop sitrede nærmest af elektrisitet, hver gang han var omkring hende. Hver gang han rørte ved hende, blev hun helt elektrisk, og hun kunne umuligt holde sig fra ham i længere tid af gangen. Han var hendes mage, og derfor var hun knyttet til ham, på en måde der ikke kunne beskrives med ord. De havde et bånd der var tættere end det meste andet, og ikke bare sådan lige kunne brydes. Og hun ville heller ikke have at det skulle brydes. Hun elskede Jason, og hun kunne ikke ønske sig mere. Hun ville ikke have andet eller andre end ham, for han var alt hun virkelig behøvede. Egentlig var han mere eller mindre hendes liv, og hun var ikke engang bange for at indrømme det længere. Det passede jo. Det var sådan det var, og der var intet hun kunne gøre ved det, selvom hun måske hellere ville lyve og sige noget andet. Det plejede hun i hvert fald at ville, men der var bare ingen grund til det længere. Hvorfor skulle hun fortsætte sit spil, når det alligevel var ret så tydeligt, at hun ikke kunne leve uden ham? Selvfølgelig skræmte tanken om at være så afhængig af en anden person hende da, men hun var mere end villig til at leve med den, så længe hun bare kunne få Jason ved sin side. Mere forlangede - ønskede - hun ikke. Hun vendte sig om i hans favn, og sendte ham et forførende og blændende smil. "Ja, jeg bliver jo nødt til at opveje dig, bare en lille smule." Hun plantede et kys i hans mundvige, og kunne ikke lade være med at smile drillende. Den effekt havde han en tendens til at have på hende, og hun kunne ikke helt finde ud af om det var en god eller dårlig ting..